Bekendtgørelse om revision og tilskudskotrol m.m. ved produktionsskoler
Børne- og Undervisningsministeriet
BEK nr 1187 af 08/12/2008 I medfør af § 12, stk. 2, § 13, stk. 3, og § 15, stk. 5, i lov om produktionsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 785 af 6. juli 2006, fastsættes:
(Stk. 2)
§ 1. Revisionen omfatter:
- skolens årsrapport, jf. bekendtgørelse om regnskab for produktionsskoler,
- kontrol med skolens tilskudsgrundlag,
- kontrol med skolens indberetning til brug for beregning af kommunale bidrag, jf. lov om produktionsskoler og
- revisors attestation af indberetninger, hvor Undervisningsministeriet har krævet særskilt revisorerklæring. Stk. 2. I tilfælde af revisorskifte skal tiltrædende revisor rette henvendelse til den fratrædende revisor, der har pligt til at oplyse grundene til fratrædelsen.
(Stk. 2)
§ 2. Revisionen foretages i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, således som dette begreb er fastlagt i § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. og nærmere præciseret i stk. 2 og §§ 3-7 og bilag 1. Stk. 2. Ved revisionen efterprøves, om regnskabet er rigtigt, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med forudsætningerne for de givne tilskud, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis. Der foretages endvidere en vurdering af, om der er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler, og ved driften af den skole, der er omfattet af årsrapporten.
§ 3. Revisionens omfang afhænger af skolens administrative struktur og forretningsgange, herunder den interne kontrol og andre forhold af betydning for regnskabsaflæggelsen.
(Stk. 3)
§ 4. Der foretages revision i årets løb samt i forbindelse med årsrapporten. Som led i revisionen undersøger revisor de eksisterende forretningsgange, herunder forretningsgangene vedrørende registrering af tilskudsudløsende faktorer, med henblik på at påse, om den interne kontrol er betryggende. Ud over systemrevision udfører revisor i nødvendigt omfang substansrevision. Revisionen, herunder kontrollen af tilskudsgrundlaget, udføres som udgangspunkt ved stikprøvevise undersøgelser. Uanmeldt kasse- og beholdningseftersyn indgår i revisionen og foretages mindst 1 gang om året. Stk. 2. Ved den afsluttende revision påses det, at årsrapporten er opstillet i overensstemmelse med de regler, der er fastsat herfor i bekendtgørelse om regnskab for produktionsskoler, at det ikke indeholder væsentlige fejl og mangler, og at de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med forudsætningerne for de givne tilskud, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler, sædvanlig praksis og skolens vedtægter. Stk. 3. Ved forvaltningsrevisionen undersøges det, om der er taget skyldige økonomiske hensyn ved skolens forvaltning. Revisionen udføres med udgangspunkt i skolens oplysninger i årsrapporten samt ud fra begreberne om økonomistyring, sparsommelighed, produktivitet og effektivitet.
§ 5. Skolens ledelse skal give revisor de oplysninger, som må anses af betydning for bedømmelsen af skolens årsrapport samt for revisors vurdering af forvaltningen, herunder mål og opnåede resultater. Skolen skal give revisor adgang til at foretage de undersøgelser, denne finder nødvendige, og skal sørge for, at revisor får de oplysninger og den bistand, som revisor finder nødvendig for udførelsen af sit hverv.
(Stk. 2)
§ 6. Bliver revisor opmærksom på lovovertrædelser eller tilsidesættelse af forskrifter af væsentlig betydning i forbindelse med midlernes forvaltning, påhviler det revisor straks skriftligt at give skolens bestyrelse meddelelse derom, samt påse, at bestyrelsen inden 3 uger giver meddelelse herom til ministeriet. I modsat fald er det revisors pligt at orientere ministeriet. Revisors skriftlige bemærkninger indsendes sammen med meddelelsen. Stk. 2. Bliver revisor under sin revision eller på anden måde opmærksom på, at der er risiko for, at skolens virksomhed må indstilles, påhviler det revisor straks skriftligt at give skolens bestyrelse meddelelse derom samt påse, at bestyrelsen inden 5 hverdage orienterer ministeriet og grundtilskudsydende kommunalbestyrelser om risikoen for, at skolens virksomhed må indstilles. Hvis bestyrelsen ikke har orienteret ministeriet og grundtilskudsydende kommunalbestyrelser, er det revisors pligt straks at orientere ministeriet og grundtilskudsydende kommunalbestyrelser. Revisors skriftlige bemærkninger indsendes sammen med meddelelsen.
