Bekendtgørelse om forvaltning af Danmarks Grundforskningsfonds midler
BEK nr 599 af 24/06/2003
§ 1
Danmarks Grundforskningsfonds midler består af:
a) En hovedkapital, som investeres i ordinære aktiver.
b) En beholdning af aktier modtaget som vederlag for immaterielle rettigheder.
Ved hovedkapital efter stk. 1, litra a), forstås fondens aktiver, som er placeret i henhold til den gældende bekendtgørelse, jf. § 8, stk. 2, med fradrag af efterfølgende forbrug og med tillæg af efterfølgende afkast.
Forvaltning af hovedkapital
Forvaltning af hovedkapital
§ 2
Som led i forvaltningen af fondens midler efter § 7, stk. 1, i lov om Danmarks Grundforskningsfond, påhviler det fonden ved placeringen af hovedkapitalen at tilstræbe en betryggende sikkerhed, en opretholdelse af midlernes realværdi samt den højest mulige forrentning. I fondens vurdering af sit afkast, som fremgår af årsberetningen, indgår sammenligninger med relevante referencepunkter (benchmarks). Disse referencepunkter fastlægges ex ante i fondsbestyrelsens rammebemyndigelse til direktionen.
Det påhviler fonden at sikre, at dens ordinære aktiver, med de begrænsninger der følger af § 3, er udvalgt, sådan at de i henseende til sikkerhed, afkast, omsættelighed og likviditet er egnede til at opfylde fondens formål og sikre fondens formueforvaltning på betryggende og tilfredsstillende vis. Aktivernes sammensætning skal udvælges, sådan at der ikke foreligger en uforholdsmæssig stor afhængighed af en enkelt aktivtype. Fondsbestyrelsen regulerer i en rammebemyndigelse til direktionen sammensætningen af aktiver og begrænsningen af enkeltrisici.
Hovedkapitalens værdi opgøres til brug for bestemmelserne i denne bekendtgørelse efter følgende principper:
- De ordinære aktivers værdi opgøres og reguleres løbende i overensstemmelse med de principper, der finder anvendelse ved fondens aflæggelse af årsregnskab.
- Tilgodehavende, uforfaldne renter af værdipapirer og indeståender omfattet af § 3, nr.1-4 og 6-10, medregnes i aktivernes værdi.
Hovedkapitalen er omfattet af de investeringsbegrænsninger, der følger af § 3.
§ 3
Fondens hovedkapital kan anbringes i følgende aktiver:
- Obligationer eller gældsbreve udstedt af eller garanteret af regeringer eller regionale myndigheder i OECD-lande.
- Børsnoterede obligationer udstedt af internationale organisationer, der som medlem har mindst ét af medlemslandene i Den Europæiske Union.
- Realkreditobligationer efter realkreditlovens § 1, stk. 5, samt andre obligationer udstedt her i landet eller i OECD-lande, og som frembyder tilsvarende sikkerhed som ovenstående.
- Indeståender i pengeinstitutter under offentligt tilsyn i Danmark eller andre OECD-lande.
- Fast ejendom.
- Lån sikret ved tinglyst panteret i grunde og bygninger som omfattet af nr. 5 for et beløb op til 80 pct. af den seneste offentlige vurdering for boligejendomme og 60 pct. for øvrige ejendomme.
- Andele og beviser i investeringsinstitutter omfattet af Rådets direktiv 85/611/EØF, andele i placeringsforeninger, pengemarkedsforeninger og investeringsforeninger, jf. § 1 og § 2, stk. 2, nr. 1-3, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger.
- Andre obligationer noteret på fondsbørs i Danmark eller andre OECD-lande.
- Aktier og kapitalandele noteret på fondsbørs i Danmark eller andre OECD-lande.
- Andre værdipapirer, der frembyder sikkerhed svarende til ovenstående.
