Bekendtgørelse om Den Danske Filmskole
Kulturministeriet
BEK nr 793 af 30/06/2008 I henhold til § 10, stk. 1 og § 11, stk. 1 i lovbekendtgørelse nr. 889 af 21. september 2000 om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet fastsættes:
Styrelse
Rektor
(Stk. 2)
§ 1. Skolen ledes af en rektor, der har det overordnede ansvar for skolens virksomhed. Stk. 2. Rektor er ansvarlig for den daglige ledelse af skolens administration og personale.
§ 2. Rektor ansættes af kulturministeren.
(Stk. 3)
§ 3. Rektor træffer afgørelse i alle sager, som ikke ved lov, andre retsregler eller bestemmelser i denne bekendtgørelse er henlagt til andre myndigheder. Stk. 2. Rektor kan pålægge såvel skolerådet som en eller flere af skolens undervisere at drøfte og afgive udtalelse om emner af betydning for skolen. Stk. 3. Rektor udpeger en stedfortræder (prorektor), som varetager rektors opgaver i tilfælde af rektors forfald.
Skolerådet
(Stk. 5)
§ 4. Skolerådet er skolens kollegiale organ. Stk. 2. Skolerådet drøfter og afgiver udtalelse til rektor om:
- studieordning og undervisningsplan,
- skolens budget og
- forslag til retsregler, som har betydning for skolen. Stk. 3. Skolerådet kan i øvrigt drøfte alle sager, som har væsentlig betydning for skolens organisation og virksomhed. Stk. 4. Skolerådet kan nedsætte udvalg til behandling af bestemte sager samt udpege repræsentanter fra skolen til udvalg, råd og lignende. Stk. 5. I de tilfælde, hvor de drøftede sager endeligt skal afgøres af Kulturministeriet, forelægger rektor skolerådets vedtagne indstillinger for ministeriet.
(Stk. 5)
§ 5. Skolerådet, der består af 1 formand og 7 medlemmer, sammensættes på følgende måde:
- rektor som er født formand,
- 3 medlemmer som repræsentanter for underviserne,
- 2 medlemmer som repræsentanter for de studerende
- 1 medlem som repræsentant for det tekniske personale,
- 1 medlem som repræsentant for det administrative personale. Stk. 2. Repræsentanter for underviserne vælges for 1 år ad gangen af og blandt skolens faste undervisere samt timelærere med ansættelse for et undervisningsår. Repræsentanter for de studerende vælges for 1 år ad gangen af og blandt skolens studerende. Repræsentanter for det teknisk/administrative personale vælges for 1 år ad gangen af og blandt henholdsvis det tekniske og administrative personale. Stk. 3. Genvalg kan finde sted. For hvert medlem af skolerådet, bortset fra rektor, vælges en suppleant. Valget finder sted umiddelbart efter undervisningsårets start. Stk. 4. I tilfælde af rektors forfald, deltager rektors stedfortræder (prorektor) i skolerådets møder. Stk. 5. Rektor fastsætter regler om valg til skolerådet.
(Stk. 3)
§ 6. Skolerådet afholder møde så ofte rektor finder anledning hertil, dog mindst 4 gange årligt. Rektor indkalder til møde, når mindst 3 medlemmer skriftligt anmoder herom. Stk. 2. Skolerådet er beslutningsdygtigt, når 5 af dets medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. Er stemmerne lige, er rektors stemme afgørende. Stk. 3. Skolerådet fastsætter selv sin forretningsorden.
Uddannelse
Strukturen
§ 7. Bekendtgørelsen omfatter følgende uddannelser:
- En instruktøruddannelse på 4 år, jf. § 12.
- En fotografuddannelse på 4 år, jf. § 13.
- En tonemesteruddannelse på 4 år, jf. § 14.
- En klipperuddannelse på 4 år, jf. § 15.
- En produceruddannelse på 4 år, jf. § 16.
- En animationsuddannelse på 4,5 år, jf. § 17.
- En manuskriptuddannelse på 2 år, jf. § 18.
- En dokumentarinstruktør / tilrettelægger uddannelse på 4 år, jf. § 19.
- En flerkamerainstruktør / studie producer uddannelse på 4 år, jf. § 20.
(Stk. 4)
§ 8. Ved Det Danske Akademi for Digital, Interaktiv Underholdning (DADIU) udbyder Den Danske Filmskole en computerspilsuddannelse. Stk. 2. Computerspilsuddannelsen består af et 2-årigt forløb med to spilproduktioner. Stk. 3 . For studerende på Filmskolens animationsuddannelse består computerspilsuddannelsen af to DADIU forløb, med i alt fire spilproduktioner. Stk. 4. DADIU fastsætter særskilte regler for optagelse, deltagelse og evalueringer på computerspilsuddannelsen.
