TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om regulering af sildefiskeriet i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat samt atlantoskandisk sild

BEK nr 913 af 12/11/2002

DanmarkBekendtgørelse2002

§ 1

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Kvoteandel: Den andel i procent af den danske kvote af sild i et farvand, som det pågældende fartøj har retten til at råde over.
  1. Årsmængde af sild: Den mængde af sild, som kan fiskes i fangståret, og som svarer til et fartøjs kvoteandel i det pågældende fangstår, eller som er tildelt fartøjet til fiskeri i det pågældende år.
  1. Tildelt kvoteandel: Den kvoteandel af sild, som det pågældende fartøj får tildelt pr. 1. januar 2003.
  1. Erhvervet kvoteandel: Den kvoteandel af sild, som et fartøj erhverver efter tildelingen pr. 1. januar 2003.

§ 2

Kun fartøjer, hvis ejere har tilladelse udstedt i henhold til § 4, må fiske, medbringe og lande sild.

Stk. 2

Undtaget fra stk. 1 er landing af sild med op til 400 kg fra én fangstrejse pr. døgn, og for fartøjer, der hele året kun anvendes til fiskeri med bundgarn og andre pæleredskaber, og som i løbet af året i øvrigt ikke har ret til at fange sild. Der afsættes før tildelingen af kvoteandele pr. 1. januar 2003 og de efterfølgende år følgende andele af den danske kvote til dette formål:

Stk. 3

Når den mængde, der er afsat i medfør af stk. 1 og 2, eller når de samlede tilladte fangstmængder af sild, der er tildelt Danmark i henhold til De Europæiske Fællesskabers forordninger, er opfisket, eller opfiskning skønnes nært forestående, indstiller Fiskeridirektoratet det pågældende fiskeri. Meddelelse herom udsendes i overensstemmelse med bilag 6 i Fødevareministeriets bekendtgørelse om regulering af fiskeriet.

  1. 1,1% for Nordsøen.
  1. 0,5% for Skagerrak.
  1. 2,6% for Kattegat.

§ 3

Fartøjer, som fisker sild, skal fiske, medbringe og lande de fangstmængder, som fiskes på de enkelte fangstrejser.

Stk. 2

Fiskeriet kan foregå som parfiskeri, hvor fartøjer trækker samme redskab. Parfiskeri skal foregå efter de derom gældende regler, herunder at fartøjerne skal være på samme licensliste. Der kan ikke udskiftes makker i løbet af et kalenderår, idet der dog kan dispenseres f.eks. ved havari.

Stk. 3

Der kan ikke fiskes i pulje, men Fiskeridirektoratet kan efter ansøgning tillade fartøjer, der fisker på samme licensliste, og som hver for sig medbringer og lander den mængde, der er tildelt det enkelte fartøj at trække samme redskab. Begge fartøjsførere er ansvarlige for, at hele fiskeriet er lovligt.

§ 4

Det er ikke tilladt om bord at opbevare sild i samme rum som fisk, der ikke er behandlet med henblik på konsumanvendelse. Undtaget herfra er tilladte bifangster af sild i industrifiskeri.

Stk. 2

Kun fartøjer, der opfylder de krav til opbevaring, herunder tankføring eller nedfrysning, der fremgår af reglerne for opbevaring af animalske fødevarer, må fiske sild.

§ 5

Rettigheder til at fiske den disponible danske kvote af sild i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat samt af atlantoskandisk sild, jf. dog § 2, stk. 2, og § 12, tildeles efter ansøgning fartøjer, der har deltaget i sildefiskeriet i tidligere år, i form af kvoteandele i de enkelte farvandsområder og af atlantoskandisk sild. Beregningen af størrelsen af de enkelte kvoteandele foretages i henhold til kapitel 4. Som udgangspunkt for beregningen af den disponible mængde afsættes henholdsvis 76,04% i Skagerrak og 23,96% i Kattegat af den samlede danske kvote for Skagerrak/Kattegat.

Stk. 2

Det er en forudsætning for tildeling af kvoteandele til et fartøj, at fartøjet den 1. januar 2003 har samme havnekendingsnummer som på det tidspunkt, hvor sildefiskeriet fandt sted og ejerkredsen er den oprindelige i overensstemmelse med reglerne i tidligere og gældende bekendtgørelser om regulering af fiskeriet. Uanset dette, kan der dog tildeles kvoteandele til et fartøj, hvis ansøgeren kan påvise, at

Stk. 3

I forbindelse med igangværende fartøjsudskiftning, hvor de oprindelige ejere indsætter et tilsvarende fartøj til erstatning af et hidtidigt fartøj, der har drevet sildefiskeri, vil de overdragelige kvoteandele kunne tildeles et nyt fartøj, såfremt dette indgår i Fiskeridirektoratets Fartøjsregister i løbet af 2003.

