TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om tilskud til modernisering af fiskerfartøjer og selektivitet

DanmarkBekendtgørelse2008

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

BEK nr 201 af 27/03/2008 I medfør af § 3, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, litra c og d, § 7, stk. 4, § 11, stk. 1, 2 og 4, § 12 og § 13, stk. 1, i lov nr. 1552 af 20. december 2006 om udvikling af fiskeri- og akvakultursektoren (fiskeriudviklingsloven), fastsættes efter bemyndigelse:

Ordningens indhold

§ 1

(Stk. 3)

§ 1. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kan inden for de afsatte rammer give tilsagn om tilskud til køb af udstyr og til modernisering af fiskerfartøjer, som vedrører forbedring af sikkerhed, arbejdsforhold, hygiejne, produktkvalitet, energieffektivitet og selektivitet. Stk. 2. Formålet med ordningen er at:

  1. Fremme et bæredygtigt fiskeri, herunder ved forbedring af selektiviteten og reduktion af påvirkningen på miljøet og fangst af ikke-kommercielle arter.
  2. Forbedre sikkerheden og arbejdsmiljøet om bord.
  3. Forbedre energieffektiviteten.
  4. Forøge værditilvæksten.
  5. Forbedre fangstens kvalitet, herunder forbedre hygiejne og sporbarhed.
  6. Modernisere og tilpasse fiskerflåden til ændringer i reguleringer og markedsforhold. Stk. 3. Tilsagn kan gives til ejere af fiskerfartøjer.

Administration

Myndigheder og kontrol

§ 2

§ 2. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ved Direktoratet for FødevareErhverv træffer afgørelse efter denne bekendtgørelse.

§ 3

(Stk. 4)

§ 3. Direktoratet for FødevareErhverv foretager kontrol efter denne bekendtgørelse. Stk. 2. Direktoratet for FødevareErhverv forestår den fysiske kontrol og den efterfølgende regnskabskontrol. Stk. 3. Fiskeridirektoratet kan efter bemyndigelse forestå den fysiske kontrol og den efterfølgende regnskabskontrol. Stk. 4. Til brug for kontrollen indhentes oplysninger fra andre myndigheder i fornødent omfang.

Ansøgning om tilskud

regnskab
§ 4

(Stk. 4)

§ 4. Ansøgning om tilskud skal udfærdiges på et særligt skema, der fås ved henvendelse til Direktoratet for FødevareErhverv eller via direktoratets hjemmeside. Ansøgningen indgives til direktoratet gennem det stedlige fiskeriinspektorat i to eksemplarer. Stk. 2. Ansøgninger skal være modtaget i fiskeriinspektoratet inden henholdsvis den 31. januar og den 31. juli. I 2008 dog inden henholdsvis inden henholdsvis den 16. maj og den 16. september. Stk. 3. Når direktoratet modtager ansøgningen fra fiskeriinspektoratet, kvitterer direktoratet for ansøgningens modtagelse og kan i forbindelse hermed give tilladelse til at iværksætte projektet. For projekter, der er påbegyndt i perioden fra den 1. oktober 2007 til den 29. marts 2008, kan ansøgning om tilskud indsendes inden den 16. maj 2008. Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 3 kan der for projekter vedrørende motorudskiftning, der er påbegyndt i perioden fra den 1. januar 2007 til den 29. marts 2008, indsendes ansøgning inden den 16. maj 2008.

