TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om hvilke fysiske og juridiske personer der kan udføre tjenesteydelser i forbindelse med værdipapirhandel på erhvervsmæssigt grundlag uden tilladelse efter lov om finansiel virksomhed

DanmarkBekendtgørelse2004

BEK nr 938 af 16/09/2004 I medfør af § 9, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 25. juni 2004, fastsættes:

§ 1

§ 1. Tjenesteydelser i forbindelse med værdipapirhandel på erhvervsmæssigt grundlag (investeringsservice) kan udføres uden tilladelse efter lov om finansiel virksomhed af følgende:

  1. Forsikringsselskaber omfattet af lov om finansiel virksomhed.
  2. Virksomheder, der udelukkende yder investeringsservice til deres modervirksomhed, deres dattervirksomhed eller et af deres modervirksomheds andre dattervirksomheder.
  3. Personer, der yder investeringsservice, hvis denne service ydes lejlighedsvis i forbindelse med erhvervsmæssig virksomhed, og denne virksomhed er omfattet af lovbestemmelser eller en fagetisk kodeks for det pågældende erhverv, som ikke udelukker, at der kan ydes service af denne art.
  4. Virksomheder, hvis investeringsservice udelukkende består i forvaltning af en ordning for medarbejderdeltagelse.
  5. Virksomheder, der yder investeringsservice i form af såvel de i nr. 2) som de i nr. 4) nævnte tjenesteydelser.
  6. Danmarks Nationalbank og Økonomistyrelsen.
  7. Institutter for kollektiv investering, hvad enten de er samordnet på fællesskabsplan eller ej, samt direktører eller investeringsforvaltningsselskaber for sådanne institutter.
  8. Personer, hvis hovederhverv består i at handle med råvarer indbyrdes, eller med producenter eller erhvervsmæssige brugere af de pågældende varer, og som kun yder investeringsservice til disse handelspartnere og kun i det omfang, det er nødvendigt for deres hovederhverv.
  9. Virksomheder, hvis investeringsservice udelukkende består i at handle for egen regning på et marked for finansielle futures eller optioner, eller som handler på vegne af eller opgiver priser til andre medlemmer af samme marked, og som garanteres af et clearingmedlem af dette marked. Ansvaret for opfyldelsen af de kontrakter, som indgås af en sådan virksomhed, påhviler et clearingmedlem af samme marked.
  10. Sammenslutninger oprettet af danske pensionskasser alene med det formål at forvalte de deltagende pensionskassers midler.
  11. Virksomheder, hvis hovederhverv er handel med eller produktion af elektricitet. Disse virksomheder kan tilbyde investeringsservice i form af el-derivater til el-forbrugere, der i det seneste kalenderår har haft et forbrug af elektricitet på 10 GWh eller derover, samt til andre virksomheder, hvis hovederhverv er handel med eller produktion af elektricitet.
  12. Virksomheder, hvis hovederhverv er handel med eller produktion af olie. Disse virksomheder kan tilbyde investeringsservice i form af olie-derivater til brugere af olie, der i det seneste kalenderår har haft et forbrug af olie på 1200 metriske tons eller derover samt til andre virksomheder, hvis hovederhverv er handel med eller produktion af olie.
  13. Forvaltningsinstitutter, der er godkendt af Justitsministeriet til at forvalte midler, der hidrører fra personer under værgemål, ikke-erhvervsdrivende fonde eller båndlagte kapitaler.
selskab
§ 2

§ 2. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2004. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 976 af 3. december 2003 om hvilke fysiske og juridiske personer der kan udføre tjenesteydelser i forbindelse med værdipapirhandel på erhvervsmæssigt grundlag uden tilladelse efter lov om finansiel virksomhed.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2004
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2004
Bekendtgørelse om hvilke fysiske og juridiske personer der kan udføre tjenesteydelser i forbindelse med værdipapirhandel på erhvervsmæssigt grundlag uden tilladelse efter lov om finansiel virksomhed | TheLawyer.sh