Bekendtgørelse om ydelse af mælkepræmie
BEK nr 130 af 27/02/2004 I medfør af § 1, stk. 1-4, § 4, stk. 1 og 5 og § 24 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 285 af 8. maj 2002, samt efter bemyndigelse, fastsættes:
(Stk. 2)
§ 1. Bestemmelserne i denne bekendtgørelse vedrører ydelse af mælkepræmien for kvoteåret 1. april 2003 til 31. marts 2004. Stk. 2. Mælkepræmien består af en fast præmie pr. kg. mælkekvote, samt af en supplerende præmie pr. kg. mælkekvote. Den supplerende præmie fordeles ligeligt pr. kg. mælkekvote i forhold til den i EU-reglerne fastsatte bevilling.
(Stk. 2)
§ 2. Direktoratet for FødevareErhverv administrerer den i § 1 nævnte præmieordning. Stk. 2. Plantedirektoratet kontrollerer efter bemyndigelse den i § 1 nævnte præmieordning hos mælkeproducenterne.
§ 3. Mælkepræmien ydes til mælkeproducenter, som den 31. marts 2004 har en mælkekvote til rådighed på bedriften. En mælkekvote, der midlertidigt er blevet overført til bedriften den 31. marts 2004 efter reglerne om mælkekvoter, anses for at være til rådighed for modtagerens bedrift for kalenderåret 2004.
(Stk. 2)
§ 4. En mælkeproducent, som ikke har været aktiv i kvoteåret 1. april 2003 til 31. marts 2004, kan kun få udbetalt mælkepræmien efter § 1, hvis vedkommende inden ansøgningsfristen efter § 5, har godtgjort overfor Direktoratet for FødevareErhverv, at mælkeproduktionen er genoptaget. Stk. 2. I tilfælde af force majeure og i behørigt begrundede tilfælde, der midlertidigt påvirker mælkeproducentens produktionskapacitet, og hvis Direktoratet for FødevareErhverv kan godkende dette, finder stk. 1 ikke anvendelse. Ansøgning om dispensation fra stk. 1 skal ledsages af skriftlig dokumentation fra dyrlæger, læger m.v. om forholdet.
§ 5. Ansøgning om mælkepræmie indgives senest den 15. maj 2004 til Direktoratet for FødevareErhverv på et fortrykt ansøgningsskema.
§ 6. Klage over afgørelser truffet efter denne bekendtgørelse indgives efter reglerne i bekendtgørelse om Direktoratet for FødevareErhvervs opgaver og beføjelser.
(Stk. 2)
§ 7. Den, der til brug for afgørelser, der træffes efter denne bekendtgørelse, afgiver urigtige oplysninger eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter kapitel 5 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. marts 2004.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2004
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2004