Stk. 4

Den andel, der tildeles i medfør af stk. 3, vil først kunne anvendes, når fartøjet er indsat i fiskeriet. Fartøjsejerne kan ikke disponere over kvoteandelen, før fartøjet indsættes. Såfremt fartøjsudskiftningen ikke gennemføres, bortfalder retten til kvoteandelen. Bortfaldne kvoteandele tilfalder generationsskifte- og reservepuljen, jf. kapitel 5.

  1. fartøjet erstatter et fartøj, der tidligere har drevet fiskeri efter sild og fartøjet er overtaget af de oprindelige ejere i overensstemmelse med reglerne i tidligere og gældende bekendtgørelser om regulering af fiskeriet, eller
  1. fartøjet er identisk med det fartøj, der tidligere drev fiskeri efter sild med et andet havnekendingsnummer, uden at der har fundet ejerskifte sted.

§ 6

Ansøgning om tilladelse, der skal gælde fra 1. januar 2003, skal være Fiskeridirektoratet i hænde senest 2. december 2002. Der skal anvendes et ansøgningsskema, som er udarbejdet af Fiskeridirektoratet. Det skal heri bl.a. angives, for hvilke farvande der ønskes kvoteandele, jf. § 5, stk. 1.

§ 7

Tildeling af kvoteandele foretages pr. 1. januar 2003. Fra årets start udmeldes en à conto-mængde med henblik på påbegyndelse af fiskeri. Der udmeldes ikke à conto-mængder til fartøjer, hvor det skønnes, at kvoteandelen svarer til mindre end 75 tons. Foreløbige kvoteandele tildeles snarest muligt, efter at disse er endeligt beregnet, dog senest 15. februar 2003.

Stk. 2

Klage over foreløbigt tildelte kvoteandele skal indgives til Fiskeridirektoratet og stiles til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, inden 2 uger efter, at den pågældende har modtaget meddelelse om kvoteandelen. Når klagefristen er udløbet, vil det blive meddelt fartøjsejere med overdragelige kvoteandele, om der er modtaget klager.

Stk. 3

Tildeling af samtlige kvoteandele, jf. stk. 1, er betinget af, at der ikke ved behandlingen af eventuelle klagesager sker ændring af de kvoteandele, der er tildelt ét eller flere fartøjer. Når behandlingen af klagesager er afsluttet, vil de endelige kvoteandele blive meddelt, og endelige tilladelser til at fiske den til rådighed værende mængde af sild i 2003 udstedes.

Stk. 4

Fartøjer for hvilke, der er søgt kvoteandele, er omfattet af de regler, der gælder for fartøjer, der råder over eller har rådet over overdragelige kvoteandele. Dog kan de samlede kvoteandele frameldes indtil 14 dage efter, at der er meddelt endelig tilladelse, hvis fartøjet i 2003 ikke har været anvendt til sildefiskeri, jf. også § 3, stk. 3. Fartøjet kan ikke senere tildeles kvoteandele. Eventuelt frameldte andele tilfalder generationsskifte- og reservepuljen, jf. kapitel 5.

§ 8

Retten til at råde over kvoteandele, der er tildelt pr. 1. januar 2003 eller erhvervet senere, gælder til og med 31. december 2007.

Stk. 2

Der vil blive taget stilling til fiskerimulighederne fra og med fangståret 2008 efter en vurdering af ordningen, herunder anvendelsen af den samlede danske sildekvote og strukturudviklingen i den samlede danske fiskerflåde i perioden 2003-2007.

§ 9

Uanset § 8 kan Fiskeridirektoratet, jf. lovens § 37, tilbagekalde en tilladelse til fiskeri, hvis indehaveren har gjort sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af de vilkår, der er fastsat i tilladelsen. Fiskeridirektoratet reducerer fartøjets årsmængde i det pågældende år med den mængde af sild, der svarer til 1/24 af fartøjets kvoteandel pr. 15 påbegyndte dage, hvor fiskeritilladelsen er inddraget. Inddragne mængder tilgår generationsskifte- og reservepuljen, jf. kapitel 5.

