TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om bekæmpelse af salmonella i konsumægshønsehold og opdræt hertil

BEK nr 44 af 23/01/2003

DanmarkBekendtgørelse2003

§ 1

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Konsumægshønsehold:
  • a) et hønsehold, hvorfra der sælges æg til konsum eller til teknisk brug,
  • b) et hønsehold på mere end 100 høner, der producerer æg til konsum,
  • c) opdræt til konsumægsproduktion omfattet af litra a eller b samt
  • d) hønsehold, der er registeret i henhold til § 4, stk. 2.
  1. CHR-nummer: Et unikt nummer, der i Fødevareministeriets Centrale Husdyrbrugs Register (CHR) identificerer en bestemt geografisk beliggenhed.
  1. En epidemiologisk enhed: En samling af høns uden direkte smittemæssig kontakt til andre høns. Fødevaredirektoratet afgør i tvivlstilfælde afgrænsningen af en epidemiologisk enhed ud fra en vurdering af de driftsmæssige forhold på ejendommen.
  1. En flok: En samling af høns, der udgør en epidemiologisk enhed.

§ 2

Ejendomme med konsumægshønsehold, som er anset for at være mistænkt eller smittet med salmonella, er omfattet af bekendtgørelsen indtil samtlige restriktioner pålagt hønseholdet i medfør af denne bekendtgørelse er ophævet af fødevareregionen, uanset der ikke længere er hønsehold på ejendommen, og uanset der ikke længere sælges æg fra hønseholdet.

§ 3

Denne bekendtgørelse omfatter alle typer af salmonellabakterier undtagen Salmonella Gallinarum og Salmonella Pullorum (hønsetyfus).

§ 4

Et konsumægshønsehold skal af ejeren anmeldes til registrering i Det Danske Fjerkræraad samt til fødevareregionen.

Stk. 2

Andre hønsehold end de i § 1, nr. 1, litra a - c, nævnte kan lade sig registrere som konsumægshønsehold, jf. § 1, litra d, hvorefter disse omfattes af de for konsumægshønsehold gældende regler, dog med undtagelse af § 6 og § 7, og med de undtagelser, der er nævnt i § 10, stk. 1, 2. pkt. og § 12, stk. 4. Det er ikke tilladt at sælge æg til konsum fra hønsehold omfattet af disse undtagelser.

Stk. 3

Anmeldelsen skal foretages på et skema, som rekvireres fra Det Danske Fjerkræraad, Trommesalen 5, 4. sal, 1614 København V.

Stk. 4

Det Danske Fjerkræraad sørger for, at ejendommen tildeles et CHR-nummer i Det Centrale Husdyrbrugsregister, samt at hvert staldrum (hus) beregnet til en flok tildeles et entydigt ét- eller tocifret husnummer.

Stk. 5

Ved stalddørssalg af æg skal ejeren sørge for, at forbrugeren ved skiltning oplyses om, at hønsebesætningen er underkastet laboratoriemæssige salmonellaundersøgelser i overensstemmelse med denne bekendtgørelse. Det Danske Fjerkræraad tilsender årligt ejeren det skilt, som skal anvendes. Skiltet skal anbringes på en iøjnefaldende måde på det sted, hvor leveringen af æg sker.

Stk. 6

Ejeren af et hønsehold omfattet af denne bekendtgørelse skal påse, at der ved indgangen til hvert hus opsættes tydelig skiltning, hvoraf CHR-nummer samt husnummeret for det pågældende hus fremgår, jf. stk. 4.

§ 5

Ejeren af et konsumægshønsehold skal skriftligt underrette Det Danske Fjerkræraad om adresseændringer, ejerskifte, bortforpagtning eller ophør af hønseholdet eller ægproduktion senest en måned efter, at ændringen er sket.

Stk. 2

Ved ophør af konsumægsproducerende hønsehold skal ejeren endvidere skriftligt underrette fødevareregionen senest en måned efter, at ændringen har fundet sted.

