Bekendtgørelse om opløsning af ægteskab
BEK nr 875 af 24/10/2002
§ 1
Søges separation eller skilsmisse ved bevilling af ægtefællerne i forening, sendes ansøgningen til statsamtet på det sted, hvor en af ægtefællerne bor eller opholder sig.
Søges separation eller skilsmisse ved bevilling af den ene ægtefælle, sendes ansøgningen til statsamtet på det sted, hvor den anden ægtefælle bor eller opholder sig. Har ægtefællen ikke bopæl eller ophold her i landet, sendes ansøgningen til statsamtet på det sted, hvor ansøgeren bor eller opholder sig.
Har et andet statsamt på ansøgningstidspunktet en anden familieretlig sag mellem ægtefællerne under behandling, kan ansøgningen sendes til dette statsamt.
Ansøgning om skilsmisse på grundlag af separationsbevilling, jf. lovens § 31, kan sendes til det statsamt, der har udstedt bevillingen.
Har ingen af ægtefællerne bopæl eller ophold her i landet, sendes ansøgningen til Københavns Overpræsidium, medmindre sagen er omfattet af stk. 4.
Hvis ægtefællerne er enige herom, kan ansøgningen uanset bestemmelserne i stk. 1-5 sendes til et andet statsamt.
Det statsamt, som efter stk. 1-6 skal behandle sagen, kan bestemme, at sagen skal overføres til et andet statsamt, hvis det er mest hensigtsmæssigt, at sagen behandles der.
§ 2
Ansøgningen skal underskrives af ægtefællerne personligt. Ansøgningen skal være vedlagt vielsesattest, fødsels-, dåbs- eller navneattester for ægtefællerne. Ved ansøgningen kan bruges en blanket, der udleveres af statsamtet. Blanketten skal godkendes af Civilretsdirektoratet.
§ 3
Ansøgning om skilsmisse på grundlag af separation skal være ledsaget af separationsbevillingen eller udskrift af separationsdommen. Endvidere skal ægtefællerne erklære, at de efter separationen har levet adskilt i 6 måneder og ikke senere har genoptaget samlivet. Endelig skal de oplyse, om fællesboet er delt.
§ 4
Ansøgning om skilsmisse efter lovens § 32 skal være ledsaget af bevis for, at ægtefællerne på grund af uoverensstemmelser har levet adskilt i de sidste 2 år.
§ 5
Ved ansøgning om skilsmisse efter lovens §§ 33-35 påhviler det ægtefællerne at tilvejebringe den dokumentation for skilsmissegrunden, som statsamtet skønner nødvendig.
§ 6
Statsamtet kan behandle en ansøgning om separation eller skilsmisse, selv om den ikke opfylder kravene efter § 2, 2. pkt. eller §§ 3-5.
§ 7
Vilkårsforhandling, jf. lovens § 44, skal foretages, inden bevilling til separation eller skilsmisse meddeles.
Vilkårsforhandling skal dog ikke foretages, hvis der ansøges om skilsmisse efter lovens § 31, og vilkårene for separationen gælder for tiden efter skilsmissen. Statsamtet kan dog bestemme, at der skal foretages vilkårsforhandling, herunder at § 11 skal anvendes, hvis en ægtefælle anmoder derom, eller statsamtet i øvrigt finder en vilkårsforhandling hensigtsmæssig.
Skal der mægles mellem ægtefællerne efter lovens § 43, stk. 1, udsættes vilkårsforhandlingen, til mæglingen er afsluttet.
§ 8
Vilkårsforhandling foretages af statsamtet.
§ 9
Vilkårsforhandling skal foretages samtidig med begge ægtefæller. Dog kan statsamtet bestemme, at vilkårsforhandlingen foretages særskilt, eventuelt ved forskellige myndigheder, med hver ægtefælle, hvis særlige omstændigheder taler derfor.
§ 10
Ægtefællerne skal møde personligt til vilkårsforhandlingen. Indkaldelsen skal indeholde oplysning om, at udeblivelse uden lovligt forfald medfører, at sagen ikke kan fremmes ved bevilling.
Er en ægtefælle på grund af langvarig sygdom forhindret i at møde til vilkårsforhandling, og er dette dokumenteret ved lægeerklæring, kan ægtefællen i stedet møde ved fuldmægtig. Fuldmægtigen skal være myndig og må ikke være under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7. Fuldmagten skal være skriftlig.
§ 11
Vilkårsforhandling med en ægtefælle, der har ophold i udlandet, foretages hos den danske repræsentant på det sted, hvor ægtefællen opholder sig eller kan give møde.
Vilkårsforhandling med en ægtefælle, der ikke har ophold her i landet, kan undlades, hvis ansøgningen om separation eller skilsmisse er udfærdiget af en dansk advokat, er underskrevet af begge ægtefæller personligt og indeholder vilkårene for separationen eller skilsmissen. Den, der ikke har ophold her i landet, skal have underskrevet i advokatens nærværelse eller for en dansk myndighed eller en stedlig notar, der har attesteret underskriftens ægthed.
Vilkårsforhandling kan endvidere undlades med en ægtefælle, der ikke har ophold her i landet, hvis den pågældende skriftligt tiltræder vilkårene for separationen eller skilsmissen på grundlag af en udskrift af den vilkårsforhandling, der er foretaget med den anden ægtefælle. Tiltrædelsen skal ske ved underskrift for en dansk repræsentation, en stedlig notar eller anden stedlig myndighed, som den danske repræsentation i det pågældende land kan godkende, eller for kaptajnen på et skib, hvor den pågældende har hyre.
Uanset reglen i stk. 2 skal der dog foretages vilkårsforhandling med begge ægtefæller, hvis den ægtefælle, der bor eller opholder sig her i landet, under vilkårsforhandlingen fremsætter ønske om ændring af de aftalte vilkår.
Skal der foretages vilkårsforhandling i udlandet, og kan den ikke gennemføres, forelægges sagen for Civilretsdirektoratet.
§ 12
Et statsamt i Danmark kan meddele bevilling til separation eller skilsmisse, når
Hvis begge ægtefæller har statsborgerret og sædvanligt opholdssted i de nordiske lande, kan statsamterne dog kun meddele bevilling til separation eller skilsmisse, når
Stk.1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2, gælder ikke, hvis begge ægtefæller har bopæl på Færøerne eller i Grønland.
- en af ægtefællerne har bopæl i Danmark,
- begge ægtefæller har dansk statsborgerret, eller
- en af ægtefællerne har dansk statsborgerret, og det godtgøres, at den pågældende på grund af sin statsborgerret ikke vil kunne opnå separation eller skilsmisse i det land, hvor den pågældende har bopæl, eller
- skilsmisse søges på grundlag af separation meddelt her i landet inden for de sidste 5 år.
- en af ægtefællerne har sædvanligt opholdssted i Danmark,
- begge ægtefæller har dansk statsborgerret, eller
- skilsmisse søges på grundlag af separation meddelt her i landet.
§ 13
Reglerne i denne bekendtgørelse finder tilsvarende anvendelse ved opløsning af registreret partnerskab, bortset fra § 12.
§ 14
Hvis registreret partnerskab er indgået i Danmark, kan bevilling til separation og skilsmisse meddeles her i landet.
§ 15
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2002.
Bekendtgørelse nr. 627 af 25. september 1989 om ægteskabs opløsning ophæves.
§ 16
Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Justitsministeriet, den 24. oktober 2002, den 24. oktober 2002
/Lene Espersen Christian Strøyer/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2002
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2002