§ 10

Kvoteandele tildeles og må kun anvendes af fartøjer, der er registreret i Fiskeridirektoratets Fartøjsregister, og som ejes af personer eller selskaber, der er berettiget til at drive erhvervsmæssigt fiskeri, jf. lovens § 11.

Stk. 2

Det er desuden en betingelse for tildelingen pr. 1. januar 2003 og muligheden for udnyttelse af kvoteandele, at fartøjets ejer ikke er ejer eller medejer af mere end i alt 4 fiskerfartøjer, der fisker sild i Nordsøen, Skagerrak eller Kattegat eller atlantoskandisk sild. Disse fartøjer må til sammen ikke repræsentere mere end 5.000 GT. Ved medejer forstås en person, der kun ejer en andel eller er aktionær eller anpartshaver eller lignende i et selskab, som ejer et fartøj, jf. lovens § 16.

Stk. 3

Kvoteandele bortfalder, såfremt det fartøj, de er knyttet til, slettes af Fiskeridirektoratets Fartøjsregister. Rettigheden kan dog opretholdes i op til 18 måneder, hvis der er givet tilladelse til, at der til erstatning indføres et andet fartøj. I perioden indtil det nye fartøj er indsat i flåden, disponerer ejerkredsen i det udgående fartøj over kvoteandelen, således at kvoteandelen kan overdrages endeligt, jf. § 22, eller mængden midlertidigt overdrages i henhold til § 28. Ejerkredsen skal til enhver tid opfylde betingelsen for personer eller selskaber, der er berettiget til at drive erhvervsmæssigt fiskeri. Desuden skal betingelserne i stk. 2 være opfyldt. Det fartøj, der er under udskiftning, medregnes til de 4 fartøjer, som ejere af kvoteandele højst må være ejere eller medejere af.

§ 11

Kvoteandele tildelt det enkelte fartøj kan overdrages til ejere af andre fartøjer, hvis ejerkreds opfylder betingelserne i § 10, i overensstemmelse med kapitel 7 om overdragelse af kvoteandele og årsmængder.

§ 12

Der afsættes før tildelingen af kvoteandele pr. 1. januar 2003 og de efterfølgende år den i § 2, stk. 2, nævnte mængde. Desuden afsættes 5% af den danske rådighedsmængde af sild i henholdsvis Nordsøen, Skagerrak og Kattegat samt atlantoskandisk sild til generationsskifte- og reservepuljen, jf. kapitel 5.

§ 13

Et fartøjs kvoteandel i det enkelte farvand beregnes som det pågældende fartøjs andel i ét af de seneste 3 forudgående kalenderår af de registrerede fangstmængder af sild hos samtlige danske fartøjer i det pågældende farvand. Beregningen foretages på grundlag af den andel af den samlede fangstmængde i det pågældende farvand, som fartøjet fiskede i det år, hvor fartøjet havde den største fangstandel. Forfartøjer, der har fisket i pulje, skal samme fangstår dog anvendes, idet fartøjsejerne i enighed skal angive hvilket år, der skal anvendes. For fartøjer, der udelukkende har deltaget i fiskeriet i 2002, foretages beregningen på grundlag af fartøjets fangstandel i 2002. Såfremt summen af andelene overstiger 1.000 promille, reduceres samtlige andele forholdsmæssigt.

Stk. 2

Alene lovligt landede fangstmængder indgår i beregningen i henhold til stk. 1.

Stk. 3

Inden andelen for det enkelte fartøj lægges fast, kan fartøjsejere anmode om, at de mængder, der er registreret som landet af de enkelte fartøjer, omfordeles under hensyn til det puljefiskeri, der har fundet sted. Ændret tildelingsgrundlag anvendes kun ved beregninger, hvis der er enighed herom mellem de berørte fartøjsejere.

§ 14

Ved beregningen af kvoteandele til det enkelte fartøj lægges vægt på, i hvilket omfang der med det pågældende fartøj i 2000, 2001 eller 2002 er afsat sild til konsumanvendelse, og i hvilket omfang der i 2002 er sket opfiskning af tildelte mængder.

Stk. 2

Ved beregningen anvendes den andel af sild, der ifølge Fiskeridirektoratets Afregningsregister er afsat til konsumanvendelse i forhold til den samlede mængde sild landet fra fartøjet i det af årene, hvor konsumandelen er størst. Fangstmængder, som ikke er afsat til konsumanvendelse efter opfiskning af det pågældende fartøjs årsmængde eller rationsmængde, indgår i den samlede beregning af fartøjets opnåede andel af sild afsat til konsumanvendelse.

