Bekendtgørelse om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
BEK nr 885 af 04/11/2003
§ 1
Patientklagenævnet behandler klager over den faglige virksomhed vedrørende patientbehandling, der udøves af de personer, der er omfattet af Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse om persongrupper inden for sundhedsvæsenet, der er omfattet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns virksomhed. Nævnet behandler dog ikke klager, for hvilke der i øvrigt i lovgivningen er foreskrevet en særlig klageadgang.
I henhold til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien behandler Patientklagenævnet som 2. instans klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland.
Patientklagenævnet behandler desuden de sager, som Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Grønlands Hjemmestyre eller Færøernes Hjemmestyre indbringer for nævnet, jf. centralstyrelsesloven, med henblik på kritik eller anden sanktion over for personer inden for sundhedsvæsenet, jf. stk. 1.
§ 2
Patientklagenævnet består af en formand og et af indenrigs- og sundhedsministeren fastsat antal næstformænd samt et antal beskikkede medlemmer, som udpeges efter reglerne i § 16 i centralstyrelsesloven.
§ 3
Spørgsmål af almindelig interesse for nævnets virksomhed drøftes og besluttes efter formandens bestemmelse på et fællesmøde.
Fællesmødet består af formanden, næstformændene, fire medlemmer efter centralstyrelseslovens § 16, stk. 3, nr. 1-3, to medlemmer efter centralstyrelseslovens § 16, stk. 3, nr. 4, to medlemmer efter centralstyrelseslovens § 16, stk. 3, nr. 5 og otte medlemmer efter centralstyrelseslovens § 16, stk. 4. Formanden bestemmer, hvilke faglige grupper, der skal deltage i fællesmødet, dog skal lægerne repræsenteres ved tre medlemmer.
Det påhviler desuden formanden at indkalde det samlede nævn til et årligt møde, hvor spørgsmål af almindelig interesse for nævnets virksomhed drøftes.
§ 4
Indenrigs- og Sundhedsministeriet stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet. Indenrigs- og Sundhedsministeren udnævner en direktør for nævnets sekretariat.
§ 5
Ved ordet »formand« menes i §§ 6-11 »formanden eller den, formanden bemyndiger dertil«.
Forberedelse af sagerne
Forberedelse af sagerne
§ 6
Formanden afgør, om en klage falder inden for nævnets kompetence, om klageren har tilstrækkelig retlig interesse i sagen, og om en klage skal afvises, fordi den 2-årige eller 5-årige klagefrist, jf. centralstyrelseslovens § 22, er overskredet.
§ 7
Sekretariatet bestemmer rækkefølgen for behandling af de indkomne klager.
Sekretariatet er ansvarlig for oplysning af sagen, indhentelse af fornøden sagkyndig vurdering og udarbejdelse af forslag til afgørelse.
Formanden fastsætter retningslinier for embedslægeinstitutionernes behandling af patientklagesager.
Sundhedspersoner skal efter anmodning meddele sekretariatet og embedslægerne enhver oplysning, herunder journaler, til brug for behandling af sagen.
Skønner formanden, at en klage eller en indberetning fra Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Grønlands Hjemmestyre eller Færøernes Hjemmestyre vil kunne føre til en straffesag mod en eller flere sundhedspersoner, kan formanden beslutte, at sagen sendes til politimæssig efterforskning før nævnsbehandling.
Sekretariatet kan under sagsforberedelsen forelægge konkrete sager for Retslægerådet og Sundhedsstyrelsen.
Sekretariatet hører parterne i overensstemmelse med forvaltningslovens regler over relevant materiale samt over sagkyndige vurderinger og forslag til afgørelse, inden Patientklagenævnet træffer afgørelse i sagen.
Afholdelse af møde m.v.
Afholdelse af møde m.v.
§ 8
Nævnet udøver sin virksomhed i møder, jf. dog stk. 2.
Formand og næstformænd kan træffe afgørelser i sager, som efter den af nævnet fulgte praksis ikke skønnes at give anledning til tvivl, herunder afvise anmodninger om genoptagelse af sager. Dette gælder dog ikke sager, som giver anledning til at udtale kritik over for den pågældende sundhedsperson, eller til at udtale, at den pågældende sundhedsperson kunne have handlet mere hensigtsmæssigt, eller sager, hvor der klages over en afgørelse truffet af et lokalt psykiatrisk patientklagenævn.
§ 9
Et nævnsmøde sammensættes af:
- Formanden eller en næstformand.
- To lægmandsmedlemmer efter centralstyrelseslovens § 16, stk. 3.
- To fagligt uddannede medlemmer efter centralstyrelseslovens § 16, stk. 4, afhængig af hvilke faggrupper, sagen vedrører.
Nævnsmødet er beslutningsdygtigt, når formanden eller vedkommende næstformand og to af nævnets andre medlemmer, heraf et medlem beskikket efter centralstyrelseslovens § 16, stk. 3, og et medlem beskikket efter centralstyrelseslovens § 16, stk. 4, er til stede.
Formanden eller vedkommende næstformand leder og tilrettelægger nævnsmødet.
§ 10
Formanden afgør, hvilke medlemmer, jf. § 9, der skal indkaldes til et nævnsmøde.
Formanden fastsætter tid, sted og dagsorden for nævnsmøderne.
Vedrører en sag flere faggrupper, deltager de fagligt uddannede medlemmer alene ved afgørelsen af de delspørgsmål, som vedrører de pågældendes eget fagområde.
Nævnsmøderne indkaldes med mindst 14 dages varsel, bilagt dagsorden, hvoraf det fremgår, hvilke sager der kommer til behandling på mødet.
