Lov om forskningsrådgivning m.v.
Uddannelses- og Forskningsministeriet
LOV nr 405 af 28/05/2003 VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Lovens område
Lovens område
(Stk. 7)
§ 1. Til styrkelse af forskningskvaliteten, koordinering og internationalisering af dansk forskning og formidling og anvendelse af forskningsresultater nedsætter ministeren for videnskab, teknologi og udvikling Danmarks Forskningspolitiske Råd, Det Frie Forskningsråd, Det Strategiske Forskningsråd og Koordinationsudvalget. Stk. 2. Til efterprøvelse af den videnskabelige redelighed i dansk forskning nedsætter ministeren for videnskab, teknologi og udvikling Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, jf. § 31. Stk. 3. Danmarks Forskningspolitiske Råd har til hovedformål at sikre ministeren for videnskab, teknologi og udvikling, Folketinget og regeringen en uafhængig og sagkyndig forskningspolitisk rådgivning. Rådet har alene en rådgivningsfunktion, jf. § 3. Stk. 4. Det Frie Forskningsråd har både en fondsfunktion og en rådgivningsfunktion. Rådet har til hovedformål at støtte konkrete forskningsaktiviteter baseret på forskernes egne initiativer og give forskningsfaglig rådgivning i tilknytning hertil, jf. §§ 7 og 8. Stk. 5. Det Strategiske Forskningsråd har både en fondsfunktion og en rådgivningsfunktion. Rådet har til hovedformål at støtte forskning inden for politisk prioriterede og tematisk afgrænsede forskningsområder og give forskningsfaglig rådgivning i tilknytning hertil, jf. §§ 17 og 18. Stk. 6. Koordinationsudvalget forestår koordineringen af den offentlige fondsfunktion for forskning og har en rådgivningsfunktion om forskeruddannelse, jf. §§ 25 og 26. Stk. 7. Rådene og udvalget i stk. 4-6 skal tilsammen sikre, at alle statslige forskningsbevillinger, der ikke er basisbevillinger knyttet til bestemte institutioner, uddeles i åben konkurrence og efter en forskningsfaglig kvalitetsvurdering.
Definitioner
Definitioner
§ 2. I denne lov forstås ved:
- Anerkendte forskere: Personer, der i en årrække på videnskabeligt plan aktivt har beskæftiget sig med forskning, og som er på mindst lektor- eller seniorforskerniveau.
- Forskningskyndige: Personer på ph.d.-niveau, som enten i en årrække på nationalt eller internationalt plan har opnået indsigt i eller erfaring med varetagelse af forskningsopgaver eller på ledelsesplan i en institution, organisation eller virksomhed har beskæftiget sig indgående med forskningsadministration, forskningsledelse, forskningsformidling eller forskningspolitik.
Danmarks Forskningspolitiske Råd
Danmarks Forskningspolitiske Råd
(Stk. 6)
§ 3. Danmarks Forskningspolitiske Råd giver ministeren for videnskab, teknologi og udvikling forskningspolitisk rådgivning. Folketinget og enhver minister kan indhente forskningspolitisk rådgivning fra rådet. Rådgivningen sker efter anmodning eller på eget initiativ. Stk. 2. Opgaverne omfatter overordnet rådgivning om dansk og international forskningspolitik til gavn for samfundet, herunder om:
- Rammebetingelser for forskning.
- Forskningsbevillinger.
- Større nationale og internationale forskningsinitiativer.
- Udviklingen i den nationale forskningsstrategi.
- Danmarks rolle og placering i det internationale forskningssamarbejde.
- Forskeruddannelse og forskerrekruttering. Stk. 3. Rådgivningen skal være baseret på dokumentation og forskningspolitiske analyser. Det Frie Forskningsråd, Det Strategiske Forskningsråd og Koordinationsudvalget er som led heri forpligtet til at give rådgivning til rådet inden for deres områder. Stk. 4. Rådet for Teknologi og Innovation og relevante institutioner og organisationer kan efter anmodning give rådgivning til rådet. Stk. 5. Rådet har til opgave at styrke formidlingen af dansk forskningspolitik. Stk. 6. Rådet fremlægger en årlig rapport om dansk forskningspolitik, der indeholder rådets vurdering af dansk forsknings generelle udvikling, kvalitet i international sammenhæng og samfundsmæssige relevans.
