Bekendtgørelse om anvendelse af aftale af 4. juni 2002 mellem De Forenede Nationer og Kongeriget Danmark om fuldbyrdelse af strafferetlige retsfølger pålagt af det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien
BEK nr 1076 af 11/12/2003 I medfør af § 4, stk. 4, i lov nr. 1099 af 21. december 1994 om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien, som ændret ved lov nr. 436 af 31. maj 2000, fastsættes følgende:
§ 1. Efter § 4, stk. 1, i loven om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien kan justitsministeren bestemme, at straf mv., som er pålagt af tribunalet, kan fuldbyrdes her i landet.
(Stk. 2)
§ 2. Fuldbyrdelse af tribunalets afgørelser her i landet sker efter reglerne i aftale af 4. juni 2002 mellem De Forenede Nationer og Kongeriget Danmark om fuldbyrdelse af strafferetlige retsfølger pålagt af det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien, jf. bilaget til denne bekendtgørelse. Stk. 2. I øvrigt gælder lovens regler om fuldbyrdelse her i landet af tribunalets afgørelser.
§ 3. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. januar 2004.
Justitsministeriet, den 11. december 2003, den 11. december 2003 /Lene Espersen Thorkild Fogde/
AFTALE MELLEM DE FORENEDE NATIONER OG KONGERIGET DANMARK OM FULDBYRDELSE AF STRAFFERETLIGE RETSFØLGER PÅLAGT AF DET INTERNATIONALE TRIBUNAL TIL PÅDØMMELSE AF KRIGSFORBRYDELSER I DET TIDLIGERE JUGOSLAVIEN
Bilag 1 De Forenede Nationer, der handler gennem Det Internationale Tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien i det følgende kaldet »Det Internationale Tribunal«, og Kongeriget Danmark (med henblik på denne aftale i det følgende kaldet »den anmodede stat«), SOM ERINDRER OM Artikel 27 i Statutten for Det Internationale Tribunal vedtaget ved Sikkerhedsrådets resolution 827 (1993) af 25. maj 1993, i henhold til hvilken frihedsstraf idømt af Det Internationale Tribunal skal afsones i en stat udpeget af Det Internationale Tribunal på baggrund af en fortegnelse over stater, som overfor Sikkerhedsrådet har tilkendegivet deres vilje til at modtage dømte personer; SOM BEMÆRKER den anmodede stats vilje til at fuldbyrde strafferetlige retsfølger pålagt af Det Internationale Tribunal; SOM ERINDRER OM bestemmelserne i Standardminimumreglerne for Behandling af Indsatte godkendt ved De Forenede Nationers Økonomiske og Sociale Råds (ECOSOC) resolutioner 663 C (XXIV) af 31. juli 1957 og 2067 (LXII) af 13. maj 1977, Samling af Principper for Beskyttelse af alle Personer under enhver form for Tilbageholdelse eller Frihedsstraf vedtaget ved Generalforsamlingsresolution 43/173 af 9. december 1988, og de Grundlæggende Principper for Behandling af Indsatte vedtaget ved Generalforsamlingsresolution 45/111 af 14. december 1990; SOM MED HENBLIK på at effektuere retsfølger pålagt af Det Internationale Tribunal; HAR AFTALT følgende: Artikel 1 Aftalens formål og anvendelsesområde Denne aftale regulerer forhold, som vedrører og opstår i forbindelse med alle begæringer til den anmodede stat om fuldbyrdelse af retsfølger pålagt af Det Internationale Tribunal. Artikel 2 Procedure
- En begæring til den anmodede stat om fuldbyrdelse af en strafferetlig retsfølge skal være udfærdiget af Justitssekretæren ved Det Internationale Tribunal (i det følgende: »Justitssekretæren«), med godkendelse af Præsidenten for det Internationale Tribunal.
- Justitssekretæren skal forsyne den anmodede stat med følgende dokumenter ved fremsættelse af begæringen: a) en bekræftet kopi af dommen; b) en erklæring med oplysning om, hvor stor en del af straffen der allerede er udstået, herunder oplysninger om eventuel varetægtsfængsling; c) i passende omfang læge- og psykologerklæringer om den domfældte, anbefalinger med henblik på domfældtes videre behandling i den anmodede stat og alle andre oplysninger, der er relevante for fuldbyrdelsen, herunder sikkerhedsmæssige aspekter; d) alle dokumenter, som Det Internationale Tribunal måtte have, der viser, at domfældte har tilknytning til Danmark.
- Den anmodede stat skal overgive begæringen til de kompetente nationale myndigheder i overensstemmelse med den anmodede stats nationale ret.
- De kompetente nationale myndigheder i den anmodede stat træffer i overensstemmelse med national ret uden ophold afgørelse om Justitssekretærens begæring. Artikel 3 Fuldbyrdelse
- Ved fuldbyrdelsen af retsfølger pålagt af Det Internationale Tribunal, er de kompetente nationale myndigheder i den anmodede stat bundet af retsfølgens varighed.
- Vilkårene for afsoningen er underkastet den anmodede stats nationale ret med forbehold af Det Internationale Tribunals tilsyn, jf. artiklerne 6 - 8 og artikel 9, stk. 2 og 3.
