TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om anvendelse af tekniske hjælpemidler på havanlæg

BEK nr 88 af 08/02/2002

DanmarkBekendtgørelse2002

§ 1

Denne bekendtgørelse finder anvendelse på havanlæg, som er omfattet af havanlægslovens § 1.

Stk. 2

Bekendtgørelsen finder tilsvarende anvendelse på boreskibe og andre skibe, medens der fra disse udøves efterforsknings- eller indvindingsvirksomhed af råstoffer i undergrunden under havbunden.

§ 2

Bekendtgørelsen omfatter anvendelse af tekniske hjælpemidler ved arbejde og arbejdsprocesser, hvad enten udførelsen af arbejdet eller arbejdsprocessen sker for en arbejdsgiver eller ikke.

§ 3

Ved tekniske hjælpemidler forstås i denne bekendtgørelse:

Stk. 2

Ved anvendelse forstås i denne bekendtgørelse: Enhver brug af hjælpemidlet og alle hermed forbundne arbejdsfunktioner, såsom ibrugtagning, udtagning af drift, betjening og overvågning, vedligeholdelse, indstilling, reparation, rengøring og anden pasning af hjælpemidlet.

  1. Maskiner, beholdere, apparater, redskaber og enhver anden lignende indretning, der

a) anvendes ved forarbejdningen af et produkt,

b) anvendes til frembringelsen af et arbejdsresultat, herunder til transport og opbevaring, eller

c) tjener til udførelsen af en teknisk proces.

  1. Dele til sådanne indretninger, præfabrikerede konstruktioner og enhver anden tilvirket genstand, der er beregnet til sammen med andre genstande at indgå i en færdig enhed.

§ 4

Forpligtelserne efter denne bekendtgørelse påhviler rettighedshavere, operatører, entreprenører, arbejdsgivere, arbejdsledere og øvrige ansatte, brugere samt leverandører.

§ 5

Anvendelse af tekniske hjælpemidler skal ske sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Herunder skal bestemmelserne i bilag 1 og 2 overholdes, når de respektive risici foreligger i forbindelse med de pågældende tekniske hjælpemidler.

§ 6

Et teknisk hjælpemiddel, der anvendes ved udførelsen af et arbejde, skal være egnet eller tilpasset hertil, så anvendelsen er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig.

Stk. 2

Valget af et teknisk hjælpemiddel skal ske under hensyn til de forhold, hvorunder det skal anvendes, samt de risici der måtte opstå ved anvendelsen af det pågældende hjælpemiddel.

Stk. 3

Ved efterkommelsen af gældende krav vedrørende anvendelsen af et teknisk hjælpemiddel skal der i fuldt omfang tages hensyn til den pågældende arbejdsplads og til arbejdsstillingen under anvendelsen samt øvrige ergonomiske forhold.

Stk. 4

Såfremt anvendelsen af et teknisk hjælpemiddel uanset bestemmelserne i stk. 1-3 indebærer risiko for sikkerhed og sundhed, skal der på anden måde være truffet effektive foranstaltninger til sikring af en sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig udførelse af det pågældende arbejde.

§ 7

Et teknisk hjælpemiddel må kun anvendes, hvis det opfylder bestemmelserne vedrørende indretning og mærkning m.v. i denne bekendtgørelse. På faste havanlæg skal tekniske hjælpemidler endvidere opfylde bestemmelserne vedrørende indretning og mærkning m.v. i bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler på faste havanlæg samt andre særlige regler, der måtte være fastsat herom.

§ 8

Opstilling af et teknisk hjælpemiddel skal være sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig.

Stk. 2

Det skal herunder sikres, at

  1. underlag, understøtning, fastgørelse og stabilitet er forsvarlig under hensyn til hjælpemidlets vægt, form og anvendelse,
  1. støj, vibrationer eller andre svingninger, som udgår fra hjælpemidlet, er imødegået så effektivt som muligt ved opstilling på dæmpende underlag, afskærmning eller andre foranstaltninger,
  1. farer og gener fra varme, støv, røg, dampe og gasser m.v., som bortledes fra hjælpemidlet, og eventuelle andre faremomenter ved dette er effektivt imødegået,
  1. placering og opstillingsmåde er forsvarlig under hensyn til de omgivende forhold, og
  1. placering og opstillingsmåde ikke er til hinder for, at betjening og andet arbejde ved hjælpemidlet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

§ 9

I det omfang det har betydning for sikkerhed og sundhed i forbindelse med anvendelse af et teknisk hjælpemiddel, skal der foreligge en brugsanvisning. Brugsanvisningen skal forefindes let tilgængeligt og, i det omfang det er muligt, være angivet direkte på hjælpemidlet.

