TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse

DanmarkBekendtgørelse2008

Udlændinge- og Integrationsministeriet

BEK nr 1376 af 18/12/2008 I medfør af udlændingelovens § 11, stk. 12, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 8. juli 2008, og efter aftale med beskæftigelsesministeren fastsættes:

Definitioner m.v.

§ 1

§ 1. Ved beregningen af den periode, udlændingen skal have boet her i landet for at kunne opnå tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3-5, jf. § 27, fratrækkes perioder, hvor udlændingen har opholdt sig uden for landet, medmindre udlændingen er udstationeret i udlandet for en virksomhed eller organisation eller for danske myndigheder, eller der er tale om kortvarige udlandsophold.

§ 2

(Stk. 2)

§ 2. Ved fast tilknytning til arbejdsmarkedet, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 2, forstås, at beskæftigelsesforholdet som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende har været af et ikke ubetydeligt omfang. Stk. 2. Udlændingen må antages fortsat at være fast tilknyttet arbejdsmarkedet, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 2, hvis udlændingen på tidspunktet for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse

  1. ved erklæring kan godtgøre at være lønmodtager i en uopsagt tidsubegrænset stilling og ikke at arbejde i en virksomhed, som er under likvidation, tvangsopløsning, har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,
  2. ved erklæring kan godtgøre at være selvstændig erhvervsdrivende, som ikke er under likvidation, tvangsopløsning, har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs, eller
  3. på anden måde ved erklæring kan godtgøre, at den pågældende forventer at være tilknyttet arbejdsmarkedet i en periode på et år efter meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse.
ansættelse
§ 3

§ 3. Ved væsentlig tilknytning til det danske samfund, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 4, forstås navnlig, at

  1. udlændingen gennem karakteren af sin beskæftigelse har opnået en høj grad af kontakt til det danske samfund,
  2. udlændingen ved siden af sin beskæftigelse er aktiv i foreningslivet på en måde, der rummer integrationsfremmende aspekter, eller
  3. udlændingen ved siden af sin beskæftigelse har gennemført et længerevarende uddannelsesforløb i Danmark.
§ 4

(Stk. 3)

§ 4. Ved ordinær fuldtidsbeskæftigelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 9, nr. 4, forstås lønnet beskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed uden offentligt tilskud. Stk. 2. Beskæftigelsen skal være aflønnet efter gældende overenskomster eller udført under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Perioder med fravær som følge af ferie, barsel, omsorgsdage, sygdom mv. inden for rammerne af ansættelsesforholdet fratrækkes ikke i den opgjorte ansættelsesperiode. Stk. 3. Den selvstændige erhvervsvirksomhed skal have karakter af hovedbeskæftigelse med henblik på at opnå selvforsørgelse.

ansættelse

Introduktionsprogram

§ 5

(Stk. 3)

§ 5. Det er en betingelse for, at en udlænding, som er omfattet af integrationsloven, kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3-6, at udlændingen har gennemført et tilbudt introduktionsprogram efter integrationsloven eller et andet forløb, der kan sidestilles hermed. Stk. 2. Er udlændingen tilbudt et introduktionsprogram eller et andet forløb, der kan sidestilles hermed, i flere kommuner, skal udlændingen i hver af de pågældende kommuner have gennemført de dele af introduktionsprogrammet eller det andet forløb, som udlændingen er tilbudt i hver af de pågældende kommuner. Stk. 3. Introduktionsprogrammet anses for gennemført, når udlændingen har deltaget i mindst 85 pct. af hver af de tilbudte aktiviteter.

§ 6

§ 6. Betingelsen i § 5, stk. 1, stilles ikke, hvis særlige grunde taler derimod, herunder

  1. hvis den manglende gennemførelse af introduktionsprogrammet eller et andet forløb, der kan sidestilles hermed, skyldes graviditet, barsel, manglende anvisning af børnepasning eller påbegyndt arbejde eller uddannelse,
  2. hvis den manglende gennemførelse af introduktionsprogrammet eller et andet forløb, der kan sidestilles hermed, skyldes forhold hos udlændingen selv eller dennes nærmeste familie, som ikke kan lægges udlændingen til last, herunder fysisk eller psykisk handicap, tortur- eller voldsoplevelse eller stærkt traume eller sygdom, eller
  3. hvis den manglende gennemførelse af introduktionsprogrammet eller andet forløb, der kan sidestilles hermed, er rimeligt begrundet i udlændingens kvalifikationer.

