TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion m.v.

BEK nr 883 af 31/10/2002

DanmarkBekendtgørelse2002

§ 1

Direktoratet for FødevareErhverv træffer afgørelse om tilsagn om og ydelse af tilskud for arealer, der drives økologisk.

Stk. 2

Tilsagnsperioden er mindst fem år. Tilsagnsperioden begynder 1. januar efter seneste ansøgningsfrist, jf. § 2, stk. 1, og slutter 5 år efter påbegyndelsen af omlægningen af det sidste areal, jf. § 3, stk. 1, nr. 1.

§ 2

Ansøgning om tilsagn og ansøgning om ændring af tilsagn skal være Direktoratet for FødevareErhverv i hænde inden for perioden 1. november til og med 31. december i året forud for første år i den ansøgte tilsagnsperiode.

Stk. 2

Ansøgning indgives til Direktoratet for FødevareErhverv på et skema, der fås ved henvendelse til Direktoratet for FødevareErhverv.

§ 3

Tilsagn om ydelse af tilskud er betinget af,

  1. at jordbrugsbedriften er autoriseret til økologisk jordbrugsproduktion, jf. Plantedirektoratets bekendtgørelse om økologisk jordbrugsproduktion, på grundlag af en omlægningsplan, i overensstemmelse med hvilken jordbrugsbedriftens arealer er påbegyndt omlagt senest den 1. januar i det femte kalenderår af tilsagnsperioden,
  1. at jordbrugsbedriften opfylder bestemmelserne i Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordning om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler, og
  1. at ansøgeren som ejer eller forpagter driver de arealer, der indgår i jordbrugsbedriften.
Stk. 2

Ved en jordbrugsbedrift forstås i denne bekendtgørelse en driftsenhed, der anvendes til landbrug, skovbrug, gartneri, frugtplantage, planteskole eller lignende jordbrugsvirksomhed. Driftsenheden omfatter samtlige ejede og forpagtede arealer, der personligt eller i selskabsform drives af jordbrugeren eller dennes ægtefælle eller samlever.

Stk. 3

Betingelserne i stk. 1 skal være opfyldt i hele tilsagnsperioden.

Stk. 4

Direktoratet for FødevareErhverv kan forlænge tilsagnsperioden, hvis omlægningsplanen, jf. stk. 1, nr. 1, forlænges. Forlængelsen af tilsagnsperioden skal svare til den reviderede omlægningsplan meddelt til Plantedirektoratet.

Stk. 5

Direktoratet for FødevareErhverv kan i særlige tilfælde fravige bestemmelserne i stk. 2.

§ 4

Det er en betingelse for tilsagn om tilskud, at ansøgeren i den planperiode, der er afsluttet forud for ansøgningsperiodens begyndelse, jf. § 2, stk. 1, har opfyldt kravene til god landbrugspraksis for bedriften. Ved planperiode forstås en planperiode for mark- og gødningsplan samt gødningsregnskab, jf. lov nr. 472 af 1. juli 1998 om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, som ændret ved lov nr. 455 af 7. juni 2001, lov nr. 1085 af 19. december 2001 og lov nr. 370 af 6. juni 2002.

