Bekendtgørelse om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene
Statsministeriet
BEK nr 25 af 09/01/2007 Efter statsministerens indstilling er der ved kongelige resolutioner af den 6., 11. og 20. december 2006 fastsat følgende bestemmelser vedrørende forretningernes fordeling mellem ministrene:
§ 1. Fra beskæftigelsesministeren til miljøministeren overføres kompetencen til i medfør af § 74, stk. 1, og § 80 i lov om arbejdsmiljø at fastsætte bestemmelser om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer med henblik på gennemførelsen af Rådets direktiv 96/82/EF om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer, Kommissionens beslutning 98/433/EF om ensartede kriterier for undtagelser i henhold til artikel 9 i Rådets direktiv 96/82/EF om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/105/EF om ændring af Rådets direktiv 96/82/EF om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer.
§ 2. Fra forsvarsministeren og økonomi- og erhvervsministeren til miljøministeren overføres kompetencen til i medfør af § 33, stk. 1, § 33, stk. 2, nr. 2, § 36, stk. 2, § 70, stk. 4, og § 70, stk. 5, i beredskabsloven at fastsætte bestemmelser om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer med henblik på gennemførelsen af Rådets direktiv 96/82/EF om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer, Kommissionens beslutning 98/433/EF om ensartede kriterier for undtagelser i henhold til artikel 9 i Rådets direktiv 96/82/EF om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/105/EF om ændring af Rådets direktiv 96/82/EF om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer.
§ 3. Fra udenrigsministeren til økonomi- og erhvervsministeren overføres pr. 1. januar 2007 ressortansvaret for sager vedrørende § 3 i lov nr. 828 af 19. december 1989 om støtte til danske investeringer i Østlandene (med senere ændringer).
§ 4. Fra udviklingsministeren til økonomi- og erhvervsministeren overføres pr. 1. januar 2007 ressortansvaret for sager vedrørende § 8 i lovbekendtgørelse nr. 541 af 10. juli 1998 om internationalt udviklingsarbejde (med senere ændringer).
§ 5. Fra finansministeren til transport- og energiministeren overføres pr. 1. januar 2007 ressortansvaret for sager vedrørende statens ejerskab til 50 pct. af aktiekapitalen i Nunaoil A/S.
Statsministeriet, den 9. januar 2007, den 9. januar 2007 /Anders Fogh Rasmussen Sten Frimodt Nielsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2007
- Ikrafttrædelsesdato
- 18. januar 2007