Bekendtgørelse om udtømning af kloakspildevand fra skibe og platforme uden for dansk søterritorium og Østersøområdet
Miljø- og Ligestillingsministeriet
BEK nr 270 af 18/04/2008 I medfør af § 2, stk. 3, § 6, stk. 2, § 20, stk. 3, § 61, stk. 1, og § 62 i lov om beskyttelse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse nr. 47 af 7. januar 2008, § 16, § 44, stk. 1 og 3, og § 45 i anordning nr. 1035 af 22. oktober 2004 om ikrafttræden for Grønland af lov om beskyttelse af havmiljøet, og under hensyn til MARPOL-konventionens bilag IV, fastsættes:
Anvendelsesområde
(Stk. 6)
§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse for:
- skibe med en bruttotonnage på under 400, som er godkendt til befordring af mere end 15 personer, og
- skibe med en bruttotonnage på 400 og derover. Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse for skibe som nævnt i stk. 1, der befinder sig:
- i eller uden for de eksklusive økonomiske zoner, eller
- uden for dansk søterritorium i øvrigt. Stk. 3. Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse for danske platforme og platforme, der befinder sig på dansk kontinentalsokkelområde. Stk. 4. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for skibe og platforme, der befinder sig på dansk søterritorium eller i Østersøområdet, jf. dog lovens § 20, stk. 1. Stk. 5. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for skibe og platforme, der befinder sig i fremmede staters eksklusive økonomiske zoner eller på fremmede staters søterritorier, såfremt sådanne fremmede stater for disse farvande har fastsat andre krav til udtømning af kloakspildevand end fastsat i denne bekendtgørelse. Stk. 6. Bekendtgørelsen finder endvidere ikke anvendelse på orlogsskibe og andre skibe, som ejes eller benyttes af en stat, så længe skibet udelukkende benyttes i ikke-kommerciel statstjeneste, jf. lovens § 2, stk. 2.
Definitioner m.v.
§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Kloakspildevand: Afløbsstoffer og andet affald fra enhver form for toiletter og urinaler; afløbsstoffer fra hospitalsrum (apotek, sygerum m.v.) udledt fra vaskekummer, badekar og afløb anbragt i sådanne rum; afløbsstoffer fra steder, hvor der findes levende dyr; eller andet spildevand, når det er blandet med afløbsstoffer som defineret ovenfor.
- Opbevaringstank: En tank til opsamling og opbevaring af kloakspildevand.
- Godkendt anlæg: et anlæg, som er godkendt af Søfartsstyrelsen eller af andre EU-myndigheder, herunder institutter, som er anerkendt af disse myndigheder, efter reglerne i Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, Teknisk forskrift for skibes bygning og udstyr m.v., Kapitel XXIV; Forebyggelse af forurening med kloakspildevand fra skibe, eller som er godkendt af andre MARPOL konventionslande.
- Østersøområdet: Østersøen, Den Botniske Bugt, Den Finske Bugt, Sundet, Bælterne og Kattegat indtil breddeparallellen ved 57° 44,8'N gennem Skagen, jf. lovens § 5, stk. 5.
- Nærmeste kyst: Den basislinie, hvorfra det pågældende territoriums territorialfarvand er fastsat i overensstemmelse med international ret, i disse bestemmelser dog med den tilføjelse at »fra nærmeste kyst« ud for Australiens nordøstlige kyst betyder: fra en linie trukket udfra den australske kyst fra punktet 11º 00' sydlig bredde, 142º 08' østlig længde til punktet 10º 35' sydlig bredde, 141º 55' østlig længde, derfra til punktet 10º 00' sydlig bredde, 142º 00' østlig længde derfra til punktet 9º 10' sydlig bredde, 143º 52' østlig længde derfra til punktet 9º 00' sydlig bredde, 144º 30' østlig længde derfra til punktet 10º 41' sydlig bredde, 145º 00' østlig længde derfra til punktet 13º 00' sydlig bredde, 145º 00' østlig længde derfra til punktet 15º 00' sydlig bredde, 146º 00' østlig længde derfra til punktet 17º 30' sydlig bredde, 147º 00' østlig længde derfra til punktet 21º 00' sydlig bredde, 152º 55' østlig længde derfra til punktet 24º 30' sydlig bredde, 154º 00' østlig længde derfra til punktet 24º 42' sydlig bredde, 153º 15' østlig længde på den australske kyst.
- MARPOL-konventionen: Den internationale konvention af 1973/78 om forebyggelse af forurening fra skibe, inklusiv protokoller og senere ændringer.
Udtømning af kloakspildevand
§ 3. I de i § 1, stk. 2, nævnte farvande og på dansk kontinentalsokkelområde, jf. § 1, stk. 3, må udtømning af kloakspildevand kun finde sted, såfremt
- udtømningen foretages under anvendelse af godkendt anlæg til behandling af kloakspildevand og spildevandet ved udløbet af anlægget ikke frembringer synlige spor i havet,
- spildevandet er findelt og desinficeret i et godkendt anlæg og udtømningen sker i en afstand af mindst 3 sømil fra nærmeste kyst eller
- udtømningen foretages i en afstand af mindst 12 sømil fra nærmeste kyst. Foretages udtømning fra en tank til opsamling og opbevaring af kloakspildevand, eller af kloakspildevand, der stammer fra rum med levende dyr, skal skibets eller platformens fart endvidere være mindst 4 knob, og udtømningen skal ske med moderat udløbshastighed.
(Stk. 8)
§ 4. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der i strid med § 3 foretager udtømning af kloakspildevand. Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er
- voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller
- opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser. Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Stk. 4. Stk. 2 og 6 finder ikke anvendelse på overtrædelser begået fra udenlandske skibe, medmindre overtrædelsen er begået i indre territorialt farvand. For overtrædelser begået fra udenlandske skibe i ydre territorialt farvand kan straffen stige til fængsel i indtil 2 år, hvis der er tale om forsætlig og alvorlig forurening af havmiljøet. Stk. 5. Medmindre højere sanktion er forskyldt efter den øvrige lovgivning, idømmes med bøde efter kriminallov for Grønland den, der i Grønland overtræder de i stk. 1 nævnte bestemmelser. Stk. 6. Overtrædelse i Grønland af de i stk. 1 nævnte bestemmelser kan medføre idømmelse af foranstaltninger efter kriminallov for Grønland, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er
- voldt skade på miljøet eller fremkaldt herfor eller
- opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser. Stk. 7. I Grønland kan der for overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, pålægges selskabet som sådant bødeansvar efter kriminallov for Grønland. Stk. 8. Er overtrædelsen begået af Grønlands Hjemmestyre, en kommune, et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 64 i landstingslov om kommunalbestyrelser og bygderåd m.v., kan der pålægges hjemmestyret, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar efter kriminallov for Grønland.
(Stk. 2)
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2008. Stk. 2. Miljøministeren fastsætter tidspunktet for bekendtgørelsens ikrafttræden for Grønland.
Miljøministeriet /Troels Lund Poulsen / Helle Pilsgaard/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2008
- Ikrafttrædelsesdato
- 25. april 2008