Optagelse
(Stk. 4)
§ 9. Der afholdes optagelsesprøve til uddannelserne. Afgørelse om optagelse træffes af Den Danske Filmskole efter en konkret bedømmelse af ansøgerens evner og færdigheder på baggrund af skriftlig ansøgning, indsendte værker, samtale og optagelsesprøve. Stk. 2. Optagelsesprøven afholdes af et optagelsesudvalg, som består af rektor eller en stedfortræder udpeget af rektor, et antal undervisere og minimum 1 ekstern censor. Optagelsesudvalgets medlemmer skal under voteringen gøre notater om præstationen til personlig brug ved udarbejdelse af en eventuel klagesag. Notaterne skal opbevares i mindst 1 år, og herudover indtil en eventuel klagesag er afsluttet. Stk. 3. De eksterne censorer beskikkes af Kulturministeriet efter indstilling fra Den Danske Filmskole. En censor er kun ekstern, såfremt vedkommende ikke, eller kun kortvarigt, er ansat på Den Danske Filmskole i undervisningsåret. Stk. 4. Ansøgere kan kun indstille sig til optagelse på en uddannelse ved samme ansøgningsopslag.
§ 10. Kulturministeriet fastsætter årligt optagelsestal efter drøftelse med Den Danske Filmskole.
(Stk. 2)
§ 11. Den Danske Filmskole fastsætter inden for denne bekendtgørelses rammer nærmere regler om optagelsesprocedurer. Stk. 2. Reglerne skal omfatte:
- adgangsgrundlag,
- optagelsestal,
- fremgangsmåde ved ansøgning og optagelse,
- bedømmelse og
- dispensation- og klageadgang.
Indhold
(Stk. 2)
§ 12. Instruktøruddannelsen har til formål at kvalificere den studerende til kunstnerisk og praktisk at fungere som instruktør på film- og tvproduktioner på professionelt niveau. Stk. 2. Der gives undervisning inden for følgende hovedområder:
- filmens historie og æstetik,
- dramaturgi og manuskriptarbejde,
- iscenesættelse og personinstruktion,
- film og tv-mediets teknologi og udtryksmidler.
(Stk. 2)
§ 13. Fotografuddannelsen har til formål at kvalificere den studerende til kunstnerisk og praktisk at fungere som fotograf på film- ogtvproduktioner på professionelt niveau. Stk. 2. Der gives undervisning inden for følgende hovedområder:
- filmens historie, dramaturgi og æstetik,
- praktik og metode, herunder lyssætning,
- fotografiet og kameraarbejdet som udtryksmiddel,
- kamera-, video-, råfilm og laboratorieteknologi.
(Stk. 2)
§ 14. Tonemesteruddannelsen har til formål at kvalificere den studerende til kunstnerisk og praktisk at fungere som tonemester på film- og tvproduktioner på professionelt niveau. Stk. 2. Der gives undervisning inden for følgende hovedområder:
- filmens historie, dramaturgi og æstetik,
- praktik og metode ved optagelse og efterarbejde,
- lyden som udtryksmiddel, herunder lyddesign,
- lydteknologi.
(Stk. 2)
§ 15. Klipperuddannelsen har til formål at kvalificere den studerende til kunstnerisk og praktisk at fungere som klipper på film-og tvproduktioner på professionelt niveau. Stk. 2. Der gives undervisning inden for følgende hovedområder:
- filmens historie, dramaturgi og æstetik,
- praktik og metode ved klip- og lydarbejde,
- klipningen som udtryksmiddel, herunder spil, camera, tempo, rytme og genre,
- klippeteknologi.
(Stk. 2)
§ 16. Produceruddannelsen har til formål at kvalificere den studerende til kunstnerisk og praktisk at fungere som producer på film-og tvproduktioner på professionelt niveau. Stk. 2. Der gives undervisning inden for følgende hovedområder:
- filmens historie og æstetik,
- dramaturgi og manuskriptudvikling,
- projektudvikling,
- finansiering,
- produktionsstyring af film- og tv-optagelse, efterarbejde og lancering.
