TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om kommunernes opkrævning af afgift af ledningsført vand m.v.

BEK nr 962 af 01/12/2002

DanmarkBekendtgørelse2002

§ 1

Hver enkelt kommune kan bestemme, at den afgiftspligtige mængde vand efter lovens § 7, stk. 4, for alle eller en del af de afgiftspligtiges vedkommende i stedet kan udgøres af vandforbruget på ejendommen opgjort efter måler. Opgørelsen finder sted for den del af forbruget på ejendommen, der vedrører ejendommens beboelse. Hvis flere boligenheder forsynes fra samme anlæg eller boring, skal de alle være omfattet af målerordningen.

§ 2

Kommunen fører kontrol med opgørelsen af det afgiftspligtige vandforbrug efter § 1.

Stk. 2

Kommunen fastsætter regler om indretning, montering og kontrol af måler hos de afgiftspligtige og om, hvorledes de pågældende skal angive vandforbruget til kommunen.

Stk. 3

Kommunen kan træffe afgørelse om, at muligheden for at betale afgift af det målte forbrug, jf. § 1, fremover bortfalder for et anlæg eller boring, såfremt det ved en kontrol konstateres, at en eller flere målere tilknyttet anlægget eller boringen ikke længere opfylder de krav, der er stillet af kommunen.

§ 3

Kommunen kan opkræve et administrationsgebyr, der dog ikke må overstige udgifterne, herunder kontroludgifterne, ved ordningen.

§ 4

Kommunerne afregner afgift opkrævet i kalenderåret til de statslige told- og skattemyndigheder senest den 15. december i det samme kalenderår.

§ 5

De statslige told- og skattemyndigheder kontrollerer, at kommunernes administration, opkrævning, kontrol og afregning af afgiften, sker i overensstemmelse med loven.

§ 6

Told- og Skattestyrelsen kan fastsætte krav til indretningen og monteringen af teknisk måleudstyr i virksomheder, der er registreret efter loven, herunder krav om, hvilken type måler der skal anvendes. Indtil der er fastsat sådanne krav, kan de statslige told- og skattemyndigheder kontrollere, at en virksomheds måleudstyr er i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i virksomhedens vandforsyningsregulativ.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2003, jf. dog stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1004 af 14. december 1993 om kommunernes opkrævning af afgift af ledningsført vand m.v.

Stk. 2

§ 5 gælder ligeledes for afgiftsperioder, der afsluttes før 1. januar 2003.


Skatteministeriet, den 1. december 2002, den 1. december 2002

/Svend Erik Hovmand John Fuhrmann/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2002
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2002