Bekendtgørelse om stiftelse og ophør af sognebåndsløsning samt om sognebåndsløseres valgret til menighedsråd
By-, Land- og Kirkeministeriet
BEK nr 300 af 26/03/2007 I medfør af § 13 i lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning samt § 5, stk. 3, i lov om valg til menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 10 af 3. januar 2007 fastsættes:
§ 1. I denne bekendtgørelse anvendes udtrykket »sognebåndsløserpræsten« om den sognepræst, der er løst sognebånd til, og »bopælspræsten« om den sognepræst i sognebåndsløserens bopælssogn, der er ansvarlig for ministerialbøgernes førelse. Udtrykket »en sognepræst for en anden menighed« indebærer, at der ikke kan løses sognebånd til midlertidigt ansatte præster, herunder vikariende / konstituerede præster, præster ansat ved stiftelser eller institutioner og til valgmenighedspræster.
(Stk. 2)
§ 2. Et medlem af folkekirken kan ved sognebåndsløsning slutte sig til en sognepræst for en anden menighed end den, medlemmet hører til, jf. lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning § 10 smh. med § 5. Stk. 2. Anmodning fremsættes af medlemmet over for den præst, der ønskes løst sognebånd til. Anmodningen skal indeholde oplysning om medlemmets navn, personnummer og adresse og være vedlagt fødsels- og dåbsattest eller, såfremt fødsel og dåb ikke har fundet sted her i landet, anden dokumentation for medlemskab af folkekirken. På præstens begæring skal der desuden gives oplysning om begrundelsen for ønsket om sognebåndsløsning.
(Stk. 2)
§ 3. Er præsten villig til at modtage en ansøger som sognebåndsløser, giver præsten ansøgeren meddelelse herom. Stk. 2. Meddelelsen vedlægges en blanket, hvorpå sognebåndsløseren kan angive, at valgret ønskes udøvet i en menighedsrådskreds, hvor sognebåndsløserpræsten er ansat, jf. § 6. Hvis dette ønskes, tilbagesender sognebåndsløseren inden 8 dage blanketten i udfyldt stand til sognebåndsløserpræsten. Overskrides fristen på 8 dage udøver sognebåndsløseren sin valgret i bopælssognet.
(Stk. 2)
§ 4. En præst er ikke forpligtet til at modtage en ansøger som sognebåndsløser, såfremt hensynet til denne findes at burde vige for afgørende hensyn til præsten eller dennes menighed, jf. lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning § 10, stk. 1. En præsts afslag skal være skriftligt og begrundet samt indeholde oplysning om klageadgang. Stk. 2. En præsts afslag kan af ansøgeren påklages til biskoppen, jf. lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning § 10, stk. 2.
§ 5. Et medlem af folkekirken, der har løst sognebånd, er berettiget til kirkelig betjening af sognebåndsløserpræsten, jf. lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning § 6.
(Stk. 5)
§ 6. En sognebåndsløser kan vælge, om han eller hun vil udøve valgret i den menighedsrådskreds, hvor sognebåndsløseren bor, eller i en menighedsrådskreds, hvor sognebåndsløserpræsten er ansat, jf. lov om valg til menighedsråd § 5. Stk. 2. Hvis valgretten ønskes udøvet i en menighedsrådskreds, hvor sognebåndsløserpræsten er ansat, skal der i forbindelse med sognebåndsløsningens etablering gives meddelelse herom, jf. § 3, stk. 2. Hvis sognebåndsløserpræsten er ansat i flere menighedsrådskredse, skal sognebåndsløseren tillige meddele, i hvilken af disse menighedsrådskredse valgret ønskes udøvet, jf. lov om valg til menighedsråd § 5, stk. 2. Stk. 3. En sognebåndsløser, hvor sognebåndsløsningen er etableret af forældremyndighedens indehaver, jf. § 12, kan inden 3 måneder efter, at vedkommende er fyldt 18 år, meddele sognebåndsløserpræsten, at valgretten ønskes udøvet i en menighedsrådskreds, hvor sognebåndsløserpræsten er ansat. Bestemmelsen i stk. 2, 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse. Stk. 4. Hvis meddelelse efter stk. 2 og stk. 3 ikke gives, eller overskrides den i stk. 3 eller i § 3, stk. 2 fastsatte frist herfor, udøver sognebåndsløseren sin valgret i bopælssognet. Stk. 5. De trufne valg er bindende, så længe sognebåndsløsningen består, jf. lov om valg til menighedsråd § 5, stk. 3.