Beskæftigelsesrettede aktiviteter

§ 7

(Stk. 2)

§ 7. Det er en betingelse for, at en udlænding, som er omfattet af integrationsloven, og som efter introduktionsperiodens udløb modtager hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik eller modtager arbejdsløshedsdagpenge eller aktiveringsydelse efter lov om arbejdsløshedsforsikring, kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3-6, at udlændingen har gennemført de tilbudte beskæftigelsesrettede aktiviteter, der er fastlagt i integrationskontrakten, jf. § 31 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Stk. 2. De tilbudte beskæftigelsesrettede aktiviteter, der er fastlagt i integrationskontrakten, anses for gennemført, hvis udlændingen har deltaget i mindst 85 pct. af hver af de fastlagte aktiviteter.

§ 8

§ 8. Betingelserne, der er nævnt i § 7, stilles ikke, hvis særlige grunde taler derimod, herunder

  1. hvis den manglende gennemførelse af de tilbudte beskæftigelsesrettede aktiviteter, der er fastlagt i integrationskontrakten, skyldes graviditet, barsel, manglende anvisning af børnepasning eller påbegyndt arbejde eller uddannelse,
  2. hvis den manglende gennemførelse af introduktionsprogrammet eller andet forløb, der kan sidestilles hermed, skyldes forhold hos udlændingen selv eller dennes nærmeste familie, som ikke kan lægges udlændingen til last, herunder fysisk eller psykisk handicap, tortur- eller voldsoplevelse eller stærkt traume eller sygdom, eller
  3. hvis den manglende gennemførelse af introduktionsprogrammet eller andet forløb, der kan sidestilles hermed, er rimeligt begrundet i udlændingens kvalifikationer.

Integrationseksamen

(sprogprøve og ordinær fuldtidsbeskæftigelse)

§ 9

(Stk. 2)

§ 9. Det er en betingelse for, at en udlænding kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3-6, at udlændingen har bestået

  1. Prøve i Dansk 2, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. bilag 1, eller
  2. en prøve på et lavere niveau end den, der er nævnt i nr. 1, dog mindst på niveau med Prøve i Dansk 1, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., samt en engelskprøve på et niveau svarende til eller højere end Prøve i Dansk 2, jf. bilag 2. Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for de udlændinge, som er nævnt i bilag 3. For disse udlændinge finder de krav til dokumentation for sprogkundskaber, der er angivet i bilag 3, anvendelse.
§ 10

§ 10. Betingelserne, der er nævnt i § 9, stk. 1, stilles ikke, hvis særlige grunde taler derimod, herunder

  1. hvis udlændingen på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse har fået tildelt førtidspension eller har opnået den alder for oppebæring af folkepension, der er fastsat i pensionsloven,
  2. hvis det forhold, at udlændingen ikke har bestået sprogprøve(r) som fastsat i § 9, skyldes særlige grunde hos udlændingen selv eller dennes nærmeste familie, som ikke kan lægges udlændingen til last, herunder fysisk eller psykisk handicap, tortur- eller voldsoplevelse eller stærkt traume eller sygdom, eller
  3. hvis det forhold, at udlændingen ikke har bestået sprogprøven eller sprogprøverne som fastsat i § 9, i øvrigt er rimeligt begrundet i udlændingens kvalifikationer eller andre forhold.
§ 11

(Stk. 3)

§ 11. Det er en betingelse for, at en udlænding kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3-6, at udlændingen har opnået 2 år og 6 måneders ordinær fuldtidsbeskæftigelse i Danmark. Stk. 2. Ansættelse i fleksjob efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse. Stk. 3. Betingelsen i stk. 1 kan opfyldes ved beskæftigelse på nedsat tid over en længere periode end 2 år og 6 måneder, hvis beskæftigelsen samlet set svarer til 2 år og 6 måneders ordinær fuldtidsbeskæftigelse.

ansættelse
§ 12

§ 12. Betingelserne, der er nævnt i § 11, stilles ikke, hvis særlige grunde taler derimod, herunder

