Bekendtgørelse om sikkerhedsuddannelser, øvelser m.v. på visse havanlæg
BEK nr 730 af 18/08/2003
§ 1
Bekendtgørelsen finder anvendelse på ethvert havanlæg, der befinder sig på dansk søterritorium eller kontinentalsokkelområde.
§ 2
Det påhviler operatøren af ethvert havanlæg på rettighedshavernes vegne at sikre, at de ombordværende er i besiddelse af en uddannelse i overensstemmelse med bestemmelserne i denne bekendtgørelse, samt at denne uddannelses vedligeholdes dels ved øvelser på havanlæg dels ved genopfriskningskurser.
Såfremt operatøren ikke er den normale hovedarbejdsgiver på havanlægget, kan det aftales, at hovedarbejdsgiveren helt eller delvis varetager forpligtelser efter stk. 1 for operatøren. Såfremt en sådan aftale er indgået, påhviler det operatøren gennem tilsyn eller på anden hensigtsmæssig måde at sikre sig, at hovedarbejdsgiveren opfylder forpligtelsen. En sådan aftale skal være skriftlig og en genpart af aftalen skal indsendes til Energistyrelsen.
Kurser, der indgår i de ombordværendes uddannelse efter denne bekendtgørelse, skal, jf. dog § 8, stk. 1, kumme godkendes af Energistyrelsen, for så vidt angår søredningsdelen af kurset efter høring af Søfartsstyrelsen.
Såfremt forholdene taler herfor, kan Energistyrelsen tillade, at en uddannnelse, som afviger fra bestemmelserne i §§ 3, 6, 9, 11 og 12, træder i stedet for uddannelse efter nævnte bestemmelser, såfremt denne uddannelse indebærer en mindst lige så god sikring af de ombordværendes sikkerhed. Sikkerhedskurser og genoptræning
§ 3
Med de i § 4 angivne undtagelser skal alle ombord på fast havanlæg, hvor kulbrintebrande kan forekomme, samt på et flytbart havanlæg, hvorfra der udføres borearbejde, have gennemgået et sikkerhedskursus af mindst 2 dages varighed. Kurset skal indeholde teoretisk og praktisk undervisning i søredning og brandslukning, herunder slukning af kulbrintebrande.
Mindst 20 pct. af den daglige operationelle besætning på et havanlæg, der er omfattet af stk. 1, skal have gennemgået et udvidet sikkerhedskursus af mindst 5 dages varighed. Ved den daglige operationelle besætning forstås alle ombord bortset fra de i § 4, stk. 1, 2 og 3, nævnte personer.
Med de i § 4 angivne undtagelser skal alle ombord på et havanlæg, der ikke er omfattet af stk. 1, have gennemgået et sikkerhedskursus af mindst 8 timers varighed. Kurset skal indeholde teoretisk og praktisk undervisning i søredning og skal i øvrigt være tilpasset forholdene på det pågældende havanlæg.
Det i stk. 1 eller 3 nævnte kursus skal i øvrigt være gennemgået inden for de sidste 4 år forud for, at en person første gang påbegynder tjeneste på et havanlæg.
Senest 4 år efter at det i stk. 1 eller 3 nævnte kursus er gennemgået, skal den pågældende person deltage i et genopfriskningskursus af henholdsvis mindst 2 dage eller mindst 1 dags varighed, jf. dog stk. 6.
Såfremt en person i 4 års perioden jævnligt har opholdt sig offshore, kan genopfriskning af det i stk. 1 nævnte kursus dog ske ved deltagelse i et genopfriskningskursus af 1 dags varighed.
Deltagelse i de i stk. 5 og 6 nævnte genopfriskningskurser skal herefter ske med højest 4 års mellemrum. For kurser, for hvilke der ikke findes egnede genopfriskningskurser, anses fornyet kursusdeltagelser i det første kursus som genopfriskningskursus.
For brandslukningsledere, medlemmer af brandhold, de i § 8, stk. 3, nævnte personer samt redningsbådsførere skal de i stk. 5 og 6 nævnte genopfriskningskurser være således tilrettelagt, at deres relevante sikkerhedsmæssige funktioner bliver genopfrisket.
