Bekendtgørelse om ændringer i forretningernes fordeling mellem ministrene
BEK nr 556 af 07/06/2006 Efter statsministerens indstilling er der ved kongelige resolutioner af 9. og 15. maj 2006 fastsat følgende bestemmelser vedrørende forretningernes fordeling mellem ministrene:
§ 1. Fra justitsministeren til indenrigs- og sundhedsministeren overføres ressortansvaret for sager vedrørende svangerskabsafbrydelse og psykiatri i Grønland og på Færøerne. Ressortoverførslen omfatter følgende love:
- lov nr. 232 af 12. juni 1975 for Grønland om svangerskabsafbrydelse,
- lov nr. 177 af 23. juni 1956 om foranstaltninger i anledning af svangerskab m.v. 1) og
- lov nr. 118 af 13. april 1938 om sindssyge Personers Hospitalsophold, dog med undtagelse af lovens §§ 10 og 11. 2)
§ 2. Fra justitsministeren til indenrigs- og sundhedsministeren overføres ressortansvaret for sager vedrørende sterilisation og kastration på Færøerne. Ressortoverførslen omfatter lov nr. 234 af 3. juni 1967 om sterilisation og kastration.
§ 3. Fra justitsministeren til indenrigs- og sundhedsministeren overføres ressortansvaret for sager vedrørende ligsyn m.v. i Grønland. Ressortoverførslen omfatter lov nr. 279 af 26. maj 1976 om ligsyn m.v.
§ 4. Fra indenrigs- og sundhedsministeren til forsvarsministeren overføres ressortansvaret for sager vedrørende det civile beredskab i Grønland. Ressortoverførslen omfatter lov nr. 342 af 23. december 1959 om det civile beredskab.
§ 5. Fra indenrigs- og sundhedsministeren til forsvarsministeren overføres ressortansvaret for sager vedrørende civilforsvaret på Færøerne. Ressortoverførslen omfatter lov nr. 152 af 1. april 1949 om civilforsvaret.
§ 6. Fra økonomi- og erhvervsministeren til forsvarsministeren overføres ressortansvaret for sager om maritim sikring for så vidt angår fastsættelse af sikringsniveauet i danske farvande og på danske skibe i øvrigt, som omhandlet i § 3, nr. 4, i lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 627 af 26. juli 2002 som ændret ved lov nr. 1231 af 27. december 2003, samt art 2 (5) i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 725/2004 om bedre sikring af havnefaciliteter.
§ 7. Fra statsministeren til kulturministeren overføres ressortansvaret for sager vedrørende lov nr. 576 af 24. juni 2005 om Dagbladsnævntet.
Statsministeriet, den 7. juni 2006, den 7. juni 2006 /Anders Fogh Rasmussen Sten Frimodt Nielsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2006
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 2006