TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om forældede og uhævede feriepenge

BEK nr 282 af 24/04/2003

DanmarkBekendtgørelse2003

§ 1

Af de forældede og uhævede feriepenge, jf. lovens § 36, stk. 1 og 2, som vedrører optjeningsårene 2001, 2002 og 2003, tilfalder 45 pct. statskassen og 55 pct. Arbejdsmarkedets Feriefond. Såfremt der er givet tilladelse efter lovens § 36, stk. 3, til at anvende uhævede feriepenge til andet formål, tilfalder de 55 pct. dette andet formål (i praksis en privat feriefond) i stedet for Arbejdsmarkedets Feriefond.

§ 2

Forældede og uhævede feriepenge indbetales som hidtil i sin helhed af FerieKonto eller af de pågældende arbejdsgivere til Arbejdsmarkedets Feriefond eller for de uhævede feriepenges vedkommende til en privat feriefond, hvis der er givet tilladelse efter § 36, stk. 3. Inden den 10. i den måned, der følger efter indbetalingstidspunktet, påhviler det modtageren af beløbet at indbetale statskassens andel på 45 pct. til Beskæftigelsesministeriets girokonto nr. 7 17 60 82 vedrørende uhævede feriepenge m.v. og at indsende dokumentation for det indbetalte beløb til Beskæftigelsesministeriet, Ved Stranden 8, 1061 København K.

§ 3

Såfremt der sker udbetaling af beløb i medfør af lovens § 44, stk. 4, kan den, der har udbetalt beløbet, få 45 pct. heraf refunderet enten ved skriftlig henvendelse til Beskæftigelsesministeriet eller ved modregning i indbetalinger efter § 2. Såfremt der foretages modregning, skal der særskilt fremsendes dokumentation herfor til Beskæftigelsesministeriet.

§ 4

Bekendtgørelsen træder i kraft den 3. maj 2003.


Beskæftigelsesministeriet, den 24. april 2003, den 24. april 2003

/Claus Hjort Frederiksen E. Edelberg/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2003
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2003