TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision vedr. lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og lov om delpension

BEK nr 592 af 27/06/2003

DanmarkBekendtgørelse2003

§ 1

Bekendtgørelsen anvendes for udbetaling af refusion, regnskabsaflæggelse og revision af regnskaber for de udgifter i lov om aktiv socialpolitik bortset fra kapitel 10 og 10 a, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og lov om delpension, som er omfattet af ordninger om refusion eller tilskud i øvrigt fra staten.

§ 2

Bekendtgørelsen gælder for kommuner, herunder Københavns og Frederiksberg Kommuner og Bornholms Regionskommune, samt amtskommuner.

Bogføring, kontoplan og betingelser for statsrefusion

Bogføring, kontoplan og betingelser for statsrefusion

§ 3

Kommuner og amtskommuner foretager en fuldstændig og løbende bogføring af samtlige udgifter og indtægter, der i årets løb afholdes eller modtages i henhold til de love, som bekendtgørelsen omfatter, jf. § 1.

Stk. 2

Konteringen følger de regler, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet fastsætter i »Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner «.

§ 4

For at opnå statsrefusion skal følgende betingelser være opfyldt:

  1. Ydelsen/tilskuddet skal være tildelt i overensstemmelse med lovgivningen.
  1. Udgifterne skal være bogført i overensstemmelse med konteringsreglerne.
  1. Kravene i denne bekendtgørelse skal være opfyldt.

Administrationsudgifter m.v.

Administrationsudgifter m.v.

§ 5

Kommuner og amtskommuner afholder endeligt udgifter til rådgivning, tilsyn og administration m.v., som finder sted i forvaltningen, samt uden for forvaltningen i tilknytning til eller som led i et tilbud eller udbetaling af en ydelse/tilskud.

Stk. 2

Udgifterne nævnt i stk. 1 omfatter bl.a. udgifter til konsulentstøtte, lægeerklæringer, revision, regnskabsføring og særlig tilrettelagt rådgivning eller vejledning, evt. tilrettelagt som opsøgende arbejde, herunder kommunernes udgifter til vejledning, sagsbehandling og det individuelle kontaktforløb, til udarbejdelse af jobplaner og til administration i øvrigt, herunder lægeerklæringer m.v., efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovens § 117, stk. 1, og amtskommunernes udgifter til sagsbehandling, administration, herunder vejledning og konsulentstøtte, efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovens § 117, stk. 2.

Stk. 3

Tolkeudgifter i forbindelse med en kommunes eller amtskommunes generelle vejledningsforpligtelse er en ikke-refusionsberettigende administrationsudgift, uanset om tolkebistanden vedrører døve/tunghøre eller personer med et andet sprog. Udgifter til tolkebistand, der er et nødvendigt led i en i øvrigt refusionsberettigende foranstaltning, anmeldes til refusion efter samme regler, som gælder for foranstaltningen.

Kommunernes refusionsberettigende udgifter med tilbagebetalingspligt

Kommunernes refusionsberettigende udgifter med tilbagebetalingspligt

§ 6

En ydelse med tilbagebetalingspligt anmeldes fuldt ud til refusion, når den udbetales. Tilbagebetalinger skal, når de indgår, føres til fradrag i den løbende opgørelse af de refusionsberettigende udgifter.

Stk. 2

Hvis en person, der har modtaget en ydelse med tilbagebetalingspligt flytter til en anden kommune, skal denne kommune sørge for inddrivelsen og afregne indbetalte beløb én gang årligt til den tidligere opholdskommune, der fører betalingen til fradrag i den løbende opgørelse af de refusionsberettigende udgifter.

Stk. 3

Hvis et beløb, der har været holdt uden for refusionsordningen, tilbagebetales til en kommune, holdes tilbagebetalingen uden for refusionsordningen.

Stk. 4

Beløb, herunder tilskud, der kræves tilbagebetalt på grund af modtagerens forhold, behandles som beskrevet i stk. 1 og 2.