Stk. 2

Hvis driftsforstyrrelser, svigt af automatik eller andre ekstraordinære situationer ved hjælpemidlet kan medføre risiko for sikkerhed eller sundhed, skal brugsanvisningen indeholde advarsel herom og, i det omfang det er muligt, instruktion for, hvilke sikkerhedsforanstaltninger der skal træffes i de pågældende situationer.

Stk. 3

Brugsanvisninger skal udformes på dansk, medmindre andet følger af andre regler, eller sikkerhedshensyn tilsiger anvendelsen af et andet sprog. Brugsanvisninger skal løbende holdes ajour, bl.a. på grundlag af de erfaringer der bliver gjort med anvendelsen af hjælpemidlet.

§ 10

Et teknisk hjælpemiddel må kun anvendes til de arbejdsfunktioner og under de betingelser, det er egnet til, således at heraf følgende begrænsninger ikke overskrides til fare for sikkerhed eller sundhed.

Stk. 2

Sikringsdele eller andet beskyttelsesudstyr skal anvendes efter hensigten, og foreskrevne sikkerhedsforanstaltninger skal iagttages.

Stk. 3

Anvendelsen må ikke ske under forhold og omstændigheder, som frembyder særlig fare, medmindre der er truffet effektive sikkerhedsforanstaltninger herimod.

§ 11

Igangsætning, standsning, omstilling eller anden ændring eller indgreb i driften eller indstillingen af et teknisk hjælpemiddel skal ske i overensstemmelse med de anvisninger og instruktioner, der er givet herfor, og må kun foretages, når der er skabt sikkerhed for, at det kan ske uden fare.

§ 12

Under arbejde med rengøring, reparation, vedligeholdelse og lignende af et teknisk hjælpemiddel skal dette, så vidt det er muligt af hensyn til udførelsen af det pågældende arbejde, være standset og på effektiv måde sikret mod igangsætning. Hvis dette ikke er muligt, skal der træffes andre foranstaltninger, der effektivt sikrer, at arbejdet kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Stk. 2

Hvis der i øvrigt under særlige arbejdsoperationer ved et teknisk hjælpemiddel kan være risiko for, at personer kommer i berøring med farlige dele eller stoffer og materialer eller på anden måde bliver udsat for skadelige påvirkninger, skal dette være imødegået på effektiv måde.

§ 13

Ansatte skal instrueres om og i fornødent omfang oplæres i anvendelse af de tekniske hjælpemidler, de skal benytte under arbejdet, således at anvendelsen kan ske sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Stk. 2

Ansatte skal gøres opmærksom på relevante risici i forbindelse med tekniske hjælpemidler i de umiddelbare arbejdsomgivelser. Ansatte skal endvidere gøres opmærksom på relevante forandringer, der påvirker tekniske hjælpemidler i de umiddelbare arbejdsomgivelser, også selv om de ikke direkte anvender det tekniske hjælpemiddel.

Stk. 3

Instruktionen og oplæringen skal som minimum omfatte de i §§ 9-12 omhandlede forhold.

§ 14

Hvis anvendelsen af et teknisk hjælpemiddel frembyder en særlig fare for den, der beskæftiges herved, eller andre personer, skal arbejdsgiveren sørge for, at det kun anvendes af personer, der er specielt udpeget hertil, og som har modtaget den hertil fornødne instruktion og oplæring.

§ 15

Det skal ved passende eftersyn og vedligeholdelse foretaget af en sagkyndig sikres, at et teknisk hjælpemiddel til stadighed holdes i forsvarlig stand og i overensstemmelse med de i § 7 nævnte krav. Herunder skal der foretages passende eftersyn før ibrugtagningen første gang og før ibrugtagningen efter hver genmontering og genopstilling. Leverandørernes anvisninger i så henseende skal følges, medmindre andet er foreskrevet i særlige regler eller påbudt af Energistyrelsen, jf. § 12 i lov om visse havanlæg.

