TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse af forretningsorden for Miljøklagenævnet

DanmarkBekendtgørelse2006

BEK nr 1642 af 13/12/2006 I medfør af § 104, stk. 3, og § 106, stk. 4, i lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 753 af 25. august 2001, som ændret ved § 2 i lov nr. 571 af 9. juni 2006, § 75, stk. 3, i lov om vandforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 130 af 26. februar 1999, som ændret ved § 6 i lov nr. 571 af 9. juni 2006, § 77, stk. 4 i lov nr. 370 af 2. juni 1999, lov om forurenet jord, som ændret ved § 7 i lov nr. 571 af 9. juni 2006, § 4 a, stk. 3, i lov om aktindsigt i miljøoplysninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 660 af 14. juni 2006, som ændret ved § 8 i lov nr. 571 af 9. juni 2006, § 53, stk. 3, i lov nr. 1150 af 17. december 2003 om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder, som ændret ved § 9 i lov nr. 571 af 9. juni 2006, § 35, stk. 3, i lov nr. 493 af 9. juni 2004 om CO 2 – kvoter, som ændret ved lov nr. 410 af 1. juni 2005 og ved § 10 i lov nr. 571 af 9. juni 2006, § 77, stk. 3, i lov nr. 1572 af 20. dec. 2006 om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, § 55, stk. 4 og 6, i lov om kemiske stoffer og produkter, jf. lovbekendtgørelse nr. 21 af 16. januar 1996, som ændret ved § 4 i lov nr. 571 af 9. juni 2006, § 51, stk. 5 og stk. 7, i lov om beskyttelse af havmiljøet jf. lovbekendtgørelse nr. 925 af 28. september 2005, som ændret ved § 3 i lov nr. 571 af 9. juni 2006, § 34, stk. 4, i lov om miljø og genteknologi, jf. lovbekendtgørelse nr. 981 af 3. december 2002, som ændret ved § 5 i lov nr. 571 af 9. juni 2006, fastsættes:

§ 1

§ 1. Bekendtgørelsen gælder for Miljøklagenævnets behandling af sager efter lov om miljøbeskyttelse, lov om vandforsyning, lov om forurenet jord, lov om aktindsigt i miljøoplysninger, lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder, lov om CO 2 – kvoter, lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, lov om kemiske stoffer og produkter, lov om beskyttelse af havmiljøet samt lov om miljø og genteknologi.

§ 2

§ 2. Afgørelsen i den enkelte sag træffes af formanden eller en stedfortræder for denne og 2 eller 4 sagkyndige medlemmer, jf. dog lov om miljøbeskyttelse § 106, stk. 3, om formandens kompetence til at træffe afgørelse på nævnets vegne.

§ 3

(Stk. 4)

§ 3. Fordelingen af sager, der skal henvises til en egentlig nævnsbehandling, og sager der skal afgøres af formanden eller dennes stedfortræder på nævnets vegne, bestemmes af formanden eller dennes stedfortræder i overensstemmelse med § 106, stk. 1 og 3, i lov om miljøbeskyttelse, jf. dog denne bekendtgørelses § 9. Stk. 2. Fordelingen af sager mellem formanden og dennes stedfortrædere bestemmes af formanden i samråd med stedfortræderne. Stk. 3. I sager, der efter stk. 1 og 2 er fordelt til en stedfortræder, varetager denne de beføjelser, der ifølge bekendtgørelsen er henlagt til formanden. Stk. 4. Når formanden under hensyn til nævnets arbejde finder det påkrævet, kan han bestemme, at en fuldmægtig, der er knyttet til nævnet og har bestået juridisk kandidateksamen, midlertidigt skal deltage i afgørelsen af klager, som stedfortræder for formanden.