§ 4
Bestemmelserne i § 3, stk. 1 og 3, kan dog fraviges i tilfælde af uforudsete situationer, der kræver hurtig tilstedeværelse af ekspertbistand, samt i ganske særlige situationer, hvor et pludseligt opstået behov for ekstra arbejdskraft på havanlægget, har været umuligt at forudse.
Bestemmelserne i § 3, stk. 1 og 3, kan fraviges for personer, der er på engangsbesøg af højest 1 dags varighed.
Bestemmelserne i § 3, stk. 1 og 3, kan fraviges for personer, der udfører inspektioner på havanlæg samt for helikopterbesætninger, når disse personer efter Energistyrelsens vurdering på anden vis har opnået en viden, der kan sidestilles med den viden, der opnås ved deltagelse i sikkerhedskursus som nævnt i § 3.
Personer omfattet efter stk. 1-3, skal ved ankomst til havanlægget modtage en grundig sikkerhedsinstruktion, herunder oplysning om, hvordan de skal forholde sig i alarm situationer.
Gennem planlægning og ved andre hensigtsmæssige tiltag skal havanlæggets operatør, jf. § 2, stk. 2, tilstræbe, at anvendelse af bestemmelserne i stk. 1 kun undtagelsesvis er nødvendig. Tilsyn
§ 5
Den efter § 2, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, ansvarlige skal sikre, at bestemmelserne i denne bekendtgørelse overholdes også af de personer ombord, der ikke er ansat hos denne ansvarlige.
Den efter § 2, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, ansvarlige er dog ikke ansvarlig for, at personer, der opholder sig på havanlægget i forbindelse med offentlige tjeneste eller hverv, overholder nuværende bekendtgørelse.
§ 6
Når der er personer ombord på et havanlæg, idet der ikke må være mindre end 2 personer ombord, skal der til stadighed være mindst et brandslukningshold på anlægget sammensat af personer, der er særligt uddannet og trænet hertil. Sådanne brandslukningshold skal have mindst en størrelse, der muliggør hurtig slukning af mindre kulbrinte- og andre brande og skal fastsættes ud fra forholdene på havanlægget.
Medlemmerne af de i stk. 1 nævnte brandhold skal have gennemgået et brandslukningskursus af mindst 3 dages varighed. Kurset skal indeholde teoretisk og praktisk undervisning i brandslukning, herunder slukning af kulbrintebrande, samt anvendelse af røgdykningsudstyr.
Ethvert af de i stk. 1 nævnte brandslukningshold skal være ledet af en brandslukningsleder, der, ud over det i stk. 1 nævnte kursus, har gennemgået et brandslukningslederkursus af mindst 2 dages varighed. Kurset skal indeholde teoretisk og praktisk undervisning i brandslukning, herunder slukning af kulbrintebrande, samt anvendelse af røgdykningsudstyr. Brandslukningslederen skal være fortrolig med brandrisici samt brandslukningsinstallationer og -udstyr på havanlægget. Redningsbådsfører m.v.
§ 7
Når der er personer ombord på et havanlæg, idet der ikke må være mindre end 2 personer ombord, skal der forefindes et tilstrækkeligt antal personer med duelighedsbevis i betjening af redningsbåde og -flåder eller certifikat for anden uddannelse, der kan sidestilles hermed, til at udsætte og betjene de typer redningsbåde og -flåder, hvormed anlægget er udstyret. Antallet af personer med duelighedsbevis fastsættes ud fra antallet af personer ombord.
Til hver redningsbåd skal der udpeges en kommanderende og en næstkommanderende med duelighedsbevis i betjening af redningsbåde og -flåder eller certifikat for en anden uddannelse, der kan sidestilles hermed.
Til hver redningsbåd, der skal medføre radio, skal der udpeges en person, som er i stand til at betjene radioanlægget.
Til hver redningsbåd skal der udpeges en person, som er i stand til at betjene motoren og foretage mindre justeringer af denne.
På anlæg med mere end 10 personer ombord kan den øverste ansvarlige for anlægget ikke være en af de i stk. 2-4 nævnte personer.
