TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om indholdet i børnehaveklassen

BEK nr 499 af 13/06/2003

DanmarkBekendtgørelse2003

§ 1

Undervisningen i børnehaveklassen skal være med til at lægge fundamentet for skolens arbejde med elevernes alsidige personlige udvikling ved at give det enkelte barn udfordringer, der udvikler barnets nysgerrighed, videbegær og lyst til at lære og gør barnet fortroligt med skolen.

Stk. 2

Det tilstræbes, at børnene som en del af den alsidige personlige udvikling tilegner sig viden og færdigheder, som undervisningen i skolens grundlæggende fag kan bygge videre på.

Stk. 3

Undervisningen i børnehaveklassen skal skabe sammenhæng både mellem børnenes overgang fra hjem og dagtilbud til skolen og mellem børnehaveklasse, de efterfølgende klassetrin og skolefritidsordning/dagtilbud.

§ 2

Leg skal udgøre et centralt element i undervisningen med vægt på legens egenværdi og læring gennem leg og legelignende aktiviteter.

Stk. 2

Undervisningen i børnehaveklassen skal tage udgangspunkt i og videreudvikle færdigheder, viden og erfaringer, som børnene har tilegnet sig i familie, dagtilbud og fritid.

Stk. 3

Undervisningen skal tilstræbe, at børnene udvikler lyst til og motivation for at beskæftige sig med skolens indhold, sociale fællesskab og særlige arbejdsformer og herved bidrage til, at børnene forberedes på den videre skolegang.

Stk. 4

Undervisningen tilrettelægges, så børnene erfarer, at de er en del af et større socialt fællesskab.

Stk. 5

Indholdet i undervisningen skal mindst omfatte følgende temaer:

  1. Sprog og udtryksformer.
  1. Naturen og naturfaglige fænomener.
  1. Det praktisk musiske.
  1. Bevægelse og motorik.
  1. Sociale færdigheder.
  1. Samvær og samarbejde.
Stk. 6

Indholdsbeskrivelser med tilhørende mål for de enkelte temaer fremgår af bilag 1 - 6.

§ 3

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2003.


Undervisningsministeriet, den 13. juni 2003, den 13. juni 2003

/P.M.V.Uffe Toudal PedersenStyrelseschef Lisa Goth/

Sprog og udtryksformer

Bilag 1

Mål

Undervisningens indhold

Undervisningen skal lede frem mod, at børnene ved slutningen af børnehaveklassen har tilegnet sig viden og færdigheder, der sætter dem i stand til at:

  • Lytte, fortælle, fabulere og genfortælle med forståelse for, at sproglige udtryk kan være forskellige.

Undervisningen skal indeholde fortælling og oplæsning, som stimulerer børnenes lyst til at lytte opmærksomt. Indholdet skal omfatte både fakta og fiktion og udvikle børnenes ordforråd og begrebsverden samt appellere til deres fantasi og lyst til at beskæftige sig med bøger og andre skriftlige medier. Der lægges vægt på, at børnene selv får mulighed for at fortælle, fabulere og genfortælle med anvendelse af forskellige udtryksformer.

  • Indgå i samtale og dialog med bevidsthed om egen rolle.

Gennem klassesamtaler og dialog øver børnene forskellige former for tale- og lytteroller, herunder at føre ordet og at lytte opmærksomt til andre.

  • Vise opmærksomhed og interesse for det talte og skrevne sprog og for selv at meddele sig i tal, skrift og tegning og kunne skelne mellem tal og bogstaver.

Undervisningen skal omfatte aktiviteter og lege med lyde, rim, rytmer og grafiske symboler, herunder bogstaver og tal. Børnene skal gøre erfaringer med at meddele sig gennem tegning og skrift, herunder såvel almindelige som selvopfundne tegn, bogstav- og skriftformer.

