Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v.
BEK nr 1455 af 19/12/2005 I medfør af § 37, stk. 2, § 38, stk. 2, § 45, stk. 1, § 46 og § 57, stk. 1 og 2, i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 968 af 2. december 2003, samt §§ 1 og 2 i kgl. anordning nr. 1383 af 19. december 2005, om at visse forskrifter for kommunernes, regionernes, sammenlægningsudvalgenes og forberedelsesudvalgenes budget- og regnskabsvæsen ikke indføres i Lovtidende, fastsættes:
(Stk. 3)
§ 1. I »Budget- og regnskabssystem for kommuner « fastsætter Indenrigs- og Sundhedsministeriet forskrifter vedrørende formen for kommunernes årsbudget, flerårige budgetoverslag og regnskab, regler om specifikation af de poster på årsbudgettet, hvortil kommunalbestyrelsen ved dettes endelige vedtagelse skal tage bevillingsmæssig stilling, samt regler om udarbejdelse og udsendelse af oplysninger til kommunalbestyrelsen om kommunens økonomiske forhold. Stk. 2. ”Budget- og regnskabssystem for kommuner” er tilgængelig på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside, www.im.dk., under ”Budget- og regnskabssystem”. Stk. 3. Ændringer eller tilføjelser til »Budget- og regnskabssystem for kommuner« træder i kraft ugedagen efter offentliggørelse på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside, medmindre andet fastsættes i forbindelse med offentliggørelsen af materialet.
(Stk. 2)
§ 2. Forslag til kommunernes årsbudget og flerårige budgetoverslag udarbejdes af økonomiudvalget til kommunalbestyrelsen senest den 15. september forud for det pågældende regnskabsår. Stk. 2. Kommunalbestyrelsens 2. behandling af forslaget til årsbudget og flerårige budgetoverslag foretages senest den 15. oktober.
(Stk. 3)
§ 3. Der skal være balance mellem indtægter og udgifter på årsbudgettet og de flerårige budgetoverslag. Stk. 2. Ændringsforslag til forslag til årsbudget skal angive, hvilken bevilling forslaget retter sig imod, samt med hvilket beløb bevillingen ønskes ændret. Balancen i årsbudgettet tilvejebringes ved forhøjelse eller nedsættelse af den kommunale indkomstskat, medmindre kommunalbestyrelsen vedtager at tilvejebringe balancen på anden måde. Stk. 3. Perioden for de flerårige budgetoverslag fastsættes til 3 år. Ændringsforslag til de flerårige budgetoverslag skal have en sådan specifikationsgrad, at oversigter i budget- og regnskabssystemet, som enten skal indsendes til staten, eller som skal foreligge i forbindelse med budgetbehandlingen, umiddelbart skal kunne udfyldes. Ændringsforslag til de flerårige budgetoverslag skal angive med hvilket beløb, posten ønskes ændret. Balancen i de flerårige budgetoverslag tilvejebringes ved forhøjelse eller nedsættelse af den kommunale indkomstskat, medmindre kommunalbestyrelsen vedtager at tilvejebringe balancen på anden måde.
§ 4. Den regnskabsmæssige supplementsperiode løber fra regnskabsårets udgang til udgangen af februar måned i det følgende regnskabsår. Kommunalbestyrelsen kan i kommunens kasse- og regnskabsregulativ fastsætte en kortere supplementsperiode, som dog ikke må fastsættes til at udløbe før den 15. januar.
(Stk. 3)
§ 5. Kommunalbestyrelsen antager en sagkyndig revision, jf. § 42, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse. Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal give revisionen adgang til at foretage de undersøgelser, revisionen finder nødvendige, og skal sørge for, at revisionen i øvrigt får de oplysninger og den bistand, som revisionen anser for påkrævet for udførelsen af hvervet. Stk. 3. Kommunalbestyrelsen fastsætter de nærmere regler om revisionen i et revisionsregulativ.
(Stk. 2)
§ 6. Revisionen afgiver en årsberetning om revisionen af årsregnskabet. Revisionen afgiver endvidere beretning i årets løb, når det er foreskrevet, eller revisionen finder det hensigtsmæssigt (delberetninger), jf. § 42, stk. 4, i lov om kommuners styrelse. Stk. 2. Kommunalbestyrelsens formand sørger for, at revisionens årsberetning og delberetninger udsendes til kommunalbestyrelsens medlemmer senest 7 dage efter modtagelsen, jf. § 42 b i lov om kommuners styrelse.