Stk. 3

I det omfang der er afsat sild til andet end konsumanvendelse, foretages fradrag i den andel, der i øvrigt ville kunne tildeles fartøjet. Fradrag foretages, hvis andelen af sild afsat til konsumanvendelse, jf. stk. 1, har været lavere end 90% ved landinger fra Nordsøen, Skagerrak og Kattegat samt af atlantoskandisk sild.

Stk. 4

I det omfang den andel af sild, der er landet fra det enkelte fartøj til konsumanvendelse, er lavere end angivet i stk. 3, fradrages en andel, der svarer til forskellen mellem den andel, der er afsat til konsumanvendelse i det år, hvor fartøjet har haft den højeste konsumanvendelsesprocent, og den angivne procent.

Stk. 5

For et fartøj, der i 2002 ikke har opfisket de tildelte mængder af sild, og for hvilket der ikke er sket rettidig afmelding af atlantoskandisk sild senest 15. juni 2002 og sild i Nordsøen og Skagerrak senest 15. september 2002, foretages ligeledes fradrag i den tildelte årsmængde i tons for 2003.

Stk. 6

Såfremt der resterer uopfiskede mængder på 50 tons eller derunder eller på under 10% af den tildelte mængde i 2002, foretages ikke fradrag i årsmængden i 2003. Hvis den uopfiskede mængde overstiger 50 tons og udgør mere end 10% af den tildelte mængde, foretages fradrag svarende til hele den uopfiskede mængde.

§ 15

Når kvoteandelen for det enkelte fartøj er tildelt, fastsætter Fiskeridirektoratet den tilsvarende årsmængde for 2003 for det enkelte fartøj og udsteder tilladelse til fiskeriet.

Stk. 2

Fiskeridirektoratet fastsætter hvert år pr. 1. januar det enkelte fartøjs årsmængde for fangståret baseret på fartøjets aktuelle kvoteandel og den disponible danske kvote for de enkelte farvande, jf. dog § 2, stk. 2, og § 12.

§ 16

Af den mængde af sild, der er til rådighed i generationsskifte- og reservepuljen, jf. § 12, afsættes hvert år mindst 1,25% af den danske kvote for hvert af de omfattede farvande samt atlantoskandisk sild til reserve. I reservepuljen indgår desuden mængder, som fartøjsejere meddeler Fiskeridirektoratet, at de ikke ønsker at fiske det pågældende år.

Stk. 2

Fiskeridirektoratet disponerer over reservepuljen, herunder til eventuelle kvotebytter med andre lande og eventuelt overfiskeri. Disponeres der ikke over puljen eller dele heraf til andre formål, kan Fiskeridirektoratet for det indeværende år uddele mængden forholdsmæssigt til de fartøjer, hvis ejer eller medejer har fået tildelt en mængde af sild i henhold til §§ 17-18 og i det omfang, der derudover er mængde til rådighed til øvrige fartøjer, der har ret til at fiske sild.

§ 17

Af den mængde af sild, der er til rådighed i generationsskifte- og reservepuljen, jf. § 12, afsættes hvert år indtil 3,75% af den danske kvote for hvert af de omfattede farvande samt atlantoskandiske sild til en generationsskiftepulje med henblik på tildeling til ansøgere.

Stk. 2

Den i stk. 1 afsatte mængde tildeles i form af årsmængder efter ansøgning til erhvervsfiskere med A-status, som opfylder følgende betingelser:

Stk. 3

Der kan tildeles ansøgeren en mængde på højst 200 tons i alt til etablering med ét fartøj. Fiskeridirektoratet kan justere mængderne i forhold til antallet af berettigede ansøgere til puljen, bl.a. under hensyn til fartøjernes størrelse og ansøgernes økonomiske engagement i nyetableringerne.

Stk. 4

Det er en forudsætning for tildeling af en mængde og opretholdelse af tilladelsen hertil, at ansøgeren deltager aktivt i fiskeriet. Den pågældende skal deltage i fiskeriet i mindst 1/3 af de dage, hvor fartøjet er på havet.