Udgifter til udlændinge

Udgifter til udlændinge

§ 7

Kommuners og amtskommuners udgifter til udlændinge, jf. § 107 i lov om aktiv socialpolitik og § 124 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan anmeldes til statsrefusion.

§ 8

Når der ydes hjælp til en familie, hvor hjælpen til kun den ene ægtefælle er omfattet af udlændingebestemmelserne, jf. § 7, skal udgifterne konteres på en sådan måde, at det er muligt at udskille den andel, der gælder udlændingen. Hjælp til fællesbørn fordeles med halvdelen til hver af forældrene. Udgifter til hjælp, der alene vedrører den anden ægtefælle, kan ikke anmeldes til statsrefusion som udgifter til udlændinge.

§ 9

Når en asylansøger indgår ægteskab med en person, der er dansk statsborger eller har permanent opholdstilladelse i Danmark uden at være omfattet af § 107 i lov om aktiv socialpolitik og § 124 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og ægteparret herefter har behov for hjælp, er der ikke adgang til refusion efter § 107 i lov om aktiv socialpolitik og § 124 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Dokumentations- og registreringssystemet i kommunerne

Dokumentations- og registreringssystemet i kommunerne

§ 10

Der skal være etableret betryggende og hensigtsmæssige forretningsgange for sagsbehandling og for udbetaling af ydelser/tilskud, herunder for de anvendte edb-systemer. De opstillede retningslinier for dokumentations- og kvalitetskontrol, herunder retningslinier for personalemæssig adskillelse, må ikke fraviges.

Stk. 2

Hvis en kommune ved registrering af sagen og beregning af ydelsen/tilskuddet anvender et edb-system, og hvis databehandlingen helt eller delvis foretages af andre end den dataansvarlige kommune, skal kommunen sikre, at der foreligger en uafhængig revisorerklæring om, at det pågældende system fungerer i et edb-miljø med en tilfredsstillende system- og datasikkerhed, og at de interne kontroller i systemerne sikrer en fuldstændig og nøjagtig behandling af godkendte transaktioner.

§ 11

Der skal i hver kommune foreligge et dokumentations- og regnskabssystem bestående af Journalen

  1. journal,
  1. arkiv og
  1. personbogføring.

§ 12

Al relevant dokumentation vedrørende ydelser/tilskud til personer skal journaliseres, jf. § 21. Personsagen skal indeholde al relevant dokumentation eller henvisninger hertil. Dokumentationen skal være lettilgængelig for revisionen. Anvendes forskellige journalsystemer vedrørende samme person, skal dette, tillige med oplysning om, hvor ansvaret for pågældendes sag til enhver tid er placeret, fremgå af kommunens retningslinier for sagsbehandlingen og af oversigtsjournalen.

§ 13

Grundlaget for tildeling af hjælpen (ydelsen/tilskuddet), jf. § 4, herunder beregningsmetoden, og alle oplysninger om senere ændringer af forholdene, der kan medføre en ændring i tildelingen eller udmålingen af hjælpen, samt dokumentation herfor, skal fremgå af hver enkelt sag. Hvis hjælpen er ydet med tilbagebetalingspligt, skal årsagen hertil anføres.

Stk. 2

Hvis en ydelse/tilskud er tilkendt eller ændret på et grundlag, som afviger fra de normale regler, skal der anføres særlig bemærkning herom.

Stk. 3

I mere omfattende sager, typisk sager med flere ydelses- eller foranstaltningstyper, skal der foreligge en samlet oversigt i kronologisk rækkefølge over henvendelser, ydelser/tilskud og afgørelser i et regnskabsår (summarisk datooversigt).

