Bekendtgørelse om støtte til producentorganisationers driftsfonde inden for frugt- og grøntsagssektoren
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
BEK nr 1113 af 24/11/2008 I medfør af § 1, stk. 1 - 4, § 4, stk. 1, 5 og 7, i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 297 af 28. april 2004, fastsættes efter bemyndigelse:
Ordningens indhold
§ 1. Bestemmelserne i denne bekendtgørelse vedrører støtte til anerkendte producentorganisationers driftsfonde og driftsprogrammer i forbindelse med den Europæiske Unions markedsordning for frugt og grønt.
Definitioner
(Stk. 3)
§ 2. Ved en producentorganisation forstås i denne bekendtgørelse en juridisk person eller en klart defineret del af en juridisk person, der er oprettet på initiativ af landbrugere, jf. artikel 3, stk. 1, litra a) i Rådets forordning (EF) nr. 1182/2007 af 26. september 2007. Stk. 2. Ved en landbruger og producent forstås i denne bekendtgørelse en fysisk eller juridisk person eller en sammenslutning af fysiske eller juridiske personer, hvis bedrift befinder sig på Fællesskabets område, og som udøver en landbrugsaktivitet, jf. artikel 2, litra a) i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003. Stk. 3. Ved en bedrift forstås i denne bekendtgørelse den samlede bedrift dækkende alle producentens producerende enheder.
Betingelser for medlemmer og producentorganisationer
(Stk. 3)
§ 3. En producentorganisation skal opfylde ét af følgende minimumskrav for antal medlemmer og omsætning:
- 15 producenter med en årlig referenceomsætning på mindst 5 millioner kr. eller
- 5 producenter med en årlig referenceomsætning på mindst 10 millioner kr. Stk. 2. De i stk. 1 nævnte medlemmer skal være fysiske personer eller selvstændige juridiske enheder. Stk. 3. Producentorganisationer skal være registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
(Stk. 3)
§ 4. Et medlem skal være tilsluttet en producentorganisation i mindst ét år. Stk. 2. Medlemmer har en opsigelsesperiode på 6 måneder. Medlemmer skal ved opsigelse af medlemskabet skriftligt meddele det til producentorganisationen inden den 30. juni for at fratræde den 31. december samme år. Stk. 3. Producentorganisationen oplyser FødevareErhverv om alle tilsluttede medlemmer i forbindelse med den i § 9, stk. 1 nævnte årlige ansøgning om driftsprogram. Fratrædende medlemmer oplyses inden den 30. juni.
(Stk. 5)
§ 5. Producentorganisationens vedtægter skal forpligte medlemmerne til at afsætte hele deres produktion af de produkter, som producentorganisationen er godkendt for, gennem producentorganisationen. Stk. 2. Uanset stk. 1 kan producentorganisationen i vedtægterne fastsætte, at producenterne kan sælge op til 25 % af deres produktionsværdi direkte til forbrugerne. Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 kan producentorganisationen i vedtægterne fastsætte, at medlemmerne selv eller gennem en anden producentorganisation, der er udpeget af deres egen producentorganisation, kan afsætte op til 10 % af den produktionsværdi, de afsætter gennem deres egen producentorganisation. Stk. 4. Medlemmerne er forpligtet til at føre regnskab med alt salg, der ikke foretages via producentorganisationen. Stk. 5. Producentorganisationen er forpligtet til at overvåge og kontrollere omfanget af det i stk. 2 og 3 nævnte salg.
(Stk. 4)
§ 6. Producentorganisationen skal senest 2 måneder inden fremsendelse af den i § 9, stk. 1 nævnte ansøgning skriftligt orientere alle medlemmer om det påtænkte indhold af næste års driftsprogram. Orienteringen skal indeholde oplysninger vedrørende medlemmernes mulighed for at fremsætte forslag til indholdet af næste års program. Stk. 2. Driftsprogrammet skal optages som et selvstændigt punkt på dagsordenen ved den årlige generalforsamling og være indeholdt i beretningen. Stk. 3. Intet medlem må råde over mere end 20 % stemmeret. Stk. 4. Medlemmer, der ikke bidrager til referenceomsætningen, har ikke stemmeret til beslutninger om driftsfonden, må ikke medregnes i forbindelse med det i § 3, stk. 1 nævnte krav om mindste antal medlemmer eller drage direkte fordel af ordninger, der finansieres af Fællesskabet.