  1. Ansøgeren må ikke være over 45 år på tidspunktet for ansøgningens indsendelse.
  1. Ansøgeren skal etablere sig som ejer eller medejer af et fartøj i det år, hvor silden må fiskes. Ansøgeren må ikke på forhånd have ejerandel i fartøjet. Ejerandelen skal udgøre mindst 500.000 kr. og mindst 10% i forhold til fartøjets forsikringsværdi.
  1. Ansøgeren må ikke i forvejen have etableret sig som ejer eller medejer af et fartøj, hvor den pågældende ejerandel har udgjort mere end 1.000.000 kr. i forhold til forsikringsværdien.
Stk. 5

Ansøgning skal være Fiskeridirektoratet i hænde senest 1. januar og etablering være gennemført senest 1. juli i det år, hvor tildelingen finder sted.

§ 18

Fartøjer, der har fået tildelt en årsmængde i henhold til § 17, har ret til i det efterfølgende fangstår at få tildelt en mængde, der højst svarer til den opfiskede mængde sild. Det er en forudsætning for tildelingen, at den pågældende ansøger har opfyldt vilkåret om aktiv deltagelse i fiskeriet i det forudgående år, jf. § 17, stk. 4.

Stk. 2

Der kan foretages fradrag i det omfang, fartøjet ikke opfylder de krav, der er fastsat i § 14, stk. 3, til den mængde sild, der mindst skal afsættes til konsumanvendelse i forhold til den samlede mængde sild landet fra fartøjet fra det pågældende farvand. Mængderne kan desuden reduceres under hensyn til antallet af nye ansøgere i forhold til antallet i det forudgående år. Dog tildeles samme mængde som året før til ansøgere, som har haft del i puljen året før, såfremt kravene til konsumanvendelse og opfiskning af den tildelte mængde er opfyldt.

Stk. 3

Nye ansøgere kan få tildelt en årsmængde fra puljen i fangstårene 2004 og frem i det omfang, der er yderligere mængder til rådighed. Hvis der derudover er mængder til rådighed, kan fartøjer, der har fået tildelt sild fra puljen i tidligere år, og som har opfyldt kravene til konsumanvendelse, jf. § 14, stk. 3, opnå yderligere mængder i tillæg til mængderne i henhold til stk. 1.

§ 19

De andele af den samlede kvote for Nordsøen, der pr. 1. januar 2003 er tildelt på grundlag af fiskeri i Limfjorden, må alene også efter eventuel videreoverdragelse fiskes i Limfjorden.

§ 20

Fartøjer, der råder over en kvoteandel eller en årsmængde af sild kan ikke deltage i fiskeri efter tobis i norsk zone i de perioder, hvor dette fiskeri er underlagt rationer. Fartøjerne kan desuden kun deltage i silde- og brislingefiskeri i Østersøen og brislingefiskeri i Nordsøen, hvis fartøjet i 2000 eller 2001 eller 2002 har deltaget i dette fiskeri. Fiskeri efter disse arter skal foregå efter de gældende reguleringer, og det enkelte fartøj må højst fiske, medbringe og lande en andel af den danske rådighedsmængde, der svarer til fartøjets andel af de danske landinger i det pågældende fiskeri i 2000 eller 2001 eller 2002.

Stk. 2

Der kan som supplement til begrænsningerne i stk. 1 fastsættes regler i reguleringsbekendtgørelsen om, at fartøjer, der råder over en kvoteandel eller årsmængde af sild, ikke kan deltage i fiskerier på nærmere angivne andre arter eller alene kan deltage i fiskerierne på særlige vilkår, såfremt kvotesituationen for og udnyttelsen af disse arter tilsiger dette.

§ 21

Der kan fastsættes regler i reguleringsbekendtgørelsen om, at industriarter kan fiskes med henblik på afsætning til konsumanvendelse uden hensyn til, om fartøjet råder over en ret til at fiske sild.

§ 22

Et fartøjs ejerkreds kan overdrage fartøjets kvoteandel eller dele heraf til ejere af andre fartøjer, hvis ejerkreds opfylder betingelserne i § 10 med henblik på, at kvoteandelen fiskes af det andet fartøj.

Stk. 2

Indtil kvoteandelene er endeligt tildelt, jf. § 7, stk. 3, vil overdragelse af kvoteandele kun kunne finde sted med forbehold.

§ 23

Overdragelse af tildelte kvoteandele medfører begrænsninger i fartøjets fremtidige fiskeri, jf. §§ 24-25. Dette gælder dog ikke, hvis der samtidig med overdragelsen erhverves kvoteandele, der svarer til en tilsvarende mængde sild i et andet farvand.