Stk. 2

Ved god landbrugspraksis forstås i denne bekendtgørelse,

  1. at forbruget af kvælstof ikke har oversteget jordbrugsbedriftens kvote for kvælstof, jf. kapitel 2 i lov nr. 472 af 1. juli 1998,
  1. at der har været etableret plantedække i overensstemmelse med kapitel 3 i lov nr. 472 af 1. juli 1998,
  1. at der er blevet udarbejdet markplan i overensstemmelse med § 21 i lov nr. 472 af 1. juli 1998,
  1. at der er udarbejdet gødningsplan, udarbejdet samt indsendt gødningsregnskab i overensstemmelse med §§ 21 og 22 i lov nr. 472 af 1. juli 1998,
  1. at der har været udlagt efterafgrøder i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af § 18, stk. 2, i lov nr. 472 af 1. juli 1998, jf. § 23 i bekendtgørelse nr. 690 af 17. juli 2001 om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække i planperioden 2001/2002, og § 24 i bekendtgørelse nr. 609 af 18. juli 2002 om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække i planperioden 2002/2003,
  1. at der har været ført journal over anvendelse af plantebeskyttelsesmidler i overensstemmelse med §§ 1-4 i bekendtgørelse nr. 492 af 7. juni 1994 om sprøjtejournaler og eftersyn af sprøjteudstyr i jordbruget,
  1. at dyreholdet har været i overensstemmelse med § 28 i bekendtgørelse nr. 604 af 15. juli 2002 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. eller for så vidt angår planperioden 2001/2002 § 28 i bekendtgørelse nr. 877 af 10. december 1998 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v., som ændret ved bekendtgørelse nr. 677 af 5. juli 2000,
  1. at avl og opfedning af kalve er sket i overensstemmelse med bekendtgørelse om beskyttelse af kalve,
  1. at avl og opfedning af svin er sket i overensstemmelse med bekendtgørelse om beskyttelse af svin, og
  1. at hold af æglæggende høner er sket i overensstemmelse med Justitsministeriets bekendtgørelse om beskyttelse af æglæggende høner, dog for så vidt angår planperioden 2001/2002 i overensstemmelse med Justitsministeriets bekendtgørelse om anvendelse af æglægningsbure.

§ 5

Tilskud ydes for dyrkede arealer i omdrift, for arealer der anvendes til frugt- og bærproduktion, og for græsarealer uden for omdrift. Til græsarealer uden for omdrift ydes kun tilskud efter § 6, stk. 1 og 3.

Stk. 2

Ved græsarealer uden for omdrift forstås i denne bekendtgørelse sammenhængende og afgrænsede arealer, der ikke indgår i omdrift, og som i mere end 5 vækstsæsoner udelukkende har været anvendt til græsproduktion, og hvor den dominerende afgrøde er græs. Både arealer, der er tilsåede og naturligt etablerede, er omfattet.

Stk. 3

Tilskud ydes kun for arealer, der det pågældende år anvendes til produktion af foder, levnedsmidler eller produkter til brug for medicin eller kosttilskud, og som dyrkes efter den økologiske produktionsmetode, jf. Plantedirektoratets bekendtgørelse om økologisk jordbrugsproduktion.

Stk. 4

Arealer, der tidligere har været påbegyndt omlagt, og som af Plantedirektoratet kræves nyomlagt, betragtes efter denne bekendtgørelse som dyrket konventionelt, indtil den nye omlægning påbegyndes.

§ 6

Der ydes et årligt grundtilskud på 600 kr. pr. økologisk dyrket ha, jf. dog § 8.

Stk. 2

For arealer, der er under omlægning, ydes et årligt tillæg til grundtilskuddet. Tillægget udgør 450 kr. pr. ha, jf. dog § 8, og kan for et bestemt areal højst ydes i 2 sammenhængende år.

Stk. 3

For arealer, der er beliggende inden for de af amtsrådet udpegede særligt følsomme landbrugsområder (SFL-områder), kan der ydes et årligt tillæg på 500 kr. pr. ha, jf. dog § 8, til grundtilskuddet på betingelse af,

  1. at kvælstoftilførslen til hver af afgrøderne på arealerne i tilsagnsperioden ikke overstiger 60 pct. af afgrødens kvælstofsnorm i henhold til Plantedirektoratets bekendtgørelse om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække,
  1. at der i tilsagnsperioden udarbejdes mark- og gødningsplaner med tilhørende kortskitse og gødningsregnskaber efter reglerne i lov og bekendtgørelse om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, uanset om bedriften er registreret i Plantedirektoratets register over virksomheder, der anvender gødning efter lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, eller dette ikke er tilfældet, og
  1. at betingelserne i bekendtgørelse nr. 175 af 22. marts 2002 om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger, § 39 og § 40, stk. 1, eller § 47 og § 48 er opfyldt for græsarealer uden for omdrift.

