TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om anmeldelser i henhold til § 2 a i lov om anvendelse af Christianiaområdet

DanmarkBekendtgørelse2005

BEK nr 389 af 30/05/2005 I medfør af § 9 i lov nr. 399 af 7. juni 1989 om anvendelse af Christianiaområdet, som ændret ved lov nr. 431 af 9. juni 2004, fastsættes:

§ 1

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på alle anmeldelser af brugsrettigheder til bygninger eller arealer på Christianiaområdet i henhold til § 2 a i lov om anvendelse af Christianiaområdet.

§ 2

(Stk. 7)

§ 2. Enhver fysisk eller juridisk person, som vil have accepteret en brugsret til en bygning, en del af en bygning eller et areal på Christianiaområdet, skal anmelde dette til Slots- og Ejendomsstyrelsen. Der skal alene anmeldes brugsrettigheder til bygninger og arealer, som tilhører staten. Stk. 2. Anmeldelsen skal være skriftlig, og den skal være begrundet og ledsaget af dokumentation for brugsrettigheden. Anmeldelsen skal som minimum indeholde de i §§ 3-6 angivne oplysninger. Stk. 3. Ved anmeldelsen kan anvendes det af Slots- og Ejendomsstyrelsen udarbejdede anmeldelsesskema, som kan fås ved henvendelse til Slots- og Ejendomsstyrelsen, Løngangstræde 21, 1468 København K, eller udskrives fra styrelsens hjemmeside på www.ses.dk/christiania. Stk. 4. Anmeldelsen skal være underskrevet af den person, der gør gældende at have en brugsret, eller af en person, der har bemyndigelse til at underskrive anmeldelsen på anmelderens vegne og modtage meddelelser vedrørende anmeldelsen. Stk. 5. Anmeldelsen sendes til Slots- og Ejendomsstyrelsen, Løngangstræde 21, 1468 København K. Anmeldelsen kan alternativt indscannes og sendes elektronisk til christiania@ses.dk. Stk. 6. Anmeldelsen skal være modtaget i Slots- og Ejendomsstyrelsen senest den 1. juli 2005. Brugsrettigheder, som ikke er anmeldt inden for denne frist, kan ikke gøres gældende efter fristens udløb. Stk. 7. Slots- og Ejendomsstyrelsen meddeler inden den 1. januar 2006 accept af eller afslag på anmeldelsen.

§ 3

(Stk. 2)

§ 3. En anmeldelse af brugsret til bygninger eller arealer til beboelse skal indeholde

  1. oplysning om anmelderens fulde navn, som dette fremgår af Folkeregistret,
  2. oplysning om anmelderens personnummer (CPR-nummer),
  3. dokumentation for, at anmelderen har folkeregisteradresse på Christianiaområdet,
  4. kopi af anmelderens eventuelle Christiania-borgerkort,
  5. oplysning om, hvor lang tid anmelderen har boet i den bygning eller del af en bygning eller på det areal, som anmeldelsen vedrører, samt
  6. oplysning om, hvorvidt anmelder har hjemmeboende børn i den bolig, som anmeldelsen vedrører, og i bekræftende fald oplysning om disse børns fulde navne, som de fremgår af Folkeregistret, og personnumre (CPR-numre). Stk. 2. En anmeldelse af brugsret til beboelse, som foretages af en juridisk person, skal indeholde
  7. de i stk. 1 nævnte oplysninger for samtlige ejere eller medlemmer af den juridiske person, samt
  8. kopi af vedtægter el. lign. for den juridiske person.
§ 4

(Stk. 2)

§ 4. En anmeldelse af brugsret til bygninger eller arealer til drift af en virksomhed, herunder en social eller kulturel institution mv., skal indeholde