§ 14

I forbindelse med oprettelse af en sag, og inden der udbetales ydelser/tilskud til en person, skal følgende fremgå af personsagen og være dokumenteret:

  1. Personens CPR-nummer eller henvisningsnummer.
  1. Statsborgerforhold, herunder opholdsgrundlag.
  1. Bopæl.
  1. Civilstand.
  1. Ægtefælle og børn (ved CPR-nummer og henvisningsnummer).
  1. Ydelsens art.
  1. Personens og en eventuel ægtefælles eller samlevers indtægts- og formueforhold af betydning for tildeling eller udmåling af en ydelse, og ændring heraf.
  1. Beregningsmetode ved udmåling af en ydelse. Beregningsmetoden anses for dokumenteret ved henvisning til typekoder i kommunens edb-baserede program.
Stk. 2

Hvis en person deltager i et tilbud eller modtager tilskud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skal følgende oplysninger endvidere fremgå af personsagen og være dokumenteret:

  1. Tilbudstype med henvisning til den konkrete foranstaltning, som personen deltager i (aktør, uddannelsesinstitution, institution, projekt, virksomhed eller lign.).
  1. Tilskuddets art (løntilskud, hjælpemidler, mentorer osv).
  1. Beregningsmetode og -grundlag ved udmåling af tilskud.
Stk. 3

Ydes hjælpen i form af løntilskud m.v. til en virksomhed skal der på personsagen være dokumentation for den indgåede aftale, herunder oplysning om virksomhedens navn, CVR-nr., tlf.nr., kontaktperson og kontonummer.

Stk. 4

Hvis personen deltager i et kommunalt tilbud, hvis driftsudgifter afholdes af kommunen, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats §§ 118-119, henvises i personsagen til en særlig sag for tilbuddet, jf. § 15.

Stk. 5

Borgeren skal ved sagens start udtrykkelig orienteres om, at afgivne oplysninger ved sagens start og senere sagsopfølgning vil blive kontrolleret også ved indhentelse af supplerende oplysninger, herunder i elektronisk form. Dette skal fremgå af sagen og være dokumenteret.

Stk. 6

Det skal fremgå af personsagen, hvilke ydelser/tilskud, herunder løntilskud, der er ydet til hver person eller familie, herunder om hjælpen er ydet med tilbagebetalingspligt, og om der er ydet hjælp eller iværksat foranstaltninger af anden art end kontante ydelser, som er af betydning for en oversigt over familiens samlede økonomi.

Stk. 7

Oplysninger, der på tidspunktet for revisionens kontrol er umiddelbart tilgængelige i forvaltningen via elektroniske medier, betragtes som tilstrækkeligt dokumenteret. Det skal fremgå af sagen, hvornår og på hvilken måde de forskellige oplysninger er dokumenteret.

Stk. 8

Hvis der undtagelsesvis ikke foreligger sædvanlig dokumentation i form af udskrifter eller lignende fra folkeregistre, skatteforvaltninger, andre myndigheder, skoler, arbejdsgivere eller udlejere m.v. samt kopi af oplysninger om økonomiske forhold i øvrigt, skal årsagen hertil fremgå af sagen.

Stk. 9

Hvis afgørelsen om, hvorvidt og med hvilke beløb en ydelse/tilskud skal udbetales, helt eller delvis beror på et skøn, skal grundlaget herfor være angivet.

Stk. 10

Oplysningerne nævnt i stk. 1-4, og de overvejelser og skøn, som i øvrigt ligger til grund for beslutninger i den enkelte sag, skal fremgå af sagen. Det gælder, uanset om overvejelser og skøn vedrører en gruppe af ensartede sager.

§ 15

En kommunes driftsudgifter vedrørende tilbud, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats §§ 118-119, skal registreres særskilt på en sag. Følgende oplysninger skal fremgå af sagen og være dokumenteret:

  1. Tilbuddets/foranstaltningens navn
  1. CVR.nr.
  1. Tlf.nr.
  1. Ansvarlig.
  1. Evt. gironr. eller konto nr.
  1. Tilbudstype.
  1. Budget.
  1. Disponerede og udbetalte beløb.
  1. Tilknyttede CPR-numre til tilbuddet med angivet varighed af deltagelse.
Stk. 2

Driftsudgifterne til tilbud skal være dokumenterede, og der skal foreligge tidsregistreringer for hver enkelt medarbejder med antal timer på projektet. Tidsregistreringen skal attesteres af projektleder.