§ 7

Der kan ydes et supplerende omlægningstilskud på 2.000 kr. pr. ha, jf. dog § 8, pr. år i indtil 2 år for arealer, der er under omlægning, 1.200 kr. pr. ha, jf. dog § 8, første år efter, at arealet er færdigomlagt, og 500 kr. pr. ha, jf. dog § 8, pr. år i andet og tredje år efter, at arealet er færdigomlagt, hvis

  1. bedriften senest fra 1. april i året forud for autorisationsåret og frem til udløbet af tilsagnsperioden er uden mælkekvote,
  1. gennemsnitligt mindst 50 pct. af bedriftens omdriftsarealer dyrkes med afgrøder, der er støtteberettigede efter Hektarstøtteordningen, i den periode der løber fra det første år med tilsagn om supplerende omlægningstilskud til 5 år efter, at det sidste areal omfattet af supplerende omlægningstilskud påbegyndes omlagt. Opfyldelsen af dette krav beregnes dog over en periode på højst 8 år fra det første år med tilsagn om supplerende omlægningstilskud.
Stk. 2

Det supplerende omlægningstilskud på 1.200 kr. pr. ha året efter, at arealet er færdigomlagt, og 500 kr. pr. ha i andet og tredje år efter, at arealet er færdigomlagt, ydes kun for arealer, for hvilke, der er tilsagn om supplerende omlægningstilskud under omlægningen.

Stk. 3

Direktoratet for FødevareErhverv kan i særlige tilfælde fravige bestemmelserne i stk. 1, nr. 2.

§ 8

Tilskud for et areal, der dyrkes efter den økologiske produktionsmetode, kan sammenlagt med tilskud for det pågældende areal, der ydes i henhold til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris bekendtgørelse om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger og støtte i henhold til Hektarstøtteordningen, højst udgøre 5.000 kr. pr. ha pr. år under omlægningen, 4.000 kr. pr. ha i det første år efter, at arealet er færdigomlagt, og 3.500 kr. pr. ha pr. år i de følgende år.

Stk. 2

Overstiger de i stk. 1 nævnte tilskud de deri nævnte beløb, reduceres tilskuddet til økologisk jordbrugsproduktion tilsvarende.

Stk. 3

Hvis ansøger er et driftsfællesskab, skal betingelserne i § 7 tillige være opfyldt for hver enkelt deltagende jordbrugsbedrift.

Stk. 4

Direktoratet for FødevareErhverv kan i særlige tilfælde fravige bestemmelsen i stk. 3.

Stk. 5

Tilskud kan ikke ydes for arealer, for hvilke der ydes tilskud til andre miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger end udlæg af rajgræs i kornafgrøder m.v., jf. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris bekendtgørelse om miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger.

§ 9

Hvis en ansøgning omfatter tilskudstyper, der ikke er omfattet af et tidligere meddelt tilsagn, skal der søges om et nyt tilsagn for hele tilsagnsarealet. Dette gælder dog ikke ansøgning om SFL-tillæg, jf. § 2, stk. 1, og § 6, stk. 3.

Stk. 2

Tilskud i henhold til § 6, stk. 2, og § 7 ydes ikke for arealer, for hvilke der tidligere er udbetalt omlægningstilskud, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3

Tilsagn om tilskud i henhold til § 7 kan videreføres i et nyt tilsagn efter de regler, der gælder for det nye tilsagn.

Stk. 4

For arealer, for hvilke tidligere udbetalte tilskud efter § 6, stk. 2, og § 7 er tilbagebetalt, kan der ydes sådanne tilskud på ny.

Stk. 5

Direktoratet for FødevareErhverv kan i særlige tilfælde fravige bestemmelserne i stk. 2.

