Bekendtgørelse om Produktionsafgift på juletræer og pyntegrønt
BEK nr 317 af 28/04/2003
§ 1
Der betales en afgift for arealer i Danmark bevokset med arterne nordmannsgran (Abies nordmanniana) eller nobilis (Abies procera).
Afgiften påhviler ejeren af arealer, der er bevokset med nordmannsgran eller nobilis. For bortforpagtede arealer påhviler afgiften forpagteren.
Der betales ikke afgift, hvis ejerens eller, for forpagtede arealer, forpagterens samlede areal med nordmannsgran og nobilis er mindre end 1 ha.
Der betales ikke afgift for arealer bevokset med træer, der i afgiftsåret er ældre end 40 år fra anlæg.
Der betales ikke afgift for produktion af planteskoleplanter i frø- eller priklebede. Ved frø- og priklebede forstås anlæg med minimum 50 planter pr. m 2 .
§ 2
Grundlaget for afgiften er ejerens eller forpagterens samlede areal, der den 1. januar i det pågældende kalenderår er bevokset med nordmannsgran eller nobilis. Dette gælder uanset om bevoksningerne er iblandet andre træarter, dog fritages bevoksninger med under 20 pct. indblanding af nordmannsgran og/eller nobilis for afgift (indblandingsprocenten beregnes på baggrund af kronedækningen, projektionen).
Ejere eller, for forpagtede arealer, forpagtere meddeler hvert år senest den 1. februar, hvor stort et areal, der pr. 1. januar samme år var bevokset med nordmannsgran og nobilis. Meddelelse sker til Produktionsafgiftsfonden for Juletræer og Pyntegrønt, Dansk Juletræsdyrkerforening. Meddelelse skal ikke finde sted, såfremt arealerne ikke er afgiftspligtige efter reglerne i § 1, stk. 3 eller 4 eller 5 § 2, stk.1.
Afgiften indbetales senest den 1. april samme år, som indberetningen har fundet sted, til Produktionsafgiftsfonden for Juletræer og Pyntegrønt, Dansk Juletræsdyrkerforening.
For 2003 er datoerne i stk. 1 og stk. 2 hhv. 1. juni og 1. juli. Fristen for afgiftsindbetalingen i stk. 3 er 1. september.
§ 3
Afgiften udgør årligt 125 kr. pr. ha for arealer, som er bevokset med nordmannsgran eller nobilis, jf. dog § 1, stk. 3, 4 eller 5 eller § 2, stk. 1.
§ 4
Betales skyldige afgiftsbeløb ikke rettidigt, tillægges der en rente på 1,3 pct. månedlig for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne, ligesom der betales et gebyr på 100 kr. for hver tilsendt rykkerskrivelse.
§ 5
Produktionsafgiftsfonden for Juletræer og Pyntegrønt, Dansk Juletræsdyrkerforening varetager opkrævning og administration af fondens midler, registrering af afgiftsgrundlaget samt kontrol af korrekt indbetalt afgift.
Ejere af arealer, der er bevokset med nordmannsgran eller nobilis, og forpagtere af tilsvarende forpagtede arealer, skal efter anmodning fra Produktionsafgiftsfonden for Juletræer og Pyntegrønt, Dansk Juletræsdyrkerforening afgive de oplysninger, der er nødvendige i forbindelse med kontrol af afgiftsgrundlaget, herunder oplysninger om forpagtningsforhold, relevante dele af driftsplanen, kortmateriale m.v.
Anvendelse af Produktionsafgiftsfondens midler
Anvendelse af Produktionsafgiftsfondens midler
§ 6
De afgifter, som indbetales til Produktionsafgiftsfonden for Juletræer og Pyntegrønt, samt øvrige midler, som overføres til fonden, kan anvendes til
- finansiering af fælles foranstaltninger i forbindelse med afsætningsfremme af juletræs- og pyntegrøntprodukter med undtagelse af tilskud til afsætningsfremme, som gennemføres af enkelte virksomheder, eller til aktiviteter, der har til formål at fremme afsætningen af enkelte virksomheders produkter,
- forskning og forsøg i forbindelse med produktion, forarbejdning og distribution af juletræer og pyntegrønt,
- produktudvikling, rådgivning og uddannelse i forbindelse med produktion, forarbejdning og distribution af juletræer og pyntegrønt,
- investeringer i miljøbeskyttende foranstaltninger i forbindelse med produktion, forarbejdning og distribution af juletræer og pyntegrønt,
- kontrol med midlernes korrekte anvendelse og
- andre foranstaltninger indenfor juletræs- og pyntegrøntsektoren, som godkendes af Skov- og Naturstyrelsen.
Ved tildeling af tilskud fra Produktionsafgiftsfonden skal projekter i forbindelse med omstilling til mere miljøvenlig produktion og udvikling af mere miljøvenlige produktionsformer tillægges særlig vægt.
Produktionsafgiftsfonden for Juletræer og Pyntegrønt må ikke have andre aktiviteter end opkrævning af produktionsafgifter, jf. § 1, samt forvaltning og kontrol med midlernes anvendelse.
Fonden kan ikke yde tilskud til udgifter og forpligtigelser, som ansøger er forpligtiget til at afholde efter anden lovgivning.
§ 7
Tilskud til de aktiviteter, der er nævnt i § 6 kan ydes til
- forsknings- og forsøgsinstitutioner,
- sammenslutninger og foreninger med tilknytning til juletræs- og pyntegrøntsektoren,
- selvejende institutioner, fonde, private virksomheder og personer og
- andre juridiske personer, som Skov- og Naturstyrelsen godkender.
