Bekendtgørelse om kontrol med krydsoverensstemmelse i forbindelse med direkte støtte til landbrugere
BEK nr 1519 af 22/12/2004 I medfør af § 1, stk. 1 og § 4, stk. 1 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer mv. (bemyndigelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 297 af 28. april 2004, fastsættes efter bemyndigelse:
§ 1. Kontrol med overholdelse af de krav, der indgår i krydsoverensstemmelse i forbindelse med direkte støtte til landbrugere, foretages af de kontrolmyndigheder, der efter gældende regler er udpeget hertil. De krav, der indgår i krydsoverensstemmelse, fremgår af bilag 1 i bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter enkeltbetalingsordningen.
(Stk. 7)
§ 2. Kontrolmyndigheden udtager årligt på baggrund af en risikoanalyse, jf. bilag 1 til denne bekendtgørelse, minimum én pct. af de bedrifter, der modtager direkte landbrugsstøtte inden for kontrolmyndighedens geografiske område, til kontrol. Stk. 2. Andre kontrolmyndigheder end primærkommuner kan i stedet årligt på baggrund af en risikoanalyse, jf. bilag 1 til denne bekendtgørelse, vælge at udtage en population svarende til minimum én pct. af de bedrifter, der modtager direkte støtte, og som er omfattet af kontrolordninger, der hører under den pågældende myndigheds kompetence. Udtagningen sker på basis af en kontrolpopulation, som Direktoratet for FødevareErhverv stiller til rådighed. Stk. 3. Kontrolfrekvensen efter stk. 1 og 2 anvendes ikke, hvor en højere minimumsprocent fremgår af lovgivningen i øvrigt. Stk. 4. Den kontrolpopulation, direktoratet stiller til rådighed efter stk. 2, fastlægges endeligt efter udløbet af ansøgningsfristen om støtte efter bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter enkeltbetalingsordningen. Kontrolmyndigheden kan ved udtagelse til kontrol efter stk. 2 på baggrund af en risikoanalyse foretage udskiftninger i den valgte kontrolpopulation mod behørig begrundelse og dokumentation. Stk. 5. Bedrifter, der modtager direkte landbrugsstøtte og som omfatter landbrugsejendomme beliggende inden for mere end én primær- eller amtskommunes geografiske område, indgår i beregningen af kontrolomfanget efter stk. 1 og 2, hos den kommune, der har udtaget bedriften til kontrol. Stk. 6. Kontrolmyndighederne skal hvert år senest den 15. maj meddele direktoratet, hvilke bedrifter kontrolmyndigheden foreløbigt har udtaget til kontrol. Stk. 7. Kontrolmyndighederne indberetter en eventuel forhøjet kontrolfrekvens efter stk. 1 og 2, til direktoratet. Kontrolmyndighederne regulerer kontrolfrekvensen jf. bestemmelserne i Rådets forordning nr. 796/2004, artikel 44, hvis kontrollen viser, at der i en stor andel af kontrolsagerne er en betydelig grad af manglende overensstemmelse med de krav, der indgår i krydsoverensstemmelse.
(Stk. 3)
§ 3. For bedrifter der er udtaget til kontrol efter § 2, skal kontrolmyndigheden gennemføre kontrol for samtlige krav, der indgår i krydsoverensstemmelse, som kontrolmyndigheden er udpeget til at kontrollere og som kan kontrolleres for den udtagne bedrift. Stk. 2. Den udtagne bedrift omfatter samtlige produktionsenheder under samme CVR-nummer. Stk. 3. En primær- eller amtskommune, der som kontrolmyndighed udtager en bedrift til kontrol, og som bliver opmærksom på, at bedriften omfatter produktionsenheder beliggende udenfor dens geografiske område, orienterer Direktoratet for FødevareErhverv herom. Direktoratet pålægger herefter den eller de andre kommuner, hvor produktionsenhederne er beliggende, at gennemføre kontrol i forhold til disse produktionsenheder.
(Stk. 5)
§ 4. Kontrolmyndighederne indberetter de tilfælde af manglende overholdelse af de krav, der indgår i krydsoverensstemmelse, som vedrører en landbrugsaktivitet eller er foregået på et landbrugsareal til Direktoratet for FødevareErhverv. Der indberettes kontrolresultater for alle krav, der indgår i krydsoverensstemmelse. Hvor kontrollen er udtaget efter reglerne i § 2, indberetter kontrolmyndigheden tillige resultatet af kontrollen til direktoratet i tilfælde, hvor kravene er overholdt. Stk. 2. Forud for indberetningen foretager kontrolmyndigheden høring af landbrugeren om resultaterne af kontrollen, herunder evalueringen i henhold til § 5. Kontrolmyndigheden oplyser i den forbindelse ansøgeren om, at oplysningerne fremkommet i forbindelse med kontrollen, herunder ansøgerens høringssvar, vil blive indberettet til Direktoratet for FødevareErhverv og indgå i direktoratets vurdering af ansøgninger om støtte efter enkeltbetalingsordningen. Kontrolmyndigheden korrigerer i relevant omfang kontrolresultatet under hensyn til høringssvaret før indberetningen indgives til direktoratet. Stk. 3. Indberetning af manglende overholdelse sker på en kontrolrapport, der skal indeholde de oplysninger, der fremgår af bilag 2. Kontrolrapporten indberettes på web-adressen www.dffe.dk. Høringssvar fra ansøgeren, jf. stk. 2, indsendes til direktoratet. Indberetningen af kontrolresultatet sker senest 2 måneder efter afslutningen af kontrollen på bedriften. Stk. 4. For at sikre en ensartet kontrol af krydsoverensstemmelseskravene og en ensartet vurdering af eventuel manglende overholdelse heraf, udarbejder Direktoratet for FødevareErhverv i samarbejde med de myndigheder, der er ansvarlige for implementering og kontrol af de retsakter, der er nævnt i bilag III til Rådets forordning nr. 1782/2003 af 29. september 2003 en vejledning til kontrolmyndighederne om bedømmelse af manglende overholdelse af krav, jf. § 5. Stk. 5. Kontrolmyndighederne indberetter de tilfælde, hvor kontrolmyndigheden er blevet nægtet adgang til kontrol vedrørende krydsoverensstemmelses krav til Direktoratet for FødevareErhverv.