(Stk. 4)
§ 4. Danmarks Forskningspolitiske Råd består af en formand og otte medlemmer. Stk. 2. Rådets formand og øvrige medlemmer skal være anerkendte forskere eller forskningskyndige, der tilsammen repræsenterer indsigt i forskning ved universiteter, sektorforskningsinstitutioner, forskningsinstitutioner under Kulturministeriet og i erhvervslivet. Mindst halvdelen skal være anerkendte forskere. Stk. 3. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling udpeger formanden og de otte medlemmer i deres personlige egenskab. Formanden og de øvrige medlemmer udpeges for en periode af 3 år. Genudpegning kan ske én gang. Hvis et medlem afgår i utide, kan et nyt medlem udpeges for mindre end 3 år. Stk. 4. Rådet udarbejder en forretningsorden, som skal godkendes af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.
§ 5. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte nærmere regler for Danmarks Forskningspolitiske Råds virke.
§ 6. Danmarks Forskningspolitiske Råds udtalelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Det Frie Forskningsråd
Det Frie Forskningsråd
(Stk. 7)
§ 7. Det Frie Forskningsråd skal støtte dansk forskning baseret på forskernes egne initiativer inden for både enkelte videnskabelige forskningsområder og tværvidenskabelig forskning. Stk. 2. Støtten gives efter ansøgning til konkrete forskningsaktiviteter og omfatter bl.a.:
- Forskergrupper.
- Forskningens infrastruktur, herunder driftstilskud og apparatur.
- Forskernetværk.
- Internationalt samarbejde.
- Forskeruddannelse.
- Forskningskonsortier. Stk. 3. Rådet kan desuden uddele tilskud til enkeltstipendier. Stk. 4. Rådet kan både give støtte til enkelte konkrete forskningsaktiviteter, jf. stk. 2, og til særlige initiativer, jf. § 11, stk. 5. Stk. 5. Rådet skal bidrage til at styrke formidlingen og anvendelsen af forskningsresultater. Stk. 6. Rådet kan inden for sit formål give tilskud til forsøgsvirksomhed. Stk. 7. I forbindelse med udøvelsen af fondsfunktionen giver rådet desuden forskningsfaglig rådgivning inden for alle videnskabelige forskningsområder til ansøgere og andre interessenter. Rådgivningsfunktion
(Stk. 4)
§ 8. Det Frie Forskningsråd giver ministeren for videnskab, teknologi og udvikling forskningsfaglig rådgivning inden for alle videnskabelige forskningsområder. Folketinget og enhver minister kan indhente tilsvarende forskningsfaglig rådgivning fra rådet. Rådgivningen sker efter anmodning eller på eget initiativ. Stk. 2. Rådet kan efter anmodning bistå offentlige institutioner med forskningsfaglig rådgivning. Stk. 3. Rådet kan efter anmodning give forskningsfaglig rådgivning til private institutioner. Stk. 4. Rådet afgiver hvert år til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling en rapport om sit virke. Struktur og kompetencer
§ 9. Det Frie Forskningsråd består af en bestyrelse og et antal faglige forskningsråd.
(Stk. 4)
§ 10. Bestyrelsen består af en formand og otte medlemmer, som alle skal være anerkendte forskere. Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling udpeger formanden og de øvrige medlemmer efter åbent opslag. Stk. 3. Bestyrelsen udpeges for en periode på 4 år. Genudpegning kan ske for 2 år. Hvis et medlem afgår i utide, kan et nyt medlem udpeges for mindre end 4 år. Stk. 4. Bestyrelsen udarbejder en forretningsorden.
(Stk. 6)
§ 11. Bestyrelsen nedsætter og navngiver efter egen vurdering op til seks faglige forskningsråd. Stk. 2. Bestyrelsen fastlægger grænserne mellem rådene og skal i den forbindelse sikre, at rådene tilsammen dækker alle videnskabelige forskningsområder, og at opdelingen mellem rådene løbende tilpasses den forskningsfaglige udvikling. Stk. 3. Bestyrelsen orienterer Koordinationsudvalget om initiativer efter stk. 1 og 2. Stk. 4. Bestyrelsen har ikke selv bevillingskompetence, men fordeler de frie forskningsbevillinger mellem de faglige forskningsråd. Stk. 5. Bestyrelsen kan på baggrund af en vurdering af rådenes aktiviteter fordele op til en femtedel af bevillingerne til særlige initiativer, herunder tværfaglige og tværrådslige initiativer. Stk. 6. Midler til de særlige initiativer, jf. stk. 5, fordeles af de faglige forskningsråd. Bestyrelsen kan beslutte, at et eller flere råd fordeler midlerne.