Stk. 3

Arbejdsmarkedsstyrelsen udarbejder en vejledning om dokumentationskrav vedr. opgørelse og refusion af driftsudgifter efter §§ 118-119 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, herunder vejledning om afgrænsning af refusionsberettigende driftsudgifter fra de i § 5 nævnte administrationsudgifter m.v. samt vejledning om opgørelse af helårspersoner ved beregningen af rådighedsbeløbet efter lovens § 118, stk. 1.

§ 16

Det skal registreres på den enkelte sag, hvornår sagen skal tages frem med henblik på opfølgning og fornyet vurdering, jf. kravene i de enkelte love.

Stk. 2

Sagen skal indeholde oplysning om grundlaget for og resultatet af den foretagne vurdering.

§ 17

I sager, hvor kommunen skal tage hensyn til ansøgerens økonomiske forhold for at tage stilling til, hvad der kan ydes af hjælp, kan kommunalbestyrelsen vælge at fravige reglerne om dokumentation og beslutte, at det ikke er nødvendigt, at der er kopi i sagen af de bilag, som dokumenterer ansøgerens økonomiske situation. Det er herved en forudsætning, at sagsbehandleren har set den nødvendige dokumentation for de økonomiske oplysninger, og at de økonomiske oplysninger samt dokumentationens art er noteret i sagen. Arkiv

§ 18

De gældende regler for arkivering og kassation af andet kommunalt arkivmateriale finder anvendelse på det i § 11 nævnte arkiv. Personbogføring

§ 19

Personbogføringen omfatter ydelser/tilskud til hver person eller familie efter de love, bekendtgørelsen omfatter, og skal indeholde oplysninger om:

  1. Personens CPR-nummer.
  1. Ydelsesart (kontonummer eller anden angivelse af den tilkendte ydelse/tilskud).
  1. Beløb.
  1. Ydelsesdato.
Stk. 2

Personbogføringen skal foretages på en sådan måde, at der umiddelbart kan foretages en opgørelse over ydelser/tilskud, herunder løntilskud, til hver person eller familie, jf. § 14, stk. 6, og om hjælpen er ydet med tilbagebetalingspligt.

Stk. 3

Ved årets udgang skal det fremgå af personbogføringen, om der er tale om ydelser/tilskud med skattepligt.

Stk. 4

Af kommunens finansielle status skal fremgå de samlede udestående fordringer vedrørende hjælp efter lov om aktiv socialpolitik og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats ydet med tilbagebetalingspligt. De udestående fordringer skal være specificeret på samme måde som tilbagebetalingerne efter kontoplanen i »Budget og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner«.

§ 20

Personbogføring af ydelser/tilskud i lov om aktiv socialpolitik og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skal ske løbende i overensstemmelse med den budgetspecifikation, som er udarbejdet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, og som udgør refusionsgrundlaget for hver af de anvendte konti i »Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner«. Registreringerne skal ske i overensstemmelse med rækkefølgen i kontoplanen og dennes ordlyd, herunder med henvisning til de anvendte lovbestemmelser. Dette gælder også de særlige konti for hjælp med tilbagebetalingspligt, jf. § 19, stk. 4.

§ 21

Hjælp efter lov om aktiv socialpolitik og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal registreres som ydet til den person, der modtager hjælpen eller er anledning til udgiften, jf. dog stk. 2 og 3. I den enkelte kommune skal registreringen ske efter ensartede regler.

Stk. 2

Ydes hjælp til samlevende ægtefæller, hvor det ikke kan fastslås, hvem af ægtefællerne der modtager hjælpen eller er anledning til udgiften, registreres hjælpen som ydet til den ene af ægtefællerne.

Stk. 3

Hjælp til en kvinde under 18 år i forbindelse med svangerskab registreres som ydet til hende. Ophører svangerskabet uden fødsel, registreres eventuel senere hjælp på ny som hjælp til kvindens forsørger.