Stk. 2

Når et teknisk hjælpemiddel udsættes for påvirkninger, der kan medføre beskadigelse, som kan forårsage farlige situationer, skal det efterses. Eftersynet skal sikre, at krav til hjælpemidlets indretning og anvendelse kan overholdes, og at beskadigelser konstateres og kan afhjælpes i tide. Eftersynet skal omfatte følgende:

Stk. 3

Resultaterne af eftersynet af tekniske hjælpemidler omhandlet i stk. 2 skal registreres, opbevares og være tilgængelige for Energistyrelsen. Særlige regler om registrering m.v. kan være fastsat i andre regler. Hvis det pågældende tekniske hjælpemiddel anvendes på skiftende arbejdssteder, skal der medfølge dokumentation for gennemførelsen af det seneste eftersyn.

Stk. 4

Skilte, opslag og anden mærkning på et teknisk hjælpemiddel med oplysninger om dets data, betjening m.v. og eventuelle risici skal være synlige og tydelige.

  1. Det tekniske hjælpemiddel skal efterses regelmæssigt og om nødvendigt afprøves af en sagkyndig.
  1. Det tekniske hjælpemiddel skal gennemgå et særligt eftersyn ved en sagkyndig, hver gang det har været udsat for specielle forhold, som kan have medført, at anvendelse af hjælpemidlet ikke er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, f.eks. ændringer, uheld, naturomstændigheder eller længere tids stilstand.

§ 16

Opstår der på et teknisk hjælpemiddel fejl eller skade, som kan medføre ulykkes- eller sundhedsfare, eller opstår der omstændigheder, der kan medføre, at betjenings-, overvågnings- eller kontrolorganer, hvorpå hjælpemidlets sikkerhed beror, ikke fungerer efter hensigten, skal hjælpemidlet tages ud af drift på en efter forholdene forsvarlig måde, indtil manglerne er afhjulpet.

§ 17

Hvis brugen af et teknisk hjælpemiddel er forbundet med fare for sikkerhed eller sundhed på grund af mangler ved hjælpemidlet eller andre særlige omstændigheder, skal der, sålænge faren består, være truffet passende foranstaltninger mod, at brug finder sted. Eventuelt skal hjælpemidlet være fjernet fra arbejdsstedet, demonteret eller lignende.

§ 18

Energistyrelsen kan, hvor særlige forhold foreligger, blandt andet under hensyntagen til den periode et havanlæg fungerer på dansk område, samt hvor det på grund af hjælpemidlets særlige indretning og anvendelse eller særlige forhold i øvrigt skønnes rimeligt og fuldt forsvarligt, tillade afvigelser i enkelttilfælde fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, i det omfang det er foreneligt med Rådets direktiv af 30. november 1989 (89/655/EØF) om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet, som ændret ved Rådets direktiv af 5. december 1995 (95/63/EF).

§ 19

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der

Stk. 2

For overtrædelse af §§ 5-17 kan der pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes pågældende som forsætlig eller uagtsom. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.

Stk. 3

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

  1. overtræder §§ 5-17,
  1. ikke efterkommer påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsen, eller
  1. tilsidesætter vilkår for dispensationer i henhold til bekendtgørelsen.

§ 20

Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. marts 2002.

Stk. 2

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 912 af 19. november 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler på havanlæg.


Økonomi- og Erhvervsministeriet, den 8. februar 2002, den 8. februar 2002

/Bendt Bendtsen Peter Helmer Steen/

1. Indledende bemærkning

Bilag 1

De i dette bilag fastsatte forpligtelser gælder under overholdelse af bestemmelserne i bekendtgørelsen, når de respektive risici foreligger i forbindelse med det pågældende tekniske hjælpemiddel. For så vidt nedenstående minimumsforskrifter gælder for tekniske hjælpemidler i brug, forlanges der ikke nødvendigvis de samme foranstaltninger som de væsentlige krav, der gælder for nye tekniske hjælpemidler.