(Stk. 2)
§ 12. Bestyrelsen har alene i generelle administrative anliggender en instruktionsbeføjelse over for de faglige forskningsråd. Stk. 2. Bestyrelsen er øverste ansvarlig for den forskningsfaglige rådgivning, som gives efter § 8. Bestyrelsen kan dog delegere rådgivningsopgaver til bestyrelsesformanden, sekretariatet eller de faglige forskningsråd.
§ 13. De faglige forskningsråd udøver inden for deres område fondsfunktionen efter § 7 og bistår bestyrelsen med rådgivningsfunktionen efter § 8.
(Stk. 5)
§ 14. Samtlige medlemmer af de faglige forskningsråd skal være anerkendte forskere. Medlemmer af en programkomité, jf. § 19, kan udpeges som medlemmer af et fagligt forskningsråd. Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling udpeger medlemmerne i deres personlige egenskab og således, at der i det enkelte råd opnås den bredest mulige faglige dækning inden for rådets virke. Stk. 3. Medlemmerne af de faglige forskningsråd udpeges for en periode på 4 år. Genudpegning kan ske for 2 år. Hvis et medlem afgår i utide, kan et nyt medlem udpeges for mindre end 4 år. Stk. 4. Det enkelte råd konstituerer sig selv og vælger af sin midte en formand. Stk. 5. Hvert råd udarbejder en forretningsorden, som skal godkendes af bestyrelsen for Det Frie Forskningsråd.
(Stk. 2)
§ 15. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte nærmere regler for:
- Det Frie Forskningsråds generelle tilskudsforudsætninger i forbindelse med fondsfunktionen.
- Rådets regnskabsaflæggelse.
- Rådets indkaldelse af ansøgninger og kravene hertil.
- Rådets sagsbehandling i forbindelse med fondsfunktionen. Ministeren kan herunder bestemme, at der i et nærmere bestemt omfang skal inddrages eksterne eksperter ved bedømmelsen af ansøgninger.
- Rådets tildeling af stipendier til forskere og personer under forskeruddannelse. Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte formkrav og tidsfrister i forbindelse med forholdene i stk. 1, nr. 3-5, herunder bestemme, at manglende overholdelse af formkrav og tidsfrister medfører, at ansøgningen kan afvises.
(Stk. 2)
§ 16. Bestyrelsens og de faglige forskningsråds afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan bestemme, at klager over retlige spørgsmål i forbindelse med afgørelser truffet af de faglige forskningsråd kan indbringes for ministeren efter regler fastsat af denne.
Det Strategiske Forskningsråd
Det Strategiske Forskningsråd
(Stk. 7)
§ 17. Det Strategiske Forskningsråd giver støtte til forskning inden for politisk prioriterede og tematisk afgrænsede forskningsområder. Stk. 2. Rådet sikrer uddelingen af forskningsprogrammer i stk. 1 i form af bl.a.:
- Forskergrupper.
- Forskningens infrastruktur, herunder driftstilskud og apparatur.
- Forskernetværk.
- Internationalt samarbejde.
- Forskeruddannelse.