§ 10

Direktoratet for FødevareErhverv kan efter ansøgning tillade, at nye arealer inddrages under det eksisterende tilsagn, jf. stk. 2.

Stk. 2

Hvis den resterende del af ansøgers tilsagnsperiode er 4 år eller mere, kan direktoratet tillade, at der inddrages nye arealer, der er mindre end 50 pct. af ansøgers eksisterende tilsagnsareal. Hvis den resterende del af ansøgers tilsagnsperiode er 3 år eller mere, kan direktoratet tillade, at der inddrages nye arealer, der har et areal på op til 40 pct. af ansøgers eksisterende tilsagnsareal. Hvis den resterende del af ansøgers tilsagnsperiode er 2 år eller mere, kan direktoratet tillade, at der inddrages nye arealer, der har et areal på op til 30 pct. af ansøgers eksisterende tilsagn. Uanset størrelsen af ansøgers eksisterende tilsagnsareal, kan nye arealer på op til 2,0 hektar inddrages under ansøgers eksisterende tilsagn.

Stk. 3

Hvis tilskudsmodtager ønsker tilskud for nye arealer, der ikke kan inddrages under det eksisterende tilsagn, jf. stk. 1, skal der ansøges om et nyt tilsagn, der omfatter de eksisterende tilsagnsarealer og de nye arealer.

§ 11

Hvis tilsagnsmodtager i tilsagnsperioden overdrager hele eller en del af tilsagnsarealet til en anden, kan sidstnævnte overtage tilsagnet for den resterende del af tilsagnsperioden.

Stk. 2

Har den nye ejer eller bruger i forvejen et tilsagn om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion, og er størrelsen af det areal, der overtages, mindre end 50 pct. af det areal, den nye ejer eller bruger i forvejen har tilsagn til, kan denne ansøge om, at det pågældende areal omfattes af dette tilsagn efter reglerne i § 10. Hvis der ikke kan opnås tilladelse efter § 10, skal den nye ejer eller bruger ansøge om et nyt tilsagn, der omfatter de eksisterende tilsagnsarealer og de nye arealer.

Stk. 3

Tilsagnsperioden for et nyt tilsagn efter stk. 2 begynder den 1. januar i det år, overdragelsen af arealet finder sted. Fra samme dato bortfalder den tidligere ejers tilsagn til det areal, der er overdraget. Tilsagnet gives efter de regler, der gælder på tilsagnstidspunktet.

Stk. 4

Hvis overdragelsen af nye arealer og tilsagn, der kræver nyt tilsagn efter stk. 2, sker efter udløb af fristen for indgivelse af erklæring efter § 13, stk. 2, kan en af overdrager rettidigt indgivet erklæring vedrørende disse arealer lægges til grund for årets udbetaling.

§ 12

Et areal kan efter ansøgning udgå af tilsagnet uden krav om tilbagebetaling af udbetalte tilskud, hvis arealet indgår i en jordfordeling eller anden lignende offentlig foranstaltning som led i fysisk planlægning.

Stk. 2

Et areal kan efter ansøgning udgå af tilsagnet uden krav om tilbagebetaling af udbetalte tilskud, hvis arealet, der fragår bedriften,

  1. har været omfattet af et eller flere på hinanden følgende tilsagn om tilskud i mindst 5 år, dog mindst 5 år og 9 måneder for så vidt angår tilsagn afgivet i 1997,
  1. har været dyrket efter den økologiske produktionsmetode i den i nr. 1 nævnte periode, og
  1. udgør mindre end 50 pct. af tilsagnsarealet.
Stk. 3

Et areal kan efter ansøgning udgå af tilsagnet uden krav om tilbagebetaling af udbetalte tilskud, hvis,

  1. økologiforpligtelsen på arealet samtidig omdannes til en ny forpligtelse under landdistriktsprogrammet,
  1. omdannelsen indebærer klare fordele for miljøet, og
  1. den eksisterende forpligtelse skærpes væsentligt.
Stk. 4

Direktoratet kan betinge en tilladelse efter stk. 3 af, at der gennemføres en periode af den nye forpligtelse, der mindst svarer til den resterende del af økologiforpligtelsen.