  1. hvis udlændingen på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse har fået tildelt førtidspension eller har opnået den alder for oppebæring af folkepension, der er fastsat i pensionsloven,
  2. hvis den manglende opnåelse af 2 år og 6 måneders ordinær fuldtidsbeskæftigelse, skyldes særlige grunde hos udlændingen selv eller dennes nærmeste familie, som ikke kan lægges udlændingen til last, herunder fysisk eller psykisk handicap, tortur- eller voldsoplevelse eller stærkt traume eller sygdom,
  3. hvis udlændingen indgiver ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse ved det fyldte 18. år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, 2. pkt.,
  4. hvis udlændingen er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person, og udlændingen på tidspunktet for meddelelse af den oprindelige opholdstilladelse var over 50 år samt i de seneste 10 år forud for meddelelse af opholdstilladelsen var gift eller fast samlevende med den herboende person, eller
  5. hvis udlændingen tilhører en af de i bilag 3, pkt. 1-4 nævnte persongrupper.

Gæld til offentlige myndigheder

§ 13

§ 13. Det er en betingelse for, at en udlænding kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3-6, at udlændingen på tidspunktet for afgørelsen om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse ikke har forfalden gæld til offentlige myndigheder med hensyn til

  1. skatter og afgifter,
  2. tilbagebetalingspligtige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller lov om social service,
  3. børnebidrag, der er udbetalt forskudsvis af det offentlige efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag,
  4. daginstitutionsbetaling efter lov om dag-, fritids- og klubtilbud,
  5. tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte efter lov om individuel boligstøtte, eller
  6. tilbagebetaling af boligindskudslån efter lov om individuel boligstøtte.
skat
§ 14

§ 14. Betingelserne, der er nævnt i § 13, stilles ikke, hvis særlige grunde taler derimod, herunder

  1. hvis den manglende afvikling af den forfaldne gæld skyldes særlige grunde hos udlændingen selv eller dennes nærmeste familie, som ikke kan lægges udlændingen til last, herunder fysisk eller psykisk handicap, tortur- eller voldsoplevelse eller stærkt traume, sygdom, graviditet, barsel, manglende anvisning af børnepasning, uforskyldt arbejdsløshed eller påbegyndt fuldtidsuddannelse, eller
  2. hvis den manglende afvikling af den forfaldne gæld skyldes, at der er givet henstand med gælden eller andre rimelige grunde.

Integrationskontrakt og erklæring om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund

§ 15

§ 15. Det er en betingelse for, at en udlænding kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3-6, at udlændingen har underskrevet en integrationskontrakt og en erklæring om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund, jf. integrationslovens § 19, stk. 1. Underskriver udlændingen ikke integrationskontrakten og erklæringen samtidig med integrationskontraktens udarbejdelse, jf. integrationslovens § 19, stk. 1, 2. og 3. pkt., udsættes tidspunktet for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse med et tidsrum svarende til den tid, der er forløbet fra integrationskontraktens udarbejdelse og indtil integrationskontraktens og erklæringens underskrivelse. 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Behandlingen af sager om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse

§ 16

(Stk. 5)

§ 16. Til brug for afgørelsen om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3-6, indhenter Udlændingeservice hos kommunalbestyrelsen en udtalelse efter integrationslovens § 52. Stk. 2. Det skal fremgå af den i stk. 1 nævnte udtalelse,

  1. om udlændingen har gennemført et tilbudt introduktionsprogram efter integrationsloven, jf. § 5, og
  2. om udlændingen, hvis vedkommende ikke har gennemført et tilbudt introduktionsprogram efter integrationsloven, har gennemført et andet tilbudt forløb, der kan sidestilles hermed. Stk. 3. Har udlændingen fået tilbudt et introduktionsprogram efter integrationsloven, men ikke gennemført enten det eller et andet forløb, der kan sidestilles hermed, skal udtalelsen efter integrationslovens § 52 indeholde en redegørelse for,
  3. i hvilken udstrækning udlændingen har deltaget i introduktionsprogrammets enkelte aktiviteter, og
  4. om der efter kommunalbestyrelsens opfattelse foreligger omstændigheder af betydning for bedømmelsen af, om betingelsen i § 5, stk. 1, ikke skal stilles jf. § 6. Stk. 4. Den i stk. 1 nævnte udtalelse skal indeholde oplysning om, hvorvidt udlændingen har underskrevet en integrationskontrakt og en erklæring om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund, jf. § 15, herunder
  5. hvornår integrationskontrakten blev udarbejdet,
  6. hvornår integrationskontrakten blev underskrevet af udlændingen,
  7. hvornår erklæringen om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund blev underskrevet af udlændingen, og
  8. hvorvidt der, såfremt udlændingen ikke har underskrevet integrationskontrakten eller erklæringen om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund, efter kommunalbestyrelsens opfattelse foreligger omstændigheder af betydning for bedømmelsen af, om betingelsen herom ikke skal stilles, jf. § 15, 3. pkt. Stk. 5. Den i stk. 1, nævnte udtalelse afgives på grundlag af de for kommunalbestyrelsen foreliggende oplysninger, om fornødent suppleret med oplysninger afgivet af udlændingen selv.
§ 17