- Forskningskonsortier. Stk. 3. I tilknytning til uddelingen i stk. 2 kan rådet uddele tilskud til ph.d.-stipendier m.v. Stk. 4. Rådet skal bidrage til at styrke formidlingen af forskningsresultater. Stk. 5. Rådet skal bidrage til et øget samspil mellem offentlig og privat forskning. Rådet skal i den forbindelse aktivt søge at synliggøre egne strategiske forskningsindsatser for relevante private aktører med henblik på at tiltrække midler fra fonde og virksomheder til samfinansierede forskningsprojekter. Stk. 6. Rådet skal af egen drift opsøge nye forskningstendenser og kan igangsætte initiativer på baggrund heraf, såfremt Folketinget afsætter bevillinger hertil. Rådet kan endvidere med hel eller delvis finansiering fra andre samarbejdspartnere igangsætte initiativer på baggrund af nye forskningstendenser. Stk. 7. I forbindelse med udøvelsen af fondsfunktionen giver rådet desuden forskningsfaglig rådgivning inden for politisk prioriterede og tematisk afgrænsede forskningsområder til ansøgere og andre interessenter. Rådgivningsfunktion
(Stk. 6)
§ 18. Det Strategiske Forskningsråd giver ministeren for videnskab, teknologi og udvikling forskningsfaglig rådgivning inden for politisk prioriterede og tematisk afgrænsede forskningsområder. Folketinget og enhver minister kan indhente tilsvarende forskningsfaglig rådgivning fra rådet. Rådgivningen sker efter anmodning eller på eget initiativ. Stk. 2. Rådet skal inden de enkelte ministres uddeling af statslige forskningsbevillinger, der ikke er basisbevillinger knyttet til en bestemt institution, godkende uddelingsproceduren og foretage en forskningsfaglig vurdering af indkomne ansøgninger. På baggrund heraf uddeler de enkelte ministre midlerne blandt de ansøgere, som rådet har fundet støtteværdige. Stk. 3. Rådet kan efter anmodning bistå offentlige institutioner med forskningsfaglig rådgivning inden for politisk prioriterede og tematisk afgrænsede forskningsområder. Stk. 4. Rådet kan efter anmodning give forskningsfaglig rådgivning inden for politisk prioriterede og tematisk afgrænsede forskningsområder til private institutioner. Stk. 5. Rådet skal desuden af egen drift opsøge nye forskningstendenser, jf. § 17, stk. 6. Stk. 6. Rådet afgiver hvert år til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling en rapport om sit virke. Struktur og kompetencer
§ 19. Det Strategiske Forskningsråd består af en bestyrelse og et meget begrænset antal programkomiteer.
(Stk. 6)
§ 20. Bestyrelsen består af en formand og otte medlemmer. Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling udpeger formanden og ét medlem. De øvrige medlemmer udpeges af ministeren efter åbent opslag. Stk. 3. Bestyrelsen skal sammensættes af anerkendte forskere og af forskningskyndige, der repræsenterer brugerinteresser. Formanden og de øvrige medlemmer skal desuden have indsigt i og erfaring med varetagelse af strategiske forskningsopgaver i dansk og i international sammenhæng. Stk. 4. Bestyrelsen skal tilsammen repræsentere kompetencer inden for alle væsentlige forskningsfaglige interesser i både det offentlige og det private forskningssystem. Kompetencerne omfatter indsigt i:
- Grundlæggende forskning og uddannelse.
- Strategisk forskning, herunder sektorforskning og forskning på hospitaler.
- Samarbejde mellem virksomheder og offentlige forskningsinstitutioner.
- Teknologisk udvikling og innovation.
- Internationalt forskningssamarbejde.
- Forskeruddannelse.
- Menneskelige ressourcer og sociale processer. Stk. 5. Formanden og de otte medlemmer udpeges i deres personlige egenskab. Bestyrelsen udpeges for en periode på 4 år. Genudpegning kan ske for 2 år. Hvis et medlem afgår i utide, kan et nyt medlem udpeges for mindre end 4 år. Stk. 6. Bestyrelsen udarbejder en forretningsorden.
(Stk. 5)
§ 21. Bestyrelsen kan efter egen vurdering i meget begrænset omfang nedsætte et antal programkomiteer med bevillingskompetence til at støtte forskning inden for politisk definerede og tematisk afgrænsede forskningsområder, jf. § 17, stk. 1. Stk. 2. Bestyrelsen fastlægger antallet af programkomiteer og deres afgrænsning i forhold til hinanden. Bestyrelsen skal i den forbindelse sikre, at antallet holdes på det lavest mulige niveau, og at alle komiteer ophører, når deres opgave er fuldført. Stk. 3. Bestyrelsen orienterer Koordinationsudvalget om initiativer efter stk. 1 og 2. Stk. 4. Bestyrelsen har ikke selv bevillingskompetence, men fordeler de strategiske programmidler til programkomiteerne eller i visse tilfælde til et eller flere af de faglige forskningsråd, jf. § 9. Stk. 5. Samtlige medlemmer af en programkomité skal være anerkendte forskere. Medlemmer af et fagligt forskningsråd, jf. § 9, kan udpeges som medlemmer af en programkomité. Medlemmerne udpeges af bestyrelsen.
