Bekendtgørelse om indbetaling af Særlig Pensionsopsparing ved udbetaling af kontanthjælp og andre ydelser
BEK nr 527 af 18/06/2003
§ 1
Der indbetales Særlig Pensionsopsparing for personer, der modtager en ydelse efter §§ 25, 52, stk. 1, og 74 d, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, og § 45, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og som betaler ATP-bidrag i henhold til § 79 i lov om aktiv socialpolitik.
Særlig Pensionsopsparing indbetales efter stk. 1 af ydelser der er udbetalt inden udgangen af det år, hvor lønmodtageren fylder 64 år. For personer, der inden den 1. juli 1999 er fyldt 60 år, dog inden udgangen af det år, hvor lønmodtageren fylder 66 år.
§ 2
For personer omfattet af § 1 indbetales 1 pct. af ydelsen til Særlig Pensionsopsparing. Beregningen foretages efter fradrag af ydelsesmodtagerens andel af ATP-bidraget. Opsparingsbeløb pr. måned afrundes til nærmeste hele kronebeløb.
Kommunen tilbageholder opsparingsbeløbet ved udbetaling af ydelsen.
§ 3
Det samlede opsparingsbeløb af de enkelte ydelser opgøres kvartalsvis af kommunen. Indbetaling sker på de girokort, som Arbejdsmarkedets Tillægspension udsender ved hvert kvartals udløb til en særlig konto for Særlig Pensionsopsparing.
Det samlede opsparingsbeløb forfalder til betaling den 1. i måneden efter hvert kvartals udløb. Kommunen indbetaler det samlede opsparingsbeløb til Arbejdsmarkedets Tillægspension senest den 14. i måneden efter kvartalets udløb. For opsparingsbeløb, der skal indbetales i januar måned, er den sidste rettidige indbetalingsdag dog den 20. januar.
Sker indbetaling af opsparingsbeløbet ikke rettidigt, skal kommunen betale renter af beløbet med 1,5 pct. for hver påbegyndt måned fra kvartalets udløb.
§ 4
Kommunerne indberetter senest den 1. juni det samlede opsparingsbeløb for det foregående år for den enkelte ydelsesmodtager. Indberetningen sker særskilt og direkte til Arbejdsmarkedets Tillægspension.
§ 5
Hvis en ydelsesmodtager skal tilbagebetale en ydelse, der er nævnt i denne bekendtgørelse, skal det indbetalte opsparingsbeløb af denne ydelse overføres fra Arbejdsmarkedets Tillægspension til kommunen. Beløb under 50 kr. tilbagebetales ikke.
Hvis en ydelsesmodtager er fyldt 64 ½ år, og det efterfølgende konstateres, at der er indbetalt for lidt eller for meget i pensionsopsparing, skal der ikke ske regulering af de indbetalte beløb. For ydelsesmodtagere, der er fyldt 60 år inden den 1. juli 1999, er aldersgrænsen i 1. pkt. 66 ½ år.
§ 6
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2003, jf. dog stk. 3, og finder anvendelse ved udbetaling af ydelser som vedrører perioden fra og med 1. juli 2003.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 523 af 7. juni 2001 om indbetaling af Den Særlige Pensionsopsparing ved udbetaling af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.
Bekendtgørelsens § 1, stk. 2, og § 5, stk. 2, træder i kraft den 1. januar 2004.
Beskæftigelsesministeriet, den 18. juni 2003, den 18. juni 2003
/Claus Hjort Frederiksen Lise Fangel/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2003
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2003