§ 24

Et fartøjs samlede kvoteandele kan overdrages, uden at overdragelsen begrænser fartøjets mulighed for andet fiskeri, hvis kvoteandelene tildelt pr. 1. januar 2003 svarer til en årsmængde, som i alt ikke overstiger følgende mængder af sild:

  1. 5 tons for fartøjer med en længde på under 15 m.
  1. 15 tons for fartøjer med en længde på mindst 15 m og under 24 m.
  1. 100 tons for fartøjer med en længde på over 24 m.

§ 25

For fartøjer, hvis tildelte kvoteandele svarer til mængder, der er større end angivet i § 24, og for hvilke der overdrages kvoteandele svarende til nedennævnte mængder i alt, gælder følgende efter overdragelsen:

Stk. 2

Hvis der overdrages 500 tons eller derover skal fartøjet udgå af den danske fiskerflåde. Uanset dette skal fartøjer, hvis tildelte kvoteandele svarer til mere end 1.000 tons, først udgå af den danske fiskerflåde, når der er overdraget 50% eller mere af fartøjets samlede kvoteandele.

Stk. 3

Der kan ikke gives tilladelse til, at et fartøj, der er udgået af fiskerflåden på baggrund af stk. 2, igen anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri.

Stk. 4

For fartøjer, hvor der har fundet overdragelse sted i det i stk. 2 nævnte omfang, meddeler Fiskeridirektoratet samtidig med, at overdragelsen registreres, at fartøjets fiskeritilladelse er inddraget.

  1. Op til 200 tons: Fartøjet er omfattet af de samme fangstbegrænsninger, som gælder for fartøjer med ret til at fiske sild, jf. § 20.
  1. Fra 200 tons og derover: Fartøjet kan alene deltage i de fiskerier, som det har deltaget i 2001 eller 2002. Den under 1) nævnte begrænsning gælder desuden.
Stk. 5

Bl.a. i lyset af udviklingen i de danske kvoter af sild kan der i reguleringsbekendtgørelsen fastsættes regler, der ændrer de i stk. 1 og 2 fastsatte vilkår, herunder stillingtagen til, om begrænsningerne fortsat skal følge fartøjet også efter ejerskifte.

§ 26

Videreoverdragelse af kvoteandele erhvervet efter den 1. januar 2003 medfører ingen begrænsninger for fartøjets øvrige fiskerimuligheder.

  • Anvendelse af kapacitet fra fartøjer, der ikke længere råder over kvoteandele af sild

§ 27

Den kapacitet, der frigøres fra fartøjer, fra hvilke der er overdraget kvoteandele, og hvor fartøjet derefter udgår af fiskeriet, kan anvendes efter reglerne i bekendtgørelsen om fartøjer, der anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri. Kapaciteten (GT og kW) nedskrives dog med den procentandel, der svarer til fartøjets omsætning af sild i det af de valgte referenceår, som blev lagt til grund ved tildelingen af kvoteandelene (2000, 2001 eller 2002), jf. § 13, hvor sildeandelen af fartøjets samlede omsætning var størst. Nedskrivningen foretages, selvom fartøjet har skiftet ejer en eller flere gange siden tildelingen af kvoteandele.

Stk. 2

Nedskrivning, jf. stk. 1, foretages ikke, såfremt kapaciteten genanvendes på et fartøj, som på tidspunktet for fartøjets indsættelse i flåden råder over en individuel overdragelig kvoteandel af sild eller en mængde erhvervet via generationsskiftepuljen, jf. §§ 17-18, der svarer til de kvoteandele, der er overdraget. Det fartøj, der indsættes i flåden, uden at der har fundet nedskrivning sted, er omfattet af samme begrænsninger som det fartøj, der udgik af flåden, jf. §§ 19-26 og § 27, stk. 1.

§ 28

Et fartøjs samlede ejerkreds kan overdrage retten til at fiske en del af den årsmængde, der er tilknyttet fartøjets kvoteandel, til ejere af fartøjer, hvis ejerkreds opfylder betingelserne i § 10.

Stk. 2

Den overdragne mængde kan alene fiskes i det indeværende fangstår.

Stk. 3

Der kan overdrages en mængde, der maksimalt svarer til 20% af fartøjets samlede årsmængde i det pågældende år.

Stk. 4

Uanset stk. 3 kan Fiskeridirektoratet give tilladelse til, at et fartøj i tilfælde af havari som defineret i bekendtgørelsen om fartøjer, der anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri, kan overdrage en mængde, der svarer til mere end 20% af fartøjets samlede kvoteandel.

