Bekendtgørelse om dækning af brancheforeningen Forsikring & Pensions udgifter ved forsikringsselskabet Plus Forsikring A/S's konkurs
BEK nr 822 af 03/10/2003
§ 1
Forsikringsselskaber, der har tilladelse til at tegne motor-, familie-, husejer- og sundhedsforsikringer, har pligt til hos forsikringstagere at opkræve bidrag til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) til dækning af Forsikring & Pensions udgifter (Foreningen) i forbindelse med konkursen i forsikringsselskabet Plus Forsikring A/S.
Pligten, jf. stk. 1, indtræder, når de i stk. 1 nævnte selskaber har fået tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.
Pligten, jf. stk.1, ophører, når det opkrævede beløb er tilstrækkeligt til at dække de udgifter, som Foreningen har afholdt.
§ 2
Finanstilsynet fastsætter senest 1. november 2003, hvilket beløb pr. police Fonden skal opkræve i 2004 og eventuelt de følgende år hos de i § 1, stk.1, nævnte selskaber.
§ 3
Selskaberne skal opkræve det beløb, der skal indbetales til Fonden, med et fast beløb pr. police for de i § 1, stk. 1, nævnte typer forsikringer. Dette gælder, uanset der på samme police er indtegnet flere af de i § 1, stk. 1, nævnte forsikringstyper.
Det opkrævede beløb vil ikke blive tilbagebetalt i tilfælde af ophør af forsikringen før tid.
§ 4
Selskaberne indbetaler til Fonden 1. maj, 1. august, 1. november og 1.februar for henholdsvis 1., 2., 3. og 4. kvartals opkrævede beløb pr. police.
§ 5
Fonden udbetaler Foreningen kompensation for afholdte udgifter til
- erstatninger til forsikringstagere og sikrede,
- præmier indbetalt før konkursdekretets afsigelse den 18. oktober 2002, dog med en selvrisiko på 1.000 kr. og med fradrag for den del af forsikringsperioden, som var forløbet,
- bekæmpelse af følgeskader i forbindelse med bygningsbrand,
- renteudgifter, og
- administration samt dækning i forbindelse med opgørelse af skader, herunder til taksering, læger og tandlæger.
Forinden udbetaling kan ske, skal Foreningen fremsende dokumentation for afholdte udgifter til Fonden.
§ 6
Fonden indtræder i det omfang, den har udbetalt kompensation til Foreningen, jf. § 5, i det krav, som sidstnævnte kan anmelde mod konkursboet.
§ 7
Fonden betaler alene kompensation for krav, der er anmeldt til Foreningen i indtil 1 måned efter 1. oktober 2003.
Fristen i stk.1 finder ikke anvendelse, hvis den pågældende anmelder ikke har været i stand til i tide at anmelde sine krav, herunder erstatninger og præmier.
§ 8
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. oktober 2003.
Økonomi- og Erhvervsministeriet, den 3. oktober 2003, den 3. oktober 2003
/Bendt Bendtsen Peter Sylvest Larsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2003
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2003