Bekendtgørelse om speciallæger

Sundhedsstyrelsen kan meddele læger tilladelse til at betegne sig som speciallæge inden for følgende specialer: Almen medicin Anæstesiologi Arbejdsmedicin Børne- og ungdomspsykiatri Dermato-venerologi (hud- og kønssygdomme) Diagnostisk radiologi (røntgenundersøgelse) Gynækologi og obstetrik (kvindesygdomme og fødselshjælp) Intern medicin: endokrinologi (medicinske hormonsygdomme) Intern medicin: gastroenterologi og hepatologi (medicinske mave-tarm- og leversygdomme) Intern medicin: geriatri (alderdommens sygdomme) Intern medicin: hæmatologi (blodsygdomme) Intern medicin: infektionsmedicin Intern medicin: kardiologi (medicinske hjerte- og kredsløbssygdomme) Intern medicin: lungesygdomme Intern medicin: nefrologi (medicinske nyresygdomme) Intern medicin: reumatologi (gigtsygdomme) Kirurgi (kirurgiske sygdomme) Karkirurgi (kirurgiske blodkarsygdomme) Plastikkirurgi (plastik- og rekonstruktionskirurgi) Thoraxkirurgi (brysthulens kirurgiske sygdomme) Urologi (urinvejenes kirurgiske sygdomme) Klinisk biokemi Klinisk farmakologi Klinisk fysiologi og nuklearmedicin Klinisk genetik Klinisk immunologi Klinisk mikrobiologi Klinisk onkologi (kræftsygdomme) Neurokirurgi (kirurgiske nervesygdomme) Neurologi (medicinske nervesygdomme) Oftalmologi (øjensygdomme) Ortopædisk kirurgi Oto-rhino-laryngologi (øre-næse-halssygdomme) Patologisk anatomi og cytologi (vævs- og celleundersøgelser) Psykiatri Pædiatri (sygdomme hos børn) Samfundsmedicin

Læger, der har fået tilladelse til at betegne sig som speciallæge i et speciale i henhold til tidligere gældende regler, har fortsat ret til at benytte denne betegnelse. Tilladelse til ændring af betegnelsen meddeles af Sundhedsstyrelsen.

Tilladelse til at betegne sig som speciallæge i et speciale er betinget af:

1. Autorisation som læge.

1. Tilladelse til selvstændigt virke som læge.

1. En uddannelse i specialet, hvor de enkelte forløb er gennemført i en af Sundhedsstyrelsen nærmere bestemt rækkefølge.

Uddannelsen efter stk.1, nr. 3 omfatter:

1. Godkendt introduktionsforløb af 12 måneders varighed, for specialet almenmedicin dog 6 måneder.

1. Godkendt hoveduddannelsesforløb af 48 – 60 måneders varighed.

1. Godkendt teoretisk uddannelse.

Sundhedsstyrelsen kan meddele tilladelse til, at en person kan betegne sig som speciallæge på grundlag af en helt eller delvis tilsvarende uddannelse erhvervet i udlandet, som nævnt i stk. 1.

Uddannelse i et speciale skal være opnået ved ansættelse i et uddannelsesforløb efter forudgående opslag og ansøgning.

Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere bestemmelser om uddannelsen i de enkelte specialer.

Sundhedsstyrelsen godkender målbeskrivelse for hvert speciale, som angiver hvilke kompetencer, der skal være opnået i et uddannelsesforløb.

Sundhedsstyrelsen fastlægger retningslinier for godkendelse af uddannelsesforløb herunder retningslinier for godkendelse af den teoretiske uddannelse.

Sundhedsstyrelsen fastlægger retningslinier for tilrettelæggelse af uddannelsesforløb m.v. indenfor specialet almen medicin.

Sundhedsstyrelsen fastlægger retningslinier for evaluering.

Sundhedsstyrelsen fastlægger retningslinier for lægers adgang til at gennemføre en resterende del af en uddannelse til speciallæge, som er afbrudt på grund af sygdom, graviditet, barsel, adoption eller af andre særlige grunde.

De regionale råd for lægers videreuddannelse godkender uddannelsesforløb samt tilrettelægger antallet af uddannelsesforløb ud fra Sundhedsstyrelsens oplysninger, jf. § 5.

De regionale råd for lægers videreuddannelse tilrettelægger indholdet af uddannelsesforløb i form af ansættelse på et eller flere uddannelsessteder, der tilsammen dækker alle kompetencer i målbeskrivelsen for det pågældende speciale, jf. dog § 3, stk. 5.

Sundhedsstyrelsen fastlægger en gang årligt antallet af introduktionsforløb og hoveduddannelsesforløb inden for hvert speciale efter rådgivning fra det nationale råd for lægers videreuddannelse. Styrelsen oplyser de regionale råd for lægers videreuddannelse herom.

Sundhedsstyrelsen kan dispensere fra de almindelige bestemmelser, som styrelsen fastsætter i medfør af denne bekendtgørelse, jf. § 2, stk. 2.

Sundhedsstyrelsen offentliggør de af styrelsen meddelte tilladelser til at betegne sig som speciallæge.

For at kunne påtage sig almen praksis for den offentlige sygesikring, skal en læge have opnået Sundhedsstyrelsens tilladelse til at betegne sig som speciallæge i almen medicin eller i øvrigt have ret til at betegne sig som alment praktiserende læge.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2004.

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 599 af 27. juni 1996 om speciallæger.

Uddannelsessøgende læger, der har påbegyndt en undervisningsstilling eller ansættelse i en 1. reservelægestilling efter § 2, stk. 1, nr. 3, litra b og c eller § 2, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 599 af 27. juni 1996 om speciallæger kan færdiggøre den påbegyndte uddannelse efter denne bekendtgørelse og opnå tilladelse til at betegne sig som speciallæge.

Sun Sundhedsstyrelsen kan fastsætte bestemmelser ud over de i stk. 1. nævnte for den nærmere tilrettelæggelse af overgangen fra den hidtil gældende enkeltstillingsklassifikation til hoveduddannelsesforløb jf. § 2, stk. 2, nr. 2.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 24. juni 2003, den 24. juni 2003

/Lars Løkke Rasmussen John Erik Pedersen/