Natur og naturfaglige fænomener

Bilag 2

Mål

Undervisningens indhold

Undervisningen skal lede frem mod, at børnene ved slutningen af børnehaveklassen har tilegnet sig viden og færdigheder, der sætter dem i stand til at:

  • Lægge mærke til naturfaglige fænomener fra hverdagen, herunder være i stand til at reflektere over, stille spørgsmål til og diskutere deres iagttagelser.

I undervisningen sættes der fokus på undersøgende, eksperimenterende og legende aktiviteter. Aktiviteterne skal tilrettelægges, så børnene får mulighed for at udbygge deres naturfaglige forståelse, herunder begreber som tid og rum, årets og døgnets gang samt vejret.

  • Tage hensyn til og vise respekt for naturen.

Undervisningen skal lægge vægt på at udvikle børnenes interesse, nysgerrighed og respekt for naturen. Som en del af undervisningen skal børnene lære, hvordan man færdes i naturen, bruger den hensynsfuldt og undgår at gøre skade på flora og fauna, samt hvordan de selv kan bidrage til forbedring af miljøet.

  • Have kendskab til tal og tælleremser.

Undervisningen skal give børnene erfaring med at beskrive ting og oplevelser ved hjælp af tal gennem konkrete oplevelser herunder boldspil, terning- og brætspil samt konkrete tælle- og sorteringsopgaver.

  • Beskrive naturfaglige iagttagelser blandt andet med brug af kategorierne størrelse, form, antal og vægt.

Undervisningen sigter mod, at børnenes sprog udvikles, så de kan beskrive, navngive og diskutere naturfaglige iagttagelser, genstande og fænomener. De skal udvikle begyndende kendskab til det matematisk-naturfaglige områdes særlige sprog, som giver mulighed for forskellige grader af præcision, herunder kategorierne størrelse, form, antal og vægt.

Det praktisk musiske

Bilag 3

Mål

Undervisningens indhold

Undervisningen skal lede frem mod, at børnene ved slutningen af børnehaveklassen har tilegnet sig viden og færdigheder, der sætter dem i stand til at:

  • Opleve forskelligartede kulturindtryk og udtrykke sig på forskellige måder.

Undervisningen skal tilrettelægges, så børnene får mulighed for med alle sanser at erfare, at viden, indtryk og oplevelser kan erhverves fra forskellige udtryksformer og medier, herunder billeder, musik, sange, film, fortællinger og dramatiske optrin. Børnene skal selv gøre erfaringer og eksperimentere med at anvende disse udtryksformer både i voksenstyrede sammenhænge og i frie aktiviteter på eget initiativ.

  • Benytte forskellige materialer, redskaber og teknikker.

Igennem skabende aktiviteter skal børnene opnå kendskab til og fortrolighed med brugen af forskellige redskaber, instrumenter, materialer, teknikker og arbejdsformer, der knytter sig til det praktisk musiske område, herunder brug af it og medier.

Bevægelse og motorik

Bilag 4

Mål

Undervisningens indhold

Undervisningen skal lede frem mod, at børnene ved slutningen af børnehaveklassen har tilegnet sig viden og færdigheder, der sætter dem i stand til at:

  • Beherske og bruge kroppen varieret og vise udholdenhed.

Gennem forskellige former for leg og aktiviteter skal undervisningen sikre, at børnene bruger kroppen varieret, og samtidig motivere dem til fysisk aktivitet, herunder stimulere deres glæde ved at bevæge sig og vise udholdenhed. Gennem idrætsaktiviteter, bevægelseslege og arbejde skal børnene opøve elementære grovmotoriske færdigheder og grundlæggende bevægelsesmønstre og blive fortrolige med anvendelsen af forskellige former for redskaber og værktøj.

  • Beherske finmotoriske bevægelser.

Undervisningen skal støtte børnene i at videreudvikle deres finmotoriske bevægelser. Igennem aktiviteter som at klippe, tegne, male og anvende it, udvikler de deres finmotoriske færdigheder og øver øje-hånd koordination.

