TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats

BEK nr 578 af 19/06/2003

DanmarkBekendtgørelse2003

§ 1

Ansvaret for og styringen af beskæftigelsesindsatsen, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, påhviler den statslige arbejdsformidling, kommunalbestyrelsen og amtsrådet.

Måltal for kommunerne anvendelse af andre aktører

Måltal for kommunerne anvendelse af andre aktører

§ 2

Kommunen skal i forbindelse med udarbejdelse af de kommunale budgetter fastsætte måltal for kommunens anvendelse af andre aktører i beskæftigelsesindsatsen for den kommende 3-årige periode. Måltallene skal begrundes og offentliggøres.

Stk. 2

Kommunen indsender oplysningerne om måltal elektronisk til Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Inddragelse af andre aktører

Inddragelse af andre aktører

§ 3

Arbejdsformidlingen, kommunalbestyrelsen og amtsrådet kan indgå aftaler med andre aktører om varetagelse af opgaverne efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

§ 4

Arbejdsformidlingen, kommunalbestyrelsen og amtsrådet skal ved inddragelse af andre aktører i varetagelse af opgaverne efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats udbyde opgaverne i overensstemmelse med de gældende regler for udbudsforretninger. Arbejdsformidlingen, kommunalbestyrelsen og amtsrådet kan tillige indgå aftale om varetagelse af opgaverne ved samarbejdsaftaler uden betaling, jf. dog stk. 2.

Stk. 2

Arbejdsformidlingen kan alene ved udbud overlade til andre aktører at gennemføre det individuelle kontaktforløb, herunder CV-samtalen, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kapitel 6 og 7. Det er en betingelse for at lade andre gennemføre CV-samtalen, at denne indgår som en integreret del af kontaktforløbet

§ 5

Arbejdsformidlingen og kommunen kan henvise personer, der er omfattet af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, til en anden aktør, der varetager opgaver efter denne lov.

Stk. 2

Hvis enten Arbejdsformidlingen eller kommunen skønner, at flere aktører er næsten lige effektive i forhold til at bringe personen i ordinær beskæftigelse, skal personen kunne vælge mellem disse aktører.

Stk. 3

Arbejdsformidlingen og kommunen kan overlade oplysninger til den anden aktør om personens tidligere beskæftigelse, uddannelse, kvalifikationer og øvrige forhold, som er af betydning for den anden aktørs mulighed for at varetage indsatsen over for personen, jf. § 48 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Den anden aktør må ikke benytte de modtagne oplysninger til egne formål eller i øvrigt disponere over dem uden Arbejdsformidlingens eller kommunens accept.

§ 6

Forvaltningslovens regler om tavshedspligt samt reglerne for videregivelse af oplysninger efter lov om behandling af personoplysninger finder anvendelse for de andre aktører.

Stk. 2

Kommunen og Arbejdsformidlingen skal sikre sig, at aktøren forpligter sig til at overholde regler om IT-sikkerhed, jf. lov om behandling af personoplysninger.

§ 7

Den anden aktør skal skriftligt meddele enten Arbejdsformidlingen eller kommunen, hvis personen ikke deltager i de aktiviteter, som den anden aktør tilrettelægger, eller hvis personen i øvrigt udviser en adfærd, der gør det vanskeligt for aktøren at varetage indsatsen over for personen.

Tilbud til særlige målgrupper

Tilbud til særlige målgrupper

§ 8

Kommunen vurderer, om de nævnte målgrupper i § 2, nr. 1 – 3, jf. § 22, stk. 4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, har behov for et tilbud efter kapitel 10 og 11 med henblik på, at den enkelte opnår samfundsmæssig forståelse. Behovet for disse tilbud kan vise sig ved, at de børn, de har forældremyndighed over og bor sammen med, har problemer i skolen eller i fritidslivet, og forældrene ikke i tilstrækkelig grad medvirker til at støtte børnenes udvikling og læring om sociale adfærd m.v.

Underretning om virksomhedspraktik

Underretning om virksomhedspraktik

§ 9

Kommunen skal underrette koordinationsudvalget om kommunens anvendelse af virksomhedspraktik.

Stk. 2

Kommunen underretter koordinationsudvalget en gang om måneden. Den enkelte kommune og koordinationsudvalget vil dog kunne aftale, at underretningen sker med længere eller kortere intervaller, hvis der er enighed herom.

Stk. 3

Underretningen fra kommunen skal indeholde oplysninger om

  1. antallet af etablerede virksomhedspraktikpladser,
  1. varigheden af virksomhedspraktikperioderne
  1. fordelingen på offentlige og private virksomheder,
  1. inden for hvilke brancher, der er givet tilbud om virksomhedspraktik samt
  1. navn på de virksomheder, hvor der er etableret virksomhedspraktik.

Tilvejebringelse af offentlige arbejdspladser med løntilskud

Tilvejebringelse af offentlige arbejdspladser med løntilskud

§ 10

(Amts)kommunerne og staten kan give Arbejdsformidlingen tilbud om at ansætte ledige medlemmer af en arbejdsløshedskasse med løntilskud.

Stk. 2

Kommunerne er forpligtet til at fremskaffe en kvote ansættelser med løntilskud til ansættelse af ledige medlemmer af en arbejdsløshedskasse inden for eget forvaltningsområde eller anden offentlig arbejdsgiver, jf. § 47 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

Stk. 3

Kommunerne har pligt til at stille pladserne til rådighed for ledige i hele AF-regionen.

§ 11

Kvoten, jf. § 10, stk. 2, fastsættes én gang årligt af beskæftigelsesministeren efter forelæggelse for finansministeren og efter indstilling fra Beskæftigelsesrådet.

Stk. 2

Ansættelser med løntilskud ud over de fastsatte kvoter beror på en aftale mellem Arbejdsformidlingen og ansættelsesmyndigheden.

Stk. 3

Kommunerne kan indbyrdes udveksle ansættelse med løntilskud. Dette forudsætter en godkendelse fra den (eller de) respektive Arbejdsformidling(er).

§ 12

(Amts)kommunen og staten videregiver sine tilbud om ansættelse med løntilskud til Arbejdsformidlingen med nærmere angivelse af det faglige indhold.

Stk. 3

(Amts)kommunen og staten afgør som arbejdsgiver, om den ledige skal ansættes i det pågældende tilbud. Kommunen er dog inden for kvoten generelt forpligtet til at ansætte de ledige, som Arbejdsformidlingen visiterer til ansættelse i kommunen.

Stk. 4

Arbejdsmarkedsrådet kan fastsætte nærmere retningslinier om visitation og ansættelse af ledige med løntilskud i (amts)kommunen og staten.

Statistiske indberetninger

Statistiske indberetninger

§ 13

Ansvaret for indberetninger til brug for statistiske opgørelser vedrørende personer, der modtager tilbud i henhold til denne bekendtgørelse, påhviler den myndighed, som afgiver tilbudet.

Stk. 2

Ansvaret for statistiske indberetninger af dagpengemodtagere til CRAM påhviler arbejdsløshedskasserne. Ansvaret for statistiske indberetninger af ledige kontanthjælpsmodtagere påhviler Arbejdsformidlingen. Arbejdsformidlingen kan dog aftale med en kommune, at kommunen overtager ansvaret for indberetning af ledige kontanthjælpsmodtagere til CRAM.

§ 14

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2003.


Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 19. juni 2003, den 19. juni 2003

/Lars Goldschmidt Kim Svendsen-Tune/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2003
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2003
Bekendtgørelse om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats | TheLawyer.sh