Bekendtgørelse om standarder for sagsbehandlingen i sager om særlig støtte til børn og unge
BEK nr 1333 af 14/12/2005 I medfør af § 58 b i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 906 af 26. september 2005, fastsættes:
(Stk. 2)
§ 1. Kommunalbestyrelsen fastsætter standarder for sagsbehandlingen i forhold til indsatsen over for børn og unge med behov for særlig støtte efter kapitel 8 i lov om social service. Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal med standarderne for sagsbehandlingen beskrive, hvordan kommunen vil gennemføre kommunens sammenhængende børnepolitik, jf. § 4, stk. 2, i lov om social service. Dette omfatter, hvordan kommunen skaber sammenhæng mellem det generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte.
§ 2. Standarderne for sagsbehandlingen skal som minimum beskrive kommunens målsætninger, indsatser og fremgangsmåder i forhold til:
- den tidlige indsats, herunder hvordan kommunen sikrer, at skoler, dagtilbud m.v. foretager de nødvendige underretninger. Endvidere hvordan kommunen sikrer, at der sker opfølgning på de nævnte underretninger, samt underretninger modtaget fra andre kommuner, jf. § 33 a i lov om social service, og underretninger modtaget fra privatpersoner, jf. § 36 i lov om social service.
- inddragelse af forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge under hele indsatsen.
- systematisk inddragelse af familie og netværk, jf. § 57 a i lov om social service.
- opfølgning og evaluering af de konkrete indsatser i den enkelte sag, jf. § 56 i lov om social service, herunder kommunens tilsyn og forberedelse af hjemgivelse af barnet, jf. § 46, stk. 4 og 5, i lov om social service.
- afdækning af de særlige forhold og indsatser i forhold til unge, der er fyldt 15 år.
§ 3. Kommunalbestyrelsen skal i standarderne for sagsbehandlingen fastlægge, ud fra hvilke konkrete mål kommunen vil vurdere, om indsatsen på de enkelte områder har levet op til kommunens egne standarder.
§ 4. Kommunalbestyrelsen kan, udover de forhold som er nævnt i § 2, inddrage andre forhold, som kommunalbestyrelsen finder relevante i forhold til at sikre en høj kvalitet i indsatsen over for børn og unge med behov for særlig støtte.
(Stk. 2)
§ 5. Kommunalbestyrelsen skal mindst hvert andet år følge op på standarderne for sagsbehandlingen, og vurdere, hvorvidt kommunens indsats har levet op til kommunens egne standarder. Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse vurdere, om der er behov for særlige undersøgelser og om standarderne for sagsbehandlingen skal revideres.
§ 6. Kommunens standarder for sagsbehandlingen samt opfølgningen på og revisionen af standarderne skal gøres alment tilgængelige for borgerne i kommunen, herunder offentliggøres på internettet.
(Stk. 2)
§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft 1. januar 2006. Stk. 2. Kommunalbestyrelsens standarder for sagsbehandlingen skal første gang være udarbejdet og offentliggjort inden udgangen af 2006.
Socialministeriet, den 14. december 2005, den 14. december 2005 /Eva Kjer Hansen Birgitte Lundblad/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2005
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2005