§ 4

(Stk. 2)

§ 4. Miljøministeren nedsætter 4 visitationsudvalg:

  1. Et udvalg, som dækker sagerne efter lov om miljøbeskyttelse, lov om vandforsyning, lov om forurenet jord, lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder, lov om aktindsigt i miljøoplysninger, lov om CO2-kvoter og lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.
  2. Et udvalg, som dækker sagerne efter lov om kemiske stoffer og produkter.
  3. To udvalg, som dækker sagerne efter lov om beskyttelse af havmiljøet om dumpning af optaget havbundsmateriale, jf. denne lovs § 26, og om foretagelse af undersøgelser heraf efter § 45 a, henholdsvis sager om afgørelser om hurtigfærger, jf. bekendtgørelse om miljøgodkendelse af hurtigfærgeruter. Stk. 2. Udvalgene består af formanden samt et antal medlemmer, som udpeges af miljøministeren for indtil 4 år ad gangen efter indstilling fra de indstillingsberettigede efter henholdsvis lov om miljøbeskyttelse, lov om kemiske stoffer og produkter og lov om beskyttelse af havmiljøet.
§ 5

§ 5. Til udvalget efter § 4, stk. 1, nr. 1, udpeges 8 medlemmer blandt de beskikkede medlemmer af nævnet med lige mange fra hver af de 2 indstillingsberettigede grupper:

  1. Dansk Industri indstiller 1 medlem, Arbejdernes Erhvervsråd indstiller 1 medlem, Håndværksrådet indstiller 1 medlem og Landbrugsraadet og Dansk Landbrug indstiller sammen 1 medlem.
  2. Miljøstyrelsen indstiller 4 medlemmer.
§ 6

§ 6. Til udvalget efter § 4, stk. 1, nr. 2, udpeges 6 medlemmer blandt de beskikkede medlemmer af nævnet med lige mange fra hver af de 2 indstillingsberettigede grupper:

  1. Dansk Industri indstiller 1 medlem, Landbrugsraadet, Dansk Landbrug og Dansk Gartneri indstiller sammen 2 medlemmer.
  2. Miljøstyrelsen indstiller sammen med Arbejdstilsynet 3 medlemmer.
§ 7

§ 7. Til udvalget efter § 4, stk. 1, nr. 3, som skal dække sagerne om dumpning af optaget havbundsmateriale, udpeges 10 medlemmer blandt de beskikkede medlemmer af nævnet med lige mange fra hver af de 2 indstillingsberettigede grupper:

  1. Danske Havne, Foreningen af Danske Privathavne og Københavns Havn indstiller sammen 1 medlem, Transport og Energiministeriet indstiller 1 medlem, Danmarks Fiskeriforening indstiller 1 medlem, Foreningen af Ral- og Sandsugere indstiller 1 medlem og Arbejdernes Erhvervsråd indstiller 1 medlem.
  2. Miljøstyrelsen indstiller sammen med Skov- og Naturstyrelsen 5 medlemmer.
§ 8

§ 8. Til udvalget efter § 4, stk. 1, nr. 3, som skal dække sagerne om miljøgodkendelse af hurtigfærger udpeges 6 medlemmer blandt de beskikkede medlemmer af nævnet med lige mange fra hver af de 2 indstillingsberettigede grupper:

  1. Bilfærgernes Rederiforening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Navigatørforening indstiller hver 1 medlem.
  2. Miljøstyrelsen indstiller sammen med Skov og Naturstyrelsen 3 medlemmer.
§ 9

(Stk. 3)

§ 9. Medlemmerne af det enkelte visitationsudvalg får løbende mindst 1 gang månedligt en oversigt over de sager, der er indkommet inden for det område, det pågældende udvalg dækker. Oversigten skal i kortfattet form indeholde oplysninger om, hvad sagen drejer sig om, og om sagen er visiteret til formandens afgørelse eller til afgørelse med beskikkede medlemmer. Stk. 2. Det enkelte udvalgsmedlem kan forlange sager, der er visiteret til formanden, henvist til afgørelse med beskikkede medlemmer, hvis udvalgsmedlemmet er uenig i, at sagen ikke indeholder spørgsmål af større eller principiel betydning, eller at sagens afgørelse alene beror på en juridisk vurdering. Stk. 3. Formanden eller dennes stedfortræder fastsætter en frist for indgivelse af krav om afgørelse med beskikkede medlemmer, jf. stk. 2. Fristen kan kun under særlige omstændigheder være mindre end en uge.