  1. oplysning om virksomhedens navn og eventuelle binavn(e),
  2. oplysning om virksomhedens CVR-nummer,
  3. oplysning om virksomhedens forretningsområde,
  4. oplysning om virksomhedens ejerform,
  5. oplysning om ejernes fulde navne, som disse fremgår af Folkeregistret,
  6. dokumentation for, at virksomheden har adresse på Christianiaområdet, samt
  7. oplysning om, hvor lang tid virksomheden har været drevet i den bygning eller del af en bygning eller på det areal, som anmeldelsen vedrører. Stk. 2. En anmeldelse af brugsret til drift af en virksomhed m.v., som foretages af en juridisk person, skal indeholde
  8. de i stk. 1, nr. 1-4 og 6-7, nævnte oplysninger,
  9. fulde navne, som disse fremgår af Folkeregistret for samtlige ejere eller medlemmer af den juridiske person, samt
  10. kopi af vedtægter el. lign. for den juridiske person.
§ 5

(Stk. 2)

§ 5. En anmeldelse af brugsret til bygninger eller arealer til andet formål end beboelse eller drift af virksomhed m.v., jf. §§ 3 og 4, skal indeholde

  1. oplysning om anmelderens fulde navn, som dette fremgår af Folkeregistret,
  2. oplysning om anmelderens personnummer (CPR-nummer),
  3. oplysning om, hvorvidt anmelderen har folkeregisteradresse på Christianiaområdet, og i bekræftende fald dokumentation for dette,
  4. kopi af anmelderens eventuelle Christiania-borgerkort,
  5. oplysning om, hvilken brug anmeldelsen vedrører (brugsformålet), samt
  6. oplysning om, hvor lang tid anmelderen har brugt den bygning eller del af en bygning eller det areal, som anmeldelsen vedrører. Stk. 2. En anmeldelse af brugsret til andet formål end beboelse eller drift af en virksomhed m.v., som foretages af en juridisk person, skal indeholde
  7. fulde navne, som disse fremgår af Folkeregistret for samtlige ejere eller medlemmer af den juridiske person,
  8. de i stk. 1, nr. 3-6, nævnte oplysninger, samt
  9. kopi af vedtægter el. lign. for den juridiske person samt evt. CVR-nr.
§ 6

(Stk. 3)

§ 6. Af anmeldelsen skal fremgå, hvilken konkret bygning eller bygningsenhed eller hvilket konkret areal den anmeldte brugsret omfatter. Stk. 2. Vedrører anmeldelsen et areal, skal dette areal indtegnes på et særligt kort over Christianiaområdet, som kan fås ved henvendelse til Slots- og Ejendomsstyrelsen, eller udskrives fra styrelsens hjemmeside på www.ses.dk/christiania. Kortet med det indtegnede areal skal vedlægges anmeldelsen. Stk. 3. Vedrører anmeldelsen en bygning eller en bygningsenhed, skal anmeldelsen så vidt muligt indeholde oplysning om bygningens eller bygningsenhedens adresse, således som denne adresse fremgår af Københavns Kommunes Bygnings- og Boligregister. Såfremt adressen ikke fremgår af Bygnings- og Boligregistret, skal anmeldelsen indeholde en præcis angivelse af, hvor bygningen eller bygningsenheden er placeret, på et af de kort, som er udarbejdet af Københavns Kommunes Stadskonduktørembede. Kortet med det indtegnede areal skal vedlægges anmeldelsen. Kortene kan fås ved henvendelse til Slots- og Ejendomsstyrelsen eller udskrives fra styrelsens hjemmeside på www.ses.dk/christiania.

§ 7

(Stk. 2)

§ 7. Medmindre andet angives i anmeldelsen, gælder denne samtidig som en ansøgning om individuel tilladelse til brug af den af anmeldelsen omfattede bygning eller del af en bygning eller det omfattede areal efter den 1. januar 2006, jf. § 3, stk. 2, i lov om anvendelse af Christianiaområdet. Slots- og Ejendomsstyrelsen træffer inden den 1. januar 2006 afgørelse om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes. Stk. 2. Hvis en anmeldelse fra en person, som ikke er fyldt 18 år inden den 1. januar 2006, samtidig skal gælde som en ansøgning om individuel tilladelse, jf. stk. 1, skal ansøgningen tiltrædes af anmelderens værge.

§ 8

§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juni 2005.

Finansministeriet, den 30. maj 2005, den 30. maj 2005 /Thor Pedersen Carsten Jarlov/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2005
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2005