Stk. 5

Når økologiforpligtelsen på et areal omdannes, jf. stk. 1, bortfalder økologitilsagnet til arealet, når tilsagnsperioden for den nye forpligtelse starter.

Stk. 6

For det kalenderår, hvor økologiforpligtelsen på et areal omdannes, jf. stk. 1, får tilsagnsmodtager udbetalt økologitilskud i forhold til, hvor stor en del af året økologitilsagnet har været gældende.

§ 13

Tilskud udbetales årligt senest ved udgangen af januar måned i året efter det år, der er indgivet erklæring for, jf. stk. 2. Omfatter erklæringen non-food produktion på udtagne arealer under Hektarstøtteordningen, udbetales tilskud dog senest ved udgangen af marts måned i året efter det år, der er indgivet erklæring for, jf. stk. 2.

Stk. 2

Udbetaling af tilskud er betinget af, at tilskudsmodtager årligt har afgivet en skriftlig erklæring om, at alle betingelser er opfyldt. Erklæringen skal indgives på et særligt skema til Direktoratet for FødevareErhverv senest den 21. april i året før, udbetalingen senest finder sted, jf. stk. 1. Falder den 21. april på en lørdag, søn- eller helligdag, skal erklæringen indgives senest på den næstfølgende hverdag. Ændringer til erklæringen skal indgives til Direktoratet for FødevareErhverv inden for de frister, der gælder for ændringer i ansøgning om hektarstøtte, jf. Kommissionens forordning (EF) Nr. 2419/01 af 11. december 2001 om gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger, der indførtes ved Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92.

Stk. 3

Medmindre der foreligger force majeure i henhold til § 16, stk. 4, medfører en forsinket indgivelse af erklæring, jf. stk. 2, at de tilskudsbeløb, som erklæringen gælder, og som jordbrugeren ville have haft ret til, hvis erklæringen var indgivet rettidigt, nedsættes med 1 pct. pr. arbejdsdag. Er forsinkelsen over 25 kalenderdage, afvises erklæringen, og der består derefter ikke længere nogen ret til udbetaling af tilskud for det pågældende år.

Stk. 4

For tilsagn om tilskud efter tidligere bekendtgørelser, hvor tilskudsmodtager har krav på udbetaling af forskud, er det ikke et krav for udbetaling af forskud, at der er indgivet erklæring som nævnt i stk. 2.

Stk. 5

Det er en betingelse for udbetaling af tilskud, at tilskudsmodtageren anviser en konto i et pengeinstitut, hvortil tilskuddet kan overføres.

Stk. 6

Ændrede ejer- eller brugerforhold, hvor tilsagnet til en del af arealerne omfattet af et tilsagn om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion overdrages til en anden økolog, og som meddeles Direktoratet for FødevareErhverv efter fristen for meddelelse af ændringer til erklæringen, jf. stk. 2, kan ikke indgå i grundlaget for udbetaling for det pågældende år.

§ 14

Inden for de på de årlige finanslove fastsatte bevillinger til fremme af økologisk jordbrugsproduktion kan der fastsættes selvstændige rammer for de årlige tilsagn om tilskud i henhold til § 7.

Stk. 2

Direktoratet for FødevareErhverv kan i øvrigt, eventuelt efter indhentet udtalelse fra Det Økologiske Fødevareråd, fastsætte principper for prioritering af ansøgningerne.

Kontrol

Kontrol

§ 15

Direktoratet for FødevareErhverv og Plantedirektoratet forestår kontrol af opfyldelse af bekendtgørelsens betingelser for tilsagn og for ydelse af tilskud. Til brug for denne kontrol indhentes fornødne oplysninger hos andre offentlige myndigheder.