(Stk. 4)
§ 7. Den reviderede årsrapport forsynes med en revisionspåtegning efter det for revisorer gældende erklæringsparadigme for den uafhængige revisors påtegning, som findes på Rigsrevisionens hjemmeside (www.rigsrevisionen.dk/paategning.html). Stk. 2. Revisor fører en revisionsprotokol. Revisor skal i forbindelse med revisionen af årsrapporten udfylde en af Undervisningsministeriet udarbejdet revisorcheckliste, der ligger på Undervisningsministeriets hjemmeside. Checklisten skal indarbejdes i revisionsprotokollatet til årsrapporten og indgå i den fortløbende paginering. Revisionsprotokollatet skal underskrives af alle medlemmer af bestyrelsen. Stk. 3. I revisionsprotokollatet skal der indføres oplysning om:
- hvilke revisionsarbejder der er udført og resultatet heraf,
- væsentlig usikkerhed, fejl eller mangler vedrørende skolens bogholderi, regnskabsvæsen eller interne kontrol,
- redegørelse for den udførte forvaltningsrevision. Specielt oplyses om revisors undersøgelse af samt vurdering og konklusioner vedrørende økonomistyring, sparsommelighed, produktivitet og effektivitet samt om dispositioner uden for skolens formål,
- særlige rapporter eller erklæringer, afgivelse af særlige beretninger, rådgivning og assistance, samt
- udbud af kurser og andre aktiviteter som indtægtsdækket virksomhed efter revisors vurdering er sket i overensstemmelse med lov om produktionsskoler. Stk. 4. I revisionsprotokollatet til årsrapporten skal det oplyses:
- hvorvidt revisor opfylder lovgivningens habilitetsbestemmelser,
- hvorvidt revisor under revisionen har modtaget alle de oplysninger, der er anmodet om,
- hvorvidt revisionen har givet anledning til bemærkninger med hensyn til, om tilskuddene er anvendt i overensstemmelse med de givne vilkår, samt
- hvorvidt revisionen har givet anledning til bemærkninger med hensyn til, om refusion og tilskudsgrundlag er opgjort i overensstemmelse med gældende regler.
(Stk. 2)
§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2009 og har virkning for revision af skolernes årsrapporter fra og med regnskabsåret 2008 og for kontrol af skolernes oplysninger, der indsendes efter ikrafttrædelsen til brug for fastsættelse af tilskud. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1237 af 4. december 2006 om revision og tilskudskontrol m.m. ved produktionsskoler ophæves, men finder dog anvendelse for revision af årsregnskaberne for 2007 og tidligere år og for kontrol af institutionernes oplysninger for fastsættelse af tilskud til og med finansåret 2008 samt for årsindberetning af kommunalt bidrag for 2008.
Undervisningsministeriet /P.M.V.\nLars Mortensen\nStyrelseschef / Henning Kraiberg Knudsen/
Bilag 1
Revisors opgaver
- Indledning 1.1. Som grundlag for revisionens gennemførelse udarbejder revisor en revisionsplan, hvori der redegøres for revisionens indhold og omfang såvel i årets løb som i forbindelse med årsrapporten. 1.2. Revisor skal efterprøve skolens forretningsgange, dispositioner, registreringer og regnskabsaflæggelse, herunder:
- at bestemmelserne i lov om produktionsskoler med tilhørende bekendtgørelser samt skolens vedtægter følges,
- at de gældende interne disponerings- og godkendelsesregler følges,
- at der er den fornødne personelle adskillelse mellem registrerings- og frigivelsesfunktioner,
- at indtægts- og udgiftsposter er behørigt dokumenteret ved bilag, kontrakter og registreret på de rigtige konti,
- at der er etableret tilstrækkelige kontrolforanstaltninger til sikring af skolens aktiver samt til sikring af en korrekt registrering af alle indtægter og
- at der er etableret kontroller til registrering af deltagernes tilstedeværelse.
