TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om bekæmpelse af kæmpebjørneklo

DanmarkBekendtgørelse2004

BEK nr 889 af 26/08/2004 I medfør af § 10, stk. 2 og 3, §§ 12-14, § 16 stk. 2 og 3, og § 18, stk. 2, i lov nr. 434 af 9. juni 2004 om drift af landbrugsjorder og efter bemyndigelse fastsættes:

§ 1

(Stk. 3)

§ 1. Amtsrådet og kommunalbestyrelsen kan i henhold til en endelig og vedtaget offentliggjort indsatsplan pålægge ejere af arealer, hvorpå der forefindes kæmpebjørneklo, at bekæmpe planten. Stk. 2. Har amtsrådet eller kommunalbestyrelsen offentliggjort en endelig vedtaget indsatsplan, har ejere af de i stk. 1 nævnte arealer pligt til at foretage en effektiv bekæmpelse af planten i overensstemmelse med indsatsplanen. Stk. 3. Pligten til at foretage bekæmpelse i overensstemmelse med indsatsplanen gælder også for offentlige myndigheder.

§ 2

§ 2. Udarbejder amtsrådet eller kommunalbestyrelsen en indsatsplan, skal denne indeholde følgende:

  1. Angivelse af indsatsområdet, indtegnet på Kort- og Matrikelstyrelsens kort i målforholdet 1:25.000.
  2. Angivelse af en eller flere frister, indenfor hvilken bekæmpelse hvert år skal have fundet sted.
  3. Beskrivelse af krav til resultatet af bekæmpelsen, samt vejledning i hvilke bekæmpelsesmetoder der hensigtsmæssigt kan anvendes. Hensynet til det omgivende miljø ved valg af bekæmpelsesmetode skal fremgå af vejledningen.
  4. Angivelse af tidspunkt for amtsrådets eller kommunalbestyrelsens evaluering af indsatsplanen.
§ 3

§ 3. Amtsrådet eller kommunalbestyrelsen skal inddrage den eller de lokale landbrugsorganisationer, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet og Dansk Skovforening ved udarbejdelsen af forslag til indsatsplan, men kan også inddrage andre organisationer.

§ 4

(Stk. 4)

§ 4. Forslag til indsatsplan offentliggøres efter amtsrådets eller kommunalbestyrelsens vedtagelse. Ved offentliggørelsen skal der oplyses om fristen efter stk. 2. Stk. 2. Amtsrådet eller kommunalbestyrelsen fastsætter en frist på mindst 8 uger for fremsættelse af indsigelser m.v. mod forslaget til indsatsplan. Stk. 3. Samtidig med offentliggørelse af forslag til indsatsplan skal amtsrådet eller kommunalbestyrelsen give skriftlig underretning herom til ejere af arealer inden for indsatsområdet samt til hovedorganisationerne for de i § 3, nævnte organisationer. Underretningen skal indeholde oplysninger om fristen efter stk. 2. Stk. 4. Amtsrådet og kommunalbestyrelsen har en gensidig forpligtelse til at underrette hinanden om henholdsvis amtsrådets og kommunalbestyrelsens forslag til indsatsplan.

§ 5

(Stk. 2)

§ 5. Efter udløbet af fristen efter § 4, stk. 2, kan amtsrådet eller kommunalbestyrelsen vedtage og offentliggøre indsatsplanen endeligt. Stk. 2. I forbindelse med den endelige vedtagelse af planen kan der foretages ændring af den offentliggjorte indsatsplan. Berører ændringen på væsentlig måde andre myndigheder eller borgere end dem, der ved indsigelse har foranlediget ændringen, kan vedtagelsen af planen ikke ske, før de pågældende har fået lejlighed til at udtale sig.

§ 6

(Stk. 2)

§ 6. Amtsrådet eller kommunalbestyrelsen foretager kontrol for at sikre overholdelse af indsatsplanen og påbud udstedt i medfør af § 7. Stk. 2. Amtsrådet eller kommunalbestyrelsen har til enhver tid mod behørig legitimation adgang til arealer omfattet af en indsatsplan udarbejdet af de pågældende myndigheder med henblik på gennemførelse af kontrol som nævnt i stk. 1.

§ 7

(Stk. 2)

§ 7. Såfremt indsatsplanens bestemmelser om bekæmpelse af kæmpebjørneklo ikke overholdes, kan amtsrådet eller kommunalbestyrelsen påbyde den pågældende ejer at foretage bekæmpelsen. Ejeren skal gives en frist på ikke under 1 uge til at foretage bekæmpelse. Stk. 2. Amtsrådet eller kommunalbestyrelsen orienterer ved samtidig fremsendelse til hovedorganisationerne for Dansk Landbrug, Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet om meddelte påbud.

§ 8

(Stk. 2)

§ 8. Efterkommes påbud meddelt i medfør af § 7 ikke, kan amtsrådet eller kommunalbestyrelsen foretage bekæmpelsen. Ejeren skal skriftligt orienteres om tidspunktet for amtsrådets eller kommunalbestyrelsens foretagelse af bekæmpelsen. Stk. 2. Når amtsrådet eller kommunalbestyrelsen foretager bekæmpelse på privat grund, skal der tages størst muligt hensyn til landbrugsdriften i indsatsområdet som berøres af bekæmpelsen, herunder skal det sikres, at den valgte bekæmpelsesmetode ikke er til skade for økologiske bedrifter, samt at der ved valg af bekæmpelsesmetode, tages størst muligt hensyn til det omgivende miljø.

§ 9

(Stk. 4)

§ 9. Amtsrådets og kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan påklages til Plantedirektoratet. Stk. 2. Dansk Landbrug, Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet kan ved deres hovedorganisationer påklage følgende til Plantedirektoratet:

  1. Indsatsplanes overensstemmelse med de i § 2 angivne indholdsmæssige krav.
  2. Påbud meddelt af amtsrådet eller kommunalbestyrelsen i medfør af § 7. Stk. 3. Klage indgives til amtsrådet eller kommunalbestyrelsen og videresendes med amtsrådets eller kommunalbestyrelsens bemærkninger til Plantedirektoratet. Ved fremsendelse skal kopi af indsatsplanen vedlægges. Klage skal indgives inden fire uger fra datoen for modtagelse af afgørelsen eller inden fire uger fra den i § 5, stk. 1, nævnte endelige vedtagelse af indsatsplanen. Stk. 4. Plantedirektoratets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 10

§ 10. I Københavns og Frederiksberg Kommuner og Bornholms Regionskommune varetages opgaver, der i denne bekendtgørelse er tillagt et amtsråd, af Københavns og Frederiksberg Kommunalbestyrelser og Bornholms Regionsråd, jf. § 17 i lov om drift af landbrugsjorder.

§ 11

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 4. september 2004.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2004
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2004
Bekendtgørelse om bekæmpelse af kæmpebjørneklo | TheLawyer.sh