TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om Det kommunale Momsfond

BEK nr 914 af 12/11/2002

DanmarkBekendtgørelse2002

§ 1

Indenrigs- og sundhedsministeren yder fra og med 1985 et årligt tilskud på 50 mill. kr. til Det kommunale Momsfond.

Stk. 2

Tilskuddet efter stk. 1 efterreguleres på grundlag af den faktiske udvikling i lønninger og priser i kommuner og amtskommuner i tilskudsåret. Efterreguleringen afregnes i året 2 år efter tilskudsåret efter reglerne i § 10, stk. 7, og § 17, stk. 7, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 694 af 13. juli 2001.

§ 2

Fondet ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer. Amtsrådsforeningen i Danmark og Kommunernes Landsforening udpeger hver 2 medlemmer. Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser udpeger i fællesskab 2 medlemmer af bestyrelsen og Danmarks Forskningsråd udpeger 1 medlem.

Stk. 2

For hvert medlem udpeges en stedfortræder, der kan indtræde, når det pågældende medlem har forfald.

§ 3

Bestyrelsens medlemmer udpeges for en periode svarende til de kommunale råds funktionsperiode.

Stk. 2

Bestyrelsen vælger af sin midte en formand samt en næstformand.

Stk. 3

Bestyrelsen træder sammen til møde efter indkaldelse af formanden, eller hvis et medlem af bestyrelsen fremsætter ønske herom.

Stk. 4

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden eller næstformanden og mindst 3 medlemmer af bestyrelsen deltager i mødet.

Stk. 5

Beslutninger træffes ved stemmeflertal.

§ 4

Fondets midler kan anvendes til udvidelse af Den kommunale Højskole, til finansiering af uddannelsesvirksomhed og til forskningsvirksomhed af betydning for amtskommunerne og kommunerne samt i øvrigt til finansiering af fælleskommunale opgaver.

§ 5

Beslutning om anvendelse af fondets midler træffes af bestyrelsen.

Stk. 2

Finansiering af uddannelsesvirksomhed samt finansiering af fælleskommunale opgaver i øvrigt skal i hvert enkelt tilfælde tiltrædes af Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening samt Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser.

Stk. 3

Finansiering af forskning sker efter forudgående forhandling med det/de pågældende forskningsråd og i øvrigt i overensstemmelse med retningslinier, der fastsættes af momsfondets bestyrelse efter forhandling med Danmarks Forskningsråd.

Stk. 4

Forskningen bør i videst muligt omfang udføres ved de bestående forskningsinstitutter, således at en ikke uvæsentlig del af forskningsstøtten anvendes til opgaver, der er underlagt de pågældende institutters egen styring.

§ 6

Fondet kan påtage sig hæftelse for forpligtelser i medfør af løn- og øvrige ansættelsesvilkår for personale, der ansættes til løsning af opgaver inden for fondets virksomhedsområde, herunder i særlige tilfælde for personer, der ansættes på stillingsvilkår, der svarer til de for statslige og kommunale tjenestemænd gældende.

Stk. 2

Enhver ansættelse af personer på tjenestemandslignende stillingsvilkår skal godkendes af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 3

Fondets forpligtelse til ydelse af efterløn til personale, der ansættes på tjenestemandslignende stillingsvilkår samt til efterladte efter sådant personale, skal i videst muligt omfang søges opfyldt gennem tegning af forsikring.

§ 7

Inden den 1. december udarbejder bestyrelsen årsbudgettet for det kommende regnskabsår, der løber fra den 1. januar til den 31. december, samt budgetoverslag for de 3 følgende regnskabsår.

Stk. 2

Årsbudgettet samt budgetoverslagene indsendes umiddelbart efter vedtagelsen til indenrigs- og sundhedsministeren.

§ 8

Bestyrelsen fastsætter de nærmere regler for indretningen af fondets kasse- og regnskabsvæsen.

Stk. 2

Fondet skal have en sagkyndig revision, der skal godkendes af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 3

Bestyrelsen aflægger over for indenrigs- og sundhedsministeren behørigt dokumenteret regnskab for hvert regnskabsår. Regnskabet indsendes tillige med revisionsberetning og bestyrelsens eventuelle kommentarer hertil til indenrigs- og sundhedsministeren inden udgangen af maj måned.

§ 9

Fondsmidler, der ikke af hensyn til de daglige forretninger skal foreligge kontant, skal indsættes i bank, sparekasse, på postkonto eller anbringes i sådanne obligationer, i hvilke umyndiges midler kan anbringes.

§ 10

Indenrigs- og Sundhedsministeriet udbetaler, jf. § 1, tilskuddet til fondet med halvdelen i april kvartal og halvdelen i oktober kvartal i tilskudsåret.

§ 11

Bekendtgørelsen træder i kraft den 25. november 2002.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 624 af 28. november 1984 om Det kommunale Momsfond ophæves.


Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 12. november 2002, den 12. november 2002

/Lars Løkke Rasmussen Søren H. Thomsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2002
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2002