- Løn- og ansættelsesvilkår 2.1. Revisionen omfatter kontrol af, at skolens dispositioner sker i overensstemmelse med de love, overenskomster, aftaler m.m., der gælder for skolens personale. 2.2. Revisor skal ved gennemgangen af skolens forretningsgange på løn- og ansættelsesområdet samt ved revision af enkeltsager påse, at ledere og læreres løn- og ansættelsesvilkår følger de af finansministeren aftalte eller fastsatte bestemmelser, jf. organisationsaftale for ledere og lærere ved produktionsskoler, herunder
- at der foreligger ansættelsesbreve i overensstemmelse med gældende regler og aftaler herom,
- at lønninger er i overensstemmelser med indplacering i henhold til gældende regler og aftaler,
- at udbetaling af evt. godtgørelse ved fratrædelse er i overensstemmelse med gældende regler og aftaler,
- at der indbetales pensionsbidrag i overensstemmelse med gældende regler og aftaler, og
- at skat, bidrag m.v. er beregnet og indberettet korrekt.
- Materielle anlægsaktiver 3.1. Revisor kontrollerer, at skolens inventar, udstyr m.v. er i overensstemmelse med det anlægskartotek, som skolen har udarbejdet efter reglerne i bekendtgørelse om regnskab for produktionsskoler.
- Almindelige tilskudsbetingelser 4.1. Revisor kontrollerer,
- at skolens oplysninger til brug ved beregningen af tilskud og kommunale bidrag er korrekte. Revisor attesterer oplysningerne ved skolens indberetning til ministeriet om tilskud og årsindberetningen af kommunale bidrag. Det skal af revisors attestation fremgå, at skolens oplysninger er kontrolleret i overensstemmelse med bekendtgørelse om revision og tilskudskontrol m.m. ved produktionsskoler. Efterkontrol sker i forbindelse med revision af årsrapporten,
(Stk. 2)
- at skolens oplysninger om årselever, der ligger til grund for tilskudsudbetalinger og opgørelse af kommunale bidrag, er opgjort i overensstemmelse med lov om produktionsskoler,
- om skoleydelse er udbetalt i overensstemmelse med gældende regler,
- om skolen udbyder en flerhed af værkstedsundervisningstilbud, der indholdsmæssigt dækker mindst tre beskæftigelsesområder,
- om skolen har fornøden kontrol med, hvilke personer der deltager som led i aktiverede forløb i henhold til lov om aktiv socialpolitik eller lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
- at aftaler, herunder administrations-, husleje- og ejendomsaftaler, er indgået på vilkår, der ikke er ringere end sædvanlige markedsvilkår,
- at driftsoverenskomst, som skolen har indgået om forberedende voksenundervisning (FVU) og/eller ordblindeundervisning for voksne, er indgået på korrekt vis,
- at vurdering fra Ungdommens Uddannelsesvejledning forefindes for elever, der optages efter den 1. januar 2005,
- at der ved forlænget forløb er indarbejdet begrundelse for forlængelse i elevens forløbsplan,
- at oplysninger og dokumentation, der ligger til grund for udbetaling af udslusningstilskud, er i overensstemmelse med gældende regler og
- at oplysninger, der ligger til grund for udbetaling af tilskud i forbindelse med egu-forløb, er i overensstemmelse med gældende regler.
- Undervisningsmiljø 5.1. Revisor påser, at skolen har udarbejdet en undervisningsmiljøvurdering, og at den revideres, jf. lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø.
- Sociale klausuler 6.1. Revisor påser, at skolen har en handlingsplan, der beskriver, hvordan skolen vil bidrage til at målsætningen om det rummelige arbejdsmarked nås, og i den sammenhæng, hvordan skolen vil beskæftige medarbejdere ansat på særlige vilkår.
- Indtægtsdækket virksomhed 7.1 Revisor skal påse, at skolens gennemførelse af indtægtsdækket virksomhed og andre aktiviteter vurderes ikke at indebære risiko for et uberettiget forbrug af statsmidler, og om skolens vurdering af mulighederne for gennemførelse af tilsvarende planlagt aktivitet tager hensyn til skolens likviditet og økonomiske stilling. Revisor skal i protokollen indføre oplysning om, hvorvidt skolens forretningsgange og procedurer, herunder kalkulationsgrundlag vedrørende skolens indtægtsdækkede virksomhed er betryggende.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2008
- Ikrafttrædelsesdato
- 12. december 2008