  • Udnytte hele skolen og dens legeområder og kende lokalområdets muligheder og begrænsninger.

Undervisningen skal inddrage skolens legeområder såvel ude som inde på en sådan måde, at børnene bliver fortrolige med og kan udnytte dem. Børnene skal lære at orientere sig sikkert i deres lokalområde både i forhold til at begå sig i trafikken og til at kunne anvende lokalområdets tilbud.

Sociale færdigheder

Bilag 5

Mål

Undervisningens indhold

Undervisningen skal lede frem mod, at børnene ved slutningen af børnehaveklassen har tilegnet sig viden og færdigheder, der sætter dem i stand til at:

  • Etablere og vedligeholde venskaber og lege sammen med børn med andre normer og værdier end deres egne.

Igennem undervisning og leg skal børnene opleve betydningen af at have venner, og de skal være bekendt med deres eget ansvar i forhold til at udvikle og vedligeholde gode relationer til både børn og voksne.

  • Medvirke til at opbygge klassens normer og regler.

Undervisningen skal tilrettelægges, så børnene inddrages i aftaler om, hvilke regler og normer, der skal gælde i klassen, og hvordan reglerne overholdes. De skal opleve, at de har indflydelse på og kan påvirke klassens aftaler.

  • Tage del i ansvaret over for fællesskabet.

Undervisningen tilrettelægges, så børnene lærer at påtage sig opgaver, som ligger ud over deres personlige interesser, herunder at overholde aftaler om orden, oprydning og arbejdsro.

  • Varetage dagligdagens personlige funktioner, herunder kunne forstå og følge en instruktion.

Aktiviteterne i børnehaveklassen skal styrke og videreudvikle børnenes færdigheder i forhold til at være selvhjulpne. De skal gøre erfaringer med at modtage og forstå en kollektiv besked og handle derefter.

Samvær og samarbejde

Bilag 6

Mål

Undervisningens indhold

Undervisningen skal lede frem mod, at børnene ved slutningen af børnehaveklassen har tilegnet sig viden og færdigheder, der sætter dem i stand til at:

  • Kende og efterleve almindelige regler og normer for klasseundervisning og gruppearbejde.

Undervisningen skal tilrettelægges så børnene introduceres til mange forskellige organisations- og samarbejdsformer, herunder arbejde alene, parvis, i grupper og i klasseundervisning. Igennem samarbejdet lærer børnene at give og modtage hjælp, inspiration og ros og udvikle tålmodighed over for situationer, hvor de må sætte egne interesser til side for fællesskabets skyld.

  • Komme med forslag til undervisningens indhold og foreslå arbejdsformer og aktiviteter, der passer til indholdet, og opstille enkle mål for eget arbejde.

Undervisningen skal tage udgangspunkt i børnenes interesser og løbende inspirere dem til at uddybe disse samt udvikle nye. Børnene skal opleve, at de ved at blive inddraget i valg af indhold, målsætning og evaluering har indflydelse på undervisningen, og at de selv og andre bliver glade og stolte, når målet nås.

  • Tage initiativ og foretage valg, herunder fastholde valget.

Aktiviteterne skal tilrettelægges, så børnene bliver fortrolige med at tage initiativer og træffe valg mellem flere muligheder i både frie og voksenstyrede aktiviteter.

  • Fordybe sig både i individuelt arbejde og i samarbejde i større og mindre grupper.

Undervisningen skal lægge vægt på at børnene udvikler evne til at fastholde deres opmærksomhed og fordybe sig i forskellige aktiviteter, og de skal lære at skelne imellem konstruktiv arbejdsuro og forstyrrende støj.

  • Tale om egen arbejdsindsats og give udtryk for, om de har nået de fastsatte mål.

Undervisningen skal indføre børnene i et arbejdsforløbs forskellige processer, herunder at foretage valg, opstille mål, fordybe sig i arbejdsprocessen og evaluere det færdige arbejde.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2003
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2003