§ 7. En sognebåndsløser kan bringe sognebåndsløsningen til ophør ved skriftlig anmeldelse herom til sognebåndsløserpræsten, jf. lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning § 11, stk. 1.
(Stk. 2)
§ 8. En præst kan opsige sognebåndsløsningen, såfremt der foreligger omstændigheder, som gør det urimeligt at fastholde præstens forpligtelser over for sognebåndsløseren, jf. lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning § 11, stk. 2. Opsigelsen skal ske skriftligt med 6 måneders varsel og skal være begrundet samt indeholde oplysning om klageadgang, jf. stk. 2. Stk. 2. Opsigelsen kan af sognebåndsløseren påklages til biskoppen. Såfremt klage indgives inden 4 uger efter sognebåndsløserens modtagelse af opsigelsen, har klagen opsættende virkning, jf. lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning § 11.
(Stk. 2)
§ 9. Sognebåndsløsningen ophører, når den præst, til hvem sognebånd er løst, forflyttes, dør eller afskediges, jf. lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning § 11, stk. 3. Sognebåndsløseren kan dog udsætte ophørstidspunktet, indtil en ny præst er ansat. Stk. 2. Indtræder ophørsgrunden efter stk. 1 så kort tid forud for et menighedsrådsvalg, at ansættelse af en ny præst ikke kan forventes at have fundet sted inden valget, skal sognebåndsløseren - såfremt denne har valgt at udøve sin valgret i en menighedsrådskreds i sognebåndsløserpræstens pastorat - senest 11. dagen før valget underrette valgbestyrelsen, jf. lov om valg til menighedsråd § 6, dersom ophørstidspunktet for sognebåndsløsningen i medfør af stk. 1, 2. pkt., ønskes udsat. Modtager valgbestyrelsen ingen sådan meddelelse, slettes sognebåndsløseren af valglisten.
§ 10. Nedlægges en stilling som sognepræst, slettes sognebåndsløsere, der har valgt at udøve valgretten i en menighedsrådskreds i det pastorat, i hvilken den nedlagte stilling var normeret, af valglisten.
§ 11. En sognebåndsløser skal give sognebåndsløserpræsten underretning om flytning af bopæl senest samtidig med, at sognebåndsløseren giver flyttemeddelelse til folkeregisteret.
§ 12. For ugifte personer under 18 år træffes bestemmelser i henhold til denne bekendtgørelse af forældremyndighedens indehaver. Dog skal en person, der er fyldt 15 år, selv give sit samtykke.
(Stk. 2)
§ 13. Sognepræster skal føre en af Kirkeministeriet godkendt standardprotokol eller anden af Kirkeministeriet godkendt protokol, over sognebåndsløsninger til og fra ham/hende. Protokollen fremlægges ved kirkebogseftersyn. Stk. 2. Protokollen skal indeholde oplysning om stiftelsestidspunkt, navn, adresse, fødselsdag og- sted, dåbsdag og - sted, personnummer, valg af menighedsrådskreds for udøvelse af valgret, flytninger, ophørstidspunkt og - grund.
(Stk. 2)
§ 14. Når sognebåndsløserpræsten har modtaget den i § 3, stk. 2, nævnte blanket, videresendes denne til valgbestyrelsen for den menighedsrådskreds, i hvilken sognebåndsløseren har valgt at udøve sin valgret. Stk. 2. Sognebåndsløserpræsten underretter bopælspræsten om sognebåndsløsningens stiftelse.
(Stk. 2)
§ 15. Sognebåndsløserpræsten underretter bopælspræsten om sognebåndsløsningens ophør. Stk. 2. Har sognebåndsløseren valgt at udøve sin valgret i en menighedsrådskreds i sognebåndsløserpræstens pastorat og opsiges sognebåndløsningen, giver sognebåndsløserpræsten valgbestyrelsen meddelelse herom.