Andelen af aktiver henholdsvis et enkelt aktiv omfattet af stk. 1, nr. 5, må til enhver tid højest udgøre 30 pct. henholdsvis 5 pct. af hovedkapitalen, opgjort efter retningslinjerne i § 2, stk. 3.
Andelen af aktiver henholdsvis et enkelt aktiv omfattet af stk. 1, nr. 7-10, jf. dog stk. 4, må til enhver tid ikke udgøre mere end 40 pct. samlet henholdsvis 3 pct. af hovedkapitalen, opgjort efter retningslinjerne i § 2, stk. 3.
Andelen af aktiver henholdsvis et enkelt aktiv omfattet af stk. 1, nr. 10, må dog til enhver tid ikke udgøre mere end 10 pct. henholdsvis 2 pct. af hovedkapitalen, opgjort efter retningslinjerne i § 2, stk. 3.
Investeringer i investeringsselskaber omfattet af stk. 1, nr. 7, der efter deres vedtægter alene kan investere i aktiver omfattet af stk. 1, nr. 1-3, betragtes som investeringer i aktiver omfattet af stk. 1, nr. 1-3.
Investeringer i investeringsselskaber omfattet af stk. 1, nr. 9, der efter deres vedtægter alene kan investere i aktiver omfattet af stk. 1, nr. 1-3, betragtes som investeringer i aktiver omfattet af stk. 1, nr. 1-3.
For aktiver omfattet af stk. 1, nr. 1-3 samt 8 og 9, kan der oprettes repoforretninger.
§ 4
Fondsbestyrelsen regulerer i en rammebemyndigelse til direktionen, jf. § 2, stk. 2, hvordan fondens hovedkapital kan anbringes inden for de i § 3 nævnte aktivtyper.
§ 5
Fonden træffer beslutning om placeringen af sin hovedkapital. Fonden forudsættes at placere formueforvaltningen helt eller delvis ved en institution, der er omfattet af § 4, i lov om værdipapirhandel, og som har erfaring med formueforvaltning. Tilsvarende kan fonden placere formueforvaltningen ved en udenlandsk formueforvalter, der står under et tilsvarende offentligt tilsyn som institutionerne efter lov om værdipapirhandel. Alternative placeringer skal godkendes af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.
Forvaltning af aktier modtaget som vederlag for immaterielle rettigheder
Forvaltning af aktier modtaget som vederlag for immaterielle rettigheder
§ 6
Fonden indgår aftale med en formueforvalter, jf. § 5, om forvaltningen af beholdningen af aktier modtaget som vederlag for immaterielle rettigheder.
Forvaltningen sker på grundlag af en rammebemyndigelse udstedt af fonden efter godkendelse af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Formueforvalteren skal inden for rammebemyndigelsen varetage fondens interesser og aktive ejerskab.
Aktiernes værdi opgøres til brug for bestemmelserne i denne bekendtgørelse efter følgende regler:
- Aktivernes værdi opgøres og reguleres løbende i overensstemmelse med de principper, der finder anvendelse ved fondens aflæggelse af årsregnskab.
- Tilgodehavende, uforfaldent udbytte medregnes i aktivernes værdi.
§ 7
Fonden kan tegne yderligere aktier efter § 1, stk. 1, litra b), i forbindelse med nye aktieemissioner med henblik på at tilføre selskabet yderligere kapital.
Aktietegningen efter stk. 1, kan dog maksimalt udgøre 2 pct. af fondens hovedkapital, med mindre Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling godkender en højere andel.
Beslutning om aktietegning træffes af fonden efter anbefaling fra den formueforvalter, der forvalter beholdningen af aktierne.
§ 8
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 2003.
Bekendtgørelse nr. 7 af 7. januar 1999 om forvaltning af Danmarks Grundforskningsfonds midler ophæves.
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, den 24. juni 2003, den 24. juni 2003
/Helge Sander Morten Bovbjerg/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2003
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2003