(Stk. 4)

§ 17. Til brug for afgørelsen om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3-6, indhenter Udlændingeservice hos kommunalbestyrelsen og hos staten i jobcentret en status efter § 31 a, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Stk. 2. Det skal fremgå af den i stk. 1 nævnte status, om udlændingen har gennemført fastlagte beskæftigelsesrettede aktiviteter i henhold til § 31 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. § 7. Stk. 3. Har udlændingen fået tilbudt beskæftigelsesrettede aktiviteter i henhold til § 31 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, men ikke gennemført dem, skal den i stk. 1 nævnte status indeholde en redegørelse for,

  1. i hvilken udstrækning udlændingen har deltaget i de enkelte aktiviteter, og
  2. om der efter kommunalbestyrelsens henholdsvis staten i jobcentrets opfattelse foreligger omstændigheder, der kan have relevans for bedømmelsen af, om betingelsen i § 7, stk. 1, ikke skal stilles jf. § 8. Stk. 4. Den i stk. 1 nævnte status afgives på grundlag af de for kommunalbestyrelsen henholdsvis staten i jobcentret foreliggende oplysninger, om fornødent suppleret med oplysninger afgivet af udlændingen selv.
§ 18

§ 18. Til brug for afgørelsen om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3-6, indhenter Udlændingeservice med udlændingens samtykke en fuldstændig udskrift vedrørende udlændingen fra Det Centrale Kriminalregister.

§ 19

(Stk. 3)

§ 19. Til brug for afgørelsen om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3-6, indhenter Udlændingeservice med udlændingens samtykke oplysninger fra Det Centrale Fordringsregister (CFR) om, hvorvidt udlændingen har forfalden gæld til offentlige myndigheder. Stk. 2. Har udlændingen ifølge CFR forfalden gæld til en eller flere kommuner, indhenter Udlændingeservice med udlændingens samtykke en udtalelse fra kommunalbestyrelsen i den eller de pågældende kommuner, om, hvorvidt udlændingen har gæld, som efter reglerne i § 9 og § 10 er til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Kommunalbestyrelsens udtalelse afgives på grundlag af de i kommunen allerede foreliggende oplysninger. Stk. 3. Har udlændingen ifølge CFR forfalden gæld vedrørende skatter og afgifter, der ikke kan henføres til en kommune, indhenter Udlændingeservice med udlændingens samtykke en udtalelse fra SKAT, om, hvorvidt udlændingen har gæld, som efter reglerne i § 9 og § 10 er til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. SKAT’s udtalelse afgives på grundlag af de i Udlændingeservice allerede foreliggende oplysninger.

skat
§ 20

(Stk. 2)

§ 20. Til brug for afgørelsen om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3-6, indhenter Udlændingeservice med udlændingens ægtefælles samtykke oplysninger fra Det Centrale Fordringsregister (CFR) om, hvorvidt ægtefællen har forfalden indkomstskattegæld til offentlige myndigheder. Stk. 2. Har udlændingens ægtefælle ifølge CFR forfalden indkomstskattegæld, indhenter Udlændingeservice med udlændingens samtykke en udtalelse fra SKAT om, hvorvidt udlændingen som følge af sin subsidiære hæftelse herfor, jf. kildeskattelovens § 72, stk. 2, aktuelt har indkomstskattegæld til det offentlige. SKAT’s udtalelser afgives på grundlag af de hos SKAT allerede foreliggende oplysninger.

skat
§ 21

§ 21. Til brug for afgørelsen om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 4 og 5, kan Udlændingeservice med udlændingens samtykke indhente en udtalelse fra kommunalbestyrelsen om, hvorvidt udlændingen i de sidste 3 år forud for kommunalbestyrelsens udtalelse har modtaget anden hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven end hjælp bestående af enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse, der ikke er direkte relateret til forsørgelse, eller ydelser, der må sidestilles med løn eller pension eller træder i stedet herfor.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