§ 6

Enhver, der producerer æg fra et konsumægshønsehold, skal sørge for, at hønsene stammer fra opdræt registreret som konsumægshønsehold i Det Danske Fjerkræraad, jf. § 4, stk. 1, og kun har haft kontakt med sådanne opdræt eller er importeret i partier med mere end 20 stk., jf. bekendtgørelse om samhandel inden for Den Europæiske Union med fjerkræ og rugeæg samt indførsel heraf fra tredjelande, jf. dog § 4, stk. 2.

§ 7

Enhver, der opdrætter høns i et konsumægshønsehold, skal sørge for, at opdrættet stammer fra rugerier registreret i henhold til bekendtgørelse om indretning og drift af rugerier og rugeægsproducerende virksomheder med høns, kalkuner, gæs og ænder, eller at opdrættet er importeret i partier med mere end 20 stk., jf. bekendtgørelse om samhandel inden for Den Europæiske Union med fjerkræ og rugeæg samt indførsel heraf fra tredjelande, jf. dog § 4, stk. 2.

§ 8

Ejeren af et konsumægshønsehold skal føre optegnelse over tilgang og afgang af høns fra hønseholdet. Optegnelsen skal omfatte:

  1. Antal dyr indsat.
  1. Dato for indsætning af daggamle kyllinger.
  1. Navn og adresse på rugeriet, der har leveret kyllingerne.
  1. Dato for indsætning af hønniker i stalde til ægproduktion.
  1. Angivelse af navn og adresse på leverandøren af hønnikerne, samt hvor disse er blevet opdrættet. Såfremt konsumægproduktionen og hønnikeopdrættet foregår på samme ejendom, skal lokaliteten/huset, hvori hønnikerne er opdrættet, angives.
  1. Afgang af høns, herunder modtageren af de pågældende høns.
Stk. 2

Ejeren af et konsumægshønsehold skal ugentligt føre optegnelse over flokkens æglægningsprocent. Ejeren af et konsumægshønsehold skal endvidere føre optegnelse over hver eneste afgang af æg, med antal æg, dato for levering samt navn og adresse på modtageren.

Stk. 3

De i stk. 1 og 2 nævnte optegnelser skal opbevares i mindst 2 år.

§ 9

Ejeren af et autoriseret ægpakkeri eller en autoriseret virksomhed, der fremstiller varmebehandlede ægprodukter, skal sikre sig, at æg leveret til pakkeriet eller ægproduktvirksomheden stammer fra konsumægshønsehold eller fra fjerkrævirksomheder registreret i Fødevaredirektoratet i henhold til bekendtgørelse om indretning og drift af rugerier og rugeægsproducerende virksomheder med høns, kalkuner, gæs og ænder eller er importeret i henhold til bekendtgørelse om veterinærkontrol ved indførsel af animalske levnedsmidler m.v.

Stk. 2

Ejeren af et autoriseret ægpakkeri, skal ligeledes sikre sig, at æg leveret til pakkeriet kommer fra et hønsehold der er undersøgt for salmonella med negativt resultat i henhold til denne bekendtgørelse.

Stk. 3

Autoriserede ægpakkerier må ikke modtage æg fra flokke, som er mistænkt for at være smittet eller er konstateret smittet med salmonella, jf. § 12, stk. 5 og § 14, stk. 1, nr. 4.

§ 10

Ejeren af et konsumægshønsehold skal sørge for, at der fra hver flok udtages og indsendes materiale til undersøgelse for salmonella eller for antistoffer mod salmonella efter reglerne i bilag 1. Der skal dog ikke udtages materiale til undersøgelse fra konsumægshønsehold omfattet af § 4, stk. 2.

Stk. 2

Visse udtagelser og indsendelser af materiale i henhold til bilag 1 forestås dog af en dyrlæge eller fødevareregionen.

Stk. 3

Hvis fødevareregionen finder det påkrævet udfra en smittemæssig vurdering skal ejeren af et konsumægshønsehold på regionens anmodning foretage hyppigere prøveudtagelse end angivet i bilag 1 eller lade udtage ekstraordinære prøver eller rutineprøver under offentlig kontrol i konsumægshønseholdet.