Anvisning og berigtigelse af statsrefusion

Anvisning og berigtigelse af statsrefusion

§ 22

Anmodning om statsrefusion fremsættes kvartalsvis over for Beskæftigelsesministeriet.

Stk. 2

Anmodningen skal indeholde en opgørelse af de forventede refusionsberettigende udgifter i året til og med tilskudskvartalet. Opgørelsen af de refusionsberettigende udgifter skal reguleres efter de faktiske udgifter gennem en løbende restafregning. Opgørelsen foretages på skemaer udarbejdet af Beskæftigelsesministeriet.

Stk. 3

Beskæftigelsesministeriet fastsætter regler om fremgangsmåden, og fastsætter fristen for afgivelse af kvartalsopgørelser.

§ 23

Beskæftigelsesministeriet anviser efter en vurdering af de anmeldte kvartalsbeløb refusion med 1/3 pr. måned af kvartalsbeløbet. Når de enkelte kommuners og amtskommuners refusionsbeløb for et kvartal er fastlagt af Beskæftigelsesministeriet, kan der ikke foretages ændring af kvartalsbeløbet.

§ 24

Refusionen til kommunen anvises til kommunens konto i Offentlig BetalingsSystem (OBS), jf. lov nr. 1079 af 22. december 1993 som ændret ved lov nr. 1042 af 17. december 2002. Refusionen anvises således:

  1. Udgifter til ydelser/tilskud efter lov om aktiv socialpolitik og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats udbetales, så den er til disposition for kommunen den næstsidste bankdag i måneden forud for den måned, refusionen vedrører.
  1. Udgifter til dagpenge ved sygdom eller fødsel udbetales med 1/3, så den er til disposition for kommunen den sidste bankdag inden den 16. i hver af kvartalets måneder.
  1. Udgifter til delpension udbetales med 1/3, så den er til disposition for kommunen den næstsidste bankdag i hver af kvartalets måneder.
Stk. 2

Refusionen til amtskommunen anvises til amtskommunens konto i Offentlig BetalingsSystem (OBS). Refusionen anvises, så den er til disposition den næstsidste bankdag i måneden før hver af de tre tilskudsmåneder.

§ 25

Udbetaling eller afregning af den løbende restafregning sker med det samlede beløb for kvartalet, så det er til rådighed for eller afregnet med kommunen eller amtskommunen den næstsidste bankdag i den sidste måned af det kvartal, refusionen vedrører.

§ 26

Foreløbig restafregning finder sted en gang årligt, og foretages af Beskæftigelsesministeriet. Den foreløbige restafregning sker i tilknytning til udløbet af den regnskabsmæssige supplementsperiode. I forbindelse hermed skal kommunen og amtskommunen afgive en foreløbig refusionsopgørelse for det foregående regnskabsår i underskrevet stand senest den 20. marts.

Stk. 2

Har kommunen eller amtskommunen ifølge den foreløbige opgørelse fået udbetalt mere i refusion, end den er berettiget til, skal kommunalbestyrelsen eller amtsrådet samtidig med, at den foreløbige opgørelse afgives, indbetale forskelsbeløbet til Beskæftigelsesministeriet. Har kommunen eller amtskommunen ifølge opgørelsen fået udbetalt mindre i refusion, end den er berettiget til, skal Beskæftigelsesministeriet snarest efterbetale beløbet.

§ 27

Endelig restafregning sker en gang årligt og foretages af Beskæftigelsesministeriet, når kommunens eller amtskommunens regnskab er revideret og forsynet med påtegning af kommunens eller amtskommunens revision.

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen og amtsrådet skal afgive den underskrevne endelige refusionsopgørelse til Beskæftigelsesministeriet straks, når revisor har forsynet opgørelsen med påtegning, dog senest den 1. juli. I opgørelsen af den modtagne refusion i den endelige refusionsopgørelse medregnes indbetalinger til eller udbetalinger fra Beskæftigelsesministeriet ifølge den foreløbige opgørelse pr. 20. marts.

§ 28

Beskæftigelsesministeriet fastsætter regler om fremgangsmåden for den foreløbige og den endelige restafregning.