  1. Generelle minimumskrav gældende for tekniske hjælpemidler

2.1 Betjeningssystemerne på tekniske hjælpemidler skal, hvor der er sikkerhedsmæssige aspekter involveret, være tydelige og lette af få øje på og i givet fald hensigtsmæssigt afmærket. Betjeningssystemerne skal være anbragt uden for de farlige områder undtagen for visse betjeningsanordninger, hvis det er nødvendigt, og således at der ingen ekstra farer er ved betjeningen. De må ikke medføre risiko som følge af utilsigtet udløsning. Operatøren skal om nødvendigt fra hovedbetjeningsstedet være i stand til at konstatere, at ingen personer befinder sig i de farlige områder. Hvis dette er umuligt, skal der forud for enhver igangsætning udløses et sikkert system, såsom et lyd- og/eller lyssignal. De ansatte skal have tid og/eller mulighed for hurtigt at undgå risici i forbindelse med det tekniske hjælpemiddels igangsætning og/eller standsning. Styresystemerne skal være sikre og skal være valgt under hensyn til de svigt, forstyrrelser og belastninger, som kan forudses i forbindelse med den påtænkte anvendelse.

2.2 Det tekniske hjælpemiddels igangsætning må kun kunne ske ved en bevidst handling, udøvet på et betjeningssystem, der er beregnet hertil.

Det samme gælder a) gentilkobling efter et stop, uanset årsagen til dette, og b) styring af en væsentlig ændring af funktionsforholdene (f.eks. hastighed, tryk osv.), undtagen hvis denne gentilkobling eller ændring ikke indebærer nogen risiko for de ansatte.

Gentilkobling eller ændring af funktionsforholdene som følge af den normale sekvens i en automatisk cyklus er ikke omfattet af dette krav.

2.3 Alle tekniske hjælpemidler skal være forsynet med et betjeningssystem, som gør det muligt at standse hele udstyret på betryggende vis. Hver arbejdsplads skal være forsynet med et betjeningssystem til standsning af enten alle dele af udstyret eller blot en del deraf, alt efter risikoen, således at det tekniske hjælpemiddel frembyder sikkerhed. Stopordren til det tekniske hjælpemiddel skal have prioritet i forhold til igangsætningsordrer. Når det tekniske hjælpemiddel eller dets farlige dele er standset, skal energitilførslen til de pågældende funktionsanordninger være afbrudt.

2.4 Hvis det er relevant i forhold til de farer, det tekniske hjælpemiddel frembyder, og til den tid det normalt tager at standse det, skal det tekniske hjælpemiddel være forsynet med en nødstopanordning.

2.5 Tekniske hjælpemidler, der frembyder farer på grund af fald af genstande eller udslyngning, skal være forsynet med passende sikkerhedsanordninger, der er afpasset efter farens art. Tekniske hjælpemidler, der frembyder farer på grund af gas-, damp-, væske- eller støvudslip, skal være forsynet med passende opfangnings- og/eller udsugningsanordninger i nærheden af farekilderne.

2.6 Tekniske hjælpemidler og dets dele skal stabiliseres ved hjælp af fastgørelsesanordninger eller lignende, hvis det er nødvendigt for de ansattes sikkerhed eller sundhed.

2.7 Såfremt der er risiko for sprængning af eller brud på dele af tekniske hjælpemidler, som vil kunne frembyde betydelige farer for de ansattes sikkerhed eller sundhed, skal der træffes passende beskyttelsesforanstaltninger.

2.8 Når tekniske hjælpemidlers bevægelige dele frembyder risiko for mekanisk kontakt, der kan medføre ulykker, skal disse dele være udstyret med afskærmninger eller beskyttelsesanordninger, der hindrer adgang til de farlige områder, eller som standser de farlige deles bevægelser, inden der er adgang til de farlige områder. Afskærmninger og beskyttelsesanordninger a) skal være solidt fremstillet, b) må ikke forårsage yderligere risici, c) må ikke let kunne flyttes eller sættes ud af drift, d) skal befinde sig i tilstrækkelig afstand fra det farlige område, e) må ikke hindre udsynet under arbejdet mere end højst nødvendigt, og f) skal muliggøre absolut nødvendig indgriben til anbringelse og/eller udskiftning af dele såvel som vedligeholdelsesarbejde, idet adgangen begrænses til det område, hvor arbejdet skal udføres, og så vidt muligt uden afmontering af afskærmningen eller beskyttelsesanordningen.