Stk. 4

Materialet skal indsendes til Danmarks Veterinærinstitut eller til et af Fødevaredirektoratet hertil godkendt laboratorium med angivelse af CHR-nummer og husnummer.

Stk. 5

Ejeren af et konsumægshønsehold skal opbevare samtlige salmonella undersøgelsesresultater i mindst 2 år.

§ 11

Finder et laboratorium, jf. § 10, stk. 4, salmonella i materiale indsendt i henhold til § 10, stk. 1 - 3, skal laboratoriet straks sende prøver fra dette materiale til Danmarks Veterinærinstitut, Hangøvej 2, 8200 Århus N, til verifikation samt type- og eventuel fagtype- og resistensbestemmelse. Laboratoriet skal samtidig indberette fundet til fødevareregionen.

Stk. 2

Finder et laboratorium, jf. § 10, stk. 4, positiv reaktion for antistoffer mod salmonella i materiale indsendt i henhold til § 10, stk. 1 - 3, eller i materiale indsendt i anden anledning, skal laboratoriet straks indberette resultatet til fødevareregionen.

Stk. 3

Resultater af salmonellaundersøgelser fra konsumægshønsehold omfattet af denne bekendtgørelse, samt resultater af salmonellaundersøgelser foretaget i anden anledning, skal af laboratoriet overføres elektronisk til en database i Det Danske Fjerkræraad, snarest efter at prøveresultatet foreligger.

§ 12

Konstateres salmonella eller positiv reaktion for antistoffer mod salmonella i materiale indsendt fra et konsumægshønsehold i henhold til § 10, stk. 1 - 3, eller i materiale indsendt i anden anledning, anses flokken som mistænkt for at være smittet med salmonella.

Stk. 2

Kan infektion med salmonella hos mennesker spores tilbage til æg fra et konsumægshønsehold eller et afgrænset antal konsumægshønsehold, kan enkelte eller samtlige flokke i hvert konsumægshønsehold anses som mistænkt for at være smittet med salmonella.

Stk. 3

Findes en flok smittet med salmonella, jf. § 13, kan andre flokke i konsumægshønseholdet eller flokke i andre konsumægshønsehold, som har leveret eller modtaget dyr fra flokken, anses som mistænkte for at være smittet med salmonella.

Stk. 4

Fra en mistænkt flok, jf. stk. 1 - 3, forestår fødevareregionen udtagelse og indsendelse af aflivede høns eller andet materiale til undersøgelse på Danmarks Veterinærinstitut i henhold til bilag 1. Ejeren af sådanne hønsehold orienteres skriftligt om fundet, jf. stk. 1, samt om smitterisikoen. Det i 1. pkt. nævnte materiale udtages ikke fra hønsehold omfattet af § 4, stk. 2.

Stk. 5

Æg fra en mistænkt flok, jf. stk. 1 - 3, må ikke anvendes til konsum, medmindre de leveres direkte til en autoriseret virksomhed til fremstilling af varmebehandlede ægprodukter.

§ 13

En flok anses som smittet med salmonella, hvis Danmarks Veterinærinstitut bekræfter mistanken ved laboratoriemæssig undersøgelse af det i § 12, stk. 4, nævnte materiale.

§ 14

Fødevareregionen sætter et konsumægsproducerende hønsehold med én eller flere smittede flokke under tilsyn. Fødevareregionen sætter ligeledes et opdræt til konsumægproduktion med en eller flere smittede flokke under tilsyn. Et tilsyn omfatter, at