§ 22

(Stk. 9)

§ 22. Bekendtgørelsen træder i kraft den 26. januar 2009. Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder ikke for udlændinge, der har ansøgt om opholdstilladelse inden den 1. april 2006. For disse udlændinge anvendes de tidligere gældende regler, jf. dog stk. 6-8. Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 8 af 9. januar 2006 om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse ophæves, jf. dog stk. 4. Stk. 4. Bekendtgørelse nr. 8 af 9. januar 2006 om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse finder fortsat anvendelse i sager, hvor udlændinge har indgivet ansøgning om eller er meddelt opholdstilladelse inden den 1. april 2006, jf. dog stk. 6-8. Stk. 5. § 5, stk. 3, gælder ikke for udlændinge, der har ansøgt om opholdstilladelse inden den 26. januar 2009. For disse udlændinge gælder § 4, stk. 2 og 3, i bekendtgørelse nr. 8 af 9. januar 2006 om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse fortsat anvendelse. Stk. 6. §§ 9-12 gælder for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse efter de regler, der var gældende indtil den 1. juli 2002, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, og som ikke senest den 29. november 2006 har gennemført et tilbudt introduktionsprogram efter integrationsloven eller et andet forløb, der kan sidestilles hermed. Stk. 7. §§ 9-12 gælder for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse efter de regler, der var gældende indtil den 1. april 2006, jf. lovbekendtgørelse nr. 826 af 24. august 2005, og som ikke senest den 29. november 2006 har gennemført et tilbudt introduktionsprogram efter integrationsloven eller et andet forløb, der kan sidestilles hermed, og har bestået en godkendt danskprøve. Stk. 8. §§ 9-12 gælder for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse efter de regler, der var gældende indtil den 1. juli 2006, jf. lovbekendtgørelse nr. 945 af 1. september 2006, og som ikke senest den 29. november 2006 har gennemført et tilbudt introduktionsprogram efter integrationsloven eller et andet forløb, der kan sidestilles hermed, og har bestået en godkendt danskprøve. Stk. 9. Overgangsreglen i § 15, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 8 af 9. januar 2006 gælder fortsat. Således gælder bekendtgørelse nr. 1065 af 17. december 1999 fortsat i sager, hvor udlændinge har indgivet ansøgning om eller er meddelt opholdstilladelse inden den 28. februar 2002.

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration /Birthe Rønn Hornbech / Kim Lunding/

Bilag 1 Følgende prøver anses som fornøden dokumentation for, at en udlænding har bestået en prøve på et tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 2, jf. bekendtgørelsen § 9, stk. 1, nr. 1:

– Danskuddannelsernes Prøve i Dansk 3 bestået med et karaktergennemsnit på mindst 6 (13-skalaen) eller 02 (7-trins-skalaen) eller derover. – Studieprøven bestået med karakteren mindst 6 (13-skalaen) eller 02 (7-trins-skalaen) i hver af de fire discipliner. – Folkeskolens afsluttende prøve 9. eller 10. klasse/Folkeskolens afgangsprøve eller 10.-klasse-prøve med et karaktergennemsnit på mindst 6 (13-skalaen) eller 02 (7-trins-skalaen) i danskdisciplinerne bortset fra orden. – Bevis for Gymnasiale uddannelser – den almene gymnasieuddannelse (studentereksamen og HF) og den erhvervsgymnasiale uddannelse (HHX og HTX). – AVU: Dansk som andetsprog, Dansk trin 1, Dansk trin 2 og HF i dansk bestået med et karaktergennemsnit på mindst 6 (13-skalaen) eller 02 (7-trins-skalaen). – Bestået Danskprøve 3 fra Studieskolen i København og Odense samt fra Århus Kommunes Sprogcenter – i dag Lærdansk Århus. – Bestået FVU trin 2, trin 3 eller trin 4. – Erhvervsuddannelser o.lign. (f.eks. ”Handelsskolens Grunduddannelse/Grundforløb”, ”Bevis for Erhvervsuddannelsernes Grundforløb” og ”Eksamensbevis for Grundfag i Erhvervsuddannelsen”) med aflagt prøve i mindst én danskdisciplin på niveau A-G og bestået med et gennemsnit af standpunkts- og prøvekarakterer på mindst 6 (13-skalaen) eller 02 (7-trins-skalaen). – Social- og sundhedsuddannelsernes grundforløb med aflagt prøve i mindst én danskdisciplin og bestået med et gennemsnit af standpunkts- og prøvekarakterer på mindst 6 (13-skalaen) eller 02 (7-trins-skalaen). – Social- og sundhedshjælperuddannelsen, den pædagogiske grunduddannelse (PGU), social- og sundhedsassistentsuddannelsen bestået med et gennemsnit af standpunkts- eller prøvekarakterer i dansk på mindst 6 (13-skalaen) eller 02 (7-trins-skalaen). – Bevis for videregående uddannelser på universiteter, handelshøjskoler, sygeplejeskoler, seminarier m.v., medmindre der er tale om et fremmedsproget uddannelsesforløb. – Sprogcentrenes Almenprøve 2 bestået med et karaktergennemsnit på mindst 6. – Bestået Danskprøve 2 fra sprogcentrene. – Sprogskolernes Profiltest med et gennemsnit på 2 eller derover. – Sprogskolernes erhvervsforberedende prøve (ERH), bestået med et karaktergennemsnit på mindst 6 eller C. – Sprogskolernes voksenuddannelsesforberedende prøve (VUF), bestået med et karaktergennemsnit på mindst 6 eller C.

