TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om anmeldelse af arbejdsulykker

BEK nr 931 af 05/11/2003

DanmarkBekendtgørelse2003

§ 1

En arbejdsulykke, der antages at kunne begrunde krav på ydelser efter loven, skal anmeldes snarest muligt og senest 9 dage efter skadens indtræden. Den anmeldelsespligtige, jf. § 3, anmelder skaden til det forsikringsselskab, hvor forsikringen er tegnet. Hvis der ikke er tegnet forsikring, jf. lovens § 4, stk. 2, nr. 4, § 48, stk. 5 og 6, og § 52, skal skaden anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen.

Stk. 2

Har en arbejdsskade, som angivet i stk. 1, medført, at tilskadekomne endnu ikke på 5-ugersdagen for skadens indtræden kan genoptage sædvanligt arbejde i fuldt omfang, skal skaden under alle omstændigheder anmeldes senest 9 dage efter 5-ugersdagen.

Stk. 3

Arbejdsskadestyrelsen skal inden 48 timer underrettes om dødsfald, der må antages at skyldes en arbejdsskade. Det samme gælder ethvert dødsfald, der er indtruffet på en arbejdsplads. Underretning skal finde sted, selv om den skade, der kan have medført dødsfaldet, allerede er anmeldt efter stk. 1-2.

Stk. 4

Ved forsikringsselskab forstås i denne bekendtgørelse:

  1. et forsikringsselskab, der tegner arbejdsulykkesforsikring efter denne lov, eller
  1. en kommune eller arbejdsgiver, der ikke har afgivet risikoen efter loven til et forsikringsselskab, jf. lovens § 48, stk. 5, og § 88.

§ 2

Er skaden sket i udlandet, og kan anmeldelse af praktiske grunde ikke ske til forsikringsselskabet, skal anmeldelsen ske til et dansk konsulat, der straks videresender den til Arbejdsskadestyrelsen. Anmeldelsen skal ske inden for de ovennævnte frister.

Stk. 2

Er skaden sket under sejlads, regnes anmeldelsesfristerne fra tidspunktet for skibets forbindelse med land.

§ 3

Anmeldelsespligten påhviler den sikringspligtige arbejdsgiver.

Stk. 2

For personer, der er kommet til skade under arbejde i privat husholdning eller under udførelse af privat tjeneste, og for hvem der ikke er sikringspligt, jf. lovens § 48, stk. 6, påhviler anmeldelsespligten arbejdsgiveren.

Stk. 3

For tilskadekomne selvstændige og medarbejdende ægtefæller, som har tegnet forsikring for sig selv efter lovens § 48, stk. 2, og for personer, der er kommet til skade under forsøg på redning af menneskeliv her i landet, jf. lovens § 4, stk. 2, skal anmeldelsen foretages af pågældende selv eller dennes efterladte.

§ 4

Anmeldelse efter § 1 kan ske i elektronisk form eller i papirform på særlige blanketter.

Stk. 2

Elektronisk anmeldelse kan ske via Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside: www.ask.dk, hvor anmelder kan tilmeldes EASY.

Stk. 3

Papirblanketten udleveres af Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen samt af forsikringsselskaberne.

Stk. 4

Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen kan godkende, at anmeldelse sker i elektronisk eller papirbaseret form udarbejdet af anmelder.

§ 5

Fra 1. februar 2003 anmeldes arbejdsulykker elektronisk eller på en blanket uden lægeerklæring og uden tilskadekomnes samtykke.

Stk. 2

Anmeldes en arbejdsulykke 1. februar 2003 eller senere på den tidligere anmeldeblanket med udfyldt lægeerklæring, honoreres lægen med sædvanligt honorar.

§ 6

I henhold til forvaltningslovens § 29, stk. 2, og lov om arbejdsskadesikring § 37, stk. 2, kræves ikke samtykke fra den tilskadekomne for at behandle sagen. Arbejdsskadestyrelsen behandler derfor sager ved stiltiende samtykke. Den tilskadekomne kan dog altid bede Arbejdsskadestyrelsen om ikke at behandle sagen.

Stk. 2

Hvis forsikringsselskabet selv indhenter lægelige oplysninger hos en læge, kræver dette tilskadekomnes samtykke.

