Bekendtgørelse om ansøgning om efterforskning og indvinding af råstoffer fra havbunden samt indberetning om indvundne råstoffer
Ministeriet for Grøn Trepart
BEK nr 1438 af 11/12/2007 I medfør af §§ 29, 34, 38 og 44, stk. 3, i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 21. juni 2007 fastsættes:
Ansøgning om godkendelse af materiel til efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen
(Stk. 4)
§ 1. Ansøgning om godkendelse af materiel til efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen efter råstoflovens § 19, stk. 1, skal indgives skriftligt til By- og Landskabsstyrelsen. Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde oplysninger om materiellets navn, indregistrering og ejerforhold. Stk. 3. Ved ansøgning om godkendelse til efterforskning skal der tillige gives oplysning om efterforsknings- og navigationsudstyr. Stk. 4. Ved ansøgning om godkendelse til indvinding skal der tillige gives oplysning om indvindingsudstyr, kapacitet, maksimal arbejdsdybde og navigationsudstyr.
Ansøgning om tilladelse til efterforskning af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen
(Stk. 2)
§ 2. Ansøgning om tilladelse til efterforskning af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen efter råstoflovens § 20, stk. 1, skal indgives skriftligt til By- og Landskabsstyrelsen. Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger:
- Redegørelse for efterforskningens formål, herunder hvilke råstoftyper, der planlægges efterforsket.
- Oplysning om inden for hvilket geografiske område efterforskningen skal foretages. Det ansøgte område indtegnes på søkort eller UTM-kort i original målestok med tydelig angivelse af det ansøgte område, vedlagt en liste over positioner for områdeafgrænsningen.
- Redegørelse for efterforskningens gennemførelse, herunder hvilke undersøgelser af enhver art, der planlægges foretaget, tidsplan og anvendt udstyr.
- Ved prøveboringer gives de foreliggende oplysninger om: boringernes geografiske placering, boremetode og boredybde.
- Ved prøvesugninger gives de foreliggende oplysninger om: prøvesugningsmetode, antal prøvesugninger, prøvesugningernes geografiske placering, forventet indvindingsmængde på hver prøvesugningsposition og prøvesugningsdybde. Der redegøres desuden for prøvesugningens forventede miljø- og naturmæssige effekter, herunder bl.a. oplysning om forhold til øvrige interesser, forventet bundtype på prøvesugningspositionerne, havbundsareal der påvirkes af efterforskningen, forventet spild og bortskaffelse af prøveoptaget materiale.
- Oplysning om eventuelt ønske om fortrinsret til efterfølgende indvinding.
- Den planlagte rapportering af efterforskningens forløb og resultater.
- Efterforskningsmateriellets navn. Såfremt der skal anvendes materiel, der ikke er godkendt efter råstoflovens § 19 - eller ikke har en tilsvarende gyldig tilladelse efter tidligere lovgivning - skal der tillige søges godkendelse efter denne bekendtgørelses § 1.
Ansøgning om tilladelse til indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen
(Stk. 3)
§ 3. Ansøgning om tilladelse til indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen efter råstoflovens § 20, stk. 1, skal indgives skriftligt til By- og Landskabsstyrelsen. Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger:
- Mængde, sammensætning og kvalitet af det råstof, som ønskes indvundet.
- Søkort eller UTM-kort i original målestok med tydelig angivelse af det ansøgte område, vedlagt en liste over positioner for områdeafgrænsningen.
- Oplysning om råstofforekomstens udstrækning, mængde, kvalitet og sammensætning i det ansøgte område.
- Beskrivelse af den indvindingsmetode og det indvindingsudstyr som påtænkes anvendt, herunder maksimal arbejdsdybde, forventet produktion og indvindingsperiode.
- Foreliggende oplysninger om områdets fysiske og biologiske tilstand, herunder hydrografiske- og topografiske forhold, overfladesedimentfordeling samt dominerende plante- og dyresamfund.
- Beskrivelse af indvindingens mulige virkninger på området og omgivelserne, herunder navnlig virkningerne på flora, fauna, havbund, vandmiljø, luft, marinarkæologi, geologi, kystsikkerhed, fiskeri, sejlads og eventuelle rekreative interesser.