leje
§ 22

(Stk. 9)

Bilag 2 Følgende prøver anses som fornøden dokumentation for, at en udlænding har bestået en prøve på et tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 1, jf. bekendtgørelsen § 9, stk. 1, nr. 2:

– Sprogcentrenes Almenprøve 1 bestået med et karaktergennemsnit på 6 eller derover. – Sprogskolernes Basis 2 (Niveau 2/G2/Test 2) bestået. – Sprogskolernes Midtvejstest bestået med et karaktergennemsnit på 3 eller derover. Følgende prøver anses som fornøden dokumentation for, at en udlænding har bestået en engelskprøve på et tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 2, jf. bekendtgørelsen § 9, stk. 1, nr. 2: – Preliminary English Test (PET) – Business English Certificate – Preliminary (BEC P) – Certificate in English Language Skills – Preliminary (CELS P) – IELTS med en testscore på mindst: 3,5 – First Certificate in English (FCE) – Business English Certificate – Vantage (BEC V) – Certificate in English Language Skills – Preliminary (CELS P) – Certificate in Advanced English (CAE) – Certificate of Proficiency in English (CPE) – Business English Certificate – Higher (BEC H) – Certificate in English Language Skills – Preliminary (CELS P) – TOEFL computerbaseret med test score: min. 200 point – TOEFL internetbaseret med test score: min. 72 point – TOEFL papirbaseret med test score: min. 533

Bilag 3 Sprogkrav i forhold til særlige grupper:

  1. Udlændinge, der tidligere har haft dansk indfødsret: Ansøgere med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 d (eller tidligere § 9, stk. 1, nr. 1), der har haft mindst seks års skolegang i dansk skole, skal ikke yderligere dokumentere deres danskkundskaber.
  2. Udlændinge, der tilhører det danske mindretal i Sydslesvig: Ansøgere født i Sydslesvig, som helt eller delvist har gået i dansk skole, og som under ophold i Sydslesvig har vist tilknytning til danske forhold, skal ikke yderligere dokumentere deres danskkundskaber m.v.
  3. Udlændinge med danske forældre: Ansøgere, der har danske forældre, og har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, skal dokumentere at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en prøve på samme eller et højere niveau. Danskprøver nævnt i bilag 1 og 2 anses som dokumentation for tilstrækkelige sprogkundskaber.
  4. Visse mindreårige udlændinge: Udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og som opfylder betingelserne for at få meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 6, når de fylder 18 år skal dokumentere at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en prøve på samme eller et højere niveau. Danskprøver nævnt i bilag 1 og 2 anses som dokumentation for tilstrækkelige sprogkundskaber.
  5. Svensk- eller norsktalende ansøgere: Med hensyn til svensk- eller norsktalende ansøgere anses en bestået afgangsprøve fra en svensk- eller norsksproget grundskole som tilstrækkelig.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2008
Ikrafttrædelsesdato
23. december 2008