Bekendtgørelse om autoriserede laboratorier
BEK nr 1027 af 16/10/2006 I medfør af § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 7 og 10, i lov om foderstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 762 af 29. juni 2006, og § 1, stk. 3, nr. 5 og 6, i lov om gødning og jordforbedringsmidler m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 853 af 25. september 1996, samt efter bemyndigelse fastsættes:
§ 1. Plantedirektoratet kan efter ansøgning meddele tilladelse til, at laboratorier, der erhvervsmæssigt foretager analyser af foderstoffer, gødning og jordforbedringsmidler m.m., i henvendelser til en kundekreds angiver, at de er autoriserede af direktoratet til at foretage nærmere angivne analyser. Laboratoriet skal i analysebeviser klart angive, hvilke analyseresultater, der er omfattet af autorisationen.
§ 2. Ansøgning om autorisation af analysemetoder skal indsendes til Plantedirektoratet sammen med en liste over de analysemetoder, der ønskes autoriseret.
§ 3. Autorisation til en analyse meddeles, hvis laboratoriet opfylder og forpligter sig til at opfylde følgende betingelser:
- at analysearbejdet udføres på grundlag af analysemetoder godkendt af Plantedirektoratet,
- at laboratoriet råder over egnede lokaler, således at lokaler og omgivelser ikke påvirker analyseresultaterne eller præcisionen af de udførte analyser,
- at laboratoriet har et af Plantedirektoratet godkendt kvalitetssikringssystem omfattende den ansøgte analysemetode,
- at laboratoriet har udstyr til prøveforberedelse, måling og prøvning, der er nødvendigt for korrekt udførelse af analyserne,
- at den eller de personer, der forestår og udfører analysearbejdet, har de fornødne uddannelsesmæssige kvalifikationer og ledelsesmæssige erfaringer,
- at laboratoriet har ajourførte jobbeskrivelser for ledende, teknisk og administrativt personale, som kan dokumentere de nødvendige kvalifikationer, ansvarsområde, kendskab til den anvendte teknologi og laboratoriets kvalitetsstyringssystem, herunder administrative procedurer, og
- at laboratoriet deltager i ringanalyser efter Plantedirektoratets beslutning og udleverer analyserede prøver og analyseresultater til Plantedirektoratet med henblik på kontrol.
§ 4. Plantedirektoratet offentliggør hvilke laboratorier og analysemetoder, der er autoriserede. Endvidere offentliggør Plantedirektoratet resultater af ringanalyser jf. § 3, nr. 7.
§ 5. Plantedirektoratet kontrollerer, at reglerne i bekendtgørelsen er overholdt. Laboratorierne skal yde den fornødne bistand i forbindelse hermed.
§ 6. Ændringer i oplysninger afgivet i henhold til § 2 skal ske skriftligt til Plantedirektoratet.
§ 7. Plantedirektoratet kan tilbagekalde en autorisation til en analysemetode, hvis
- der ikke foreligger tilfredsstillende resultat af ringanalyser, eller der ikke er der er tilfredsstillende overensstemmelse mellem analyseresultaterne for prøver analyseret af laboratoriet og kontrolprøver af samme partier analyseret af Plantedirektoratet
- laboratoriet ikke opfylder en eller flere af betingelserne i § 3,
- laboratoriet undlader at give oplysninger, som har betydning for kontrollen, eller
- laboratoriet ikke senest 30 dage efter påkrav har betalt forfaldne kontrolafgifter eller grundafgift i henhold til bekendtgørelse om betaling for kontrol med autoriserede laboratorier.
(Stk. 3)
§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 25. oktober 2006. Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 898 af 24. november 1995 om autoriserede laboratorier. Stk. 3. Analysemetoder autoriseret i henhold til bekendtgørelse nr. 898 af 24. november 1995 om autoriserede laboratorier opretholder autorisation, hvis laboratoriet senest den 1. november giver skriftlig meddelelse til Plantedirektoratet om, at kravene i § 3 er opfyldt. Meddelelsen vedlægges liste over de analysemetoder, laboratoriet fortsat ønsker autoriseret.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2006
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2006