- Beskrivelse af de foranstaltninger, der tænkes anvendt med henblik på at undgå, nedbringe og om muligt neutralisere de skadelige virkninger på miljøet på kort og på langt sigt, herunder eventuelt forslag til overvågningsprogram.
- Oplysning om anvendelse af råstofferne, markedsforhold samt råstofmæssige forhold i øvrigt, som skønnes at være af betydning i forbindelse med styrelsens vurdering, herunder oplysning om mulighederne for helt eller delvist at erstatte den ansøgte råstofressource med oprensnings- og uddybningsmaterialer (klapmaterialer).
- Forslag til indvindings- og eventuel efterbehandlingsplan.
- Indvindingsmateriellets navn. Såfremt der skal anvendes materiel, der ikke er godkendt efter råstoflovens § 19 - eller ikke har en tilsvarende gyldig tilladelse efter tidligere lovgivning - skal der tillige søges godkendelse efter denne bekendtgørelses § 1. Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 2 gælder ikke for indvinding af materialer, der fremkommer i forbindelse med oprensning og uddybning, og som nyttiggøres som råstoffer jf. § 4.
§ 4. Ansøgning om tilladelse til nyttiggørelse af materialer, der fremkommer i forbindelse med oprensning- og uddybning skal indeholde følgende oplysninger:
- Hvor oprensningen/uddybningen skal foretages, indtegnet på kort med tydelig angivelse af det ansøgte område, vedlagt en liste over positioner for områdeafgrænsningen.
- Oplysning om mængde og sammensætning af de materialer, der ønskes nyttiggjort, herunder resultaterne af eventuelt gennemførte analyser, kornkurver, boreprøver m.v.
- Indvindingsmetode, herunder oplysning om eventuel forventet spild samt mulige miljømæssige effekter af indvindingen.
- Beskrivelse af eventuelle foranstaltninger, der tænkes anvendt med henblik på at undgå, nedbringe og om muligt neutralisere eventuelle skadelige virkninger på miljøet.
- Materialernes planlagte anvendelse.
- Indvindingsmateriellets navn. Såfremt der skal anvendes materiel, der ikke er godkendt efter råstoflovens § 19 - eller ikke har en tilsvarende gyldig tilladelse efter tidligere lovgivning - skal der tillige søges godkendelse efter denne bekendtgørelses § 1.
§ 5. By- og Landskabsstyrelsens kan kræve yderligere oplysninger til brug for bedømmelsen af ansøgninger efter §§ 1, 2, 3 og 4.
Indberetning om indvundne råstoffer
(Stk. 2)
§ 6. Den der foretager råstofindvinding på søterritoriet og kontinentalsoklen, skal hvert kvartal foretage indberetning til By- og Landskabsstyrelsen. Indberetningen skal ske for hvert enkelt indvindingsfartøj på særlige skemaer, der udsendes af By- og Landskabsstyrelsen. Skemaerne skal udfyldes med generelle oplysninger om fartøjet og indvindingsområde og for hver skibslast med oplysning om positionen, hvorfra optagning har fundet sted, og arten og mængden af de råstoffer, der indvindes samt lossestedet. Stk. 2. Såfremt indvindingen sker som led i en uddybning eller oprensning af et havnebassin eller en sejlrende, eller som afgravning til brug for et anlægsarbejde, kan indberetningen i stedet ske pr. arbejdsdag. Tilsvarende gælder, hvor indvindingen sker ved direkte indpumpning eller opgravning af havbundsmaterialer.
Straffebestemmelser og ikrafttræden
(Stk. 2)
§ 7. Overtrædelse af bekendtgørelsens § 6 straffes med bøde. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
(Stk. 2)
§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 22. december 2007 Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1167 af 16. december 1996 om ansøgning om efterforskning og indvinding af råstoffer fra havbunden samt indberetning om indvundne råstoffer.
Miljøministeriet /Troels Lund Poulsen / Anne-Marie V. Rasmussen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2007
- Ikrafttrædelsesdato
- 21. december 2007