TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om forsøgsordninger efter lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

DanmarkBekendtgørelse2008

Beskæftigelsesministeriet

BEK nr 79 af 13/02/2008 I medfør af § 4 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, jf. lov nr. 522 af 24. juni 2005, og § 116 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1074 af 7. september 2007, fastsættes:

Udvidet indsats for nyledige

§ 1

(Stk. 6)

§ 1. Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at jobcentrene i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Århus, Esbjerg, Vejle, Roskilde, Gribskov, Holbæk, Vallensbæk og Vordingborg gennemfører forsøg, hvorefter jobcentrene kan give halvdelen af alle nyledige, der modtager dagpenge efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., en fremrykket og intensiveret indsats, målrettet jobsøgning og aktivering tidligt i ledighedsforløbet. Stk. 2. Arbejdsmarkedsstyrelsen fastsætter, hvorledes målgruppen nyledige afgrænses. Stk. 3. Forsøgstilladelsen indebærer, at det individuelle kontaktforløb efter kapitel 6 i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats kan erstattes af et intensiveret kollektivt kontaktforløb. Stk. 4. Uanset bestemmelsen om bortfald af pligt til tilbud i § 158 i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats har personer omfattet af forsøget pligt til at tage imod tilbud. Stk. 5. Uanset § 34 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er der ingen begrænsninger i varigheden af tilbud om vejledning og opkvalificering efter kapitel 10, for de ledige, der er omfattet af forsøget. Dette gælder også selvom tilbuddet afsluttes efter, at den ledige ikke længere er omfattet af forsøget, jf. § 2 stk. 4. Stk. 6. De ansvarlige for beskæftigelsesindsatsen i de jobcentre, der er omfattet af forsøget, er fritaget for pligten til at anvende det statslige rammeudbud for ledige akademikere, jf. § 9, stk. 3, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats for de ledige, der er omfattet af forsøget og i den periode forsøget gennemføres.

§ 2

(Stk. 4)

§ 2. Halvdelen af alle nyledige, som i forsøgsperioden har bopæl i en af forsøgskommunerne omfattes af forsøget. Ledige, der i forsøgsperioden flytter til en af forsøgskommunerne, bliver ikke omfattet af forsøget, jf. § 1, stk. 1. Ledige, der flytter fra en forsøgskommune og til en kommune, der ikke er med i forsøget, er herefter ikke omfattet af forsøget. Stk. 2. Ledige, der indgår i en arbejdsfordelingsordning, er ikke omfattet af forsøget. Stk. 3. Deltagerne i forsøget udvælges via de to første cifre i deres cpr-nr. Stk. 4. Ledige kan i perioden fra den 18. februar 2008 til den 18. juli 2008 deltage i forsøget og kan herefter være omfattet af forsøget i op til 6 måneder.

Ikrafttræden

§ 3

(Stk. 2)

§ 3. Bekendtgørelsen træder i kraft den 18. februar 2008. Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1034 af 25. oktober 2005 om forsøgsordninger efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Arbejdsmarkedsstyrelsen /Erik Holck Hansen / Maria Nørby/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2008
Ikrafttrædelsesdato
16. februar 2008