TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om deltagerbetaling ved erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse i 2003

BEK nr 15 af 08/01/2003

DanmarkBekendtgørelse2003

§ 1

Følgende uddannelsesaktiviteter omfattet af § 3 i lov om bestyrelse for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering, jf. lovbekendtgørelse nr. 310 af 13. maj 2002, er i 2003 omfattet af deltagerbetaling efter § 4 (fast deltagerbetaling):

  1. Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser, dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU). Det gælder dog ikke arbejdsmarkedsuddannelser på det pædagogiske område og social- og sundhedsområdet, jf. § 3, nr. 1.
  1. Enkeltfag på erhvervsuddannelserne (EUD) efter lov om åben uddannelse.
  1. Enkeltfag på landbrugsuddannelserne efter lov om åben uddannelse.
  1. Enkeltfag på fodterapeutuddannelsen efter lov om åben uddannelse.

§ 2

Deltidsuddannelser efter lov om åben uddannelse på niveau med erhvervsuddannelser og enkeltfag herfra, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, i lov om bestyrelse for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering, er i 2003 omfattet af deltagerbetaling efter § 5 (ikke-reguleret deltagerbetaling).

§ 3

Følgende uddannelsesaktiviteter omfattet af § 3 i lov om bestyrelse for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering, er i 2003 ikke omfattet af deltagerbetaling:

  1. Arbejdsmarkedsuddannelser på det pædagogiske område og social- og sundhedsområdet.
  1. Enkeltfag på social- og sundhedsuddannelserne (SOSU) og deltidsuddannelser ved social- og sundhedsuddannelserne efter lov om åben uddannelse og enkeltfag herfra.
  1. Merituddannelsen på pædagogisk grunduddannelse (PGU-merituddannelsen) efter lov om åben uddannelse.
  1. Individuel kompetenceafklaring på arbejdsmarkedsuddannelserne og kompetenceafklarende forløb m.v. som led i grunduddannelse for voksne.

§ 4

Ved fast deltagerbetaling fremgår deltagerbetalingens størrelse af et takstkatalog, som er offentliggjort på Undervisningsministeriets hjemmeside "www.uvm.dk/takst". Nye uddannelsesaktiviteter, som godkendes i løbet af finansåret, optages af undervisningsministeren i takstkataloget og er omfattet af bekendtgørelsens regler fra optagelsestidspunktet.

Stk. 2

Deltagerbetalingens størrelse er i takstkataloget angivet pr. årselev omregnet til heltid. For arbejdsmarkedsuddannelser, jf. § 1, nr. 1, opkræver institutionerne deltagerbetaling i forhold til uddannelsesaktiviteternes faktiske varighed (forudsætning i takstkatalog: 1 år = 40 uger x 5 dage x 7, 4 timer), jf. Undervisningsministeriets instruks om indberetning af AMU-aktivitet i år 2003. For enkeltfag, jf. § 1, nr. 2-4, opkræver institutionerne deltagerbetaling i forhold til uddannelsesaktiviteternes normerede varighed, idet deltagerbetalingen dog reduceres forholdsmæssigt i tilfælde af, at aktiviteterne tilrettelægges med en kortere uddannelsestid/mindre årsværksbelastning end den normerede uddannelsestid/årsværksnormeringen, jf. § 1, stk. 4, 2. pkt., i bekendtgørelse om åben uddannelse.

§ 5

Ved ikke-reguleret deltagerbetaling fastsættes deltagerbetalingens størrelse af institutionerne efter de almindelige regler om åben uddannelse.

§ 6

Det er en betingelse for at modtage tilskud til uddannelsesaktiviteter nævnt i §§ 1 og 2, at deltagerbetalingen er erlagt senest ved aktivitetsindberetningen til ministeriet. For uddannelsesaktiviteter efter lov om åben uddannelse gælder tillige de almindelige regler om åben uddannelse.

Stk. 2

Institutionerne kan fastsætte frister for betalingen af deltagerbetalingen.

§ 7

Ledige dagpengeberettigede med ret til uddannelse efter eget valg er friholdt for deltagerbetaling under selvvalgt uddannelse ved deltagelse i uddannelsesaktiviteter nævnt i § 1. Lediges ret til uddannelse efter eget valg attesteres af A-kassen over for institutionen.

Stk. 2

Personer, som deltager i uddannelsesaktiviteter nævnt i § 1 som led i en GVU-uddannelsesplan, er friholdt for deltagerbetaling. GVU-uddannelsesplanen skal være udarbejdet efter regler fastsat i bekendtgørelse om grunduddannelse for voksne (GVU).

§ 8

Institutionens revisor kontrollerer, at deltagerbetaling er betalt, og at dokumentation for friholdelse efter § 7 foreligger, og attesterer institutionens indberetning ved revisorerklæring.

§ 9

Bekendtgørelsen træder i kraft den 18. januar 2003.

Stk. 2

Bekendtgørelsen ophæves den 31. december 2003.


Undervisningsministeriet, den 8. januar 2003, den 8. januar 2003

/P.M.V.Lars MortensenStyrelseschef Thomas Søes/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2003
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2003