(Stk. 2)
§ 17. Animationsuddannelsen har til formål at kvalificere den studerende til kunstnerisk og praktisk at fungere som animationsinstruktør på film-og tv-produktioner, samt på digitale interaktive medier på professionelt niveau. Stk. 2. Der gives undervisning inden for følgende hovedområder:
- filmens og computerspillets historie og æstetik,
- dramaturgi og manuskriptskrivning,
- projektudvikling,
- animations- og computerspilsinstruktion og produktionsmetodik/teknik,
- animation, og storyboarding ,
- hardware- og softwareteknologi,
- animationsfilm- og spilproduktion.
(Stk. 2)
§ 18. Manuskriptuddannelsen har til formål at kvalificere den studerende til kunstnerisk og praktisk at fungere som manuskriptforfatter på film-og tvproduktioner på professionelt niveau. Stk. 2. På uddannelsen gives der undervisning inden for følgende hovedområder:
- filmens historie og æstetik,
- dramaturgi og manuskriptskrivning,
- skrivningens teori, metode og praksis,
- research og ideudvikling, herunder genre og former,
- filmtekniske grundbegreber og filmens udtryksmidler.
(Stk. 2)
§ 19. Dokumentarinstruktør / tilrettelæggeruddannelsen har til formål at kvalificere den studerende til kunstnerisk og praktisk at fungere som dokumentarinstruktør / tilrettelægger på professionelt niveau. Stk. 2. Der gives undervisning inden for følgende hovedområder:
- dramaturgi og film- og tv-historie,
- redaktion og konceptudvikling,
- et- og flerkamera optagemetodik,
- redigering og lydefterarbejde.
(Stk. 2)
§ 20. Flerkamerainstruktør / studie produceruddannelsen har til formål at kvalificere den studerende til kunstnerisk og praktisk at fungere som flerkamerainstruktør / studieproducer på professionelt niveau. Stk. 2. Der gives undervisning inden for følgende hovedområder:
- dramaturgi og film- og tv-historie,
- redaktion og konceptudvikling,
- udviklings- og produktionsledelse,
- et- og flerkamera og optagemetodik,
- billedmixning, redigering og lydefterarbejde.
Uddannelsernes tilrettelæggelse
(Stk. 4)
§ 21. Den Danske Filmskole fastsætter inden for bekendtgørelsens rammer nærmere regler om uddannelsernes indhold i en studieordning. Studieordningen sendes til Kulturministeriet til orientering. Stk. 2. Studieordningen skal indeholde bestemmelser om:
- mål for og indhold af undervisningsemner/temaer på de enkelte uddannelser,
- tidsmæssigt omfang af undervisningsemner/temaer, projekter mv. og deres placering i uddannelsesforløbet,
- undervisningsformer,
- beskrivelse af samarbejdet mellem de enkelte uddannelser,
- praktik og praktiske øvelser, herunder midtvejs- og afgangsfilm,
- evalueringernes antal, form og placering i uddannelsen. Stk. 3. Den Danske Filmskole kan dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af skolen selv. Stk. 4. Studieordningen og væsentlige ændringer heri træder i kraft ved undervisningsårets begyndelse.
Bedømmelse
(Stk. 6)
§ 22. Der foretages en evaluering af den studerende ved afslutningen af hvert studieår. Evaluering af midtvejs- og afgangsproduktioner skal være skriftlig, og der skal deltage minimum en ekstern censor. Den eksterne censor beskikkes af Kulturministeriet efter indstilling fra skolen. En censor betragtes kun som ekstern, såfremt vedkommende ikke, eller kun kortvarigt, er ansat på Den Danske Filmskole i undervisningsåret. Stk. 2. Evalueringen foregår ved en samtale mellem underviseren og den studerende. Stk. 3. Evalueringen skal indeholde en vurdering af den studerendes:
- kunstneriske og faglige udvikling,
- indsats på produktioner mv. og
- færdigheder og udtryk. Stk. 4. Evalueringen skal indeholde konkrete råd vedrørende arten og omfanget af den studerendes indsats i det efterfølgende undervisningsforløb. Stk. 5. Såfremt underviseren vurderer, at den studerende ikke opfylder skolens krav om kunstnerisk og faglig udvikling skal evalueringen gives skriftligt. Stk. 6. Skolen fastsætter nærmere regler om evalueringerne.
§ 23. Hvis gentagne skriftlige evalueringer viser, at den studerende ikke opfylder Den Danske Filmskoles krav til kunstnerisk og faglig udvikling, kan rektor efter samtale med den studerende træffe afgørelse om relegation.
