TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om beskikkelse af advokat til uledsagede mindreårige asylansøgere, hvis asylsag søges afgjort i åbenbart grundløs-proceduren

BEK nr 201 af 25/03/2003

DanmarkBekendtgørelse2003

§ 1

Beslutter Udlændingestyrelsen at forelægge en sag vedrørende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 til en uledsaget mindreårig asylansøger for Dansk Flygtningehjælp, jf. udlændingelovens § 53 b, beskikker Udlændingestyrelsen samtidig en advokat for den pågældende, medmindre denne selv har antaget en sådan.

Stk. 2

Udlændingestyrelsen giver inden forelæggelsen for Dansk Flygtningehjælp den uledsagede mindreårige asylansøger mulighed for inden 5 dage at fremkomme med sit ønske med hensyn til advokatbeskikkelse. I sager, der behandles i den særligt hastende åbenbart grundløs-procedure, kan fristen fastsættes til straks. Fremkommer den uledsagede mindreårige asylansøger med et ønske til advokatbeskikkelse efter udløbet af den fastsatte frist, vurderes det ud fra hensynet til sagens fremme, om den uledsagede mindreårige asylansøgers interesse i, at den pågældende advokat beskikkes, kan imødekommes.

Stk. 3

Udlændingestyrelsen imødekommer et ønske om advokatbeskikkelse, som den uledsagede mindreårige asylansøger tilkendegiver inden for de i stk. 2 nævnte frister, medmindre det ud fra hensynet til sagens fremme ikke kan anses for forsvarligt, at den pågældende advokat medvirker. Ønsker den uledsagede mindreårige asylansøger herefter i stedet en anden advokat beskikket, skal Udlændingestyrelsen beskikke den pågældende, medmindre beskikkelse kan nægtes efter 1. pkt.

§ 2

Den uledsagede mindreårige asylansøger og dennes advokat skal have lejlighed til at gøre sig bekendt med det materiale, der indgår i Udlændingestyrelsens forelæggelse for Dansk Flygtningehjælp, og til at udtale sig herom.

Stk. 2

Hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter eller hensynet til tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet, kan bestemmelsen i stk. 1 fraviges i fornødent omfang.

§ 3

Ønsker den uledsagede mindreårige asylansøger og dennes advokat at afgive et skriftligt indlæg, inden Udlændingestyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal dette indlæg være Udlændingestyrelsen i hænde senest 3 dage efter samtalen med Dansk Flygtningehjælp. I sager, der behandles i den særligt hastende åbenbart grundløs-procedure, skal det skriftlige indlæg være Udlændingestyrelsen i hænde senest dagen efter samtalen med Dansk Flygtningehjælp. Efter udløbet af de i 1. og 2. pkt. nævnte frister må det påregnes, at Udlændingestyrelsen træffer afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag.

§ 4

Om salær og godtgørelse for udlæg til advokater, der beskikkes i overensstemmelse med § 1, stk. 1, gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.

§ 5

Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. april 2003.


Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, den 25. marts 2003, den 25. marts 2003

/Bertel Haarder Vibeke Hauberg/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2003
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2003