- Vilkårene for afsoningen skal være i overensstemmelse med Standardminimumreglerne for Behandling af Indsatte, Samling af Principper til Beskyttelse af alle Personer under enhver form for Tilbageholdelse eller Frihedsstraf og de Grundlæggende Principper for Behandling af Indsatte. Artikel 4 Overførelse af den domfældte Justitssekretæren skal træffe behørige foranstaltninger med henblik på overførelsen af den domfældte fra Det Internationale Tribunal til de kompetente myndigheder i den anmodede stat. Forud for overførelsen underretter Justitssekretæren den domfældte om indholdet af denne aftale. Artikel 5 Ne-bis-in-idem Den domfældte kan ikke retsforfølges ved en domstol i den anmodede stat for handlinger, der udgør alvorlige overtrædelser af international humanitær ret efter Statutten for Det Internationale Tribunal, og for hvilke han allerede er retsforfulgt ved Det Internationale Tribunal. Artikel 6 Inspektion
- De kompetente myndigheder i den anmodede stat skal tillade inspektion fra Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) af afsoningsforhold og behandling af strafafsonere på ethvert tidspunkt og periodisk, idet hyppigheden af besøgene afgøres af ICRC. ICRC udarbejder på grundlag af resultaterne af disse inspektioner en fortrolig rapport til den anmodede stat og til Præsidenten for Det Internationale Tribunal.
- Den anmodede stat og Præsidenten for Det Internationale Tribunal skal rådføre sig med hinanden om resultaterne af den i stk. 1 omtalte rapport. Præsidenten for Det Internationale Tribunal kan derefter anmode den anmodede stat om at aflægge rapport vedrørende eventuelle ændringer af afsoningsforholdene foreslået af ICRC. Artikel 7 Oplysninger
- Den anmodede stat skal omgående underrette Justitssekretæren: a) to måneder forud for fuldbyrdelsens afslutning; b) hvis den domfældte er undveget fra varetægt inden fuldbyrdelsens afslutning; c) hvis den domfældte er afgået ved døden.
- Uanset stk. 1 skal Justitssekretæren og den anmodede stat efter anmodning fra en af parterne rådføre sig med hinanden om alle forhold vedrørende fuldbyrdelsen af straffen. Artikel 8 Prøveløsladelse, benådning og strafforvandling
- Hvis den domfældte efter gældende national ret i den anmodede stat er berettiget til prøveløsladelse, benådning eller strafforvandling, skal den anmodede stat underrette Justitssekretæren herom.
- Det Internationale Tribunal fremsætter sine bemærkninger om, hvorvidt prøveløsladelse, benådning eller strafforvandling er passende. Den anmodede stat tager disse bemærkninger i betragtning og svarer Det Internationale Tribunal forud for, at der træffes beslutning herom.
- Efter modtagelse af besvarelsen kan Det Internationale Tribunal anmode den anmodede stat om overførelse af den domfældte i overensstemmelse med Artikel 9, stk. 2, i hvilket tilfælde den anmodede stat skal overføre domfældte som fastlagt i nævnte bestemmelse. Artikel 9 Fuldbyrdelsens ophør
- Fuldbyrdelsen af retsfølgen skal ophøre: a) når straffen er udstået; b) ved domfældtes død; c) ved benådning af domfældte; d) efter afgørelse truffet af Det Internationale Tribunal i medfør af stk. 2.
- Det Internationale Tribunal kan når som helst beslutte at anmode om, at fuldbyrdelsen i den anmodede stat ophører, hvorefter den anmodede stat i overensstemmelse med dennes nationale ret skal overføre den domfældte til en anden stat eller til Det Internationale Tribunal.
- De kompetente myndigheder i den anmodede stat skal bringe fuldbyrdelsen til ophør, så snart den af Justitssekretæren får meddelelse om en beslutning eller foranstaltning, som følge af hvilken retsfølgen ikke længere kan fuldbyrdes. Artikel 10 Fuldbyrdelse af retsfølgen er umuliggjort Hvis yderligere fuldbyrdelse på noget tidspunkt efter afgørelsen om at fuldbyrde retsfølgen er blevet umuliggjort af juridiske eller praktiske årsager, skal den anmodede stat omgående underrette Justitssekretæren herom. Justitssekretæren træffer passende foranstaltninger med henblik på overførelse af den domfældte. De kompetente myndigheder i den anmodede stat skal lade mindst tres dage gå efter meddelelsen til Justitssekretæren, før den træffer andre foranstaltninger. Artikel 11 Omkostninger Det Internationale Tribunal bærer udgifterne i forbindelse med overførelsen af den domfældte til og fra den anmodede stat, medmindre parterne træffer anden aftale. Den anmodede stat skal betale alle andre udgifter i forbindelse med fuldbyrdelse af straffen. Artikel 12 Meddelelser Alle meddelelser fra Det Internationale Tribunal vedrørende denne aftale skal rettes til Justitsministeriet, Slotsholmsgade 10, 1216 København K. Artikel 13 Ikrafttrædelse Denne aftale træder i kraft ved Det Internationale Tribunals modtagelse af skriftlig underretning fra Danmark om, at de nødvendige interne formaliteter er blevet opfyldt, således at aftalen kan træde i kraft. Artikel 14 Aftalens varighed
- Denne aftale forbliver i kraft, så længe som retsfølger pålagt af Det Internationale Tribunal fuldbyrdes af den anmodede stat i henhold til denne aftales vilkår og betingelser.
- Hver part kan efter at have rådført sig med den anden part opsige aftalen med to måneders forudgående varsel. Aftalen kan ikke opsiges før de retsfølger, for hvilke denne aftale gælder, er fuldbyrdet eller ophørt, og efter omstændighederne inden overførelse af domfældte i henhold til artikel 10 har fundet sted. TIL BEKRÆFTELSE HERAF, har undertegnede, som er behørigt bemyndiget dertil, underskrevet denne aftale. Udfærdiget i Haag, den 4. juni 2002 i to eksemplarer, på engelsk. En bekræftet dansk oversættelse er vedhæftet aftalen. FOR DE FORENEDE NATIONER Justitssekretær Hans Holthuis
Det Internationale Tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien FOR KONGERIGET DANMARK H.E. John Hartmann Bernhard Ambassadør Kongeriget Danmark
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2003
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2003