Stk. 5

Uanset stk. 3 kan et fartøjs samlede ejerkreds, når der er givet tilladelse til fartøjsudskiftning, overdrage retten til at fiske hele årsmængden i perioden fra et fartøj er slettet af Fiskeridirektoratets Fartøjsregistret, til det erstattes af et andet fartøj, jf. § 10, stk. 3.

Stk. 6

Fartøjer, der har fået tildelt en årsmængde fra generationsskifte- og reservepuljen, kan ikke overdrage retten til at fiske en del af årsmængden til andre.

§ 29

Den fartøjsejer, der har erhvervet en kvoteandel, skal dokumentere over for Fiskeridirektoratet, at overdragelse har fundet sted.

Stk. 2

Hvis der er mere end én ejer af et fartøj, udpeger ejerkredsen en fuldmægtig blandt ejerne til at give bindende meddelelse på ejerkredsens vegne til Fiskeridirektoratet i forbindelse med ansøgning om og overdragelse af kvoteandele og dele af årsmængder. Ved overdragelse af kvoteandele skal de i bilaget nævnte oplysninger gives til Fiskeridirektoratet.

Stk. 3

Meddelelse om ejerskifte registreres i Fiskeridirektoratets register.

§ 30

Fiskeridirektoratet beregner de reviderede kvoteandele og de tilsvarende årsmængder for de pågældende fartøjer.

Stk. 2

Fiskeridirektoratet udsteder herefter tilladelse til fiskeri med det fartøj, der har erhvervet kvoteandelen, af fartøjets samlede årsmængde på vilkår i overensstemmelse med den gældende regulering. Den mængde, som det er registreret, at fartøjet allerede har fisket i det pågældende fangstår, vil blive fratrukket.

Stk. 3

Såfremt et fartøj alene har overdraget en del af sin kvoteandel, udsteder Fiskeridirektoratet efter registreret overdragelse tilladelse til fiskeri af den resterende årsmængde i det pågældende fangstår på de vilkår, der gælder i henhold til den gældende regulering.

Stk. 4

Fuldmægtigen, jf. § 29, stk. 2, indestår i forbindelse med overdragelsen for oplysning om, at kravene i § 10 vedrørende fartøjet og dettes ejerkreds samt dennes indflydelse på udnyttelsen af kvoteandele i sildefiskeriet er overholdt. Såfremt disse krav ikke er overholdt, bortfalder retten til at udnytte kvoteandelen straks, og retten til selve kvoteandelen bortfalder, hvis andelen ikke inden 3 måneder er overdraget til en person eller et selskab, der opfylder kravene i § 10. Dette gælder, uanset om Fiskeridirektoratet har udstedt tilladelse til fiskeri med andelen. Bortfaldne kvoteandele tilfalder generationsskifte- og reservepuljen, jf. kapitel 5.

§ 31

Overdrages en kvoteandel til et fartøj eller en ejerkreds, der ikke opfylder kravene i § 10, udsteder Fiskeridirektoratet ikke revideret tilladelse til fiskeri med det fartøj, der har erhvervet kvoteandelen.

Stk. 2

I perioden fra et fartøj overtages ved tvangsauktion af et pengeinstitut, Kongeriget Danmarks Fiskeribank, Danmarks Skibskreditfond eller til pantesikrede kreditorer, til det inden 6 måneder fra overdragelsestidspunktet overdrages til en ny ejer i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelsen om fartøjer, der anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri, må fartøjets kvoteandel ikke overdrages. Fiskeridirektoratet udsteder i perioden ikke tilladelse til fiskeri i henhold til fartøjets kvoteandel.

§ 32

Uanset § 31, stk. 1, kan Fiskeridirektoratet i de tilfælde, hvor et fartøj overdrages ved tvangsauktion til et pengeinstitut, Kongeriget Danmarks Fiskeribank, Danmarks Skibskreditfond eller til pantesikrede kreditorer, og hvor Fiskeridirektoratet i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelsen om fartøjer, der anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri, giver tilladelse til, at fartøjet kan udlejes indtil senest 2 år fra overtagelsestidspunktet, samtidig give tilladelse til, at fartøjet udøver fiskeri i henhold til dets kvoteandel i den periode, hvor fartøjet er udlejet.