§ 24. Den Danske Filmskole kan i forbindelse med evalueringer tilbyde særlige vilkår til studerende med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, til studerende med et andet modersmål end dansk og til studerende med tilsvarende vanskeligheder, når skolen vurderer, at dette er nødvendigt for at ligestille sådanne studerende med andre ved evalueringen. Det er en forudsætning, at der med tilbudet ikke sker en sænkning af evalueringsniveauet.
§ 25. Den Danske Filmskole indbyder repræsentanter for film- og tvbranchen til at se de studerendes afgangsfilm/projekter.
Andre bestemmelser
(Stk. 2)
§ 26. Der er mødepligt til skolens undervisning. Stk. 2. Udeblivelse, som ikke skyldes sygdom eller tilsvarende forhold, kan medføre en advarsel. I gentagelsestilfælde kan rektor efter samtale med den studerende træffe afgørelse om relegation.
§ 27. Den Danske Filmskole udgiver og ajourfører en studievejledning om uddannelserne. Studievejledningen skal indeholde en bredere redegørelse for uddannelserne mv., en praktisk vejledning for de studerende og oplysning om andre forhold af betydning for de studerendes planlægning af deres uddannelse.
§ 28. Den Danske Filmskole kan udbyde kortere efteruddannelseskurser til imødekommelse af faglige behov indenfor film- og tvproduktion.
(Stk. 8)
§ 29. Studerende kan få orlov fra en uddannelse efter regler, der fastsættes af Den Danske Filmskole Stk. 2. Studerende kan i orlovsperioden ikke deltage i undervisningen eller indstille sig til bedømmelser. Stk. 3. Studerende kan i orlovsperioden ikke lade sig vælge til eller være medlem af skolens kollegiale organer. Stk. 4. Orlov kan ikke meddeles før den studerende har gennemført 1. undervisningsår på uddannelsen. Stk. 5. Ansøgt orlov skal dog meddeles, hvis den er begrundet i barsel, adoption, dokumenteret sygdom eller FN-tjeneste. Stk. 6. Studerende, der ved kontrakt med forsvaret stiller sig til rådighed for FN-tjeneste m.v., følger reglerne i § 5 i lov om ændring af lov om forsvarets personel, lov om hjemmeværnet, lov om Statens Uddannelsesstøtte og lov om værnepligtsorlov m.v. Stk. 7. Den Danske Filmskole kan dispensere fra stk. 4, hvis der foreligger usædvanlige forhold. Stk. 8. Så vidt muligt inden orlovsperioden påbegyndelse og senest ved dens afslutning, laves en individuel handlingsplan for den studerendes videre uddannelsesforløb efter regler, der fastsættes af Den Danske Filmskole.
(Stk. 2)
§ 30. Gennemførsel af uddannelserne på Den Danske Filmskole giver ret til følgende betegnelse:
- færdiguddannede på instruktøruddannelsen: Instruktør ddf.,
- færdiguddannede på fotografuddannelsen: Fotograf ddf.,
- færdiguddannede på tonemesteruddannelsen: Tonemester ddf.,
- færdiguddannede på klipperuddannelsen: Klipper ddf.,
- færdiguddannede på produceruddannelsen: Producer ddf.,
- færdiguddannede på animationsuddannelsen: Animationsinstruktør ddf.,
- færdiguddannede på manuskriptuddannelsen: Manuskriptforfatter ddf.,
- færdiguddannede på dokumentar instruktør / tilrettelæggeruddannelsen: Dokumentarinstruktør / Tilrettelægger ddf.,
- færdiguddannede på Flerkamera instruktør / Studieproduceruddannelsen: Flerkamerainstruktør / Studieproducer ddf. Stk. 2. Den Danske Filmskole udsteder bevis for gennemført uddannelse. Beviset skal indeholde en beskrivelse af den konkrete uddannelse med redegørelse for dens faglige sammensætning.
Dispensation, klageadgang mv.
§ 31. Kulturministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når særlige forhold taler herfor.
§ 32. Kulturministeriet kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsformen.
(Stk. 3)
§ 33. Klager over Den Danske Filmskoles afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse indgives til skolen. Skolen fastsætter nærmere regler for behandlingen af klager. Stk. 2. Skolens afgørelse kan, når klagen vedrører retlige spørgsmål om en studerendes forhold, indbringes for Kulturministeriet. Stk. 3. Fristen for indgivelse af klager i henhold til stk. 1 og stk. 2. er på 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.
Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser
(Stk. 2)
§ 34. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2008. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 811 af 4. oktober 1995 om Den Danske Filmskole ophæves.
Kulturministeriet /Brian Mikkelsen / Mette-Astrid Jessen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2008
- Ikrafttrædelsesdato
- 29. juli 2008