Såfremt en uforudset situation på et ellers ubemandet havanlæg kræver, at der i en kort periode er ikke over 4 personer ombord, kan det tillades, at kun en person har gennemgået en uddannelse som nævnt i stk. 1-4, under forudsætning af, at redningsmidlerne på anlægget kan betjenes sikkert af én person. Helikoptersikringshold
§ 8
På ethvert havanlæg med helikopterdæk skal der på anlægget være en person, der kan fungere som helikopterdækleder. Denne person skal være særligt uddannet til og trænet i varetagelse af helikopteroperationer og skal have gennemgået et af Statens Luftfartsvæsen godkendt helikopterdækkursus.
På havanlægget skal der ved helikopteroperationer være mindst to personer ved helikopterdækket, som har gennemgået den i § 6, stk. 2, nævnte brandslukningsuddannelse. Helikopterdæklederen kan være den ene af disse to. Virke i sikkerhedsfunktion
§ 9
En person, der er uddannet som brandslukningsleder, medlem af et brandhold eller redningsbådsfører, som ikke har været aktiv i pågældende funktion inden for de seneste 3 år, kan ikke fungere som sådan, medmindre vedkommende på ny gennemgår de for funktionen krævede kurser eller har holdt sin uddannelse vedlige ved deltagelse i genopfriskningskursur, der er relevante for denne funktion. Kranfører
§ 10
Kranoperationer på et havanlæg må kun udføres af personer, der indenfor de sidste 5 år har gennemgået et kranførerkursus af mindst 5 dages varighed. Kurset skal indeholde teoretisk og praktisk undervisning i anvendelse af kraner på havanlæg, herunder kendskab til anhugning.
Kravet i stk. 1 kan dog fraviges for personer, som indenfor de seneste 5 år jævnligt har udført kranoperationer på havanlæg i mindst 3 år. Svovlbrinte (H 2 S)
§ 11
Hvis der på et havanlæg er potentiel fare for eller konstateret forekomst af svovlbrinte (H 2 S), skal de ombordværende have en uddannelse i imødegåelse af svovlbrintefare. Uddannelsen skal være tilpasset forholdene på det pågældende anlæg.
§ 12
På et havanlæg skal der holdes evakueringsøvelser, brandøvelser, oplæring og instruktion således, at alle ombordværende kan yde den fornødne indsats i en nødsituation.
Indenfor 24 timer efter at en person første gang kommer ombord på et havanlæg, skal den pågældende gøres bekendt med redningsmidlernes placering og brug.
En beskrivelse af de i stk. 1 nævnte øvelser skal fremgå af havanlæggets beredskabsplan.
§ 13
På et havanlæg med potentiel fare for eller konstateret forekomst af svovlbrinte (H 2 S) skal der for samtlige medlemmer af personalet afholdes øvelser i at imødegå af denne fare.
En beskrivelse af de i stk. 1 nævnte øvelser skal fremgå af havanlæggets beredskabsplan. Andre øvelser
§ 14
Udover det i §§ 12 og 13 anførte skal der med passende mellemrum afholdes øvelser i imødegåelse af mulige nødsituationer, der knytter sig til havanlæggets drift. Indførelse i logbog
§ 15
Dato for mønstringers afholdelse, enkeltheder vedrørende øvelser i at forlade anlægget og brandøvelser, øvelser med andre redningsmidler og oplæring ombord samt andre øvelser, skal indføres i en logbog. Afholdes der på det foreskrevne tidspunkt ikke en fuldstændig mønstring, øvelse eller oplæring, skal der i logbogen redegøres for omstændighederne ved og omfanget af den afholdte mønstring, øvelse eller oplæring.
§ 16
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder den, der overtræder § 2, stk. 1-2, § 3, stk. 1-5 og stk. 7-8, § 4, stk. 4, § 5, stk. 1, § 6, § 7, stk. 2-6, §§ 8-9, § 10, stk. 1, og §§ 11-15.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
§ 17
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2003.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1208 af 17. december 2000 om sikkerhedsuddannelser, øvelser m.v. på visse havanlæg.
Økonomi- og Erhvervsministeriet, den 18. august 2003, den 18. august 2003
/Bendt Bendtsen Peter Helmer Steen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2003
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2003