§ 29

Beskæftigelsesministeriet kan indgå aftale med Socialministeriet om, at Socialministeriet varetager de i §§ 22-28 nævnte opgaver på Beskæftigelsesministeriets vegne.

§ 30

Udgifter, der ikke er afholdt efter reglerne, kan ikke refunderes, jf. dog stk. 5 og 6.

Stk. 2

Hvis revisionen har påpeget, at et beløb med urette er anmeldt til statsrefusion, og godkender kommunalbestyrelsen, amtsrådet eller Beskæftigelsesministeriet revisionens bemærkning herom, skal det beløb, der senere anmeldes til refusion, nedsættes med det beløb, der har været anmeldt med urette.

Stk. 3

Hvis kommunen eller amtskommunen ikke berigtiger de konstaterede fejl og mangler, og dette har eller kan have medført økonomisk tab for staten, kan Beskæftigelsesministeriet foretage modregning.

Stk. 4

Berigtigelse af fejl og mangler, herunder misforståelser, skal ske uden hensyn til, om de ansvarlige har været i god tro, eller om fejlen eller manglen på anden måde har været undskyldelig, jf. dog stk. 5 og 6.

Stk. 5

Berigtigelse af allerede afholdte udgifter skal dog ikke ske, hvis der er tale om ganske uvæsentlige udgifter, eller hvis den administrative indsats for at rette fejlen i den konkrete sag vil være uforholdsmæssig stor sammenlignet med det resultat, som vil kunne opnås.

Stk. 6

Beskæftigelsesministeriet kan se bort fra kravet om berigtigelse, når der foreligger ganske særlige grunde.

Stk. 7

Har revisionen fundet, at der ved forkert anvendelse af reglerne er sket fejl og mangler i et større antal ensartede sager, vil disse kunne rettes ved, at kommunalbestyrelsen eller amtsrådet foretager en skønsmæssig beregning af, hvor meget statens refusion ville være blevet ændret, hvis reglerne var blevet fulgt. Dette skøn kan efterprøves ved sædvanlig revisionsmæssig bedømmelse af refusionsopgørelsen.

Stk. 8

Selv om revisionen konstaterer fejl og mangler, har kommunen ikke pligt til at gennemgå de øvrige sager inden for vedkommende område med henblik på yderligere berigtigelser. Beskæftigelsesministeriet kan dog beslutte, at der skal ske en gennemgang af de øvrige sager, hvis dette er nødvendigt på grund af fejlenes eller manglernes karakter og omfang.

Revision

Revision

§ 31

Revisionen af kommunernes og amtskommunernes regnskaber vedrørende de områder, der er omfattet af denne bekendtgørelse, udføres af den revision, der er godkendt af tilsynsmyndigheden.

§ 32

Revisionen udføres i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, jf. § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

Stk. 2

Revisionen efterprøver, om regnskabet er rigtigt, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter, samt indgåede aftaler og sædvanlig praksis. Revisionen foretager en vurdering af, hvorvidt der er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler og ved driften af de virksomheder, der er omfattet af regnskabet.

Stk. 4

Revisionen tilrettelægges under hensyn til dens betydning for de statslige myndigheders styring og kontrol.

Stk. 5

På baggrund af Beskæftigelsesministeriets analyser og vurderinger kan Beskæftigelsesministeriet forlange, at revisor foretager en særlig omfattende gennemgang (temarevision) af et eller flere sagsområder og redegør for resultaterne af gennemgangen i den årlige revisionsberetning .

§ 33

Revisionen af personsager skal som udgangspunkt omfatte et antal sager inden for hver enkelt hovedområde af de ydelser/tilskud, der er omfattet af denne bekendtgørelse, jf. § 1, samt for hver enkelt af de konti, for hvilke der skal ske personbogføring.

Stk. 2

Revisionen kan undlade at foretage personsagsgennemgang hvert år på områder eller konti, hvor revisionen på anden måde har tilvejebragt en begrundet overbevisning om, at sagsbehandlingen på området er betryggende. Revisionen redegør for og begrunder fravalget.