Stk. 2

Plantedirektoratet og Fødevaredirektoratet overfører til Direktoratet for FødevareErhverv oplysninger vedrørende overtrædelse af henholdsvis de i § 4, stk. 2, nr. 1-7, og de i § 4, stk. 2, nr. 8-10 omhandlede krav til god landbrugspraksis.

Stk. 3

Konstateres der faktiske forhold i forbindelse med kontrollen, der har betydning for overholdelse af kravene til god landbrugspraksis, jf. § 4, underretter Plantedirektoratet de myndigheder, der har ansvaret for kontrollen af disse bestemmelser.

Stk. 4

Med henblik på at kontrollere gennemførte foranstaltninger efter loven har Direktoratet for FødevareErhverv og Plantedirektoratet, mod behørig legitimation og uden retskendelse, adgang til jordbrugsbedrifter eller andre virksomheder, der drives af tilsagnsmodtageren. På tilsvarende måde har Direktoratet for FødevareErhverv og Plantedirektoratet adgang til bedrifternes og virksomhedernes regnskaber, forretningsbøger m.v.

Stk. 5

Tilsagnsmodtageren har pligt til at ledsage eller lade en stedfortræder ledsage kontrolpersonalet og yde den nødvendige bistand ved kontrollen.

Stk. 6

Tilskudsmodtageren skal i mindst 5 år fra seneste tilskudsudbetaling opbevare sædskifte- og gødningsplaner med tilhørende kortskitser samt skatte-, moms-, drifts- og gødningsregnskaber, der vedrører det tilsagnsår, som udbetalingen sker for.

Bortfald af tilsagn, tilbagebetaling af tilskud og udelukkelse

Bortfald af tilsagn, tilbagebetaling af tilskud og udelukkelse

§ 16

Direktoratet for FødevareErhverv kan bestemme, at tilsagn om tilskud efter denne bekendtgørelse bortfalder helt eller delvist,

  1. hvis ansøger har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse,
  1. hvis tilsagnsmodtageren tilsidesætter sine pligter efter § 15 eller lovens § 20, stk. 3, eller pligter i medfør af regler udstedt i henhold til lovens § 20, stk. 1,
  1. hvis ejer- eller brugerforholdet ændres for arealer omfattet af et tilsagn om tilskud, medmindre arealerne omfattes af den nye ejers eller brugers tilsagn om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion, jf. § 11,
  1. hvis tilsagnsmodtageren ikke fremsender skriftlig erklæring i henhold til § 13, stk. 2, eller opfylder sin underretningspligt i henhold til § 20, eller
  1. hvis betingelserne for tilskud ikke opfyldes.
Stk. 2

I de i stk. 1 nævnte tilfælde kræver Direktoratet for FødevareErhverv udbetalte tilskud helt eller delvist tilbagebetalt efter reglerne i art. 62 i Kommissionens forordning (EF) Nr. 445/2002, jf. art. 49 i Kommissionens forordning (EF) Nr. 2419/2001.

Stk. 3

Stk. 2 finder ikke anvendelse, hvis ejer eller brugerforholdet ændres, jf. stk. 1, nr. 3, og tilskudsmodtager ophører endeligt med landbrugsvirksomhed, efter at tre år af tilsagnsperioden er afviklet, og en indtræden i tilsagnet af den nye ejer eller bruger, efter Direktoratet for FødevareErhvervs vurdering, ikke er gennemførlig.