Afgørelse og prioritering

§ 5

(Stk. 2)

§ 5. Ansøgninger om tilskud, som er modtaget inden ansøgningsfristens udløb, og som opfylder betingelserne for tilskud, jf. kapitel 3 og 4, prioriteres i følgende rækkefølge med aftagende vægt:

  1. Ansøgninger vedrørende mere bæredygtigt fiskeri, herunder udskiftning af redskaber.
  2. Ansøgninger vedrørende forbedret kvalitet, herunder hygiejne og sporbarhed.
  3. Ansøgninger vedrørende forbedret sikkerhed og arbejdsmiljø.
  4. Ansøgninger vedrørende forbedret energieffektivitet, herunder NO x reduktion. Stk. 2. Inden for det i stk. 1, nr. 4 nævnte område prioriteres foranstaltninger med henblik på NO x reduktion højest og motorudskiftning prioriteres lavest.
§ 6

(Stk. 4)

§ 6. Direktoratet for FødevareErhverv kan anvende årets bevilling i én ansøgningsperiode eller fordele den på de to ansøgningsperioder. Stk. 2. Hvis ansøgningen kan imødekommes, giver direktoratet tilsagn om tilskud. Stk. 3. Der kan gives helt eller delvis afslag på ansøgninger med henvisning til en prioritering af den afsatte bevilling. Stk. 4. Ansøgninger, der ikke kan imødekommes alene som følge af, at den for ansøgningsperioden afsatte ramme er opbrugt, kan overføres én gang til den næstfølgende ansøgningsperiode. De ansøgninger, der er overført til en ansøgningsperiode, prioriteres på lige vilkår med øvrige ansøgninger, der er modtaget inden for ansøgningsperioden.

Tilskudsberettigede projekter

§ 7

(Stk. 4)

§ 7. Tilsagn om tilskud kan gives til projekter, der omfatter investeringer i udstyr ombord på fiskerfartøjer eller vedrørende et fiskerfartøjs udstyr til mere selektivt fiskeri. Stk. 2. Der kan kun gives tilsagn om tilskud, hvis ansøger kan godtgøre, at projektet opfylder et eller flere af følgende krav:

  1. Projektet medfører en forøget værditilvækst.
  2. Projektet medfører en forbedring i energieffektiviteten enten målt som et mindre brændstofforbrug pr. effektenhed eller i form af en investering med henblik på en reduktion i udledning af NO x .
  3. Projektet medfører en forbedring af fiskens kvalitet, således at værdien pr. enhed af fangsten forøges med mindst 10 pct.
  4. Projektet vedrører investeringer, som direkte forbedrer sikkerhed og arbejdsmiljø for besætningen.
  5. Projektet reducerer fiskeriets påvirkning af ikke kommercielle arter, økosystemer eller havbunden.
  6. Projektet bidrager til formindskelse af genudsætning, herunder ved indretning til opbevaring af fangster som ikke længere må genudsættes. Stk. 3. Der kan endvidere gives tilsagn om tilskud til projekter vedrører udskiftning af fiskeredskaber, jf. § 8. Stk. 4. Hvis kun en del af projektet er afgørende for de i stk. 2 nævnte resultater, ydes tilskuddet kun til denne del af projektet.
§ 8

(Stk. 3)

§ 8. Tilskud til fiskeredskaber kan ydes forudsat

  1. det pågældende fartøj er omfattet af en genopretningsplan som omhandlet i artikel 5 i forordning 2371/2002, ændrer sin fangstmetode og forlader det pågældende fiskeri for at overgå til et andet fiskeri, hvor ressourcetilstanden gør det muligt at udøve et fiskeri, eller
  2. redskaberne udskiftes for at sikre overholdelse af nye tekniske krav til selektivitet i EU-lovgivningen. Der kan ydes tilskud indtil den dato, hvor kravene bliver obligatoriske, eller i en periode efter den pågældende dato, hvis det er fastsat i den berørte EU-lovgivning, eller
  3. redskaberne udskiftes for at reducere fiskeriets indvirkning på ikke kommercielle arter. Stk. 2. Direktoratet kan bestemme, at der kan ydes tilskud til redskaber som er mere selektive og opfylder anerkendte miljøkriterier og regler, som er mere vidtrækkende end de gældende forpligtelser i henhold til EU regler. Stk. 3. Der kan højst ydes tilskud til to udskiftninger af redskaber i de i stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nævnte tilfælde og højst til én udskiftning i de i stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde.
§ 9

(Stk. 7)