  1. ejeren skal sørge for, at smittede flokke holdes isolerede,
  1. høns fra flokken ikke må sælges eller på anden måde overdrages til levebrug,
  1. høns fra flokken kun må slagtes til konsum på nærmere fastsatte vilkår og kun såfremt de slagtes på et godkendt eller autoriseret fjerkræslagteri under ledsagelse af passérseddel, der er udstedt af fødevareregionen,
  1. æg fra hønseholdet kun må anvendes til konsum på nærmere fastsatte vilkår, og kun såfremt de leveres direkte til en autoriseret virksomhed til fremstilling af varmebehandlede ægprodukter, under ledsagelse af passérseddel,
  1. dyr ikke må indsættes i hønseholdet,
  1. den rutinemæssige prøveudtagelse i smittede flokke suspenderes, jf. § 10, stk. 1,
  1. personer, der færdes mellem smittede og ikke smittede flokke, skal træffe foranstaltninger for at hindre smittespredning,
  1. ejeren skal iværksætte en udvidet skadedyrsbekæmpelse,
  1. ejeren sørger for, at gødning, foder og lignende produkter behandles efter fødevareregionens anvisninger, og
  1. ejeren sørger for, at redskaber, maskiner og lignende der anvendes i bedriften rengøres og desinficeres inden de fjernes fra ejendommen.
Stk. 2

Når en flok er fundet smittet med salmonella, iværksætter fødevareregionen en intensiveret prøveudtagelse på ejendommen, jf. § 10, stk. 3, i de konsumægsproducerende flokke, som ikke er fundet smittet.

Stk. 3

Når en smittet flok er sat ud, skal ejeren sørge for at flokkens opholdssteder rengøres og desinficeres snarest muligt efter udsættelsen.

Stk. 4

Tilsynet ophæves af fødevareregionen, når fødevareregionen vurderer, at besætningen ikke længere udgør en smitterisiko, og den i § 15 nævnte rengøring og desinfektion er godkendt af fødevareregionen.

§ 15

Genindsættelse af høns i bygninger, hvor en smittet flok har opholdt sig, samt salg eller modtagelse af æg herfra må tidligst ske efter, at fødevareregionen har godkendt den i § 14, stk. 3, nævnte rengøring og desinfektion. Godkendelsen meddeles på baggrund af visuel bedømmelse samt undersøgelse af svaberprøver udtaget og indsendt af fødevareregionen til Danmarks Veterinærinstitut.

Stk. 2

Ved ophør med konsumægshønsehold i et staldrum kan fødevareregionen frafalde kravet om rengøringen og desinfektionen efter en nærmere vurdering af de smittemæssige forhold på ejendommen. Ved frafald af kravet skal ejeren afgive en skriftlig erklæring om, at der i en periode på minimum to år ikke må indsættes høns i staldrummet. Redskaber, inventar m.v., der har været brugt i forbindelse med hønseholdet, må dog ikke anvendes eller fjernes fra ejendommen, medmindre disse rengøres og desinficeres. Rengøringen og desinfektionen skal godkendes af fødevareregionen.

§ 16

Hvis fødevareregionen finder det påkrævet, skal ejeren af et konsumægshønsehold, som aktuelt er fundet smittet med salmonella, på regionens anmodning lade udarbejde et egenkontrolprogram, der omfatter personale, bygninger og drift med henblik på at forebygge og begrænse mulighederne for smitte med salmonella. Hvis en ejer har flere hønsehold, kan fødevareregionen pålægge et samlet egenkontrolprogram for alle ejerens hønsehold.

Stk. 2

Egenkontrolprogrammet, jf. stk. 1, og alle senere ændringer heri skal godkendes af fødevareregionen.

Stk. 3

Fødevareregionen kan påbyde at indsættelse af nyt fjerkræ i en virksomhed først kan ske, når der foreligger et godkendt egenkontrolprogram, jf. stk. 1.

Stk. 4

Manglende overholdelse af egenkontrolprogrammet, jf. stk. 1, kan medføre, at virksomhedens godkendelse af opdrætshuse i henhold til bekendtgørelse om indretning og drift af virksomheder med opdræt af hønniker til konsumægsproduktion tilbagekaldes.