Stk. 2

Overtages et fartøj af en efterlevende ægtefælle eller andre arvinger i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelsen om fartøjer, der anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri, overtages fartøjets kvoteandel samtidig. Fiskeridirektoratet kan efter overtagelsen udstede tilladelse til fiskeri i henhold til fartøjets kvoteandel.

§ 33

Ved havari som defineret i bekendtgørelsen om fartøjer, der anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri, finder § 28, stk. 4, anvendelse.

§ 34

Tildeling af de adgangslicenser, som Danmark har til rådighed til fiskeri af atlantoskandisk sild i færøsk zone, norsk zone omkring Jan Mayen samt norsk fiskerizone, fordeles blandt de fartøjer, der har den største årsmængde af atlantoskandisk sild. De disponible mængder af sild i de pågældende zoner fordeles forholdsmæssigt efter fartøjernes samlede årsmængde af atlantoskandisk sild pr. 1. januar til fartøjer med adgangslicenser. Ændringer i fartøjernes samlede årsmængde efter overdragelse af kvoteandele får først virkning for adgangslicenserne fra 1. januar i det efterfølgende fangstår.

Stk. 2

Retten til at fiske med disse adgangslicenser kan ikke overdrages.

§ 35

Fiskeridirektoratets edb-register over individuelle overdragelige kvoteandele er offentligt tilgængeligt.

§ 36

Fiskeridirektoratet beregner ved udgangen af hvert fangstår den andel af sild, som fartøjerne samlet har afsat til konsumanvendelse. Hvis der i det forudgående kalenderår er afsat 90% eller mindre af de samlede landede mængder til konsumanvendelse, kan der senest i marts måned fastsættes regler om, at alle fartøjer, der i det indeværende år ikke mindst afsætter en nærmere angiven procent af de landede sild til konsumformål, får tilladelse til i det efterfølgende fangstår at fiske en mindre mængde sild, end fartøjet råder over i henhold til kvoteandelen. Den fradragne mængde tilfalder generationsskifte- og reservepuljen, jf. kapitel 5.

§ 37

Fiskeridirektoratet beregner ved udgangen af hvert fangstår den andel af den danske sildekvote, som fartøjerne samlet har fisket. Såfremt der er uudnyttede kvoter af sild i ét eller flere farvande, kan der senest i marts måned fastsættes regler om, at alle fartøjer, der i det indeværende år ikke udnytter den rådighedsmængde, fartøjet er berettiget til, får tilladelse til i det efterfølgende fangstår at fiske en mindre mængde sild, end fartøjet råder over i henhold til kvoteandelen. Den fradragne mængde tilfalder generationsskifte- og reservepuljen, jf. kapitel 5.

§ 38

Med bøde straffes den, der

Stk. 2

Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

  1. overtræder eller forsøger at overtræde bestemmelserne i denne bekendtgørelse og de bestemmelser, der fremgår af meddelelser om ændrede regler og vilkår udstedt i henhold til § 2, stk. 3,
  1. tilsidesætter eller forsøger at tilsidesætte vilkår knyttet til en tilladelse til sildefiskeri,
  1. forsøger at overtræde eller undlader at efterkomme et påbud eller forbud meddelt i henhold til loven,
  1. afgiver eller forsøger at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier eller forsøger at fortie oplysninger, som afkræves efter bekendtgørelsen.

§ 39

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2003, dog træder § 6, § 17, stk. 5, § 29, stk. 2 og § 38 i kraft den 23. november 2002.


Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, den 12. november 2002, den 12. november 2002

/Mariann Fischer Boel Mogens Schou/

Oplysninger til Fiskeridirektoratet i forbindelse med overdragelse af kvoteandele

Bilag

Til dokumentation af, at overdragelse af kvoteandele har fundet sted, jf. § 29, stk. 2, og at vilkårene for overdragelsen er opfyldt, skal følgende oplysninger gives til Fiskeridirektoratet:

  1. Dato for overdragelsen.
  1. Fartøjernes navne og havnekendingsnummer.
  1. Sælger og købers navne.
  1. Kvoteandelens størrelse.
  1. Oplysning om den mængde, der er fisket med kvoteandelen i indeværende fangstår frem til datoen for overdragelsen.
  1. Farvand, hvor kvoteandelen er tildelt.
  1. Erklæring om, at parterne forpligter sig ved den indgåede handel.
  1. Erklæring om, at kravene i § 10, stk. 1, om fartøjets ejerkreds og dennes indflydelse på udnyttelsen af kvoteandelene i sildefiskeriet, jf. § 10, stk. 2, er overholdt.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2002
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2002