Tilskud til de aktiviteter, som er nævnt i § 6, stk. 1, nr. 2, kan maksimalt udgøre 75 pct. af omkostningerne.
Tilskud til de aktiviteter, som er nævnt i § 6, stk. 1, nr. 3, kan maksimalt udgøre 50 pct. af omkostningerne. Det samlede støttebeløb pr. støttemodtager må ikke over en treårig periode overstige 100.000 EUR. I projekter om omstilling til miljøvenlig produktion kan tilskuddet dog udgøre 60 pct. af omkostningerne.
Tilskud til de investeringer, som er nævnt i § 6, stk. 1, nr. 4, kan maksimalt udgøre 15 pct. af de samlede investeringer i projektet.
Aktiviteter, hvortil der ydes tilskud fra Produktionsafgiftsfonden for Juletræer og Pyntegrønt, skal opfylde følgende betingelser:
- aktiviterne skal være af generel interesse og betydning for den samlede juletræs- og pyntegrøntsektor,
- aktiviteterne må ikke medføre forvridning af konkurrencen i andre sektorer,
- der skal ske afrapportering af resultaterne af udviklingsarbejdet, og at disse afrapporteringer gøres offentligt tilgængelige for alle interesserede parter,
- der må ikke forbeholdes intellektuelle rettigheder til resultaterne af udviklingsaktiviteterne i form af patent, mønsterbeskyttelse m.v.
- såfremt tilskudsmodtager ikke selv ønsker at gennemføre reklamekampagner, skal tjenesteydelsen sendes i offentligt udbud, i henhold til de danske regler for det offentliges indkøb af tjenesteydelser.
Ved tilskudsgivning til forsknings- og udviklingsaktiviteter kan tilskudssatserne fraviges. Dette gælder ikke produktudviklingsaktiviter.
§ 8
Ansøgninger om tilskud indsendes til Produktionsafgiftsfonden for Juletræer og Pyntegrønt, Dansk Juletræsdyrkerforening.
Fondsbestyrelsen
Fondsbestyrelsen
§ 9
Miljøministeren udpeger en fondsbestyrelse bestående af 11 medlemmer og 1 observatør.
To medlemmer udpeges efter indhentet udtalelse fra Dansk Juletræsdyrkerforening. Seks medlemmer udpeges efter indhentet udtalelse fra henholdsvis Dansk Skovforening, Det Danske Hedeselskab, Skovdyrkerforeningerne, De danske pyntegrønt- og juletræsgrossister, Danmarks Naturfredningsforening og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Et medlem udpeges efter indhentet fælles udtalelse fra Landbrugsrådet, Dansk Landbrug. To medlemmer udpeges som repræsentanter for henholdsvis Forskningscentret for Skov & Landskab og Skov- og Naturstyrelsen.
Der udpeges en observatør efter indhentet udtalelse fra Planteskoleejerforeningen.
Fondsbestyrelsen udpeges for en periode af 5 år. I perioden kan bestyrelsesmedlemmerne efter anmodning fra de respektive organisationer udskiftes eller erstattes.
Miljøministeren udpeger fondsbestyrelsens formand og fastsætter forretningsorden og administrationsinstruks for fondsbestyrelsen.
Fondsbestyrelsen træffer afgørelse om anvendelse af de midler, som indgår i Produktionsafgiftsfonden for Juletræer og Pyntegrønt, til de formål, som er nævnt i § 6.
Skov- og Naturstyrelsen fører tilsyn med Produktionsafgiftsfonden for Juletræer og Pyntegrønt. Tilsynet omfatter godkendelse af fondens budgetter og regnskaber samt fondens overholdelse af vedtægter og administrationsinstruks.
§ 10
Fondsbestyrelsen skal udarbejde retningslinier for ansøgning og ydelse af tilskud til de aktiviteter, der er nævnt i § 6, stk. 1, herunder retningslinier for tilskudsmodtagers regnskabsaflæggelse og revision.
Retningslinierne skal godkendes af Skov- og Naturstyrelsen.
§ 11
Dansk Juletræsdyrkerforening varetager fondens sekretariatsopgaver, og gennemfører bestyrelsens beslutninger.
Dispensation og klage
Dispensation og klage
§ 12
Fondsbestyrelsens afgørelser om tilskud efter § 6 og § 7 kan påklages til Skov- og Naturstyrelsen af den, som afgørelsen retter sig imod.
Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.
§ 13
Skov- og Naturstyrelsens afgørelser efter § 6, stk. 3, § 10, stk. 2 og § 12, stk. 1, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Straf
Straf
§ 14
Med bøde straffes den, der
- i strid med § 2, stk. 2, undlader at give meddelelse om, hvor stort et areal der er bevokset med nordmannsgran eller nobilis, eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger i forbindelse hermed,
- i strid med § 5, stk. 2, efter anmodning undlader at give oplysninger, der er nødvendige i forbindelse med kontrol af afgiftsgrundlaget, eller
- afgiver urigtige oplysninger i forbindelse med ansøgning om tilskud efter § 7.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ikrafttræden
Ikrafttræden
§ 15
Bekendtgørelsen træder i kraft den 14. maj 2003 og ophæves automatisk den 31. december 2007, medmindre andet bestemmes inden denne dato, jf. Justitsministeriets skrivelse af 28. februar 2002 om en forsøgsordning om anvendelse af automatiske ophørsklausuler i visse bekendtgørelser på miljø- og arbejdsmiljøområdet.
Miljøministeriet, den 28. april 2003, den 28. april 2003
/Hans Chr. Schmidt Hans Henrik Christensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2003
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2003