2.9 Belysningen ved de arbejdsområder og -stationer, hvor tekniske hjælpemidler bruges eller vedligeholdes, skal være passende i forhold til det arbejde, der skal udføres.

2.10 Dele af tekniske hjælpemidler med høj eller meget lav temperatur skal om nødvendigt være afskærmet, således at de ansatte ikke kan komme i berøring dermed eller i nærheden deraf.

2.11 Tekniske hjælpemidlers alarmsignaler skal kunne opfattes og forstås med lethed og være entydige.

2.12 Tekniske hjælpemidler må kun anvendes til de operationer og under de betingelser, de er egnet til.

2.13 Vedligeholdelsesarbejde skal kunne udføres, når det tekniske hjælpemiddel er standset. Er dette ikke muligt, skal der kunne træffes passende beskyttelsesforanstaltninger for udførelsen af dette arbejde, eller det skal kunne foretages uden for de farlige områder. Når der til et teknisk hjælpemiddel hører en brugs- og vedligeholdelsesvejledning, skal denne holdes à jour.

2.14 Alle tekniske hjælpemidler skal være forsynet med let kendelige anordninger, der gør det muligt at afskære dem fra hver enkelt af deres energikilder. Gentilkobling forudsætter, at der ikke består nogen fare for de pågældende ansatte.

2.15 Tekniske hjælpemidler skal bære de nødvendige advarsler og mærkninger for de ansattes sikkerhed.

2.16 For at udføre produktions-, regulerings- og vedligeholdelsesarbejde på tekniske hjælpemidler må de ansatte kunne bevæge sig og opholde sig overalt, hvor det er nødvendigt, i fuld sikkerhed.

2.17 Alle tekniske hjælpemidler skal være indrettet på en sådan måde, at de beskytter de ansatte mod risiko for brand i eller opvarmning af det tekniske hjælpemiddel, eller risiko for udslip af gas, støv, væsker, damp eller andre stoffer, der frembringes ved det tekniske hjælpemiddel eller benyttes eller oplagres i dette.

2.18 Alle tekniske hjælpemidler skal være indrettet på en sådan måde, at der ikke er nogen eksplosionsrisiko for det tekniske hjælpemiddel eller for stoffer, der frembringes ved det tekniske hjælpemiddel eller benyttes eller oplagres i dette.

2.19 Alle tekniske hjælpemidler skal være indrettet på en sådan måde, at de ansatte er beskyttet mod risikoen for en direkte eller indirekte kontakt med elektriske installationer.

  1. Supplerende minimumsforskrifter for særlige tekniske hjælpemidler

3.1 Minimumsforskrifter for mobile arbejdsredskaber, herunder selvkørende

3.1.1 Arbejdsredskaber, på hvilke der opholder sig en eller flere ansatte, skal være indrettet således, at risikoen for de ansatte formindskes mest muligt, når redskabet er i bevægelse. Dette gælder også med hensyn til risiko for, at de ansatte kommer i kontakt med hjul eller larvefødder, eller at de bliver fanget af disse.

3.1.2 Hvis en utilsigtet blokering af kraftoverføringsdelene mellem et mobilt arbejdsredskab og dets tilbehør og/eller anhænger kan medføre særlige risici, skal det være udstyret eller indrettet på en måde, der forhindrer blokering af kraftoverføringsdelene. Hvor sådanne blokeringer ikke kan forhindres, skal der træffes enhver tænkelig forholdsregel for at undgå skadelige følger for de ansatte.

3.1.3 Hvis kraftoverføringsdelene mellem et mobilt arbejdsredskab ellers ville blive tilsølet eller ødelagt ved at slæbe hen ad jorden, skal det være forsynet med fastgørelsesanordninger.