Stk. 4

Stk. 2 finder normalt ikke anvendelse i tilfælde af force majeure, herunder navnlig,

  1. at tilskudsmodtager afgår ved døden,
  1. at tilskudsmodtager er uarbejdsdygtig i en længere periode,
  1. at en væsentlig del af bedriften eksproprieres, og ekspropriationen ikke kunne forudses på ansøgningstidspunktet,
  1. at der indtræder en naturkatastrofe, som i væsentlig grad berører bedriftens landbrugsareal,
  1. at bygninger, der på bedriften er bestemt til husdyropdræt, ødelægges ved et ulykkestilfælde, eller
  1. at en epizooti berører hele tilskudsmodtagerens besætning eller en del af denne.
Stk. 5

Hvis tilskudsmodtageren ønsker at påberåbe sig de i stk. 4 nævnte tilfælde af force majeure, skal tilskudsmodtageren skriftligt give Direktoratet for FødevareErhverv meddelelse herom og indsende fyldestgørende bevismateriale senest 10 arbejdsdage efter det tidspunkt, hvor tilskudsmodtageren er i stand til at gøre det.

§ 17

Overtager en ny ejer eller bruger et tilsagn, jf. § 11, og bortfalder tilsagnet herefter, jf. § 16, som følge af den nye ejers eller brugers forhold, kan Direktoratet for FødevareErhverv bestemme, at tilskud, der er udbetalt for arealer omfattet af tilsagnet, inden tilladelse er givet, helt eller delvist skal tilbagebetales af den nye ejer eller bruger.

Stk. 2

Hvis der efter ansøgning er givet et nyt tilsagn i henhold til §§ 9-11, og tilsagn herefter bortfalder i henhold til § 16, kan Direktoratet for FødevareErhverv bestemme, at udbetalt tilskud i henhold til tidligere meddelte tilsagn helt eller delvist skal tilbagebetales efter reglerne i art. 62 i Kommissionens forordning (EF) Nr. 445/2002, jf. art 49 i Kommissionens forordning (EF) Nr. 2419/2001, dog maksimalt for 5 år.

Stk. 3

Tillader Direktoratet for FødevareErhverv, at et areal udgår af tilsagnet i henhold til § 12, stk. 2, og bortfalder tilsagn herefter i henhold til § 16, kan Direktoratet for FødevareErhverv bestemme, at udbetalt tilskud for de arealer, som er udgået af tilsagnet, helt eller delvist skal tilbagebetales.

Stk. 4

Tillader Direktoratet for FødevareErhverv, at et tilsagn om tilskud omdannes til en anden forpligtelse i henhold til § 12, stk. 3, og bortfalder tilsagnet til den nye forpligtelse derefter, kan Direktoratet for FødevareErhverv bestemme, at udbetalte tilskud i henhold til det tidligere meddelte økologitilsagn skal tilbagebetales helt eller delvis, herunder tilskud udbetalt til tidligere ejere og brugere efter reglerne i art. 62 i Kommissionens forordning (EF) 445/2002, jf. art. 49 i Kommissionens forordning (EF) Nr. 2419/2001, dog maksimalt for 5 år.

Stk. 5

Stk. 1 finder ikke anvendelse i de i § 16, stk. 3 og 4 nævnte tilfælde.

§ 18

Hvis en tilskudsmodtager som følge af grov uagtsomhed afgiver en urigtig erklæring, udelukkes den pågældende tilskudsmodtager for det pågældende kalenderår fra alle foranstaltninger, som falder ind under kapitel VI (Miljøvenligt landbrug) i Rådets forordning (EF) Nr. 1257/1999. Hvis den urigtige erklæring er afgivet med forsæt, omfatter udelukkelsen tillige det følgende år.

§ 19

Træffes der afgørelse om hel eller delvis tilbagebetaling efter § 16 eller § 17, tillægges der renter med den rentesats, der er fastsat i renteloven. Renterne beregnes fra tidspunktet for meddelelse om tilbagebetalingspligten til tilsagnsmodtager og indtil tilbagebetaling eller modregning sker.

§ 20

Tilsagnsmodtageren er forpligtet til uden ugrundet ophold skriftligt at give Direktoratet for FødevareErhverv meddelelse om forhold, der kan medføre bortfald af tilsagn eller tilbagebetaling af tilskud, samt om de forhold, der er nævnt i § 10.

