Bekendtgørelse om indbetaling af Særlig Pensionsopsparing ved udbetaling af dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel
BEK nr 526 af 18/06/2003
§ 1
Der indbetales Særlig Pensionsopsparing for lønmodtagere, der får udbetalt dagpenge fra en arbejdsgiver eller fra kommunen efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.
Når dagpengene udbetales af en arbejdsgiver, betragtes bidraget til Særlig Pensionsopsparing som bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension og indbetales kun, hvis lønmodtageren er omfattet af Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Arbejdsgiveren og kommunen indbetaler Særlig Pensionsopsparing efter stk. 1 og 2 af dagpenge udbetalt inden udgangen af det år, hvor lønmodtageren fylder 64 år. For personer, der inden den 1. juli 1999 er fyldt 60 år, dog inden udgangen af det år, hvor lønmodtageren fylder 66 år.
§ 2
For lønmodtagere omfattet af § 1, indbetales 1 pct. af dagpengene til Særlig Pensionsopsparing. Beregningen foretages efter fradrag af dagpengemodtagerens andel af ATP-bidraget.
Kommunen eller arbejdsgiveren tilbageholder opsparingsbeløbet ved udbetaling af dagpengene.
§ 3
Kommunerne indbetaler opsparingsbeløbet for perioder, hvor de udbetaler sygedagpenge. Opsparingsbeløbet pr. uge nedrundes til nærmeste hele kronebeløb. Indbetaling sker til en særlig konto for Særlig Pensionsopsparing på de indbetalingskort, som Arbejdsmarkedets Tillægspension udsender ved hvert kvartals udløb.
§ 4
Kommunerne indberetter senest den 1. juni det samlede opsparingsbeløb for den enkelte lønmodtager for det foregående år. Indberetning sker særskilt og direkte til Arbejdsmarkedets Tillægspension.
§ 5
Det samlede opsparingsbeløb forfalder til betaling den 1. i måneden efter hvert kvartals udløb. Kommunen indbetaler det samlede opsparingsbeløb til Arbejdsmarkedets Tillægspension senest den 14. i måneden efter kvartalets udløb. For opsparingsbeløb, der skal indbetales i januar måned, er sidste rettidige indbetalingsdag dog den 20. januar.
§ 6
Sker indbetaling af opsparingsbeløbet ikke rettidigt, skal kommunen betale renter af beløbet med 1½ pct. for hver påbegyndt måned fra kvartalets udløb.
§ 7
Arbejdsgivere indbetaler opsparingsbeløbet for perioder, hvor de udbetaler sygedagpenge, jf. dog § 1, stk. 2. Indbetaling sker sammen med indbetaling af ATP-bidrag og efter de herom gældende regler.
§ 8
Arbejdsgivere indberetter summen af opsparingsbeløbet og det sædvanlige ATP-bidrag. Indberetningen sker med et samlet beløb på oplysningssedlen til Told- og Skattestyrelsen, som videresender oplysningerne til Arbejdsmarkedets Tillægspension.
§ 9
Hvis en lønmodtager skal tilbagebetale dagpenge, som er modtaget med urette, skal indbetalte opsparingsbeløb af denne ydelse overføres fra Arbejdsmarkedets Tillægspension til kommunen. Beløb under 50 kr. tilbagebetales ikke.
Hvis en lønmodtager er fyldt 64 ½ år, og det efterfølgende konstateres, at der er indbetalt for lidt eller for meget i pensionsopsparing, skal der ikke ske regulering af de indbetalte beløb. For lønmodtagere, der er fyldt 60 år inden den 1. juli 1999, er aldersgrænsen i 1. pkt. 66 ½ år.
§ 10
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2003, jf. dog stk. 3, og finder anvendelse ved udbetaling af dagpenge i forbindelse med fravær fra og med den første udbetalingsuge eller udbetalingsperiode efter den 1. juli 2003.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 517 af 24. juni 2002. om indbetaling af Den Særlige Pensionsopsparing ved udbetaling af dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.
Bekendtgørelsens § 1, stk. 3, og § 9, stk. 2, træder i kraft den 1. januar 2004.
Beskæftigelsesministeriet, den 18. juni 2003, den 18. juni 2003
/Claus Hjort Frederiksen Lise Fangel/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2003
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2003