§ 9. Der kan efter denne bekendtgørelse ydes tilskud til én udskiftning af et fiskerfartøjs hovedmotor på de i stk. 2 til 6 anførte betingelser. Stk. 2. Tilskud kan ydes til udskiftning af hovedmotor på fartøjer under 12 m, som ikke anvender trukne redskaber, som anført i skema 3 i bilag I til Kommissionens forordning nr. 26/2004, forudsat den nye motor har samme eller lavere effekt end den motor der erstattes ved udskiftningen. Stk. 3. Tilskud kan ydes til udskiftning af hovedmotor på fartøjer under 24 m, som ikke falder ind under stk. 1, forudsat den nye hovedmotor har en effekt som er mindst 20 pct. lavere end den der erstattes ved udskiftningen. Stk. 4. Uanset stk. 3 kan der ydes tilskud til udskiftning af hovedmotor på et fartøj, som er under 24 m og ikke er omfattet af stk. 2, hvis den nye motor har samme eller mindre effekt end den motor, der udskiftes, forudsat at, fartøjet indgår i en gruppe som defineret i stk. 5 og den samlede motoreffekt for fartøjerne i gruppen reduceres med 20 pct. af effekten for den motor der erstattes ved udskiftningen. Ved udskiftning af flere motorer i gruppen skal den samlede motoreffekt for fartøjerne i gruppen reduceres med 20 pct. af den samlede effekt for alle de motorer der erstattes. Stk. 5. En gruppe af fiskerfartøjer, som nævnt i stk. 4, skal opfylde følgende betingelser:

  1. Gruppen skal anmeldes til Direktoratet for FødevareErhverv, som foranlediger at gruppens fiskerfartøjer kan identificeres som medlemmer af samme gruppe i Fiskeridirektoratets fartøjsregister.
  2. Gruppen må højest bestå af 50 fartøjer.
  3. Alle fartøjer i gruppen skal drive den væsentligste del af deres fiskeri enten i Nordsøen (ICES IV) eller i Skagerrak, Kattegat, Bælterne og Østersøen (ICES III).
  4. Alle fartøjer skal anvende en af følgende 4 hovedtyper af redskaber: trawl, vod, garn eller kroge, jf. skema 3 i bilag I til Kommissionens forordning nr. 26/2004.
  5. Gruppens forpligtelser med hensyn til motoreffekt skal opretholdes i 5 år efter der er udbetalt tilskud til udskiftning af en hovedmotor på et fartøj i gruppen.
  6. Fartøjerne i gruppen kan forøge deres motorkraft ved at overtage kapacitetsrettigheder fra andre fartøjer i gruppen, men kan ikke overtage kapacitetsrettigheder vedrørende motoreffekt fra fartøjer som ikke tilhører gruppen. Stk. 6. Når der ansøges om tilskud efter bestemmelsen i stk. 4, skal der indsendes dokumentation for den krævede reduktion af motorkraft med angivelse af på hvilket eller hvilke fartøjer i gruppen, reduktionen foretages. Stk. 7. Det er en betingelse, at den reduktion af motoreffekt, der kræves efter stk. 3 og 4, opnås uden offentlig støtte og ikke senere kan anvendes til at forøge motoreffekten på andre danske fiskerfartøjer.

Betingelser for tilskud

§ 10

(Stk. 3)