Straffebestemmelser

Straffebestemmelser

§ 21

Efter lovens § 26, stk. 1, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, den der til brug for afgørelser, der træffes i henhold til loven eller de i medfør af loven fastsatte regler, afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelsen, handler i strid med vilkår, der er fastsat i en sådan afgørelse, i øvrigt undlader at give oplysninger, som den pågældende har pligt til at give i henhold til loven eller regler fastsat i medfør af loven, afgiver urigtige eller vildledende oplysninger om sådanne forhold, undlader at give kontrolmyndigheden adgang til jordbrugsbedriften eller virksomheden efter lovens § 20, stk. 2, eller undlader at udlevere eller indsende materiale eller at yde kontrolmyndigheden bistand efter lovens § 20, stk. 3.

Stk. 2

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

Stk. 3

Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan Direktoratet for FødevareErhverv tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning. Det er en betingelse herfor, at den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde. Retsplejelovens § 931, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på sådanne tilkendegivelser fra Direktoratet for FødevareErhverv. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter stedfunden vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

Klageadgang

Klageadgang

§ 22

Afgørelser truffet af Direktoratet for FødevareErhverv i medfør af denne bekendtgørelse kan påklages til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Stk. 2

Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende. Klagen skal indsendes til Direktoratet for FødevareErhverv.

Stk. 3

Uanset om der er klaget over en afgørelse, jf. stk. 1, kan Direktoratet for FødevareErhverv genoptage sagen, hvis direktoratet vurderer, at der er mulighed for, at nye oplysninger i sagen kan føre til en anden afgørelse.

Ikrafttrædelse

Ikrafttrædelse

§ 23

Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. november 2002 og finder anvendelse for tilsagn, der meddeles fra og med denne dato. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 546 af 14. juni 2001 om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion m.v., jf. dog stk. 2 og § 24.

Stk. 2

Følgende bekendtgørelser forbliver i kraft, i det omfang de efter deres bestemmelser finder anvendelse på eksisterende tilsagn meddelt før ikrafttrædelsen af denne bekendtgørelse: Bekendtgørelse nr. 250 af 11. april 1994 om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion, bekendtgørelse nr. 226 af 25. marts 1997 om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion m.v., bekendtgørelse nr. 548 af 23. juli 1998 om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion m.v., bekendtgørelse nr. 881 af 11. december 1998 om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion m.v. samt bekendtgørelse nr. 546 af 14. juni 2001 om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion m.v.

Stk. 3

Følgende af bekendtgørelsens bestemmelser finder tillige anvendelse på tilsagn udstedt fra og med 27. marts 1997: § 3, stk. 1, nr. 3, § 5, stk. 4, § 9, stk. 2-4, § 10, § 11, stk. 1 og 2, § 12, § 13, stk. 3 og 4, § 17, stk. 1, 4, 5 og § 19.

Stk. 4

Betingelserne i § 7, stk. 1, nr. 1 og 2, for supplerende omlægningstilskud finder tillige anvendelse på tilsagn om tilskud, der er meddelt fra og med den 27. marts 1997.

Stk. 5

Bekendtgørelsens § 4 og § 15, stk. 3, finder tillige anvendelse for alle tilsagn udstedt efter 1. januar 2000.

Stk. 6

Bestemmelsen i § 22, stk. 3, finder tillige anvendelse for tilsagn, der er meddelt fra og med 1. november 2000.

§ 24

Bekendtgørelse nr. 546 af 14. juni 2001 om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion m.v. finder fortsat anvendelse for ansøgninger om tilskud til demonstrationsprojekter af betydning for økologisk jordbrug.


Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, den 31. oktober 2002, den 31. oktober 2002

/Mariann Fischer Boel Søren Sørensen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2002
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2002
Bekendtgørelse om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion m.v. | TheLawyer.sh