(Stk. 2)
§ 22. Bestyrelsen har alene i generelle administrative anliggender en instruktionsbeføjelse over for programkomiteerne. Hvor et eller flere af de faglige forskningsråd er tillagt opgaver efter § 21, stk. 4, har bestyrelsen samme beføjelse over for disse råd. Stk. 2. Bestyrelsen er øverste ansvarlig for den forskningsfaglige rådgivning, som gives efter § 18. Bestyrelsen kan dog delegere rådgivningsopgaver til bestyrelsesformanden, sekretariatet eller en programkomité.
(Stk. 2)
§ 23. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte nærmere regler for:
- Det Strategiske Forskningsråds generelle tilskudsforudsætninger i forbindelse med fondsfunktionen.
- Rådets regnskabsaflæggelse.
- Rådets indkaldelse af ansøgninger og kravene hertil.
- Rådets sagsbehandling i forbindelse med fondsfunktionen. Ministeren kan herunder bestemme, at der i et nærmere bestemt omfang skal inddrages eksterne eksperter ved bedømmelsen af ansøgninger.
- Rådets tildeling af stipendier til forskere og personer under forskeruddannelse, jf. § 17, stk. 3. Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte formkrav og tidsfrister i forbindelse med forholdene i stk. 1, nr. 3-5, herunder bestemme, at manglende overholdelse af formkrav og tidsfrister medfører, at ansøgningen kan afvises.
(Stk. 2)
§ 24. Bestyrelsens, programkomiteernes eller de faglige forskningsråds afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan bestemme, at klager over retlige spørgsmål i forbindelse med afgørelser truffet af programkomiteerne eller af de faglige forskningsråd efter delegation fra Det Strategiske Forskningsråd kan indbringes for ministeren efter regler fastsat af denne.
Koordinationsudvalget
Koordinationsudvalget
(Stk. 5)
§ 25. Koordinationsudvalget har til formål at fremme samarbejdet om fondsfunktionen mellem Det Frie Forskningsråd, Det Strategiske Forskningsråd, Danmarks Grundforskningsfond og det øvrige forskningssystem og sammenhængen mellem fondsfunktionen og øvrige statslige forskningsbevillinger. Stk. 2. Udvalget koordinerer arbejdet og opgaveløsningen i de to råd og i fonden, jf. stk. 1. Udvalget skal i den forbindelse bidrage til fremme og koordinering af dansk forsknings internationale aktiviteter. Stk. 3. Udvalget skal i forbindelse med opgaverne efter stk. 1 og 2 virke for forskningssamarbejdet med Færøerne og Grønland. Stk. 4. Udvalget udarbejder fælles, ensartede, bindende retningslinjer for Det Frie Forskningsråds og Det Strategiske Forskningsråds udøvelse af fondsfunktionen, jf. §§ 7 og 17. Stk. 5. I sager vedrørende koordinering af fondsfunktionen er udvalget et konsensusorgan og har ingen bestemmende myndighed over det øvrige forskningsrådssystem. Ved udarbejdelsen af retningslinjer efter stk. 4 træffer udvalget dog afgørelse ved almindelig stemmeflerhed. Rådgivning om forskeruddannelse
(Stk. 7)
§ 26. Koordinationsudvalget rådgiver om forskeruddannelse inden for alle videnskabelige forskningsområder, herunder forskerskoleinitiativer, med henblik på støtte og stimulering af den formaliserede forskeruddannelse. Opgaverne omfatter:
- Fremme af kvalitetsudvikling og internationalisering af den danske forskeruddannelse.
- Sikring af koordinering af forskeruddannelsens udvikling og volumen i Danmark. Stk. 2. Udvalget rådgiver ministeren for videnskab, teknologi og udvikling om støtte til forskeruddannelse og rådgiver desuden efter anmodning ministeren, Folketinget og regeringen om forskeruddannelse i øvrigt. Stk. 3. Udvalget kan efter anmodning bistå offentlige institutioner med rådgivning om forskeruddannelse. Stk. 4. Udvalget kan efter anmodning give rådgivning om forskeruddannelse til private institutioner. Stk. 5. Udvalget har til opgave at styrke formidlingen af den danske forskeruddannelse. Stk. 6. Udvalget skal desuden som en central forudsætning for sit virke søge at fremme indarbejdelsen af stærke og attraktive forskeruddannelsesmiljøer i hele forskningssystemet. Udvalget skal i den forbindelse indgå i et udstrakt samarbejde med universiteter, sektorforskningsinstitutioner og forskningsinstitutioner under Kulturministeriet. Stk. 7. I sager vedrørende rådgivning om støtte til forskeruddannelse træffer udvalget afgørelse ved almindelig stemmeflerhed.