Beregning af tilskud
(Stk. 7)
§ 7. Den finansielle støtte fra Fællesskabet til en producentorganisations driftsprogram kan højst udgøre 4,1 % af værdien af medlemmernes afsatte produktion for de produkter, som producentorganisationen er godkendt for. Stk. 2. Den finansielle støtte er begrænset til 50 % af de udgifter, som producentorganisationen har afholdt senest den 31. december i året for driftsprogrammets gennemførelse. Stk. 3. Den i stk. 2 nævnte procentsats kan under særlige betingelser forhøjes til 60 % efter anmodning fra producentorganisationen, jf. artikel 10, stk. 3 i Rådets forordning (EF) nr. 1182/2007. Stk. 4. Det i stk. 1 nævnte loft for støtte fra Fællesskabet skal hvert år beregnes på grundlag af værdien af medlemmernes afsatte produktion i en tolv måneders referenceperiode. Referenceperioden beregnes enten som:
- værdien af en tolv måneders periode, der begynder tidligst den 1. januar tre år før det år, hvor driftsprogrammet gennemføres, og slutter senest den 1. august samme år, som ansøgning om driftsprogram indgives eller
- gennemsnitsværdien af tre på hinanden følgende perioder på tolv måneder, der begynder tidligst den 1. januar fem år før det år, hvor driftsprogrammet gennemføres, og slutter senest den 1. august samme år, som ansøgning om driftsprogram indgives. Stk. 5. Den i stk. 4 nævnte referenceperiode skal være den berørte producentorganisations regnskabsperiode. Den anvendte periode skal være én af følgende:
-
- januar – 31. december eller
-
- juli – 30. juni. Stk. 6. Den i stk. 1 nævnte omsætning, jf. stk. 4, korrigeres ikke som følge af indtrådte eller udtrådte medlemmer. Stk. 7. En statsautoriseret eller registreret revisor skal kontrollere og afgive en attest om, at den i stk. 1 nævnte værdi af medlemmernes omsætning er opgjort korrekt, jf. stk. 4.
Forvaltning af driftsfonden
§ 8. Driftsfondene skal forvaltes med separat bogføring. Alle udgifter og indtægter skal kunne identificeres, kontrolleres og attesteres af en ekstern revisor. Udgifter og indtægter skal modsvares af betalingstransaktioner. Denne bestemmelse gælder ligeledes for den i § 7, stk. 2 og 3 nævnte støtte fra Fællesskabet.
Ansøgning om godkendelse og ændring af driftsprogram
(Stk. 2)
§ 9. Ansøgning om godkendelse og årlig ændring af driftsprogram skal indsendes, så den er FødevareErhverv i hænde senest den 15. oktober forud for det år, hvor driftsprogrammet gennemføres. Stk. 2. FødevareErhverv kan i særlige tilfælde dispensere fra den i stk. 1 nævnte tidsfrist for ansøgning om driftsprogrammet.
(Stk. 3)
§ 10. Ansøgning om ændring af driftsprogrammet skal indsendes, så den er FødevareErhverv i hænde senest den 1. november i det år, hvor driftsprogrammet gennemføres, jf. dog stk. 3. Stk. 2. Ændringer i driftsprogrammet må ikke iværksættes uden forudgående indhentelse af FødevareErhvervs godkendelse, jf. dog stk. 3. Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 accepteres uden forudgående ansøgning og indhentelse af FødevareErhvervs godkendelse, at udgifter til de enkelte foranstaltninger i driftsprogrammet overskrides med op til 20 %, forudsat at det totale budget i driftsprogrammet, omfattende samtlige foranstaltningerne, ikke overskrides.
(Stk. 2)
§ 11. Driftsprogrammet skal være i overensstemmelse med den nationale strategi og miljøramme. Stk. 2. Driftsprogrammet skal enten omfatte mindst to miljøforanstaltninger eller afse mindst 10 % af udgifterne til miljøforanstaltninger.