3.1.4 Mobile arbejdsredskaber, på hvilket der opholder sig en eller flere ansatte, skal, afhængigt af de faktiske anvendelsesforhold, være forsynet med en af nedenstående konstruktioner for at begrænse risici i forbindelse med væltning eller stejling, enten a) en sikkerhedskonstruktion, der forhindrer redskabet i at hælde mere end 45 grader, eller b) en konstruktion, der sikrer tilstrækkelig fri afstand rundt om den eller de ansatte, der opholder sig på redskabet, hvis dette kan hælde mere end 45 grader, eller c) enhver anden anordning med tilsvarende formål. Disse sikkerhedskonstruktioner kan være integreret i arbejdsredskabet. Disse sikkerhedskonstruktioner er ikke påkrævet, når arbejdsredskabet er stabiliseret under brugen, eller når selve redskabets konstruktion forhindrer, at det kan stejle eller vælte. Er der risiko for, at ansatte, der opholder sig på arbejdsredskabet, kan blive mast mellem dele af redskabet og jorden, skal der være monteret et system til fastspænding af den eller de ansatte, der opholder sig på arbejdsredskabet.

3.1.5 Gaffeltruck, på hvilke der opholder sig en eller flere ansatte, skal være indrettet eller udstyret med f.eks. en af nedenstående konstruktioner for at begrænse risici i forbindelse med væltning, enten a) installering af en førerkabine, eller b) en konstruktion, der forhindrer gaffeltrucken i at vælte, eller c) en konstruktion, der sikrer, at der i tilfælde af væltning er tilstrækkelig plads mellem jorden og visse dele af gaffeltrucken til den eller de ansatte, der opholder sig på den, eller d) en konstruktion, der fastspænder den eller de ansatte til førersædet, således at vedkommende ikke fanges af dele af gaffeltrucken, hvis den vælter.

3.1.6 Hvis kørsel med et selvkørende arbejdsredskab kan indebære risici for de ansatte, skal det opfylde følgende krav: a) Det skal være forsynet med en anordning, der forhindrer utilsigtet igangsætning. b) Hvis arbejdsredskabet omfatter flere enheder, der kan bevæge sig samtidigt på skinner, skal det være forsynet med passende anordninger til mindskelse af følgerne af en eventuel kollision. c) Der skal være en anordning til nedbremsning og standsning af arbejdsredskabet. I det omfang hensynet til sikkerheden kræver det, skal der være en let tilgængelig nødbetjeningsenhed med betjeningsorganer eller et automatisk system til nedbremsning og standsning af redskabet i tilfælde af, at hovedbetjeningsenheden svigter. d) Hvis førerens direkte synsfelt er utilstrækkeligt med henblik på sikkerheden, skal der installeres passende hjælpeanordninger til forbedring af synsfeltet. e) Hvis redskabet er beregnet til brug om natten eller på mørke steder, skal det være forsynet med en belysningsanordning, der er tilpasset det arbejde, der skal udføres, og som skal garantere tilstrækkelig sikre forhold for de ansatte. f) Hvis arbejdsredskabet i sig selv udgør en brandrisiko, eller hvis anhænger og/eller last indebærer en brandrisiko, som kan udsætte de ansatte for fare, skal det være forsynet med passende udstyr til brandbekæmpelse, medmindre sådant udstyr allerede befinder sig i tilstrækkelig nærhed af anvendelsesstedet. g) Fjernstyret arbejdsredskaber skal standse automatisk, hvis de bevæger sig uden for kontrolområdet. h) Fjernstyret arbejdsredskaber, som under normale anvendelsesbetingelser kan indebære risici for påkørsel eller fastklemning, skal forsynes med anordninger, som beskytter mod sådanne risici, medmindre der allerede er andre passende anordninger til kontrol af risikoen for påkørsel.

3.2 Minimumsforskrifter for arbejdsredskaber, der anvendes til løft af byrder

3.2.1 Hvis arbejdsredskaber, der anvendes til løft af byrder, installeres fast, skal det sikres, at de er solide og stabile under brugen, især under hensyntagen til de byrder, de skal løfte, og til hvorledes redskabet er ophængt eller fastgjort.

3.2.2 Maskiner, der anvendes til løft af byrder, skal tydeligt mærkes med den nominelle last. Herudover kan der være en belastningsplade, der viser de nominelle byrder for maskinens forskellige konfigurationer. Tilbehør til løftemateriel skal mærkes på en sådan måde, at de tekniske egenskaber, der har betydning for sikkerheden, fremgår. Hvis arbejdsredskabet ikke er beregnet til løft af personer, skal dette, hvis der er mulighed for at tage fejl, angives ved passende, tydelig skiltning.