Stk. 3

Udvælgelsen af stikprøver skal ske, således at der sikres en relevant repræsentativitet. Metoden kan være såvel rent statistisk baseret som baseret på revisors konkrete og generelle erfaringer med fejlrisikoen på det enkelte område. Udvælgelsen af stikprøver skal ske med særlig vægt på nyetablerede personsager og på sagsområder og sager, hvor der ved tilkendelse eller beregning af ydelser/tilskud indgår et skøn. Udvælgelsen af stikprøver skal endvidere ske ud fra et væsentlighedskriterium, hvori der bl.a. indgår forhold af økonomisk, sagsbehandlingsmæssig, principiel og lokal karakter.

Stk. 4

Revisionen efterprøver, om man ved sagsoprettelse og ved opfølgning udnytter mulighederne for at foretage kontrol af oplysninger om økonomiske forhold, herunder i fornødent omfang sammenholder oplysninger fra forskellige registre.

Stk. 5

Revisionen efterprøver, om betingelserne for at opnå statsrefusion, jf. § 4, er opfyldt.

Stk. 6

Revisionen påser, at inddrivelse af ydelser/tilskud med tilbagebetalingspligt foretages i overensstemmelse med love og administrative forskrifter herom. Særlige regler om revision af regnskaber, når opgaven udføres af andre

§ 34

Udføres opgaver for kommunen eller amtskommunen af andre aktører, herunder private, som ikke har egen revision, efterprøver kommunens eller amtskommunens revision de andre aktørers revisionsarbejder samt efterprøver, om opgaverne løses i overensstemmelse med grundlaget for driften af tilbudet i form af vedtægt, aftale eller andet.

Stk. 2

Kravene i stk. 1 kan fraviges, hvis der alene er tale om køb af enkeltpladser, eller hvis den anden aktør er undergivet offentlig revision efter anden lovgivning. Arbejdsmarkedsstyrelsen udarbejder nærmere retningslinjer herom.

§ 35

Udføres opgaver for kommunen eller amtskommunen af andre aktører, herunder private, som har egen revision, skal kommunen eller amtskommunen sikre, at den anden aktørs revision er bekendt med kravene i denne bekendtgørelse. Kommunens eller amtskommunens revision påser, at regnskabet er undergivet betryggende revision. Den anden aktørs revision udfører revisionsarbejderne, herunder efterprøver, om opgaverne løses i overensstemmelse med grundlaget for driften af tilbudet i form af vedtægt, aftale eller andet. Den anden aktørs revision påtegner regnskabet og afgiver revisionsberetning, jf. § 39, om aktørens forhold til kommunen eller amtskommunen inden for den frist, kommunen eller amtskommunen fastsætter.

Stk. 2

Den anden aktørs revision skal straks give den anden aktør og kommunen eller amtskommunen meddelelse, hvis der ved revisionen konstateres tilsidesættelser af lovgivningen, der skønnes at have betydning for midlernes forvaltning.

Stk. 3

Kravene i stk. 1 og 2 kan fraviges, hvis der alene er tale om køb af enkeltpladser, eller hvis den anden aktør er undergivet offentlig revision efter anden lovgivning. Arbejdsmarkedsstyrelsen udarbejder nærmere retningslinjer herom. Revisionens adgang til oplysninger m.v. fra kommuner og amtskommuner

§ 36

Kommunen og amtskommunen giver revisionen de oplysninger samt den adgang til at foretage undersøgelser m.v., som revisionen finder nødvendige, og yder revisionen den bistand, som revisionen anser for påkrævet for at udføre hvervet. Opgørelse af statsrefusion og tilskud for kommuner og amtskommuner

§ 37

Den endelige årlige refusionsopgørelse og opgørelse af tilskud med tilhørende specifikationer forsyner revisionen med en påtegning om, at opgørelsen er revideret, og at revisionen er udført i overensstemmelse med kommunens eller amtskommunens revisionsregulativ og denne bekendtgørelse.

