Bekendtgørelse om oplysningspligt ved salg og markedsføring af elektrisk materiel til forbrugere
BEK nr 234 af 29/01/2003
§ 1
Bekendtgørelsen har til formål at fastsætte nærmere regler for oplysning om begrænsninger i retten til at installere elektrisk materiel i faste stærkstrømsinstallationer. Reglerne i denne bekendtgørelse skal sikre, at forbrugerne kan blive gjort bekendt med disse begrænsninger, inden materiellet handles.
§ 2
Bekendtgørelsen gælder for salg og markedsføring til private forbrugere af elektrisk materiel, der er beregnet til at kunne indgå i faste stærkstrømsinstallationer.
Ved markedsføring forstås i denne bekendtgørelse enhver opfordring til køb af elektrisk materiel som omfattet af stk. 1, der kan komme til private forbrugeres kendskab.
§ 3
Ved salg og markedsføring til private forbrugere skal det oplyses, at materiellet som omfattet af § 2 kun må installeres af en autoriseret elinstallatør.
Følgende er undtaget fra kravet efter stk. 1
- belysningsarmaturer til indendørs brug i boliger, og
- fremførings- og befæstelsesmateriel.
Ved salg og markedsføring af normaltætte afbrydere og stikkontakter skal endvidere oplyses, i hvilke tilfælde udskiftning må foretages af forbrugeren, jf. § 4, stk. 2 og 3.
§ 4
Oplysningen som fastsat i § 3, stk. 1 og 3, skal gives skriftligt på en for forbrugeren tydelig måde og på et synligt sted i umiddelbar forbindelse med materiellet og markedsføringen af materiellet.
Oplysningen skal bestå i følgende udsagn : »Må kun installeres af en autoriseret elinstallatør.«, jf. dog stk. 3 og 4.
For normaltætte afbrydere og stikkontakter uden jord for højst 250 V skal oplysningen bestå i følgende udsagn: »Må kun installeres af en autoriseret elinstallatør. Forbrugeren må udskifte allerede installeret materiel.«
For normaltætte stikkontakter med jord for højst 250 V skal oplysningen bestå i følgende udsagn: »Må kun installeres af en autoriseret elinstallatør. Forbrugeren må udskifte allerede installeret materiel, såfremt installationen er beskyttet med HPFI- eller HFI-afbryder.«
§ 5
Pligten til at sikre oplysning efter § 3, påhviler den, der sælger og den der markedsfører materiellet.
§ 6
Med bøde straffes den, der sælger eller markedsfører elektrisk materiel til private forbrugere uden den i §§ 3 og 4 nævnte oplysning.
Begås overtrædelsen af et selskab m.v. (juridiske personer) kan der pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
§ 7
Elektricitetsrådet fører tilsyn med overholdelsen af reglerne i denne bekendtgørelse.
§ 8
Bekendtgørelsen træder ikraft den 1. august 2003.
Økonomi- og Erhvervsministeriet, den 29. januar 2003, den 29. januar 2003
/Bendt Bendtsen Bettine Aundrup/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2003
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2003