(Stk. 4)
§ 27. Til brug for varetagelsen af opgaverne efter § 26 kan Koordinationsudvalget indhente forskningsfaglig rådgivning om forskeruddannelse fra et efter egen vurdering nedsat underudvalg. Stk. 2. Samtlige medlemmer af underudvalget skal være forskeruddannelseskyndige. Stk. 3. Koordinationsudvalget træffer ved almindelig stemmeflerhed alle beslutninger vedrørende nedsættelsen af underudvalget, jf. stk. 1 og 2. Stk. 4. Koordinationsudvalget kan i stedet for at nedsætte et underudvalg vælge at indhente forskningsfaglig rådgivning om forskeruddannelse fra Det Frie Forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd, jf. §§ 9 og 19. Struktur og kompetencer
(Stk. 6)
§ 28. Koordinationsudvalget består af en formand og seks medlemmer. Stk. 2. Udvalget sammensættes af bestyrelsesformændene for Det Frie Forskningsråd, Det Strategiske Forskningsråd og Danmarks Grundforskningsfond, to medlemmer indstillet af Rektorkollegiet, ét medlem indstillet af Sektorforskningens Direktørkollegium og ét medlem indstillet af Rådet for Teknologi og Innovation. Stk. 3. Den administrative leder for bl.a. Det Frie Forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd, jf. § 35, stk. 2, og den administrative leder for Danmarks Grundforskningsfond deltager begge som observatører i udvalgets møder. Stk. 4. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling udpeger de fire medlemmer, som indstilles i medfør af stk. 2. Medlemmerne udpeges for en periode på 4 år. Genudpegning kan ske for 2 år. Hvis et medlem afgår i utide, kan et nyt medlem udpeges for mindre end 4 år. Stk. 5. Udvalget konstituerer sig for en periode på 4 år og vælger af sin midte en formand. Stk. 6. Udvalget udarbejder en forretningsorden, som skal godkendes af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.
(Stk. 2)
§ 29. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte nærmere regler for:
- Koordinationsudvalgets indkaldelse af ansøgninger og kravene hertil.
- Udvalgets sagsbehandling i forbindelse med rådgivning om støtte til forskeruddannelse. Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte formkrav og tidsfrister i forbindelse med forholdene i stk. 1, herunder bestemme, at manglende overholdelse af formkrav og tidsfrister medfører, at ansøgningen kan afvises.
§ 30. Koordinationsudvalgets indstillinger og udtalelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed
Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed
(Stk. 4)
§ 31. Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed har til opgave at behandle sager vedrørende videnskabelig uredelighed, der rejses ved klage. Stk. 2. Hvis udvalgene konstaterer, at der i en sag foreligger videnskabelig uredelighed, kan udvalgene:
- Orientere den indklagedes arbejdsgiver, hvis vedkommende er ansat som forsker.
- Henstille, at det pågældende videnskabelige arbejde skal trækkes tilbage.
- Orientere vedkommende offentlige myndighed, som fører tilsyn med området.
- Foretage politianmeldelse, hvis der er tale om en strafbar lovovertrædelse.
- Efter særlig anmodning fra en ansættelsesmyndighed udtale sig om graden af videnskabelig uredelighed. Stk. 3. Formanden træffer afgørelse i retlige spørgsmål, jf. § 32, stk. 2. Stk. 4. Udvalgene offentliggør en årlig beretning om deres virksomhed.
(Stk. 5)
§ 32. Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed består af et eller flere udvalg dækkende alle videnskabelige forskningsområder. Stk. 2. Formanden for udvalgene skal være landsdommer. Stk. 3. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætter antallet af medlemmer. For hvert medlem skal der endvidere være en suppleant. Medlemmer og suppleanter skal alle være anerkendte forskere, der tilsammen dækker alle videnskabelige forskningsområder, jf. § 36, stk. 2. Stk. 4. Formanden udpeges af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling. Medlemmerne og suppleanterne udpeges af ministeren i deres personlige egenskab efter høring af Det Frie Forskningsråd. Formanden, de øvrige medlemmer og suppleanterne udpeges for en periode på 4 år. Genudpegning kan ske for 2 år. Hvis et medlem eller en suppleant udtræder i utide, kan et nyt medlem eller en ny suppleant udpeges for mindre end 4 år. Stk. 5. Udvalgene udarbejder en forretningsorden, som skal godkendes af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.