§ 10. Det er en betingelse for tilskud til projektet,

  1. at de samlede tilskudsberettigede investeringer beløber sig til mindst 50.000 kr., dog undtaget projekter omfattende fiskeredskaber, jf. § 8,
  2. at de nødvendige tilladelser fra offentlige myndigheder opnås,
  3. at ansøger afgiver de oplysninger, Direktoratet for FødevareErhverv anmoder om til brug for sagsbehandlingen,
  4. at projektet afsluttes senest på det tidspunkt, der er anført i ansøgningen, dog senest et år efter tilsagnsdatoen, med mindre direktoratet meddeler dispensation herfra,
  5. at tilsagnshaver indsender udbetalingsanmodning og projektrapport rettidigt, jf. § 21, stk. 3,
  6. at projektet og de investeringer, hvortil der er ydet tilskud, opretholdes af tilsagnshaver i en periode på mindst fem år fra datoen for udbetaling af tilskud, og
  7. at udbetalingsanmodning og originale regnskabsbilag holdes tilgængeligt indtil 31. december 2021. Stk. 2. Direktoratet fastsætter i tilsagnet nærmere betingelser om tilsagnshavers forpligtigelse til at informere om den offentlige medfinansiering af projektet og til at offentliggøre oplysninger om projektet på tilsagnshavers hjemmeside eller i relevante dagblade og tidsskrifter. Stk. 3. Tilsagnshaver er forpligtet til at indsende en rapport om projektets effekter 2 og 5 år efter datoen for udbetaling af tilskud.. I tilsagnet fastsættes, hvilke oplysninger, der skal gives i rapporterne.
regnskab
§ 11

(Stk. 2)

§ 11. Det er endvidere en betingelse for tilskud, at ansøger kan påvise teknisk og økonomisk levedygtighed for virksomheden og projektet, efter at projektet er gennemført. Ved vurderingen af økonomisk levedygtighed indgår følgende:

  1. Om virksomheden i seneste regnskabsår har en positiv egenkapital, eller der er afgivet going concern forbehold.
  2. Om virksomheden i de foregående 3 regnskabsår har haft positive regnskabsresultater efter skat.
  3. Oplysninger om virksomhedens produktion og afsætning de sidste 3 år.
  4. Forventede og fremtidige fangstmuligheder og indtjening. Stk. 2. Ved nyetablerede virksomheder vurderes virksomhedens økonomiske levedygtighed efter retningslinier fastlagt af Direktoratet for FødevareErhverv.
skatregnskab
§ 12

(Stk. 2)

§ 12. Ansøger skal være registreret som erhvervsfisker eller som selskab efter fiskeriloven, og skal være ejer af fartøjet, hvortil der søges om tilskud. Stk. 2. Fartøjet skal på ansøgningstidspunktet have været registreret i EU’s flåderegister over fiskerfartøjer i mindst 5 år.

selskab
§ 13

(Stk. 2)

§ 13. Fiskerfartøjer, hvortil der er ydet tilskud i medfør af denne bekendtgørelse, må ikke i de første 5 år fra udbetaling af tilskud slettes af EU’s flåderegister over fiskerfartøjer. Stk. 2. Slettes fiskerifartøjet af EU’s flåderegister inden for de første 5 år efter udbetalingen af tilskud, skal tilsagnshaver tilbagebetale en forholdsmæssig del af det udbetalte tilskud.

Tilskudsberettigede projektudgifter

§ 14

§ 14. De tilskudsberettigede udgifter kan omfatte

  1. nødvendige udgifter til investeringer og udstyr vedrørende sikkerhed om bord, arbejdsforhold, hygiejne, produktkvalitet, energieffektivitet og selektivitet inden for de i § 7, nævnte formål,
  2. udgifter til attestation af betalte udgifter,
  3. udgifter til projektrapportering og
  4. andre udgifter, som Direktoratet for FødevareErhverv vurderer at være nødvendige for at gennemføre investeringsprojektet.
§ 15

§ 15. Der kan ikke ydes tilskud til investeringer, der medfører en forøgelse af fartøjernes evne til at fange fisk eller til udvidelse af lastrum.