(Stk. 3)
§ 7. I delberetninger redegøres for den udførte revision samt for forhold, der har givet anledning til bemærkninger, eller forhold i øvrigt, som revisionen har fundet anledning til at fremdrage. Revisionen skal gøre bemærkning, hvis den mener, at regnskabet ikke er rigtigt, eller at de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, ikke er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, kommunalbestyrelsens øvrige beslutninger, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis, jf. § 42, stk. 2, 2. pkt., i lov om kommunernes styrelse. Revisionens bemærkninger efter 2. pkt. skal fremgå særskilt af beretningen. Stk. 2. Beretningen forelægges økonomiudvalget og for så vidt angår bemærkninger, der ikke umiddelbart angår den forvaltning, der hører under økonomiudvalget tillige den pågældende kommunale myndighed til besvarelse, inden kommunalbestyrelsen i et møde træffer afgørelse om revisionens bemærkninger og om eventuelle andre spørgsmål vedrørende det pågældende regnskab. Stk. 3. Beretningen og kommunalbestyrelsens afgørelse herom indsendes til tilsynsmyndigheden senest 3 måneder efter modtagelsen af beretningen, dog senest samtidig med afgørelsen vedrørende revisionsberetningen om årsregnskabet, jf. § 8. Samtidig sendes et eksemplar af afgørelsen til revisionen.
(Stk. 5)
§ 8. Årsregnskabet aflægges af økonomiudvalget/magistraten til kommunalbestyrelsen, således at årsregnskabet kan afgives til revisionen inden den 1. juni det følgende år. Stk. 2. Efter at revisionen af årsregnskabet er afsluttet, skal dette af revisionen forsynes med påtegning om, at revisionen er udført i overensstemmelse med revisionsregulativets bestemmelser. Stk. 3. Revisionen afgiver inden den 15. august beretning om revisionen af årsregnskabet til kommunalbestyrelsen. Stk. 4. Den i § 7, stk. 1 og 2, angivne fremgangsmåde finder også anvendelse på revisionens og kommunalbestyrelsens behandling af årsregnskabet. Årsregnskabet skal tillige godkendes af kommunalbestyrelsen. Stk. 5. Kommunens årsregnskab sendes inden udgangen af september måned til tilsynsmyndigheden sammen med revisionsberetningen og de afgørelser, som kommunalbestyrelsen har truffet i forbindelse hermed. Samtidig sendes afgørelserne til revisionen.
(Stk. 3)
§ 9. Årsregnskabet aflægges i Københavns Kommune af økonomiudvalget til Borgerrepræsentationen, således at årsregnskabet kan afgives til revisionen inden 1. juni det følgende år. Stk. 2. Revisionen afgiver inden den 15. september beretning om revisionen af årsregnskabet til Borgerrepræsentationen. Stk. 3. Københavns Kommunes årsregnskab sendes inden den 31. december til tilsynsmyndigheden sammen med økonomiudvalgets revisionsbetænkning og de afgørelser, som Borgerrepræsentationen har truffet i forbindelse hermed.
§ 10. §§ 1 – 4, § 5, stk. 2, § 6 og § 8, stk. 4, jf. § 7, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på Københavns Kommune. § 5, stk. 3, og § 8, stk. 2, om en kommunes revisionsregulativ henholdsvis den påtegning herom, revisionen skal foretage, finder tilsvarende anvendelse på den revisionsvedtægt, der vedtages af Borgerrepræsentationen og stadfæstes af indenrigs- og sundhedsministeren, jf. § 42 a, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, henholdsvis den påtegning herom, revisionen skal foretage.
(Stk. 4)
§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2006. Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse for årsbudgettet for 2007 for kommuner, der ikke indgår i en sammenlægning som led i gennemførelsen af en revision af den kommunale inddeling med virkning fra 1. januar 2007. Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse for samtlige kommuners årsregnskaber for 2007 og fremefter og for samtlige kommuners årsbudgetter for 2008 og fremefter. Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1095 af 12. december 2003 om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision mv. ophæves med virkning fra den 31. december 2007. Stk. 4. §§ 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 1036 af 16. december 1999 om kommunernes budgetfrister og budgetfrister for Hovedstadens Udviklingsråd ophæves den 1. august 2006.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 19. december 2005, den 19. december 2005 /Lars Løkke Rasmussen Søren H. Thomsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2005
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2005