§ 33. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte nærmere regler for Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredeligheds virke.
§ 34. Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredeligheds afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Forskellige bestemmelser
Forskellige bestemmelser
(Stk. 3)
§ 35. Sekretariatsbetjeningen af Danmarks Forskningspolitiske Råd varetages af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Stk. 2. Det Frie Forskningsråd, Det Strategiske Forskningsråd, Koordinationsudvalget og Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed sekretariatsbetjenes af et uafhængigt sekretariat. Stk. 3. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling eller den, der bemyndiges af ministeren hertil, fører tilsyn med bevillingsanvendelsen og legaliteten i forbindelse med Det Frie Forskningsråds, Det Strategiske Forskningsråds og Koordinationsudvalgets arbejde.
(Stk. 2)
§ 36. Medlemmer af et af de af loven omfattede organer eller af Danmarks Grundforskningsfonds bestyrelse kan ikke sidde i andre af de af loven omfattede organer. Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er dog ikke til hinder for, at et medlem af et fagligt forskningsråd kan være medlem af en programkomité eller omvendt, jf. § 14, stk. 1, og § 21, stk. 5. Tilsvarende gælder for de medlemmer af Koordinationsudvalget, hvis medlemskab følger af deres hverv, jf. § 28, stk. 2, og for medlemmer af Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed samt deres suppleanter, jf. § 32, stk. 3.
§ 37. Det Frie Forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd kan modtage tilskud fra anden side end staten. Ikkestatslige midler skal holdes adskilt fra statslige midler.
§ 38. Tilskudsgiver efter denne lov kan kræve tilskud tilbagebetalt, hvis tilskudsforudsætningerne ikke overholdes.
§ 39. Det Frie Forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd skal offentliggøre vejledende retningslinjer for deres bevillingspraksis.
§ 40. Loven revideres i folketingssamlingen 2007-08 på baggrund af en evaluering af forskningsrådssystemets rådgivning om støtte til forskeruddannelse.
Ikrafttræden m.v.
Ikrafttræden m.v.
(Stk. 8)
§ 41. Loven træder i kraft den 1. januar 2004. Samtidig ophæves lov om forskningsrådgivning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 676 af 19. august 1997. Stk. 2. Regler, der er fastsat med hjemmel i lov om forskningsrådgivning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 676 af 19. august 1997, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af regler udstedt i medfør af denne lov. Stk. 3. Formanden for og medlemmerne af det nuværende Danmarks Forskningsråd indtræder som formand for og medlemmer af Danmarks Forskningspolitiske Råd og fortsætter indtil udløbet af deres nuværende periode med mulighed for genudpegning, hvis genudpegning kunne ske efter de hidtidige regler. Stk. 4. De nuværende statslige forskningsråds rettigheder og pligter overtages af henholdsvis Det Frie Forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd, jf. §§ 7 og 17. Stk. 5. De nuværende statslige forskningsråd fortsætter som faglige forskningsråd efter denne lov, indtil bestyrelsen for Det Frie Forskningsråd har fastlagt grænserne mellem rådene og der er nedsat faglige forskningsråd i medfør af denne lov. Stk. 6. Medlemmerne af de nuværende statslige forskningsråd kan genudpeges til de faglige forskningsråd, hvis de efter de hidtidige regler kunne genudpeges til det pågældende statslige forskningsråd. Stk. 7. De nuværende programkomiteer fortsætter, indtil de har opfyldt deres af det nuværende Forskningsforum pålagte hverv. Efter nedlæggelsen af Forskningsforum refererer programkomiteerne til bestyrelsen for Det Strategiske Forskningsråd. Stk. 8. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan i forbindelse med lovens gennemførelse fravige bestemmelserne om udpegningsperiodens længde for medlemmerne af bestyrelsen for Det Frie Forskningsråd og for Det Strategiske Forskningsråd, jf. § 10, stk. 3, og § 20, stk. 5.
Givet på Christiansborg Slot, den 28. maj 2003, den 28. maj 2003 MARGRETHE R.
Metadata
- Type
- docType.LOVH
- År
- 2003
- Ikrafttrædelsesdato
- 28. juni 2007