Bekendtgørelse for Færøerne om nedsættelse af grundkapitalen i erhvervsdrivende fonde
Erhvervsministeriet
BEK nr 1379 af 11/12/2007 I medfør af § 11, stk. 1, 2. pkt., og § 63, stk. 6, i kongelig anordning nr. 1113 af 20. september 2007 om ikrafttræden for Færøerne af lov om erhvervsdrivende fonde fastsættes:
(Stk. 3)
§ 1. Bestyrelsen kan med fondsmyndighedens samtykke beslutte at nedsætte grundkapitalen ved ændring af vedtægten. Nedsættelsesbeløbet kan kun anvendes til dækning af underskud eller til uddeling i henhold til vedtægten. Stk. 2. Grundkapitalen kan ikke nedsættes til et beløb under det i § 9 i kongelig anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om erhvervsdrivende fonde fastsatte mindstebeløb. Stk. 3. Bestyrelsens beslutning om at nedsætte grundkapitalen skal anmeldes til den færøske registreringsmyndighed senest fire uger efter, at fondsmyndigheden har givet samtykke til nedsættelsen.
§ 2. Hvis nedsættelsen anvendes til dækning af underskud, da skal det samtidig med beslutningen anmeldes, at kapitalnedsættelsen er gennemført. I forbindelse med anmeldelsen skal der indsendes en erklæring fra en vurderingsmand om, at underskuddet på datoen for nedsættelsen mindst svarer til nedsættelsesbeløbet.
(Stk. 4)
§ 3. Hvis nedsættelsesbeløbet helt eller delvist skal anvendes til uddeling i henhold til fondens vedtægt, da opfordres fondens kreditorer til at anmelde deres krav til fonden. Dette sker ved den færøske registreringsmyndigheds registrering og offentliggørelse af bestyrelsens beslutning om at nedsætte grundkapitalen. Stk. 2. Kapitalnedsættelsen må tidligst gennemføres 3 måneder efter offentliggørelsen i det på Færøerne til offentlige bekendtgørelser autoriserede blad. Så længe anmeldte, forfaldne krav ikke er fyldestgjort, og der på forlangende ikke er stillet betryggende sikkerhed for uforfaldne eller omtvistede krav, må kapitalnedsættelsen ikke gennemføres. Medlemmerne af bestyrelsen er ansvarlige herfor. Stk. 3. Den færøske registreringsmyndighed afgør på en af parternes anmodning, om en tilbudt sikkerhed, jf. stk. 2, 2. pkt., må anses for betryggende. Stk. 4 . Hvis anmeldelsen om gennemførelse af nedsættelsen af grundkapitalens ikke er modtaget hos den færøske registreringsmyndighed senest 12 måneder efter, at registreringsmyndigheden har registreret beslutningen, mister beslutningen sin gyldighed.
§ 4. Overtrædelse af § 1, stk. 3, og § 3, stk. 2 og 4, straffes med bøde.
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2008. Dokumentet vedrører Færøerne og/eller Grønland og er derfor ikke tilgængeligt på retsinformation.dk. Dokumentet er kundgjort før 1. januar 2008 og findes derfor kun i den trykte udgave af Lovtidende A. Dokumenter, der vedrører Færøerne og/eller Grønland, er ikke sædvanlige dokumenter på retsinformation.dk, og dokumenterne har derfor ikke de samme egenskaber. Der er således ikke etableret relationer til andre dokumenter, og dokumenterne opdateres ikke. Det betyder f.eks., at oplysningen om dokumentets status, dvs. om det er gældende eller historisk, ikke findes.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen /Ole Blöndal / Grethe Krogh Jensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2007
- Ikrafttrædelsesdato
- 18. december 2007