Udbetaling af forskud og delvis betaling
§ 12. Producentorganisationen kan indgive ansøgning om udbetaling af forskud i januar, april, juli og oktober på den andel af støtten, der svarer til de forventede udgifter i forbindelse med det godkendte driftsprogram for den tremåneders periode, der begynder i den måned, hvor forskudsansøgningen indgives.
(Stk. 2)
§ 13. Producentorganisationen kan indgive ansøgning om udbetaling af den andel af støtten, som svarer til de konstaterede udgifter i forbindelse med det godkendte driftsprogram i den forudgående tremåneders periode. I ansøgningen modregnes forskud udbetalt i medfør af § 12 for den pågældende tremåneders periode i opgørelsen af udgifterne. Stk. 2. De i stk. 1 nævnte ansøgninger skal indgives til FødevareErhverv i april, juli og oktober og være ledsaget af regnskab, som er attesteret af en statsautoriseret eller registreret revisor, og som indeholder en posteringsliste pr. foranstaltning.
(Stk. 2)
§ 14. FødevareErhverv vil normalt foretage udbetaling i henhold til betalingsanmodninger indsendt i medfør af § 12 og 13 senest en måned efter modtagelse. Stk. 2. Endelig udbetaling af støtte foretages senest den 15. oktober i året efter det år, hvor driftsprogrammet er gennemført.
Investeringer på medlemmers ejendomme
(Stk. 3)
§ 15. Såfremt producentorganisationen under et godkendt driftsprogram foretager investeringer på individuelle bedrifter, ejes investeringerne af producentorganisationen. Stk. 2. Producentorganisationen skal i forbindelse med den årlige støtteansøgning vedlægge en inventarliste, hvoraf fremgår placeringen af alle investeringer. Stk. 3. hvis investeringerne sælges, skal salgsprisen modregnes i den i § 7, stk. 1 nævnte støtte uanset ejertid.
(Stk. 2)
§ 16. Såfremt et medlem udtræder af producentorganisationen, skal producentorganisationen tilbagebetale restværdien af investeringer foretaget på medlemmets bedrift. Tilbagebetalingen foretages via en modregning i driftsprogrammets udgifter det pågældende år. Stk. 2. Ved bestemmelse af restværdien anvendes de afskrivningsregler, der fremgår af bilag 1 til denne bekendtgørelse.
Myndigheder og kontrol
(Stk. 2)
§ 17. FødevareErhverv forestår den administrative kontrol af tilsagns- og tilskudsbetingelserne. Stk. 2. Plantedirektoratet gennemfører den fysiske kontrol.
Ikrafttrædelse
§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft den 27. november 2008.
FødevareErhverv /Arent B. Josefsen / Torben Milthers/
Bilag 1 Afskrivninger og værdiansættelse af investeringer på medlemmers ejendomme
Frugttræer: Afskrives med 10 % af anskaffelsesprisen om året over 10 år. Bærbuske: Afskrives med 20 % af anskaffelsesprisen om året over 5 år. Krydderplanter, jordbær m.m.: Afskrives med 33 ⅓ % af anskaffelsesprisen om året over 3 år. Bygninger: Afskrives med 5 % af anskaffelsesprisen om året over 20 år. Maskiner og inventar: Afskrives med 25 % af restsaldoen på afskrivningen hvert år. Efter ti års ejertid foretages restafskrivning af investeringen. Saldoen for restafskrivninger vil herefter udgøre følgende, angivet i procent af anskaffelsesprisen: År 1: 75 % År 2: 56,25 % År 3: 42,19 % År 4: 31,54 % År 5: 23,73 % År 6: 17,80 % År 7: 13,35 % År 8: 10,01 % År 9: 7,51 % År 10: 5,63 % År 11: 0,00 % Øvrige investeringer, så som IT (hardware, software), frugt- og bærkasser (plastic eller træ), spanske tunneler til jordbær, overdækning af kirsebær m.m., afskrives med 20 % af anskaffelsesprisen om året over fem år.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2008
- Ikrafttrædelsesdato
- 26. november 2008