Med hvert dagsordenspunkt følger et forslag til nævnets afgørelse. Med forslaget udsendes det sagsmateriale, der er nødvendigt, for at nævnet kan træffe en afgørelse.
Formanden kan bestemme, at sagen kan afgøres ved forenklet mødebehandling. Sagen udsendes i så fald til medlemmerne med indstilling om afgørelsen og kan kun kræves behandlet på mødet, hvis et medlem giver sekretariatet meddelelse herom sædvanligvis senest tre hverdage før det fastsatte møde.
§ 11
Nævnsmøder er ikke offentlige. Nævnets formand kan, hvor særlige forhold gør sig gældende, bestemme, at særligt sagkyndige eller andre kan deltage i et nævnsmøde uden stemmeret.
Afgørelser m.v.
Afgørelser m.v.
§ 12
Nævnsmødets afgørelser træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens/næstformandens stemme udslagsgivende.
Nævnsmødets afgørelser indføres i en beslutningsprotokol, som underskrives af deltagerne i nævnsmødet. Et medlem kan kræve tilført protokollen en kort begrundelse for sit standpunkt.
Afgørelser udfærdiges skriftligt, med begrundelse og med angivelse af, om det er et enigt nævn eller et flertal af nævnets medlemmer, der har truffet afgørelse. I afgørelsen angives navnene på de nævnsmedlemmer, der har deltaget i afgørelsen. Et medlems eventuelle særstandpunkt anføres kort i afgørelsen.
§ 13
Nævnets afgørelse sendes til klageren samt de personer, hvis faglige virksomhed afgørelsen vedrører. Kopi af afgørelsen kan uanset sagens udfald endvidere sendes til vedkommende embedslægeinstitution, Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Grønlands Hjemmestyre eller Færøernes Hjemmestyre, samt myndigheder, der er arbejdsgiver eller lignende i forhold til den eller de berørte personer inden for sundhedsvæsenet og andre med berettiget interesse.
§ 14
Nævnet offentliggør i anonymiseret og eventuelt resumeret form afgørelser, der er af principiel betydning eller har almen interesse, og som er egnet som vejledning om nævnets praksis.
§ 15
Patientklagenævnet kan, jf. § 14 i centralstyrelsesloven, benytte følgende reaktioner i sine afgørelser:
- sagen giver ikke grundlag for kritik af sundhedspersonen,
- sagen giver grundlag for at udtale, at sundhedspersonen i en eller flere nærmere angivne situationer kunne have handlet mere hensigtsmæssigt,
- sagen giver grundlag for kritik, fordi sundhedspersonen har overtrådt lovgivningen,
- sagen giver yderligere grundlag for at indskærpe sundhedspersonen at være mere omhyggelig og samvittighedsfuld i sit fremtidige virke og
- sagen giver yderligere grundlag for berettiget mistanke om, at sundhedspersonen kan have gjort sig skyldig i grovere eller gentagen skødesløshed. Patientklagenævnet kan på den baggrund anmode anklagemyndigheden om at overveje at rejse tiltale.
Patientklagenævnet kan, jf. § 38 i lov om tvang i psykiatrien, tiltræde, ændre eller hjemvise afgørelser om tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magtanvendelse, beskyttelsesfiksering og aflåsning af patientstue, der er truffet af det lokale psykiatriske patientklagenævn i vedkommende amt.
§ 16
Patientklagenævnet er i sin virksomhed uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse.
Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Fremkommer der i en sag, som er afgjort af nævnet, nye og for sagens afgørelse væsentlige oplysninger, kan nævnet tage sagen op til fornyet behandling og afgørelse.
Forskellige bestemmelser
Forskellige bestemmelser
§ 17
Der påhviler nævnets medlemmer tavshedspligt.
§ 18
Patientklagenævnets medlemmer er i forbindelse med deres arbejde for nævnet omfattet af forvaltningslovens regler om habilitet.
Et nævnsmedlem må ikke medvirke ved behandlingen af en konkret sag i blandt andre følgende situationer:
- hvis nævnsmedlemmet har nære personlige relationer til en af sagens parter,
- hvis nævnsmedlemmet har deltaget i sagsbehandlingen af samme sag i en anden institution, eksempelvis Retslægerådet eller Patientforsikringen,
- hvis klager på noget tidspunkt er blevet undersøgt eller behandlet af nævnsmedlemmet,
- hvis klager i forbindelse med det påklagede forhold er blevet undersøgt eller behandlet på den sygehusafdeling, klinik m.v., hvor nævnsmedlemmet er beskæftiget,
- hvis den indklagede sundhedsperson er ansat på den sygehusafdeling, klinik m.v., hvor nævnsmedlemmet er beskæftiget,
- hvis et nævnsmedlem har været beskæftiget på den indklagede sundhedspersons sygehusafdeling, klinik m.v. under det påklagede forhold,
- hvis der i øvrigt foreligger konkrete omstændigheder, som kan være egnede til at vække tvivl om den pågældendes uvildighed.
Hvis et nævnsmedlem er i tvivl om sin habilitet, kan spørgsmålet drøftes med Patientklagenævnets sekretariat.
§ 19
Nævnet afgiver en årlig redegørelse til indenrigs- og sundhedsministeren om sin virksomhed.
§ 20
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. november 2003 og har virkning fra 1. november 2003.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 662 af 14. september 1998 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 4. november 2003, den 4. november 2003
/Lars Løkke Rasmussen Tina González-Schelbeck/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2003
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2003