(Stk. 2)
§ 5. Kontrolmyndigheden anvender ved indberetning efter § 4 de tre kriterier alvor, omfang og varighed. Stk. 2. De tre kriterier bliver bedømt af kontrolmyndigheden efter følgende 4 trins skala:
- Karakteren 1: Anvendes, hvor den manglende overholdelse af et krav ligger indenfor en tolerancegrænse, fastlagt i retsgrundlaget for det pågældende krav.
- Karakteren 2: Anvendes, hvor det vurderes, at den manglende overholdelse af et krav kun har lille betydning i forhold til formålet med det pågældende krav.
- Karakteren 3: Anvendes, hvor det vurderes, at den manglende overholdelse af et krav har væsentlig betydning i forhold til formålet med det pågældende krav.
- Karakteren 4: Anvendes, hvor det vurderes, at den manglende overholdelse af et krav har meget stor betydning i forhold til formålet med det pågældende krav.
§ 6. Fødevareministeriet kan i forbindelse med klager over Direktoratet for FødevareErhvervs afgørelser om reduktion af den direkte støtte som følge af manglende overholdelse af bestemmelserne om krydsoverensstemmelse høre de myndigheder, der er ansvarlige for implementeringen af de retsakter, der er nævnt i bilag III til Rådets forordning nr. 1782/2003 af 29. september 2003. Høringsadgangen er begrænset til retlige spørgsmål.
§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2005.
Risikoanalyse
Bilag 1 Udvælgelsen af landbrugere til kontrol skal foretages ud fra en risikoanalyse. Der stilles følgende krav til kontrolmyndighedernes risikoanalyse:
- Risikoanalysen skal udarbejdes ud fra gældende lovgivning, såfremt dette er relevant, alternativt ud fra de pågældende krav eller normer. Såfremt risikoanalysen udarbejdes ud fra de relevante krav eller normer kan risikoanalysen basere sig på de enkelte bedrifter eller på bedriftskategorier eller geografiske områder. Hvis kontrolmyndigheden vurderer det er mere effektivt, kan risikoanalysen foretages for virksomheder, særlige slagterier, handlende eller leverandører i stedet for på bedriftsbasis.
- Risikoanalysen skal være dokumenteret.
- Risikoanalysen skal opbevares hos kontrolmyndigheden i minimum 5 år. Risikoanalysen skal forelægges Direktoratet for FødevareErhverv, såfremt direktoratet anmoder herom.
Kontrolrapporten
Bilag 2 Kontrolrapporten skal indeholde følgende oplysninger: a) En generel del, der bl.a. indeholder følgende oplysninger: i) oplysninger om den landbruger, der er udvalgt til kontrol, herunder navn, bopælsadresse, CVR-nummer samt adresser på eventuelle øvrige ejendomme, der er omfattet af CVR nummeret ii ) de tilstedeværende personer (herunder ansøgeren eller dennes repræsentant) iii ) angivelse af, om landbrugeren har fået varsel om kontrolbesøget og i givet, hvor langt tid i forvejen b) En del, der særskilt oplyser om den kontrol, der er foretaget for hver af retsakterne og normerne, og som bl.a. indeholder følgende oplysninger: i) de krav og normer, kontrollen på stedet omfatter ii ) arten og omfanget af den udførte kontrol iii ) resultaterne iv ) de retsakter og normer for hvilke, der er konstateret manglende overensstemmelse. Det vil sige en opregning af de krav, hvor der var manglende overensstemmelse med angivelse af de retsakter, som kravene uds pringer af. Angivelsen af retsakterne skal ske i form af en henvisning til nummereringen af krav i bilag 1 i bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter enkeltbetalingsordningen. c) en evalueringsdel med en vurdering af betydningen af den manglende overensstemmelse for hver krav ud fra kriterierne ”alvorlighed”, ”omfang” og ”varighed”, jf. artikel 7, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1782/2003, og angivelse af eventuelle forhold, der bør medføre en forhøjelse eller reduktion af den nedsættelse, der skal anvendes. I den førstnævnte del anvendes en numerisk skala fra 1 til 4 som anført i § 5 i nærværende bekendtgørelse. Kriteriet ”gentagelse” vurderes af Direktoratet for FødevareErhverv.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2004
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2004