§ 10

(Stk. 3)

§ 10. Personer, der beskikkes som medlemmer af Miljøklagenævnet, skal udtræde af nævnet fra udgangen af den måned, hvori de fylder 70 år. Det samme gælder for evt. medlemskab af visitationsudvalg. Stk. 2. Medlemmet kan dog færdigbehandle verserende sager, som medlemmet er udpeget til at behandle. Stk. 3. Udløber et medlems beskikkelsesperiode, og genbeskikkes medlemmet ikke, kan medlemmet dog færdigbehandle verserende sager, som medlemmet er udpeget til at behandle.

§ 11

(Stk. 2)

§ 11. Har sagens parter og de myndigheder, som har truffet afgørelse i sagen, ikke fået meddelelse om klagens indgivelse, sørger formanden herfor. Stk. 2. Formanden er endvidere ansvarlig for sagens oplysning og kan på nævnets vegne fastsætte frister for afgivelse af udtalelse fra sagens parter, berørte myndigheder, evt. sagkyndige m.v.

§ 12

(Stk. 2)

§ 12. Miljøklagenævnet kan afgøre sagen, selv om der for nævnet er fremkommet oplysninger, der ikke har foreligget i en tidligere instans. Sagen skal dog i almindelighed hjemvises til fornyet behandling i en tidligere instans, hvis der fremkommer nye oplysninger eller påstande, der på afgørende måde ændrer sagens karakter. Stk. 2. En klager kan på et hvilket som helst tidspunkt, inden nævnets endelige afgørelse foreligger, frafalde sin klage. I så fald bortfalder sagen for nævnet, medmindre sagen er påklaget fra anden side.

§ 13

§ 13. Formanden eller dennes stedfortræder må først afgøre sagen, hvis intet medlem af det pågældende visitationsudvalg har henvist sagen til egentlig nævnsbehandling ved udløbet af fristen efter § 9, stk. 3.

§ 14

§ 14. Formanden beslutter under hensyn til sagens karakter, hvilke beskikkede medlemmer, der skal deltage i sagens behandling, herunder om antallet skal være 2 eller 4.

§ 15

(Stk. 3)

§ 15. Formanden forelægger sagen for de beskikkede medlemmer. Formanden kan stille forslag om, at sagen afgøres i overensstemmelse med et samtidig fremsendt udkast til afgørelse uden afholdelse af møde. Stk. 2. Formanden bestemmer i øvrigt, hvilke oplysninger og udtalelser der skal indhentes, før sagen forelægges de beskikkede medlemmer. Stk. 3. Såfremt et af de beskikkede medlemmer ønsker det, skal formanden indkalde til et møde i sagen.

§ 16

§ 16. Nævnet bestemmer, om en sag skal forhandles mundtligt med deltagelse af sagens parter, og om der skal foretages besigtigelse af det samlede nævn.

§ 17

(Stk. 4)

§ 17. Der kan med hensyn til sagens omstændigheder henvises til redegørelse fra den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, således at afgørelsen kun i summarisk form gengiver de oplysninger, der har foreligget ved den tidligere instans. Stk. 2. Nævnets formand kan til enhver tid berigtige åbenlyse skrivefejl, som vedrører ord, navne eller tal, blotte regnefejl samt sådanne fejl og forglemmelser, som alene vedrører afgørelsens form. Den berigtigede afgørelse træder i stedet for den oprindelige. Stk. 3. I sager, der ikke er formandssager, træffes afgørelser ved stemmeflerhed. Det skal af afgørelsen fremgå, hvilke medlemmer der har medvirket ved sagens behandling. Stk. 4. Har et medlem af nævnet et standpunkt, der afviger fra flertallets, anføres navnet på den pågældende og begrundelsen for standpunktet i nævnets afgørelse.

§ 18

(Stk. 2)

§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft 1. januar 2007. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 862 af 16. december 1991 ophæves.

Miljøministeriet, den 13. december 2006, den 13. december 2006 /Connie Hedegaard Ole Christiansen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2006
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 2006