Bekendtgørelse om handelsnormer for fjerkrækød
BEK nr 321 af 05/05/2003
§ 1
Bestemmelserne vedrørende vægtklasser i artikel 3, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 1906/90 om handelsnormer for fjerkræ samt artikel 8 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1538/91 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 1906/90, som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 1980/92, gælder tillige for kølede færdigpakkede hele fjerkrækroppe samt for færdigpakkede kølede fjerkræparteringer.
§ 2
Der skal foretages kontrol af:
- Vandoptagelsen under køling og vandindholdet i frosne og dybfrosne danske kyllinger i henhold til Kommissionens forordning (EØF) nr. 2981/93 om ændring af forordning (EØF) nr. 1538/91.
- Vandoptagelsen i kyllinge- og kalkunkroppe bestemt til fremstilling af ferske, frosne eller dybfrosne udskæringer i henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 1072/00.
§ 3
Slagterier, der er autoriseret i henhold til artikel 11 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1538/91, afholder de udgifter, der er forbundet med den særlige kontrol efter bestemmelserne i bekendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer og levende dyr m.v.
§ 4
Primærproducenter skal udføre egenkontrol med det formål at medvirke til at sikre overholdelse af artikel 10, artikel 11 samt bilag IV i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1538/91, når bedriften er tilknyttet en frivillig mærkningsordning efter forordning (EØF) nr. 1538/91 artikel 10 og artikel 11.
§ 5
Med bøde straffes den, der overtræder reglerne i § 2 og § 4.
Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der ved overtrædelsen er
- forvoldt skade på sundheden eller fremkaldt fare herfor eller
- opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 6
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. maj 2003.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 677 af 15. august 2002 om handelsnormer for fjerkrækød.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2003
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2003