§ 16

§ 16. Der kan ikke ydes tilskud til

  1. brugt eller renoveret udstyr,
  2. udgifter, som tilsagnshaver har betalt inden Direktoratet for FødevareErhverv har givet tilladelse til at iværksætte projektet, jf. § 4, stk. 3. I 2008 kan ansøger dog få godkendt udgifter, som er betalt fra den 1.oktober 2007, jf. § 4, stk. 3, eller udgifter vedrørende motorudskiftning, som er betalt fra den 1. januar 2007, jf. § 4, stk. 4,
  3. udgifter vedrørende aktiviteter, som tilsagnshaver er forpligtet til at gennemføre i medfør af anden lovgivning, jf. dog § 8, stk. 1, nr. 2,
  4. udgifter, hvortil der ydes tilskud efter anden lovgivning,
  5. finansierings-, revisions-, advokat- og pengeinstitutomkostninger, medmindre disse skyldes krav fra tilsagnsgivende myndighed,
  6. værdien af eget arbejde,
  7. moms, medmindre denne endeligt bæres af tilskudsmodtager, eller
  8. leasing og leje.
momsregnskableje
§ 17

§ 17. De tilskudsberettigede investeringer kan for det enkelte fartøj i perioden 2007-2013 ikke overstige 50 pct. af fartøjets forsikringsværdi den 1. januar 2 år før ansøgningstidspunktet.

Ændring af projektet og overdragelse af tilsagn

§ 18

(Stk. 2)

§ 18. Ændring af et projekt kan godkendes af Direktoratet for FødevareErhverv på betingelse af, at ændringen efter direktoratets vurdering er i overensstemmelse med projektets formål. Ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af direktoratet, inden ændringen iværksættes. Stk. 2. Tilsagnsbeløbet kan ikke forhøjes i forbindelse med ændringer i projektet.

§ 19

§ 19. Direktoratet for FødevareErhverv kan efter ansøgning tillade at en anden, der ifølge kapitel 4 kan være tilsagnshaver, indtræder i et tilsagn om tilskud. Den, der indtræder i tilsagnet, indtræder i rettigheder og forpligtelser efter tilsagnet.

Beregning af tilskud

§ 20

(Stk. 2)

§ 20. Tilskuddet efter denne bekendtgørelse udgør op til 30 pct. af de godkendte tilskudsberettigede udgifter. Stk. 2. For investeringer, som vedrører motorudskiftninger på fartøjer, jf. § 8, kan der dog kun ydes et tilskud på op til 20 pct. af de godkendte tilskudsberettigede udgifter.

Udbetaling af tilskud

§ 21

(Stk. 4)

§ 21. Udbetaling af tilskud sker på baggrund af tilsagnshavers opgørelse over betalte tilskudsberettigede projektudgifter, der skal kunne dokumenteres. Anmodning om udbetaling af tilskud skal ske på et særligt skema og vedlægges en revisorerklæring fra en registreret eller statsautoriseret revisor og en projektrapport. Skemaer og formular til revisorerklæring fås ved henvendelse til Direktoratet for FødevareErhverv eller via direktoratets hjemmeside. Stk. 2. Anmodningen om udbetaling af tilskud skal indsendes til direktoratet via det stedlige fiskeriinspektorat. Stk. 3. Anmodning om udbetaling og projektrapport skal være Direktoratet for FødevareErhverv i hænde senest tre måneder efter, at projektet er afsluttet. Direktoratet kan i særlige tilfælde meddele dispensation fra denne frist. Stk. 4. Tilskuddet overføres til tilsagnshavers NemKonto.

Underretningspligt

§ 22

(Stk. 2)

§ 22. Tilsagnshaver skal i den periode, hvor betingelserne for tilskud skal opfyldes, på forlangende afgive erklæring til Direktoratet for FødevareErhverv om, hvorvidt betingelserne for tilskud fortsat opfyldes. Stk. 2. Tilsagnshaver er forpligtet til uden ugrundet ophold at give direktoratet meddelelse om forhold, der kan medføre bortfald af tilsagn eller tilbagebetaling af tilskud efter § 23.