Stk. 2

Påtegningen skal indeholde revisionens erklæring om, at opgørelsen er foretaget i overensstemmelse med lovgivningen.

§ 38

Har revisionen påpeget, at beløb med urette er anmeldt til refusion, eller at der er hjemtaget for store tilskud fra staten, påser revisionen, at der sker tilsvarende fradrag i beløb, der senere anmeldes til refusion, henholdsvis kommer til udbetaling i form af tilskud. Beretning om revision af kommunernes og amtskommunernes regnskaber

§ 39

Revisionen afgiver hvert år, senest samtidig med afgivelse af beretning om revisionen af kommunens eller amtskommunens øvrige regnskaber, beretning om revisionen af kommunens regnskaber af ydelser/tilskud omfattet af denne bekendtgørelse, jf. § 1.

Stk. 2

I beretningen redegøres for den udførte revision samt for alle væsentlige forhold, der har givet anledning til bemærkninger. Desuden redegøres der for forhold af principiel eller økonomisk betydning, som revisor finder anledning til at fremdrage, herunder tilfælde hvor fortolkning af gældende regler giver anledning til tvivl. I beretningen redegøres i et særskilt afsnit for revisionen af udgifter, der er eller kunne være anmeldt til statsrefusion efter de særlige regler om finansiering af udgifter til udlændinge.

Stk. 3

I beretningen redegøres for, i hvilket omfang kommunen har sikret kontrol af de oplysninger om økonomiske forhold, som modtagere af ydelser/tilskud har givet.

Stk. 4

Der redegøres i beretningen nærmere for omfang og resultater af de stikprøver, der er foretaget, jf. § 33, herunder antallet af udtagne sager og antallet af sager behæftet med fejl. Der redegøres for karakteren af konstaterede fejl og mangler i de udtagne sager, og om fejl er blevet berigtiget.

Stk. 5

Revisionen redegør for fejlens refusionsmæssige betydning og størrelsen heraf, jf. stk. 4. Revisionen redegør for, hvorvidt der er foretaget berigtigelser for hele populationen på et område, hvis der er konstateret fejl af mere systematisk karakter på området.

§ 40

Senest samtidig med at revisionsberetninger m.v. for kommunens eller amtskommunens regnskaber sendes til den kommunale tilsynsmyndighed, sender kommunalbestyrelsen eller amtsrådet den i § 39 nævnte beretning og svar på revisionsbemærkninger i 2 eksemplarer til Beskæftigelsesministeriet. Samtidig sendes 1 eksemplar af besvarelsen til revisionen.

§ 41

Har revisionen i årets løb afgivet delberetning, jf. lov om kommunernes styrelse § 42, stk. 4, på områder, der er omfattet af denne bekendtgørelse, jf. § 1, skal revisionen underrette Beskæftigelsesministeriet herom. Rigsrevisors tilsyn med kommuner og amtskommuner

§ 42

Rigsrevisor udøver tilsyn med de i § 1 nævnte områder i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 5 og 6 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

Stk. 2

Rigsrevisor kan af kommunen og amtskommunen forlange alle sådanne oplysninger, som efter rigsrevisors skøn er af betydning for tilsynet, jf. § 12 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

Ikrafttræden

Ikrafttræden

§ 43

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2003 og anvendes ved revisionen af regnskaber fra 2003.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 515 af 9. juni 2000 om kommunernes, amtskommunernes samt Københavns og Frederiksberg Kommuners regnskabsaflæggelse og statsrefusion m.v. på visse dele af det sociale område samt bekendtgørelse nr. 516 af 9. juni 2000 om revision af kommunernes og amtskommunernes samt Københavns og Frederiksberg Kommuners regnskaber på visse dele af det sociale område, ophæves.


Beskæftigelsesministeriet, den 27. juni 2003, den 27. juni 2003

/Bo Smith Lise Fangel/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2003
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2003
Bekendtgørelse om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision vedr. lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og lov om delpension | TheLawyer.sh