Bekendtgørelse om regnskab og revision af tips- og lottomidler fordelt af Undervisningsministeriet til undervisning og folkeoplysning
BEK nr 769 af 29/08/2003
§ 1
Bekendtgørelsen omfatter regnskabsaflæggelse og revision af tilskud efter lovens § 6 C, stk. 1, nr. 3, til undervisning og folkeoplysning, som Undervisningsministeriet fordeler i medfør af lovens § 6 C, stk. 4.
Regnskabsaflæggelse
Regnskabsaflæggelse
§ 2
Tilskudsmodtager skal aflægge regnskab for tilskud modtaget efter lovens § 6 C, stk. 1, nr. 3. Regnskabsåret er kalenderåret.
Regnskabet skal omfatte hele det tilskudsudløsende projekt eller hele den tilskudsudløsende aktivitet. Tilskud m.v. fra anden side til samme projekt eller aktivitet skal specificeres i regnskabet.
Inden for den i bevillingsbrevet fastsatte frist indsender tilskudsmodtager følgende materiale til Undervisningsministeriet:
- Regnskab for projektet eller aktiviteten underskrevet af tilskudsmodtager eller tilskudsmodtagers ledelse. Hvis tilskudsmodtager er en selvejende undervisningsinstitution skal regnskabet være revideret og påtegnet af institutionens revisor.
- En kortfattet beretning om anvendelsen af tilskudsmidlerne, hvoraf det skal fremgå, hvordan og i hvilken grad formålet med tilskuddet er blevet opfyldt.
- Ved tilskud til udgivelser eller produktioner i form af bøger, blade, film, CD’er, videoer mv. skal der indsendes to eksemplarer heraf til Undervisningsministeriet.
Ved projekter eller aktiviteter, der løber over længere tid end 12 måneder, og hvor tilskuddet er på 500.000 kr. og derover, skal tilskudsmodtager senest 31. marts året efter det regnskabsår, hvor tilskuddet er udbetalt, indsende delregnskab, jf. stk. 3, nr. 1, og delberetning, jf. stk. 3, nr. 2, til Undervisningsministeriet. Ved projektets eller aktivitetens afslutning indsender tilskudsmodtager materiale til Undervisningsministeriet som fastsat i stk. 3.
Alle regnskabsbilag skal i overensstemmelse med bogføringsloven opbevares i 5 år fra udgangen af regnskabsåret og på begæring fremsendes til Undervisningsministeriet.
Revision
Revision
§ 3
Revisionens omfang er afhængig af tilskuddets størrelse.
Regnskab for tilskudsbeløb under 100.000 kr. revideres ikke.
Regnskab for tilskudsbeløb mellem 100.000 kr. og 499.999 kr. gennemgås og underskrives af en regnskabskyndig person, som ikke behøver at være revisoruddannet. Revisor skal være uafhængig af tilskudsmodtagers virksomhed og må ikke have nogen personlig eller økonomisk interesse i revisionens udfald. Hvis tilskudsmodtager er en selvejende undervisningsinstitution revideres og påtegnes regnskabet af institutionens revisor.
Regnskab for tilskudsbeløb på 500.000 kr. og derover revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor, af Kommunernes Revision eller af andre kommunale revisionsorganer.
§ 4
Revision foretages i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, således som dette begreb er fastlagt i § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.
Ved revisionen efterprøves, om
- regnskabet er rigtigt, og
- de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med forudsætningerne for de givne tilskud, med love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis.
Der foretages endvidere en vurdering af, om der er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af de modtagne midler, som regnskabet omfatter.
I tilfælde af revisorskift i løbet af regnskabsåret skal den tiltrædende revisor rette henvendelse til den fratrædende revisor, der har pligt til at oplyse grunden til fratrædelsen.
§ 5
Revisionens omfang afhænger af tilskudsmodtagers administrative struktur og forretningsgange, herunder den interne kontrol og andre forhold af betydning for regnskabsaflæggelsen.
§ 6
Ved revisionen skal revisor efterprøve,
- om regnskabet er rigtigt, dvs. uden væsentlige fejl og mangler,
- om tilskudsbetingelserne er opfyldt, herunder vilkår i bevillingsbrevet,
- om tilskuddet er anvendt efter formålet,
- om tilskudsmodtager har udvist sparsommelighed, og
- om de oplysninger, som tilskudsmodtager har meddelt Undervisningsministeriet om opfyldelsen af resultatkravene, er dokumenterede.
Revisionen udføres ved stikprøvevise undersøgelser.
§ 7
Tilskudsmodtager skal give revisor de oplysninger, som må anses af betydning for bedømmelsen af regnskabet samt for revisors vurdering af forvaltningen, herunder mål og opnåede resultater. Tilskudsmodtager skal give revisor adgang til at foretage de undersøgelser, denne finder nødvendige, og skal sørge for, at revisor får de oplysninger og den bistand, som revisor finder nødvendige for udførelsen af sit hverv.
§ 8
Bliver revisor opmærksom på lovovertrædelser eller tilsidesættelser af forskrifter af væsentlig betydning i forbindelse med midlernes forvaltning, påhviler det revisor straks skriftligt at give tilskudsmodtager meddelelse derom, samt påse, at denne inden 3 uger giver ministeriet meddelelse herom. I modsat fald er det revisors pligt at orientere ministeriet. Revisors skriftlige bemærkninger indsendes sammen med meddelelsen.
Det samme gælder, hvis revisor under sin revision eller på anden måde bliver opmærksom på, at aktivitetens eller projektets gennemførelse er usikker af økonomiske eller andre grunde.
§ 9
Det reviderede regnskab forsynes med en revisionspåtegning efter den for revisor gældende erklæringsbekendtgørelse, og det skal fremgå, at regnskabet er revideret i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse. Forbehold skal fremgå af påtegningen.
Revisor skal afgive en revisionsberetning med revisors vurdering og konklusion vedrørende den udførte revision, jf. § 6. Beretningen kan afgives i tilslutning til påtegningen eller i en revisionsprotokol.
Revisionsberetningen eller revisionsprotokollen indsendes af tilskudsmodtager til Undervisningsministeriet sammen med det påtegnede regnskab.
Ikrafttrædelsesregler
Ikrafttrædelsesregler
§ 10
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2003 og har virkning for tilskud, der bevilges efter denne dato.
Undervisningsministeriet, den 29. august 2003, den 29. august 2003
/P.M.V.Lars MortensenStyrelseschef Henning Kraiberg Knudsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2003
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2003