§ 17

Fødevaredirektoratet afholder 75% af udgifterne til undersøgelse af prøver udtaget i henhold til § 10, stk. 1,

  1. for producenter med flokke, registreret med stalddørssalg, med op til 500 høner på CHR-niveau og
  1. for konsumægsproducenter, der er registreret med op til 1000 høner på CHR-niveau, og som leverer æg til autoriseret ægpakkeri.

§ 18

Fødevaredirektoratet yder erstatning for høns, der aflives i henhold til § 12, stk. 4. Hønsene erstattes til en værdi, der er fastlagt i en skala, der angiver hønsenes handelsværdi fra 1. leveuge til udsætningstidspunktet. Skalaen kan rekvireres i Fødevaredirektoratet.

§ 19

Arbejde, som fødevareregionen udfører i henhold til denne bekendtgørelse, jf. § 10, stk. 2 – 3, § 12, stk. 4 og § 15, skal betales af producenten eller virksomheden m.v. efter den til den enhver tid gældende bekendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer og levende dyr m.v.

§ 20

Andre udgifter i medfør af denne bekendtgørelse end de i §§ 17-19 anførte er Fødevaredirektoratet uvedkommende.

§ 21

Med bøde straffes den, der:

  1. overtræder, § 4, stk. 1, 3, 5 eller 6, §§ 5-9, § 10, stk. 1, eller stk. 3 -5, § 11, § 12, stk. 5, § 14, stk. 1 eller 3, § 15, § 16, stk. 1 eller 2, eller,
  1. undlader at efterkomme påbud efter § 16, stk. 3 eller
  1. tilsidesætter vilkår fastsat i medfør af § 14, stk. 1, nr. 3 eller 4.
Stk. 2

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 22

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2003.

Stk. 2

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 863 af 1. oktober 2001 om bekæmpelse af salmonella i konsumægshønsehold og opdræt hertil.

Udtagelse og indsendelse af prøver til undersøgelse for salmonella, jf. § 10, stk. 1 – 3 og § 12, stk. 1-4

Bilag 1

Indsendelse af prøver

Materiale til bakteriologisk undersøgelse (sokkeprøver, gødningsprøver, materiale fra kasser med daggamle kyllinger eller døde kyllinger), skal sendes til Danmarks Veterinærinstitut, Hangøvej 2, 8200 Århus N, eller til et af Fødevaredirektoratet hertil godkendt laboratorium.

Materiale til undersøgelse for antistoffer mod salmonella (blodprøver eller æg) skal sendes til Danmarks Veterinærinstitut, Bülowsvej 27, 1790 København V, eller til et af Fødevaredirektoratet hertil godkendt laboratorium.

Udtagelse af prøver generelt

Anvisning i udtagelse af prøver skal rekvireres fra Det Danske Fjerkræraad. Ved en sokkeprøve forstås en prøve af gødning opsamlet under rundgang i stalden ved hjælp af ca. 15 cm. tubegaze som trækkes uden på rengjorte tørre gummistøvler. Ved en gødningsprøve forstås en frisk afsat gødningsklat. Gødningsprøver udtages kun i produktionsanlæg, hvor det ikke er praktisk muligt at udtage sokkeprøver. Der udtages og indsendes prøver fra hver flok. Alt materiale skal indsendes hurtigst muligt efter opsamlingen og skal emballeres forsvarligt før indsendelse.

Antallet af æg eller blodprøver, som skal udtages til undersøgelse, afhænger af flokstørrelsen jf. tabel 1:

Tidspunkt for undersøgelse, type af prøvemateriale og antal af andre prøver, som skal udtages, findes under de enkelte produktionstyper.

Undersøgelser i opdrætsflokke

Materialet skal ledsages af en indsendelsesformular, som skal rekvireres fra Danmarks Veterinærinstitut eller fra et af Fødevaredirektoratet hertil godkendt laboratorium. På formularen skal samtlige relevante rubrikker udfyldes. For hver flok (ved daggamle kyllinger udtages dog pr. leverance af kyllinger) udtages og indsendes følgende prøver:

  1. Daggamle kyllinger:

a) 20 selvdøde eller aflivede kyllinger og

b) prøver fra 10 af de kasser, som kyllingerne er leveret i til virksomheden. Fra kasser uden beklædning udtages svaberprøver med 5 vatpinde pr. kasse. Fra kasser med indvendig beklædning udtages 25-50 g papir, strøelse og gødning.