3.2.3 Fastinstalleret arbejdsredskaber skal være installeret således, at risikoen mindskes for, at byrderne a) rammer personer, b) utilsigtet foretager farlige bevægelser eller falder ned, eller c) utilsigtet frigøres.

3.2.4 Maskiner, der anvendes til løft eller flytning af personer, skal være konstrueret således, at a) man ved hjælp af passende anordninger forhindrer nedstyrtning af kabine, kurv eller lignende, når en sådan findes, b) man undgår risiko for, at brugeren kan falde ud af kabine, kurv eller lignende, når en sådan findes, c) man undgår risici for, at brugeren kvæstes, fastklemmes eller stødes især som følge af utilsigtet kontakt med genstande, og d) personer, der er lukket inde i kabine, kurv eller lignende, ikke i tilfælde af uheld udsættes for farer, og således at de i givet fald kan frigøres. Hvis det på grund af arbejdsstedet eller højdeforskellen ikke er muligt ved hjælp af en særlig anordning at undgå de i litra a. omhandlede risici, skal der anvendes et kabel med forhøjet sikkerhedsfaktor, og dette skal kontrolleres hver arbejdsdag.

1. Indledende bemærkning

Bilag 2

Bestemmelserne i dette bilag gælder under overholdelse af bestemmelserne i bekendtgørelsen, og når de respektive risici foreligger i forbindelse med de pågældende tekniske hjælpemidler.

  1. Generelle bestemmelser gældende for alle tekniske hjælpemidler

2.1 Tekniske hjælpemidler skal installeres, indrettes og anvendes på en sådan måde, at risici for brugeren af det tekniske hjælpemiddel og andre ansatte mindskes, f.eks. ved at sikre, at der er tilstrækkelig plads mellem det tekniske hjælpemiddels mobile dele og faste eller mobile dele i nærheden, og således at enhver form for energi og alle stoffer, der anvendes eller produceres, kan tilføres og/eller udtages på en sikker måde.

2.2 Opstilling og demontering af tekniske hjælpemidler skal foregå på en sikker måde, og især skal eventuelle anvisninger fra fabrikanternes side følges.

2.3 Tekniske hjælpemidler, der under brugen kan rammes af lynnedslag, skal ved hjælp af passende anordninger eller foranstaltninger være beskyttet mod følgerne af lynnedslag.

  1. Bestemmelser vedrørende anvendelse af mobile arbejdsredskaber, herunder selvkørende

3.1 Selvkørende arbejdsredskaber må kun føres af ansatte, der har modtaget passende oplæring i sikker kørsel med sådant udstyr.

3.2 Hvis et arbejdsredskab bevæger sig i et arbejdsområde, skal der udarbejdes passende færdselsregler, og disse skal følges.

3.3 Der skal træffes foranstaltninger i forbindelse med arbejdets tilrettelæggelse, således at det undgås, at gående befinder sig i samme område som selvkørende arbejdsredskaber. Hvis det er nødvendigt for en hensigtsmæssig udførelse af arbejdet, at der er gående til stede, skal der træffes passende foranstaltninger for at undgå, at de kommer til skade.

3.4 Transport af personer på mekanisk drevet mobile arbejdsredskaber må kun finde sted, hvis personerne er anbragt på pladser, der er sikre og er beregnet til sådan transport. Hvis der skal udføres arbejde under kørslen, skal hastigheden om nødvendigt tilpasses.

3.5 Et mobilt arbejdsredskab med forbrændingsmotor må kun anvendes i arbejdsområder, hvis det er sikret, at der i tilstrækkeligt omfang er luft til stede, der ikke indebærer nogen risiko for de ansattes sikkerhed og sundhed.

  1. Bestemmelser vedrørende arbejdsredskaber, der anvendes til løft af byrder

4.1 Generelt

4.1.1 Et demonterbart eller mobilt arbejdsredskab, der anvendes til løft af byrder, skal anvendes således, at det sikres, at redskabet under alle påregnelige forhold er stabilt under brugen under hensyntagen til underlagets art.

4.1.2 Løft af personer må kun foretages med arbejdsredskaber og tilbehør, der er beregnet til dette formål. Når der er ansatte til stede på arbejdsredskaber, der anvendes til løft af byrder, skal betjeningspladsen hele tiden være bemandet. De ansatte, der løftes, skal være i besiddelse af et sikkert kommunikationsmiddel. Det skal sikres, at de pågældende ansatte kan evakueres i en faresituation.