§ 7

Undladelse af anmeldelse efter § 1, stk. 1-2, og § 2 kan straffes med bøde, jf. lovens § 82, stk. 3.

Stk. 2

Henvendelse til politiet vedrørende bødeforlæg foretages af Arbejdsskadestyrelsen.

§ 8

Ved arbejdsulykker, der antages at kunne begrunde krav på ydelser under sagens behandling efter lovens §15 (sygebehandling og hjælpemidler m.m.), kan forsikringsselskabet selv tage stilling til kravet og udbetale eventuelle ydelser.

Stk. 2

Forsikringsselskaberne kan tage stilling til, om sagen angår selvstændige eller medhjælpende ægtefæller, som ikke er forsikrede, jf. lovens § 2, stk. 3.

Stk. 3

Samtidig med forsikringsselskabets beslutning skal den tilskadekomne udtrykkeligt gøres opmærksom på, at skaden kan forelægges Arbejdsskadestyrelsen, hvis pågældende ikke er tilfreds med selskabets beslutning.

Stk. 4

Kan forsikringsselskabet ikke tage stilling efter stk. 1 og 2, eller er den tilskadekomne ikke tilfreds med forsikringsselskabets beslutning, jf. stk. 3, skal forsikringsselskabet sende anmeldelsen til Arbejdsskadestyrelsen med oplysning om, hvori tvivlen består, og med anmodning om en afgørelse. Samtidig underretter forsikringsselskabet den tilskadekomne om sagens stilling.

§ 9

Forsikringsselskabet skal snarest videresende anmeldelsen til Arbejdsskadestyrelsen, hvis:

  1. skaden har medført eller må antages at ville medføre den tilskadekomnes død, eller
  1. skaden har medført, at den tilskadekomne endnu 5 uger efter skadens indtræden ikke har genoptaget sit sædvanlige arbejde i fuldt omfang, eller
  1. skadens følger kan begrunde erstatning ud over behandlingsudgifter under sagens behandling, eller
  1. skaden i øvrigt ikke er omfattet af § 8.
Stk. 2

Arbejdsskadestyrelsen tager derefter stilling til, om skaden hører under loven, og viderebehandler sagen.

§ 10

Forsikringsselskaberne har pligt til at indhente lægelige oplysninger, inden de tager stilling til behandlingsudgifter under sagens behandling, jf. § 8, stk. 1.

Stk. 2

Forsikringsselskaberne kan dog undlade at indhente lægelige oplysninger, hvis

  1. skadens følger er så ubetydelige, at der ikke kan blive tale om erstatning ud over behandlingsudgifter under sagens behandling, og selskabet betaler disse, eller
  1. sagen henlægges uden behandlingsudgifter, eller
  1. den tilskadekomne er omfattet af personkredsen nævnt i § 8, stk. 2.

§ 11

Viser det sig, at et tilfælde, forsikringsselskabet behandler efter § 8, stk. 1, må antages at begrunde krav på erstatning for tab af erhvervsevne eller godtgørelse for varigt mén eller fremtidige behandlingsudgifter, sender forsikringsselskabet sagens akter til Arbejdsskadestyrelsen, jf. § 9, med oplysning om, hvad der er sket i sagen.

§ 12

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2004 og gælder for skader, der anmeldes 1. januar 2004 eller senere. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 38 af 21. januar 2003 om regler for anmeldelse af arbejdsulykker, kortvarige skadelige påvirkninger og pludselige løfteskader, der dog fortsat anvendes på skader, der anmeldes før 1. januar 2004.

Stk. 2

Pludselige løfteskader, jf. § 9A i lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000, der er indtrådt før 1. januar 2004 og ikke er anmeldt før denne dato, anmeldes efter bekendtgørelse nr. 38 af 21. januar 2003 om regler for anmeldelse af arbejdsulykker, kortvarige skadelige påvirkninger og pludselige løfteskader.


Arbejdsskadestyrelsen, den 5. november 2003, den 5. november 2003

/Anne Lind Madsen Ole Pontoppidan/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2003
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2003
Bekendtgørelse om anmeldelse af arbejdsulykker | TheLawyer.sh