  1. 3 uger gamle kyllinger:

5 par sokkeprøver eller 300 gødningsprøver i produktionsanlæg, hvor udtagelse af sokkeprøver ikke er muligt. I flokke med mindre end 200 dyr udtages dog kun 2 par sokkeprøver eller 60 gødningsprøver.

  1. Mindst 12 uger gamle kyllinger, dog senest 2 uger før flytning:

Blodprøver jf. tabel 1, samt 5 par sokkeprøver eller 300 gødningsprøver i produktionsanlæg, hvor udtagelse af sokkeprøver ikke er muligt. I flokke med mindre end 200 dyr udtages blodprøver jf. tabel 1, samt 2 par sokkeprøver eller 60 gødningsprøver. Prøveudtagelse og indsendelse forestås af en dyrlæge eller fødevareregionen.

Konsumægshønsehold, som leverer æg til autoriseret ægpakkerier, til teknisk brug eller til autoriseret virksomhed, der fremstiller varmebehandlede ægprodukter

For hver flok udtages et antal æg efter tabel 1, samt 2 par sokkeprøver. I produktionsanlæg, hvor udtagelse af sokkeprøver ikke er muligt, udtages samme antal gødningsprøver, som der udtages æg. Prøverne skal udtages og indsendes 6 gange om året. Prøverne skal udtages og indsendes hver 9. uge.

Prøverne skal ved indsendelse til laboratoriet ledsages af stregkoder. Stregkoder rekvireres fra Det Danske Fjerkræraad.

Konsumægshønsehold, som ikke leverer æg til autoriseret ægpakkeri, til teknisk brug eller til autoriseret virksomhed, der fremstiller varmebehandlede ægprodukter

For hver flok udtages et antal æg efter tabel 1.

Prøverne udtages og indsendes 3 gange om året. Prøverne skal udtages og indsendes hver 18. uge.

Prøverne skal ved indsendelse til laboratoriet ledsages af stregkoder. Stregkoder rekvireres fra Det Danske Fjerkræraad.

Undersøgelse af mistænkte flokke

Prøveudtagelse og indsendelse af materiale fra mistænkte flokke, jf. § 12, stk. 1-4, forestås af fødevareregionen. Fødevareregionen vurderer omfanget af prøveudtagelsen. Som hovedregel udtages og indsendes følgende materiale:

  1. Hvis en flok mistænkes for at være smittet med Salmonella Typhimurium eller Salmonella Enteritidis, udtages følgende:

a) Fra flokke på 1-199 dyr udtages 2 par sokkeprøver samt et antal æg eller blodprøver efter tabel 1.

b) Fra flokke på 200-499 dyr udtages 30 aflivede høns samt et antal æg eller blodprøver efter tabel 1. Fra opdrætsflokke udtages desuden 2 par sokkeprøver.

c) Fra flokke på 500 dyr eller derover udtages 60 aflivede høns samt 60 æg eller 60 blodprøver. Fra opdrætsflokke udtages desuden 5 par sokkeprøver.

  1. Hvis en flok mistænkes for at være smittet med andre typer salmonella end Salmonella Typhimurium eller Salmonella Enteritidis udtages 2 par sokkeprøver i flokke på 1-199 dyr og 5 par sokkeprøver i flokke på 200 dyr eller derover.

Antal høns i flokken

Antal æg eller blodprøver der skal udtages i flokken

1-24

Antal prøver svarende til antal høns, dog højst 20 prøver

25-29

20

30-39

25

40-49

30

50-59

35

60-89

40

90-199

50

200-499

55

500 eller derover

60

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2003
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2003
Bekendtgørelse om bekæmpelse af salmonella i konsumægshønsehold og opdræt hertil | TheLawyer.sh