4.1.3 Der skal træffes foranstaltninger for at sikre, at ansatte ikke opholder sig under ophængte byrder, medmindre dette er nødvendigt for en hensigtsmæssig udførelse af arbejdet. Byrder må ikke føres hen over arbejdsområder, hvor der normalt opholder sig ansatte, hvis disse områder ikke er beskyttede. Hvis dette imidlertid er nødvendigt for en hensigtsmæssig udførelse af arbejdet, skal der fastlægges og anvendes passende procedurer.

4.1.4 Hejse- og løftetilbehør skal vælges, så det passer til de byrder, der skal håndteres, til gribepunkter, til anhugningsgrej og til vejrforhold, og under hensyntagen til hvorledes ophængningen i stropper fungerer og anvendes. Aggregater omfattende forskelligt løftetilbehør skal, hvis det ikke demonteres efter anvendelsen, mærkes tydeligt, således at brugeren får oplysninger om de tekniske egenskaber.

4.1.5 Hejse- og løftetilbehør skal opbevares på en måde, der sikrer, at det ikke beskadiges eller ødelægges.

4.2 Arbejdsredskaber, der anvendes til løft af ikke-styrede byrder

4.2.1 Hvis to eller flere enheder af arbejdsredskaber, der anvendes til løft af ikke-styrede byrder, installeres eller monteres på et arbejdssted på en sådan måde, at deres arbejdsfelter overlapper hinanden, skal der træffes passende foranstaltninger for at undgå, at forskellige byrder og/eller forskellige dele af arbejdsudstyr støder mod hinanden.

4.2.2 Når et mobilt arbejdsredskab anvendes til løft af ikke-styrede byrder, skal der træffes foranstaltninger for at undgå, at udstyret kan vippe eller vælte samt, hvis det er relevant, at det kan forskubbe sig eller glide. Det skal kontrolleres, at disse foranstaltninger virker efter hensigten.

4.2.3 Hvis operatøren af et arbejdsredskab, der anvendes til løft af ikke-styrede byrder, ikke er i stand til hverken direkte eller ved hjælp af hjælpeanordninger, der giver ham de fornødne informationer, at observere hele byrdens bevægelsesbane, skal han assisteres af en signalgivende person, og arbejdet skal tilrettelægges således, at man undgår kollisioner, der kan bringe de ansatte i fare.

4.2.4 Arbejdet skal tilrettelægges således, at en ansat under fuld sikkerhed kan fastgøre eller løsne en byrde ved håndkraft, idet den pågældende ansatte navnlig skal bevare den direkte eller indirekte kontrol over operationen.

4.2.5 Alle løfteoperationer skal planlægges korrekt, overvåges på passende måde og udføres med henblik på at beskytte de ansattes sikkerhed. Især hvis en byrde skal løftes samtidig af to eller flere enheder af arbejdsudstyr, der anvendes til løft af ikke-styrede byrder, skal der fastlægges og anvendes en arbejdsprocedure, således at der sikres en hensigtsmæssig koordinering operatørerne imellem.

4.2.6 Hvis et arbejdsredskab, der anvendes til løft af ikke-styrede byrder, ikke kan holde fast på disse byrder ved helt eller delvist energisvigt, skal der træffes passende foranstaltninger for at hindre, at de ansatte udsættes for risici som følge heraf. Ophængte byrder skal hele tiden være under opsyn, medmindre adgangen til det farlige område er spærret, og byrden er ophængt og fastholdt på fuldt betryggende måde.

4.2.7 Udendørs brug af arbejdsredskaber, der anvendes til løft af ikke-styrede byrder, skal afbrydes med det samme, hvis de meteorologiske forhold bliver så dårlige, at det går ud over funktionssikkerheden, og de ansatte således udsættes for risici. Der skal træffes passende beskyttelsesforanstaltninger, især til sikring af udstyret mod væltning, for at forhindre at de ansatte udsættes for risici.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2002
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2002
Bekendtgørelse om anvendelse af tekniske hjælpemidler på havanlæg | TheLawyer.sh