§ 16. En sognepræst, der forflyttes, skal gøre sognebåndsløsere til sig bekendt med deres retsstilling efter § 9. Tilsvarende meddelelse gives af den præst der varetager embedet efter en sognepræsts afskedigelse eller død.
(Stk. 2)
§ 17. Ved en sognebåndsløsers flytning underretter sognebåndsløserpræsten sognepræsten i det nye bopælssogn om sognebåndsløsningen. Stk. 2. Har sognebåndsløseren valgt at udøve sin valgret i en menighedsrådskreds i det pastorat, hvori sognebåndsløserpræsten er ansat, skal denne give valgbestyrelsen meddelelse om bopælsændringen.
§ 18. Valgbestyrelsen skal føre en af Kirkeministeriet godkendt standardprotokol eller anden af Kirkeministeriet godkendt protokol, der skal indeholde oplysning om sognebåndsløseres navn, adresse, personnummer, valg af menighedsrådskreds for udøvelse af valgret, tidspunktet for optagelse eller slettelse af valglisten og valg af menighedsrådskreds for udøvelse af valgret ved flytning.
§ 19. Har en sognebåndsløser valgt at udøve sin valgret i en menighedsrådskreds i sognebåndsløserpræstens pastorat, jf. § 3, stk. 2, påhviler det valgbestyrelsen for denne menighedsrådskreds at sørge for, at sognebåndsløseren optages på valglisten for kredsen. Valgbestyrelsen giver underretning herom til bopælssognets valgbestyrelse, der sletter sognebåndsløseren af valglisten i bopælssognet. Er sognebåndsløserens erklæring ikke valgbestyrelsen i hænde senest 11. dagen før et menighedsrådsvalg, kan sognebåndsløseren ikke optages på valglisten, og han eller hun kan derfor ikke afgive stemme ved dette valg.
(Stk. 4)
§ 20. Har en sognebåndsløser valgt at udøve sin valgret i en menighedsrådskreds i sognebåndsløserpræstens pastorat, jf. § 3, stk. 2 og § 6, stk. 3, og sognebåndsløsningen opsiges, sletter valgbestyrelsen sognebåndsløseren af valglisten og underretter valgbestyrelsen i bopælssognet herom. Stk. 2. Slettes en sognebåndsløser af valglisten i medfør af bestemmelsen i § 9, stk. 2, underretter valgbestyrelsen samtidig bopælssognets menighedsråd herom, således at sognebåndsløseren kan optages på valglisten for dette sogn. Stk. 3. Efter genbesættelse af en ledig sognepræstestilling skal valgbestyrelsen slette alle sognebåndsløsere til den tidligere sognepræst af valglisten. Meddelelse herom gives til valgbestyrelserne i sognebåndsløsernes bopælssogn. Stk. 4. Valgbestyrelsen underretter sognebåndsløserne om slettelse af valglisterne, jf. § 10, som følge af nedlæggelse af en sognepræstestilling og giver tillige bopælssognenes menighedsråd underretning, således at optagelse på valglisterne for disse sogne kan finde sted.
§ 21. Ved flytning underretter valgbestyrelsen det nye bopælssogns valgbestyrelse om sognebåndsløserens valg af menighedsrådskreds for udøvelse af valgret.
(Stk. 2)
§ 22. Bekendtgørelsen træder i kraft den 8. april 2007. Stk. 2. Følgende bekendtgørelser ophæves:
- Bekendtgørelse nr. 58 af 24. januar 1992 om stiftelse og ophør af sognebåndsløsning samt om sognebåndsløseres valgret til menighedsråd.
- Bekendtgørelse nr. 572 af 21. juni 1996 om ændring af bekendtgørelse om stiftelse og ophør af sognebåndsløsning samt om sognebåndsløseres valgret til menighedsråd.
§ 23. Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Kirkeministeriet, den 26. marts 2007, den 26. marts 2007 /Bertel Haarder Lise-Lotte Gümoes/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2007
- Ikrafttrædelsesdato
- 25. juni 2007