Bekendtgørelse om kvalitetsstandard for botilbud efter § 92 i serviceloven
BEK nr 249 af 02/04/2003
§ 1
Amtsrådet fastsætter en kvalitetsstandard for amtets botilbud efter § 92 i lov om social service.
Kvalitetsstandarden skal indeholde information til borgerne om indhold, omfang og udførelse af de ydelser, amtskommunen tilbyder ved ophold i de i stk. 1 nævnte botilbud og dermed beskrive det serviceniveau, som amtsrådet træffer beslutning om.
Amtsrådets kvalitetsstandard og amtsrådets opfølgning og revision på kvalitetsstandarden gøres alment tilgængelig for borgerne i amtskommunen, herunder på internet.
Amtsrådet reviderer kvalitetsstandarden mindst hvert andet år.
§ 2
Kvalitetsstandarden for botilbudsområdet som nævnt i § 1, skal udover de ydelser, der følger af servicelovens §§ 71 og 73, som minimum omfatte en beskrivelse af følgende områder:
- Antallet af boliger i det enkelte botilbud og de fysiske rammer for den enkelte bolig.
- Fællesfaciliteter i tilknytning til botilbuddene.
- Hvilke ydelser, der er indeholdt i beboernes betaling efter servicelovens § 83, stk. 1 og 2.
- Hvilke valgfrie ydelser beboerne kan forvente, herunder ydelsernes pris og prisberegning.
- Hvilke dagtilbud og fritidstilbud beboerne kan forvente.
- Visitationsprocedure.
- Personalepolitik, herunder målsætning for kompetenceniveau og efteruddannelse.
Amtsrådet oplyser endvidere om den fremtidige indsats på botilbudsområdet.
Amtsrådet skal derudover informere om følgende forhold:
- Værdier og normer.
- Udarbejdelse af og opfølgning på handleplaner.
- Brugerindflydelse og eventuelle brugerråd.
- Klageadgang og sagsbehandling.
- Eventuelle ventetider, som de fremgår af amtets ventetidsinformation.
§ 3
Amtsrådet sørger for, at hvert enkelt botilbud informerer borgerne om serviceniveauet vedrørende de forhold, der er nævnt i § 2, stk. 1 og stk. 3, nr. 1-3, fx i form af servicedeklarationer.
Informationen skal tillige indeholde oplysninger om personaleforholdene og den brugerinformation, der følger af § 11 f i bekendtgørelse nr. 91 af 6. februar 1998 om betaling for botilbud m.v. efter servicelovens kapitel 18, samt flytteret i forbindelse med botilbud efter § 92, som ændret ved bekendtgørelse nr. 60 af 25. januar 1999, bekendtgørelse nr. 856 af 25. november 1999 og bekendtgørelse nr. 482 af 19. juni 2002.
Amtsrådet påser, at den i stk. 1-2 nævnte information revideres mindst hvert andet år.
§ 4
Amtsrådet påser, at forholdene i de enkelte botilbud, som omhandlet i § 3, er i overensstemmelse med den af amtsrådet fastsatte kvalitetsstandard.
Amtsrådet inddrager herunder de årlige redegørelser fra botilbuddene om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten, jf. servicelovens kapitel 21, samt den årlige statistik og redegørelse for klager over det enkelte botilbud.
Ved udarbejdelse og revision af kvalitetsstandarden inddrages repræsentanter for beboerne og eventuelt deres pårørende.
§ 5
Bekendtgørelsen træder i kraft den 12. april 2003.
Amtsrådet udarbejder første gang en kvalitetsstandard senest den 1. oktober 2003.
Socialministeriet, den 2. april 2003, den 2. april 2003
/Henriette Kjær Vibeke Køie/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2003
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2003