Bortfald og tilbagebetaling af tilskud

§ 23

(Stk. 2)

§ 23. Tilsagn om tilskud bortfalder, hvis

  1. tilsagnshaver har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse,
  2. tilsagnshaver tilsidesætter sine pligter efter fiskeriudviklingslovens § 11, stk. 2,
  3. tilsagnshaver ikke opfylder sin underretningspligt efter § 22,
  4. projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med den godkendte ansøgning eller
  5. betingelserne for tilskud ikke er opfyldt. Stk. 2. I de i stk. 1 nævnte tilfælde træffer Direktoratet for FødevareErhverv afgørelse om tilbagebetaling af tilskud. Ved opgørelse af tilbagebetalingskrav tillægges der renter. Rentetillægget beregnes fra tidspunktet for meddelelse af tilbagebetalingskravet til tilbagebetaling sker og med den i lov om renter ved forsinket betaling (Renteloven) fastsatte referencerente. Rentetillægget udgør dog mindst 50 kr.

Force majeure

§ 24

(Stk. 3)

§ 24. Direktoratet for FødevareErhverv anerkender følgende begivenheder som force majeure:

  1. Fiskerfartøjets forlis.
  2. Tilsagnshavers død.
  3. Tilsagnshavers uarbejdsdygtighed i længere tid. Stk. 2. Det er en betingelse for anerkendelse af force majeure i konkrete tilfælde, at de indtrufne begivenheder forhindrer opfyldelse af de forpligtelser, i forhold til hvilke der påberåbes force majeure, og at den forpligtede ikke uden uforholdsmæssig opofrelse kunne have sikret sig her imod. Stk. 3. Direktoratet kan i ganske særlige tilfælde anerkende andre begivenheder som force majeure end de, der er nævnt i stk. 1.
§ 25

§ 25. Hvis tilsagnshaver eller dennes dødsbo ønsker at påberåbe sig force majeure, skal dette meddeles Direktoratet for FødevareErhverv skriftligt senest 10 arbejdsdage efter det tidspunkt, hvor tilsagnshaver eller dennes dødsbo er i stand til at gøre det. Meddelelsen skal være vedlagt fyldestgørende dokumentationsmateriale.

Klageadgang

§ 26

(Stk. 3)

§ 26. Afgørelser, truffet af Direktoratet for FødevareErhverv i medfør af denne bekendtgørelse, kan påklages til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Stk. 2. Klagen skal indgives gennem Direktoratet for FødevareErhverv. Klagen skal være direktoratet i hænde senest 4 uger efter modtagelsen af den afgørelse, klagen vedrører. Stk. 3. Direktoratet kan genoptage en sag, efter der er indgivet en klage.

Straffebestemmelser

§ 27

(Stk. 2)

§ 27. Efter § 14, stk. 1, i fiskeriudviklingsloven straffes med bøde den, der

  1. afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelser der træffes i henhold til loven eller de i medfør af loven fastsatte regler,
  2. handler i strid med vilkår, der er fastsat i afgørelser der træffes i henhold til loven eller de i medfør af lovens fastsatte regler,
  3. undlader at afgive den dokumentation og de oplysninger, som den pågældende har pligt til at give i henhold til loven eller regler i medfør af loven,
  4. afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, som den pågældende har pligt til at afgive i henhold til loven eller regler fastsat i medfør af loven. om sådanne forhold,
  5. undlader at give kontrolmyndigheden m.v. adgang til virksomheden m.v. efter lovens § 11, stk. 1, eller
  6. undlader at aflevere eller indsende materiale eller at yde kontrolmyndigheden bistand efter lovens § 11 stk. 2. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
selskab

Ikrafttrædelse

§ 28

(Stk. 2)

§ 28. Bekendtgørelsen træder i kraft den 29. marts 2008. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 231 af 5. april 2005 om tilskud til modernisering og forbedring af fiskerfartøjer ophæves, men finder dog fortsat anvendelse for ansøgninger om tilskud, der er indsendt inden den 1. oktober 2007.

Direktoratet for FødevareErhverv /Arent B. Josefsen / Steen Bonde/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2008
Ikrafttrædelsesdato
28. marts 2008
Bekendtgørelse om tilskud til modernisering af fiskerfartøjer og selektivitet | TheLawyer.sh