TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om regionernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v.

DanmarkBekendtgørelse2005

BEK nr 1456 af 19/12/2005 I medfør af § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 2, § 23, stk. 1, § 24, stk. 1 og 2, og § 25, stk. 1 og 2, i lov nr. 537 af 24. juni 2005 om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab samt §§ 1 og 2 i kgl. anordning nr. 1383 af 19. december 2005, om at visse forskrifter for kommunernes, regionernes, sammenlægningsudvalgenes og forberedelsesudvalgenes budget- og regnskabsvæsen ikke indføres i Lovtidende, fastsættes:

regnskab
§ 1

(Stk. 3)

§ 1. I »Budget- og regnskabssystem for regioner« fastsætter Indenrigs- og Sundhedsministeriet forskrifter vedrørende formen for regionernes årsbudget, flerårige budgetoverslag og regnskab, regler om specifikation af de poster på årsbudgettet, hvortil regionsrådet ved dettes endelige vedtagelse skal tage bevillingsmæssig stilling, samt regler om udarbejdelse og udsendelse af oplysninger til regionsrådet om regionens økonomiske forhold. Stk. 2. ”Budget- og regnskabssystem for regioner” er tilgængelig på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside, www.im.dk., under ”Budget- og regnskabssystem”. Stk. 3. Ændringer eller tilføjelser til »Budget- og regnskabssystem for regioner« træder i kraft ugedagen efter offentliggørelse på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside, medmindre andet fastsættes i forbindelse med offentliggørelsen af materialet.

regnskab
§ 2

(Stk. 4)

§ 2. Forslag til regionernes årsbudget og flerårige budgetoverslag udarbejdes af forretningsudvalget til regionsrådet senest den 15. august forud for det pågældende regnskabsår. Stk. 2. Forberedelsesudvalgets 1. behandling af forslaget til årsbudget for 2006 og flerårige budgetoverslag for 2008-2010 foretages senest den 24. august 2006 og 2. behandlingen senest den 1. oktober 2006. Stk. 3. Det forslag til kommunernes årlige grundbidrag og udviklingsbidrag for 2007, som er indeholdt i forslaget til årsbudget for 2007, jf. §§ 6, 7 og § 19, stk. 3-4, i lov om regionernes finansiering, skal drøftes i kontaktudvalget mellem regionen og kommunerne i regionen senest den 1. september 2006. Stk. 4. Kommunalbestyrelserne i regionen skal senest den 10. september 2006 skriftlig meddele regionsrådet deres stillingtagen til forslaget til grundbidrag og udviklingsbidrag, jf. stk. 3.

regnskab
§ 3

(Stk. 3)

§ 3. Der skal være balance mellem indtægter og udgifter på årsbudgettet og de flerårige budgetoverslag. Stk. 2. Ændringsforslag til forslag til årsbudget skal angive, hvilken bevilling forslaget retter sig imod, samt med hvilket beløb bevillingen ønskes ændret, og hvordan balancen i årsbudgettet tilvejebringes. Stk. 3. Perioden for de flerårige budgetoverslag fastsættes til 3 år. Ændringsforslag til de flerårige budgetoverslag skal have en sådan specifikationsgrad, at oversigter i budget- og regnskabssystemet, som enten skal indsendes til staten, eller som skal foreligge i forbindelse med budgetbehandlingen, umiddelbart skal kunne udfyldes. Ændringsforslag til de flerårige budgetoverslag skal angive, med hvilket beløb posten ønskes ændret, og hvordan balancen i de flerårige budgetoverslag tilvejebringes.

regnskab
§ 4

§ 4. Den regnskabsmæssige supplementsperiode løber fra regnskabsårets udgang til udgangen af februar måned i det følgende regnskabsår. Regionsrådet kan i regionens kasse- og regnskabsregulativ fastsætte en kortere supplementsperiode, som dog ikke må fastsættes til at udløbe før den 15. januar.

regnskab
§ 5

(Stk. 3)

§ 5. Regionsrådet antager en sagkyndig revision, jf. § 28 i lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab. Stk. 2. Regionsrådet skal give revisionen adgang til at foretage de undersøgelser, revisionen finder nødvendige, og skal sørge for, at revisionen i øvrigt får de oplysninger og den bistand, som revisionen anser for påkrævet for udførelsen af hvervet. Stk. 3. Regionsrådet fastsætter de nærmere regler om revisionen i et revisionsregulativ.

regnskab
§ 6

(Stk. 2)

§ 6. Revisionen afgiver en årsberetning om revisionen af årsregnskabet. Revisionen afgiver endvidere beretning i årets løb, når det er foreskrevet, eller revisionen finder det hensigtsmæssigt (delberetninger), jf. § 29 i lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab, jf. § 42, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse. Stk. 2. Regionsrådets formand sørger for, at revisionens årsberetning og delberetninger udsendes til regionsrådets medlemmer senest 7 dage efter modtagelsen, jf. § 29 i lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab, jf. § 42 b i lov om kommunernes styrelse.

regnskab
§ 7

(Stk. 3)

§ 7. I delberetninger redegøres for den udførte revision samt for forhold, der har givet anledning til bemærkninger, eller forhold i øvrigt, som revisionen har fundet anledning til at fremdrage. Revisionen skal gøre bemærkning, hvis den mener, at regnskabet ikke er rigtigt, eller at de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, ikke er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, regionsrådets øvrige beslutninger, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis, jf. § 28, stk. 2, 2. pkt., i lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab. Revisionens bemærkninger efter 2. pkt. skal fremgå særskilt af beretningen. Stk. 2. Beretningen forelægges forretningsudvalget og for så vidt angår bemærkninger, der ikke umiddelbart angår den forvaltning, der hører under forretningsudvalget, tillige den pågældende regionale myndighed til besvarelse, inden regionsrådet i et møde træffer afgørelse om revisionens bemærkninger og om eventuelle andre spørgsmål vedrørende det pågældende regnskab. Stk. 3. Beretningen og regionsrådets afgørelse herom indsendes til tilsynsmyndigheden senest 3 måneder efter modtagelsen af beretningen, dog senest samtidig med afgørelsen vedrørende revisionsberetningen om årsregnskabet, jf. § 8. Samtidig sendes et eksemplar af afgørelsen til revisionen.

regnskab
§ 8

(Stk. 5)

§ 8. Årsregnskabet aflægges af forretningsudvalget til regionsrådet, således at årsregnskabet kan afgives til revisionen inden den 1. juni det følgende år. Stk. 2. Efter at revisionen af årsregnskabet er afsluttet, skal dette af revisionen forsynes med påtegning om, at revisionen er udført i overensstemmelse med revisionsregulativets bestemmelser. Stk. 3. Revisionen afgiver inden den 15. august beretning om revisionen af årsregnskabet til regionsrådet. Stk. 4. Den i § 7, stk. 1 og 2, angivne fremgangsmåde finder også anvendelse på revisionens og regionsrådets behandling af årsregnskabet. Årsregnskabet skal tillige godkendes af regionsrådet. Stk. 5. Regionernes årsregnskab sendes inden udgangen af september måned til tilsynsmyndigheden sammen med revisionsberetningen og de afgørelser, som regionsrådet har truffet i forbindelse hermed. Samtidig sendes afgørelserne til revisionen.

regnskab
§ 9

§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2006 og finder anvendelse for årsregnskabet for 2007 og årsbudgettet for 2008 og fremefter.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 19. december 2005, den 19. december 2005 /Lars Løkke Rasmussen Jens Kristian Poulsen/

regnskab

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2005
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2005
Bekendtgørelse om regionernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v. | TheLawyer.sh